Well ^^ Why not?(Alexander=privat)

Alexander løb så hurtigt han kunne gennem den, kolde mørke skov. var på jagt - for en gangs skyld ikke på mennesker. Nu hvor Emily var kommet tilbage til ham måtte han vænne sig til tofu. Denne gang var det et gigantisk vildsvin, og han morede sig egentlig ligeså meget med at prøve og fange den, som han glædede sig til at sætte tænderne i den. Det var det sjove med dyr, de var bedre til at flygte. Måske smagte mennesker fantastisk, men de løb ikke nær så stærkt. Han havde ladet den få et forspring, men indså at han måtte til at fange den inden den kom for langt ind imod byen. Han indhentede den med lethed, og satte tænderne i den. Da han havde suget lidt af den slog det ned i ham. Der lugtede af menneske blod!

Alexander blev grebet af trængen til at jagte den unge kvinde, da det slog ned i ham at han lige havde afsløret vampyrenes hemmelighed. På en eller anden måde påvirkede det ham nok til, at glemme sin tørst et øjeblik. En stemme i hans hoved mindede ham om, at hvis han bare dræbte hende ville det jo ikke gøre noget. HAn rystede på hovedet og mindede sig selv om at der måtte være en lettere - eller i hvert fald mere civiliceret måde - at løse det på.
Han skyndte sig at løbe efter pigen i menneske-tempo mens han tog sin skjorte af og tørrede det værste blod væk fra munden med det. Så kylede han det op i et træ. "Vent!" råbte han til pigen og håbede hun ikke havde set godt nok efter til at vide at han før havde trøje på. Han lod sit lyse hår falde ned i øjnene så man ikke kunne se den røde farve, da han indhentede hhende. "Vent," sagde han igen.

Alexander smilede forsigtigt uden at afsløre sine øjne under håret. "Hvad?" spurgte han og så forundret ud. Hans hud var næsten så lys som hans hvide skjorte. Hun kunne sagtens have set forkert hvis det var. Nu var det eneste problem at bortforklare det med vildsvinet. Hans super-hurtige hjerne arbejdede på højtryk, mens han forsøgte at finde en måde hvordan han fik det til at se ud som ingenting.
Han fortsatte med sit tryllenbundne smil og fortsatte så før hun lagde mærke til stilheden. "Hvad snakker du om??" spurgte han og fortsatte med at spille dum. Han havde stadig muligheden at dræbe hende, men det havde han ligepludselig ikke lyst til. Han kunne flirte overdrevent og få hende til at glemme det? Den slags var han mester i. Det var jo den måde han skaffede føden på.

Et chok gippede igennem Alexander da han hørte hvad hun sagde. Hun kendte til vampyre? På den anden side; Det burde de fleste mennesker jo vide, nu hvor Forks var så boomet med vampyre, som alle sammen gik rundt og afslørede hemmeligheden. Det var utroligt at volturrien ikke havde sat ind endnu.
Han kunne stadig høre hvor højt og hurtigt hendes hjerte slog, og det fik den konstante brænden i hans hals til at blusse maksimalt op. Han prøvede at synke for at få det til at gå væk, selvom han godt vidste det ikke ville virke. Han vædede sine læber med spidsen af tungen og besluttede sig for at gøre noget dumt.
"Jeg hedder Alexander!" sagde han med en glad stemme da han med lynets hast var oppe foran hende og gik tættere på hende, med højre hånd rakt frem mod hende.

Natsumeri gik ned i knæ og sad blot der og så chokeret på ham i det hun begyndte at grine kært, mens hun bed sig let i underlæben og fik armene mod jorden blidt, og mærkede bladene mellem de smalle smukke finger med de glas agtige negle og fik sig endelig rejst op og sagde"årh hej" hun rejste sig op og tørte blidt hånden tør igen og gav ham den og sagde"mit navn er Natsumeri" hun smilede sødt og sagde"Så? har jeg ret.... er du en vampyr" hun kendte kun vampyr fordi hun faktisk boede med en, hvilket jo var utrolig ? mærkeligt hun lige havde ramt hans hus som et offer for sin kriminelle linje job og så endda endt med at lægge i hans seng smidt af ham og så få stjålet sit aller første kys og så ende med at flytte ind ved ham som veninde... hun betragtede Alexander og sagde"tænkte nok du var vampyr"

Alexander grinede kort over Natsumeri's reaktion. Han nikkede da han havde rystet hendes hånd. "It's tha look," sagde han og antog en tøset posering. Han grinede af sig selv og trådte endnu et skridt tættere på. Den brændende tørst i hans hals, dunkede i takt med hendes hjerte og han blottede sine skarpe tænder i et stort smil. "Hvorfra kender du så til vampyre?" spurgte han og gik stadig nærmere. Et par kolde dråber regn sivede ned gennem træernes blade og ramte hans skulder, men han skænkede dem ikke en tanke. Han så meget intenst på hende med sine blodrøde øjne og løftede øjenbrynene.

"Hmmm..." Alexander nikkede da hun snakkede om sin sambo. Han blokkerede vejen for hende en gang til og trådte endnu et par skridt hen imod hende. "Vi kunne også bare snakke her?" sagde han og kiggede på hende med charmerende smil.
Han vidste endnu ikke hvad han havde bestemt sig for at gøre, men tørsten i hans hals var hvad der snakkede, og bevægede sig for ham. Hans jagtinstinkt var allerede sat ind, og han vidste at hvis hun løb ville han løbe efter hende. Han ville ikke længere kunne styre det.
Nu arbejdede han kun efter sin rutine og trådte så tæt på hende, at han nærmest kunne mærke vibrationerne fra hendes hjerte. Han spændte alle muskler og koncentrerede sig for ikke at gøre noget dumt.

Alexander rystede på hovedet. Hvad havde han gang i?! Han jagtede jo lige netop dyr (for en gangs skyld, og kun for Emilys skyld)! Han var glad for at Natsumeris paniske anfald havde stoppet ham. Han bakkede langsomt baglæns og han satte i løb, hoppede op af det nærmeste træ, og fortsatte fra trætop til trætop. Han fandt stedet med sin skjorte. Den skulle bare renses og så kunne den bruges igen. I forhold til at han var en vampyr, var han ikke ligeså rig som de andre blodsugere.
Han fandt sit vildsvin og sugede hurtigt resten af blodet ud af den. Den rare varme fornemmelse af væske der strømmede ned gennem hans hals var så beroligende at han tillod sig selv at slappe af. Han tænkte lidt over hvad han nu skulle gøre. Han havde ikke noget hjem lige fortiden og vidste ikke hvad han skulle gøre. Han kunne jo selvfølgelig tage hjem til Emily, men hvordan kunne han bortforklare blodet, uden at afsløre sit 'begær' efter Nat? Emily var jo den eneste der kunne se igennem hans løgne.

Alexander løb igennem skoven og søgte efter sin sportstakse. Det var som om at regnen gjorde ham klarere selvom det sikkert bare var indbildning. Da han fandt sin taske, trak han i en ny T-shirt og pakkede det blodstænkte skjorte ned. Han besluttede sig for at han skyldte Natsumeri en undskyldning. Nu var problemet bare at finde hende. Han brugte sin næse og fulgte sin egen duft tilbage til hvor han havde efterladt hende. Han kunne lugte hvilken retning hun var gået i. Eller rettere sagt løbet i. Han kunne lugte at hendes duft var svagere og mere luftig. Han løb i samme tempo som hun havde gjort og så snart caféen. Han trådte og rystede med det ultra-blonde hår for at få den klaskede våde fornemmelse væk. Han så sig omkring på alle de saftige - sikkert velsmagende - mennesker der kiggede forbløffet på ham. Han sørgede rettede håret så det sad ned i øjnene. Han måtte have fat i nogle flere kontaktlinser. Han smilede til de mennesker han passerede og så så menneskelig ud som han han kunne. Han fandt Natsumeri og satte sig lydløst foran hende.

Alexander sad bare smilende og lyttede mens Natsumeri snakkede. Han nikkede fraværennde et par gange. "Jeg vil gerna bare have en cocacola," sagde han så og så på hende ud under hans hår. "Hvis det ikke er til besvær?" tilføjede han med et lille grin der ville have knust enhver anden piges hjerte. Men selvfølgelig ikke en der allerede kendte til vampyre. Vampyre var ikke menneskelige nok til at være rigtigt smukke. Det var i hvert fald Alexanders mening. Han satte langsomt albuerne i bordet og støttede hagen i hænderne. "Det er okay, det med regnen," sagde han kort. Det gjorde ham overhovedet ikke noget. "Det er nærmere mig der skylder dig en undskyldning." sagde han lidt mere alvorligt og vinkede en servetrice over til sig og bestilte sin cola. Hun virkede meget glad for hans valg. Han så tilbage på Natsumeri og lagde ikke længere skjul på øjnene.

Alexander så efter Natsumeri da hun gik ud på toilettet. Han grinede for sig selv. Det var så sjovt at hun var helt ude af den. Troede hun, hun havde en chance for at stikke af? Det havde hun nemmelig ikke hvis han besluttede sig for at tage hende. Det var SÅ urealistisk at flygte fra en en sulten vampyr. Den henrygte servetrice kom og afleverede hans cola. Han smilede til ham og tog en stor slurk af sin læskedrik. han rynkede på næsen og forsøgte at skjule sit ubehag over den grimme smag.
Servetricen stod et øjeblik og så på ham, men gik hurtigt igen da hun forstod, at han syntes det var ubehageligt.
Han satte colaen fra sig og sad stille og roligt og ventede på Matsumeri.

Alexander smilede bare til hende til at starte med. Han så ned i colaen med erynkede bryn og satte så de blege læber til glassets kant igen. Han tog endnu en tår og forsøgte denne gang at se fornøjet ud. Det lykkedes ham ret godt, men indeni havde han mest af alt lyst til at kaste det op igen. Han slikkede sig om læberne og satte glasset på bordet igen. "Jeg ville sige undskyld," sagde han. Det var svært at koncentrere sig når hun duftede så godt. Han forsøgte at drukne den brændene følelse med cola. Hvad mon der sketehvis en vampyr fik noget galt i halsen? Alexander tænkte lidt over det, men bestemte sig for at prøve det senere. "Du ved," fortsatte han med et uimodståeligt smil "For at prøve at... Æde dig!" han grinede kort over sig selv og bælledehurtigt resten af den klamme sukkerrige substans i glasset.

Alexander blev nærmest forvirret af den store talestrøm. Han så lidt på hende før han nikkede. "Jaer, jeg er lige bag dig!" sagde han og lod sine smilehuller titte frem i et stort smil. "Der er en slags gift der flyder rundt i kroppen på os vampyre..." startede han med at svare på hendes spørgsmål. Han smilede til servetricen der så forgabt efter ham. Alexander var lidt træt af at komme ud i regnen. Det skærpede hans sanser så meget, især hans syn, og det irriterede ham gevaldigt. Han smilede hurtigt over til Natsumeri da de begyndte at gå. Han holdt en passende afstand så hun ikke behøvede at være nervøs eller sådan noget.

Natsumeri betragtede hvordan folk kiggede etfer ham og rystede på hovedet i det hun gik stille videre hen af vejen da de endelig var kommet væk fra de nysgerrige mennesker, hun var selv nysgerrig men altså det var ikke så meget som dem der betragtede ham der idne???... Hun så på ham og sagde"hvorfor holder du så lang afstand er det dit instinkt igen og blodlyst der fucker op?? og jeg tænkte når i har den gift er det så direkte når i bider en at det går galt og man er nød til at suge giftejn ud som var det en slange der havde bidt en eller noget i den stil eller kan man ikke få giften ud eller noget" hun rødmede let og berørte blidt hendes hår og strøg det op i hendes hestehale igen og gik nu på skovstien igen og satte sig så efter noget tid og sagde"ååårh udmattet" hun grinte og slikkede sig let om læberne og tog sin swetter af og sad der i en hvid stram top der stoppede lidt ved hofterne... hun så rundt og mærkede varmen og vandet begyndte så småt at stoppe... og månen var fremme og skindet smukt mellem bladenes små huller.

Alexander tog sig til hovedet. Hvorfor var det at den pige snakkede så meget?! Han blev nærmest småirriteret af det. Det var på den anden side meget sjovt at se. Han smilede og gik lydlst helt hen ved siden af hende. "Ej, ja og så det at alle bare ved det med vampyre? Det er så mærkeligt at der ikke er nogen der gør noget ved det. OG især at alle mennesker der vaed det enten må dø eller forvandles. Du har egentlig lidt ret i de med slanger. Dem minder vampyre meget om. Både med giften og snedigheden og alt det der. Lidt sjovt så at tænke på slangen der trickede Adam og Eva!" han snakkede uafbrudt i et meget normalt tonelege. Hans stemme var fløjelsblød og behagelig. Han snakkede hurtigt, men man kunne sagtens høre hvad han sagde.

Alexander lod hende gå lidt i forvejen med et skævt smil på læben. Han havde begge sine kolde hænder i lommerne på sine cowboy bukser og han gik ligeså stille efter hende. Det lod til at alle menneskerne hadede regnen. Alexander elskede den. Det var som om den gjorde ham helt ren og frisk, og selvom den ikke var koldere en ham, havde han den samme fornemmelse af at han fik kuldegysninger. Han smilede for sig selv, og overvejede om det var nu han skulle få en eller anden form for væske galt i halsen. Han havde stadig den klamme colasmag i munden og ville mega gerne af med den. Han var sådan lidt ligeglad med hvordan så han overvejede at gøre det med regnvand.

Natsumeri så sig over skuldren da hun syntes at høre Alexander nærmest komme med noget ligende spytlyde, men da hun vendte sig elegant for at se sig over skuldren trådte hun på en halv stor gren, så hun faldt direkte ned på røven"Auff..." hun lukkede øjnene i da hun ramte jorden og bed tænderne sammen og så temmelig uskyldig ud"Auv.. det gjorde ondt" hun åbnede øjnene langsomt og vendte mod Alexander nu, i det hun betragtede alexander rødmede hun let og smilede kært"Øhm jeg er vidst temmelig klodset" Natsumeri glemte dog en ting... at se om hun havde revet sig på den halv store gren der nu på ved hendes ben... hun tog sig lidt til siden og kiggede på hånden.. noget gjorde ondt men hun håbede inderligt at der ikke var blod på hendes hånd...

Alexander så på Nat da hun faldt. Han skyndte sig hen til hende for at se om hun var kommet til skade, og for at hjælpe hende op. "Er du okay?" spurgte han med et muntert grin. "Clumsy, clums..." han stoppede brat da han lugtede blodet, og i et kort sekund så han Nat for sit indre blik. Med blod ud over det hele og hans læber til et sår i hendes nakke. Han trak sig væk fra hende. Uden at trække vejret overhovedet bakkede han langsomt væk. bare jeg ikke gør noget dumt, bare jeg ikke dræber hende!, tænkte han desperat for at komme væk fra den tiltrækkende duft.

JHendes finger strøg hende hen af siden i det hun grinte let med lidt piven og smerte i stemmen og sagde"Hahaha ja klodset lille mig hva Alex....... alex??? er du okay,...."Natsumeri så på sine finger.... det var helt klart blod. hun skælvede ved blot udseendet af blod, hun hadet at se blod det var som at se et mord foran sig for hende at se så meget blod!.. hun rejste sig langsomt op og vidste ikke hvad hun skulle gøre!!???... hun så rundt desperat efter noget at dække blodet med... men tørte det så af i sin hoodie og sagde"Alex!? er du okaý skal jeg løbe eller !??? noget"

"Ja," sagde Alexander roligt, men bestemt. Hans indre fleksede mellem et blodtørstende monster og ham der ikke ville gøre hende noget. Han vidste at han snart ikke kunne holde til det meget længere og gik tøvende endnu et par skridt baglæns. Han ombestemte sig hurtigt og gik hen imod hende i stedet med et truende ansigtsudtryk i øjnene.

Alexander smilede lidt over hendes 'forvirringstrick'. Var hun virkelig så dum at hun troede det ville virke? Han grinede en kort dyb latter og løb lydløst efter hende i samme tempo. Altid 1½ meter bag hende. Han lod hende løbe fra sig ned ad bakken og grinede igen. Det her kunne jo blive sjovt! "Nattie?" kaldte han med en blød stemme. "Hvor er du?" han råbte i en syngende tone og gik langsomt efter hende. Han vidste selfølgelig godt hvor hun var, hendes blod kunne lugtes langt væk fra, og den gav ham en berusende følelse. Han gik lidt rundt omkring, bare for at gøre hende bange, og trække det ud. Hun skulle jo også have en chance for at flygte, ellers var det ikke fair. Og heller ikke nær så sjovt.

Natsumeri sukkede dybt i det hun smadret sin hånd ind i et træ med ordene"hvor er du dum!, at komme til skade foran en vampyr og nu.. nu har jeg ikke en chance for at komme væk!, jeg SÅ DUM! ARGH" hun tog sig til hånden efter som da hun sagde, så dum, smadret hun hånden ind i træet for hårdt og det var nærmest forstuvet, eller være brækket? Den sviende smerte, det stikkende i hendes håndled, den tunge følse der nærmest lod den hænge, det var forfærdeligt!. Hun lukkede øjnene og trak vejret roligt i det hun rejste sig langsomt op og løb videre, indtil hun kunne se at skoven blot var længere og længere!. Hun løb så meget hun kunne indtil hun nærmest fløj ud af skoven, direkte ud på parkerings pladsen foran skolen!. Øjnene spejdede rundt efter et sikkert sted, *aha et vindu!* hendes dårlig hånd kunne dog bruges så, brækket var den ikke?. Hun rejste sig hurtigt op og løb mod døren og hev i den, mens hun overkom smerterne fra det skadet håndled.. Håret flagrede smukt bagefter hende, så smukt hvidt og skindende, hendes øjne glinsende og med et glimt af frygt og fryd over den dejlige stemme hun havde hørt. endelig gik døren op og hun styrtede ind af døren, løb ned til trapperne til etagen oven på og løb så der ind og gemte sig inde i et klasse værelse.

Alexander lod hende løbe alt hvad hun ville, men holdt sig altid lydløst få meter bag hende. Havde han overhovedet lyst til at dræbe hende?
Han tænkte over det mens han fulgte hende ud af skoven. Da han nåede til skoolen gad han ikke mere. Ikke når der var den mindste risiko for at nogen så det. Han sukkede og vendte om. På vej væk igen. Øv, han var ellers sulten. Mens han gik med hænderne i lommen begyndte han stille at nynne for sig selv. Der var hun heldig.

Natsumeri så ud af vinduet og tog nødudgangen ud der fra.. hun sukkede stille og strøg håret bagud i det hun pustede stille ud"godt han ikke fik mig men.... men legede han blot med mig?" hun tænkte sig lidt over, fordi vampyr var så meget mere overlegen end hende. Hun bed sig let i underlæben og begyndte at gå ind mod byen langs vejkanten i det hun kom til byen så hun lidt rundt og gik mod det lokale hospital. hun kom der op og en kvinde så på hendes rift langs hoften og forbandte det og tog noget slags hvidt plaster over inden. hun trak sin hvide top over igen og gik ud der fra og bed sig i underlæben"Auv.... det gør så ondt" Natsumeri stoppede få meter efter og satte sig på en bænk med sin jakke over sig og så lidt rundt... der var ingen regn og vejret var klaret op og solen var lidt fremme.*Alex... gad vide hvad han laver nu?*