Hjemme

Tid :: Nat
Dato :: In real life
Dag :: I real life
Årstid :: Sommer ? (:
Vejr :: Helt mørkt
Sted :: Madelaines og Clementines hus
Omgivelser :: Husets indhold ? (:

Clementine sad inde i sin stue og gardinerne var trukket for. Hun sad i sin lænestol og så på sit tv. Hun havde intet andet at fordrive tiden med. Hun kedede sig så utroligt meget at det var helt underligt at tænke på. Hun bed sig let i læben, tog en dyb indånding og så på det kedelige tv. Der var overhovedet ikke noget godt i fjernsynet som altid, hun havde efterhånden mistet interessen for at se på det. Så hun sad med sin tegneblok i skødet og tegnede let og elegant. Hendes fødder var trukket under hendes ben og hun sad i sit nattøj der bestod af en lidt gennemsigtig hvid knælang kjole. Hun havde naturligvis noget indenunder, men kun sit undertøj. Men når man så på hende, lod det ikke til at være ligeså slemt, for hun var meget slank og man kunne overhovedet ikke se noget hundevalpefedt. Hun var ret så koncentreret på sin tegning og havde helt glemt tv'et. Hendes lange hvidblonde hår var sat i en hestehale på hendes højre side.

Ude på gaden sad Ribanalon og så rundt på En stentrappe, *det her er ikke som Rusland* tænkte hun forvirret.

Madelaine kom gående ude på forhaven, hun trykkede på låsen til sin bil, bag hendes bil holde der en stor varevogn, hun havde nemlig været ude og bestille noget, og endelig var det tiden at få det leveret Hun åbnede døren til huset og sagde til de to mænd der var i bilen " hvis i kommer med det skal jeg nok vise hvor det skal stå!" hun gik ind i huset i den ene daglig stue, de havde 2, hvor den ene nok normalt ville have været blevet brugt til spisestue hvis de var almindelige mennesker. Hun rykkede til nogle ting og sørgede for der var plads. Dette rum fungerede også som et lille bibliotek, der var fyldt med bøger på de antikke bogreoler der var inde i værelset.

HUn kiggede over på den anden side, *var det virkelig* hun gjore store øjne, men glemte det helt da en kat kom løbene skrigede væk fra blindgyden.

Hun hørte ikke sin egen søster komme, da hun var helt betaget af sin tegning. Hun var igang med at tegne en tegning hvor der var et skib og med et menneske lige ved forstavnen. Et menneske der måske ikke havde det særlig godt, men bare ville væk fra det hele. Hendes blik var fyldt med spænding, hun vidste ikke selv hvordan det til sidst ville se ud. Men indtil videre var skitsen en del flot og det var helt utroligt at det var på den måde. Hun var meget hurtig med fingrene og hun fugtede let sine læber.

Hun holde øje med mændene der kom ind med det som hun havde bestilt "pas på i ikke ridser det, jeg vil ikke se en eneste skramme er i med!" sagde hun hørt og strengt til mændene. De kom ind i huset med det og gik ind i den stue som Madelaine var i. Hun smilede mens hun så på det. Hendes længe ventede Piano.

Da Claire kunne dufte mændene, mistede hun straks koncentrationen da hun var helt utrolig sulten. Men hun havde ikke lagt mærke til det imens at hun havde tegnet. Hun kastede det med det samme på stuebordet og kom meget hurtigt ud til dem. Mændene gloede selvfølgelig da hun var kommet, da hun var så let påklædt, men gjorde alt for ikke at ridse, da de jo tydeligt kunne høre at Madelaine var meget sart overfor det og kunne blive ret streng. Claire lænede sig op af dørkammen og så sultent på dem med mørke øjne, men hun kunne heldigvis holde sig, da de jo var i Forks og hun ikke måtte jage.

De satte pianoet ned lige der hvor Madelaine ville have det " tak!" sagde hun og så på det smukke piano, det var hvidt og smukt det var perfekt, hun så på Claire og spurgte "er det ikke perfekt?"

Hun ignorerede sin sult, men vidste ikke hvor længe hun kunne holde det. Men da hun fik øje på pianoen smilte hun stort og gik med det samme over til den. "Endelig!" sagde hun glad og lod fingrene glide hen over den. "Den er perfekt!" sagde hun glad og satte sig ned på en stol og åbnede, så hun kunne lade fingrene glide hen over tangenterne. Hun lukkede øjnene og havde lyst til at spille, men det havde været så lang tid siden at hun havde siddet med sin mor og Madelaine og prøvet at øve at spille på en. Hun sukkede og rejste sig op. "Jeg elsker den" smilte hun blidt til sin søster og så lidt sultent over imod mændene.

Den ene af mændene gik ud efter stolen til pianoet, og satte den ved siden af dem. Madelaine gav dem nogle penge for at levere det og sagde "i må godt gå!" hun så på hendes søster igen og sagde "det er virkelig perfekt!"

Hun nikkede og så helt facineret på klaveret. Men kunne ikke længere overgå sin tørst. "Undskyld mig!" sagde hun hurtigt, forsvandt op af trapperne og gik ind i køkkenet, for at få en af dunkene med blod i. Hun rev den nærmest ud og sank med det samme en hel flaske. Hun tog derefter en anden og kom ned til Madelaine igen. "Hold da op.. jeg havde glemt at jeg ikke har spist i deromkring fire uger" mumelde hun og rystede på hovedet af sig selv. "Men det er dejligt at vi har fået en piano.. så kan vi øve os igen" smilte hun stort og så på det.

Hun smilede og nikkede, "jeg er faktisk begyndt for noget tid siden igen, eller nok nogle måneder, ville ikke sige noget, det skulle være en overraskelse, savnede virkelig også at spille på klaver, det var en stor del af mig da jeg var menneske.!" sagde hun og så på hende.

"Ligesom at min var at tegne" smilte hun langsomt og så på sin søster. Hun så ned på sine fingre og derefter op på Madelaine igen. "Jeg kan ikke lide være med at tænke på min fortid" sagde hun stille og smilte skævt. Hun grinte lidt og rystede på hovedet af det, imens at hun gik ind imod stuen og tog en slurk af sin termokande. Hun gik med lette og elegante skridt, før hun plantede sig atter på lænestolen, satte termokanden på stuebordet og begyndte at tegne videre og håbede at hendes søster var fulgt med så de kunne snakke med hende.

Hun gav pianoet et kærligt strøg og fulgte med Claire og sagde "jeg ved du har svært ved at tænke på fortiden, det har jeg også, uanset hvad!" hun gik ind og satte sig ind i sofaen og så på Claire..

"Hmm.." hun sukkede og rystede på hovedet. "Jeg bliver bare lidt.. mærkelig i det" sagde hun stille og lænede sig tilbage. "Det er svært at tro på at jeg overhovedet engang har været menneske, altså helt ærligt" mumlede hun og tog en slurk af sin termokande. "Men jeg tror godt at jeg kan klare mig.. bare jeg stadig har minderne her i huset" smilte hun skævt og mente omkring malerierne og det at der endelig var kommet en piano.

Hun nikkede og lagde en arm om hende og sagde "jeg savner dem også, helt forfærdeligt!" hun så ud på gangen hvor man kunne skimte lidt af det maleri som hun havde fået lavet ad dem og deres forældre. Huset var jo enlig deres mormors da hun levede, men minderne var overalt fra dengang de var mennesker.

Hun bed sig let i underlæben og vidste overhovedet ikke hvad det var hun egentlig skulle sige. Hun sad bare der og tegnede videre på sin tegning. Det tog hende for det meste flere timer at tegne sådan en, da hun altid gik meget ind for detaljer og perfektion. Hun fik tit inspirationerne fra malerierne på væggene og hun var virkelig glad for at det hele hang sammen på den måde. At hun lærte noget af selve husets ting og ikke udefra.

Hun så på tegningen og sagde "du bliver bedre dag for dag!" hun smilede og så på hende. hun var stolt af sin søster "har du enlig fundet ud af om du har en evne som jeg?" spurgte hun, hun var nysgerrig på det punkt.

Hun rystede på hovedet med et suk, "jeg tror ikke engang at jeg har dem endnu" mumlede hun og så op på sin søster. "Der har ikke været nogen tegn overhovedet, nogensinde" hun pillede let ved sit hår og så ned på sin tegning. "Måske har jeg den evne at jeg kan tegne?" grinte hun lidt for sjov, da hun vidste at evner ikke var på den måde overhovedet. Hun havde bare øvet sig i meget lang tid, hvilket jo passede da hun jo havde vampyr i meeget lang tid.

"det var det samme jeg tænkte før, måske ligger din evne i dine tegninger!" sagde hun og så en ekstra gang på hendes tegning, "hvem er det du har tegnet?" spurgte hun og så på hende igen.

"Hende pigen fra en af mors historier.." sagde hun stille og så lidt på sin tegning. "Hende der rejste rundt.. men fandt aldrig lykken" mumlede hun og rystede på hovedet af det. "Jeg kan huske at jeg altid håbede at den pige ville komme til os og føle vores familielykke.." hun grinte og rystede på hovedet af sig selv. "Det var helt utroligt så meget jeg ønskede" mumlede hun og så på Madelaine.

"det kunne godt minde lidt om Cicilie!" sagde hun med et muntert smil. Hun aede hende over håret og så på tegningen igen med et smil. Hun huskede godt de historier som deres mor havde fortalt dengang. Cicilie havde også haft det svært og sådan, det var først nu efter hun var blevet inviteret hjem og bo hos dem det hele var begyndt at lysne for hende.

Hun smilte langsomt til hende og så på sin tegning. "Jeg skal snart tegne det ordentligt op.. jeg er ikke helt sikker på om jeg gider at farvelægge det" mumlede hun. "Når billedet har den virkning, behøver der ingen farvelægning" mumlede hun og så lidt koncentreret på det. Hun var ret så sikker på at det ikke ville være kønt til sådan et billed.