Savner selskab (alle må svare)

Årstid: Sensommer
Tid: tidlig eftermiddag
Vejr: Regn og overskyet
Omgivelser: Mennesker og butikker
Beklædning: http://media.missselfridge.com/wcsstore/MissSelfridge/images/catalog/23M05FRED_large.jpg

Lily slentrede hen ad gaden med et tænkende udtryk på hendes - på tods af sommeren- blege ansigt. Hun havde sagt til sine forældre at hun bare var ude at shoppe, men i virkeligheden havde hun lige været inde og se på en lejlighed. Hun var ikke sikker på om det var en god lejlighed -hun vidste ikke så meget om hvad en god lejlighed var - men den passede godt til hende, mente hun selv. Den var heller ikke dyr, for det var ingenting i Forks, men hun var ikke sikker på at Forks var der hun ville bo. Hun så på menneskerne der fløj forbi hende, og tænkte på at de alle havde et mål, alle med undtagelse af hende. Hun sukkede og hendes mundvige sank lidt ned. Hun var ensom.

Adam havde for en gangs skyld besluttet sig for at begive sig udenfor, fordi han hadede at sidde derhjemme og bare stirre ind i væggen, det var snart noget han virkelig kunne blive skør af, fordi han også virkelig savnede nogle at snakke med. Han snakkede underligt nok ikke med ret mange fra Forks, men nok mere fra Seattle og Port Angeles. Men det var måske også fordi der boede flest mennesker der, så det var også der han var mest når han så endelig var udenfor døren. Eller var han kun få gange i Forks, som sidste mulighed.
Han overvejede faktisk rigtig meget at flytte ind til en af de store byer, men der var undtagelser med det, fordi i Forks var der mest overskyet og regn, det var der nok ikke så tit i Seattle og Port Angeles, men han måtte vel tage konsekvensen, hvis han skulle flytte derned. Heldigvis var de fleste af hans venner også vampyrer og få af dem var mennesker. Men han havde intet imod mennesker.
Mennesker kunne faktisk være ret interessante og spændende, men nogel gange også ret irriterende. Men det kunne vampyrer jo også være. Adam rettede lidt på dit lille tørklæde omkring hovedet (som på avaet) og satte sig ned på en bænk, da han var kommet en anelse længere ind i byen og sukkede lidt. Han vendte sit blik lidt rundt og bed sig tænkende i læben. Lige nu var hans øjne gyldenbrune, fordi han ikke var sulten og det var en lettelse.

Lily slentrede videre med et sørgmodigt udtryk og hænderne dybt begravet i sine lommer. Hun så en mor med en barnevogn og barn komme rullende, en forretningsmand med jakkesæt og mappe i hånden, hun blev en smule svimmel af deres hurtige gang, og satte sig ned på en næsten ledig bænk hvor der kun sad en anden dreng. Hun sad helt ude på kanten for at optage så lidt af bænken så muligt. Hun sukkede dybt og støttede sine albuer på knæene og hovedet i hænderne foroverbøjet.
Hvorfor var alt så forvirrende? Ting var nemmere i børnehaven hvor man kunne finde og have 10 kærester uden komplikationer og slå når man var sur. Nu kunne man ikke engang finde én kæreste og hvis man slog nogen kom man i fængsel. Hun skiftede sin hoveds vægt til kun den ene hånd og jog den anden gennem det hår der var ved at falde ned i øjnene på hende. Men som man kunne have forventet slog tyngdekraften til og det gled ned i øjnene igen. Hun kunne mærke folk kigge på hende og hun rettede sig lidt op og krydsede armene over brystet for ikke at virke helt malplaceret.

Adam lod godt mærke til at duften fra en pige blev stærkere og stærkere, men han havde heldigvis næsten lært at styre sin tørst, så han tog sig ikke så meget af hvor sødt nogle mennesker duftede. Personligt kunne han sagtens suge blod fra mennesker, men aldrig for sjov, kun når han havde brug for det. og det var som regel 2-3 gange om måneden at han havde brug for blod, nogle gange måske kun 1-2 gange. Det kom også and på hvor hans appetit var lige på det tidspunkt. Men da Adam mærkede at nogen satte sig på bænken, drejede han ansigtet lidt imod personen og studerede menneske pigen lidt og lagde godt mærke til at hun sad meget ude på kanten af bænken og løftede sit ene øjenbryn over det. Det var jo ikke ligefrem fordi hun fylede særlig meget, ihvertfald ikke af hvad han kunne se lige nu. Derfor lagde Adam sine ene fod op på sit knæ, og støttede sin hånd på sit andet knæ, sådan så han faktisk kunne presse det ned, hvis han for sjov ville spænde sit ben. "Hvorfor sidder du så langt ude på bænken, du fylder jo ikke engang... langt fra faktisk" sagde Adam uden at se på pigen og rettede med sin anden hånd lidt på tørklædet om hovedet. Han ville først lige se hvordan pigen ville reagere på at han snakkede til hende, inden at han ville se på hende. For det er jo ikke ligefrem hver dag at fremmed snakker til hinanden, ihvertfald ikke uden et emne.

Lily vendte overrasket sit blik over på drengen ved siden af sig. Hun var ikke vant til at fremmede snakkede til hende, og så vidt hun kunne huske var han da vist en fremmed. Hvis ikke, burde hun virkelig søge hjælp. "Øhm, tak, tror jeg..." sagde hun og smilede skævt, men det var stadig tydeligt at hun var genert. "Jeg prøver vel bare at være høflig ved ikke at mase mig på" sagde hun usikkert, som om hun havde svaret forkert. Ironisk nok havde han åbenbart fundet det mere anmasende at hun havde sat sig på kanten.
Hun fugtede sine læber hurtigt og kløede sig på næsen: tydelige tegn på at hun ikke var så god til det med selskab. Hun betragtede drengen ved sin side og som næsten alle andre teenagere i Forks var han umådelig smuk. Det faktor ville gøre det endnu svære for hende at snakke med ham: typisk. Hun sad ikke specielt godt og efter hans kommentar, ville han nok ikke have noget imod at hun rykkede sig længere ind på bænken. Derfor gled hun langsomt længere tilbage på bænken og lænede sig nu lidt mere afslappet op ad ryglænet, dog stadig med rimelig ret ryg. Hun fæstnede igen sit blik på drengen og håbede inderligt på at han ville sige noget; hvad som helst. Stilhed var nemlig endnu en ting hun ikke håndterede specielt godt, hvilket tit resulterede i en masse utydelig mumlen og small talk fra hendes side.

Adam kunne tydeligt høre usikkerheden og genertheden i pigens stemme da hun svarede ham og han var endelig ikke overrasket over hvordan hun reagerede. For det var jo ikke ligefrem altid at fremmede bare sådan snakkede til andre mennesker, de fleste råbte vel bare efter hinanden når de var ved at køre ind i hinanden eller hvis folk gik over rødt. Men hvad viste Adam efterhånden, han havde jo ikke været menneske i 50 år, så han havde snart mistet sig selv som menneske, han følte sig ikke så menneskelig mere, men det var ikke ligefrem noget han gik og spekulerede særlig meget over. Men imens han havde hørt pigens svar, var han alligevel kommet til at tænke på det og var ærlig talt lidt overrasket. Men efter at han mærkede på bænken og at hendes duft kom tættere på, drejede Adam roligt sit ansigt imod hende og lod sine varme brune øjne stirre tænkende på hende, men lidt efter kom der et venligt, men dog også et lidt varmt smil op på hans ansigt som gjorde ham endnu kønnere og slappede lidt mere af, " du behøver ikke takke mig, vi kan jo ikke have at du falder ned af bænken, så er det okay ikke at være høflig" sagde Adam med en meget rolig tone og beholdte sit venlige men dog også lidt varme smil på sine læbe og pillede lidt ved sit tørklæde igen.

Lily kiggede ind i hans brune øjne og hendes ene mundvig trak op i et skævt smil. Hun rødmede over hans stirrende blik, men ikke en dyb rødmen, bare lidt rosa på hendes kindben. Hun var blevet mere og mere vant til at kigge folk i øjnene, men fandt det stadig lidt underligt og intenst. Hendes blik flakkede hurtigt hen på de travle forbipasserende før det igen fandt hans varme øjne, som fik hende til at smile endnu en gang og gav hende lidt mere mod til at snakke igen. "Jeg kunne sagtens komme til at falde ned, selvom jeg sad normalt... jeg er ikke så god til kordination" sagde hun og smilede drillende.
Hun kiggede op på hans hænder da han for tredje gang rettede på sit tørklæde. "Generer det dig?" spurgte hun, men fortrød straks. Hvad var det for en uinterresant ting at spørge om? Hendes grønbrune øjne kiggede genert på hendes hænder der var samlet i hendes skød. Et vindpust sendte en tot af hendes nøddebrune hår ned i ansigtet på hende. Hun kiggede på den irriteret, og førte den om bag sit øre, hvor hun håbede den ville blive, mens hendes øjne stadig var fæstnede på hendes hænder og fingrer der uroligt trommede løs på hendes lår.

Adam kunne godt lide at se hende smile, men også mest fordi han hadede at se folk triste og helt stille omkring ham, fordi så mente han at det var ham selv som var skyld i denne tavshed, fordi de nok ikk turde at sige så meget til ham. Nu havde vampyrernes skønhed en vis virkning hos mennesker, fordi det var ikke altid at menneskerne kunne koncentere sig eller lige samle sig når de først så skønheden hos dem og Adam havde godt lagt mærke til at pigen måske havde faldet lidt hen i hans. Men gad ikke rigtig blive sur over det, det kunne han heller ikke rigtig tillade sig, fordi hun kunne jo ikke selv gøre så meget for det.
Adam kunne ikke lade være med at grine lidt over det hun sagde, han latter var næsten ligeså varm som hans øjne havde været og den var også meget let hans latter, " så er det godt at du har sat dig ved siden af en som har ret gode reflekser, så jeg skal nok gribe dig hvis det bliver nødvendigt" sagde Adam og nikkede lidt med hovedet. Han smilte dig lidt over det andet hun sagde og havde intet imod at hun spurgte om det hun gjorde, han nikkede lidt på hovedet igen og sendte hende et varmt smil, " ja lidt... jeg har fået sat det forkert, så nu føles mit hoved skævt, på en eller anden underlig måde" sagde Adam og trak kort på den ene skulder.

Lily grinede stille på trods af sin generthed da han fortalte om sine gode reflekser. Men hun kiggede alligevel ikke op på ham, for hun hadede sit grin og prøvede at skjule det mest muligt. En dum, men sand fact om Lily, en del af den usikkerhed, der altid havde været en del af hende.
"Så tag det af," foreslog hun og trak også selv på skuldrene. Hun var selv en person der godt kunne finde på at beholde noget tøj på, selvom det kradsede eller generede. Men hun var ikke vant til at drenge havde det sådan, så hun fandt det en smule underligt eller måske mere anderledes. Det var i hvert fald ikke noget hun umiddelbart havde noget imod.
Hun mærkede en kold dråbe i sit hår og skævede op mod himlen der var forvandlet indtil et kaos af mørke, regn og skyer. Hun sukkede irriteret og kiggede ned på sine hænder igen. Hun kunne føle en bølge af akavet stemning bruse over sig og hun bed sig utilpas i læben. Skulle hun sige noget eller ville han? Hun vidste det ikke, og hendes trommen med fingrene satte op i hastighed i takt med hendes nervøsitet.


//Undskyld at jeg var så lang tid om at svare, men jeg har virkelig ikke haft tid//