Hjemme ved sydney

Dato:irl
Tid:13:30
Vejr:overskyet ligner det skal tordne
Sted: Sydneys hus
Omgivelser: kedelige mennesker
Humør:vil møde nogen
Dag:onsdag

Sydney sad ude på terasse hun sukkede svagt allle de lugte var ved tage livet af hende hun havde slet ikke vænnet sig til at være vampyr hun strakte sig en smule før vendte blikket over imod postkassen den var desvære tom hun sukkede hun havde stadig ikke fået et svar og var ved miste tåmodigheden bed sig kort læben vendte rettede blikket ud imod gaden i håb om at der var nogen der fik ondt af hende

Christine kom gående på fortovet da hun fik færten af en artsfælle. hun kiggede hen mod Sydney og genkendte hende. Hun havde set denne pige dengang hun var menneske. Hun suk lydløst"hej"sagde hun venligt

Sydney så mut over på Christine men et smil bredte sig da hun genkendte pigen fra dengang hun var mennske smilede " kom bare ind" sagde hun rejste sig for at gå hen åben lågen og åbende den da hun kom der hen bed svagt læben med et smil

"længe siden"sagde hun med et smil og svævede elegant ind af lågen."jeg kan se at du er blevet som mig"sagde hun og snakkede lavt

" det er en lang historie" sagde hun nikkede svagt hun lukkede lågen i efter sig betrakede Christine kort " jae det er så mit hus ret kønt er det ikke" sagde men hun holdte stadig haven som var rimlig flot hun smilede svagt grinede kort

"jeg har tid til en lang historie, faktisk findes der vidst ikke en historie der er lang nok til at jeg ikke har tid"sagde hun med et grin"jo fantastisk"sagde hun med et smil og kiggede sig omkring

" hvis du virkelig vil høre den" sagde hun smilede kort før hun satte sig op i en kurvestol satte benen op under hun kiggede tænkende for hvordan skulle hun begynde

"meget gerne, men så lang kan den vel heller ikke være"sagde hun med et venligt smil

" starte faktisk da mine forældre døde som sagt var det en vampyr der dræbte dem han slog mig ned derfor kan ikke noget under den dag de dræbt, men det vidste sig at han var efter mig" hun tav vidste ikke om skulle sig mere stirrede bare over postkassen sukkede meget svagt

"men ville han bare forvandle dig eller kom der en og reddede dig?" spurgte hun

Sydney nikkede kort da hun gjort op med sig selv at hun var til at stole på " igår var jeg i seattle han havde fulgt efter mig stykke tid da jeg kom skændes med Madelaine gik jeg ned til mine forældrs grav da trådte frem gik langssomt frem imod mig" holdte en da postbudet var kommet med et brev til hende satte løb hen imod lågen for at få fat i det brev han havde med han raktede det til hende og smilede kort før gik videre hun gik med brevet i hånden satte sig op på sin stol ventede lidt i nu med at åbene brevet

"du må godt åbne det"sagde hun med et smil

Sydney smilede men viste ikke om ville åbene brevet fra Konservatoriet hun vendte kort brevet hånden man kunne se hun var en smule spændt " det er fra Konservatoriet i seattle" hun smilede svagt men åbende det ikke hun kiggede christine smilleed svagt hendes øjene var ved blive ravgule det gjorde de når hun blev nysrrig

"så er det netop et brev du skal åbne!"smilede hun

Hun åbede det forsigt læste det hun gispede en smule hun var virkelig kommet ind stirrede ned af sig selv gik ind huset fandt et gammelt keyboard der ´havde været hendes mors hun stilte sine lår gav sig til spille fûr lise hundes finger gled over keyboardet uden fejl hun smilede svagt da hun færdig " hvordan blev du engligt vampyr?" spurgte hun spille en lille melodi hun selv fandt på

"Der var gået ild i vores ild på en varm sommerdag, den gang boede jeg i Italien. der kom en vapyr kvinde ind og reddede mig på den eneste mulig tænkende måde"sagde hun med et smil

" nu skal du få at vide resten Madelaine kom redde mig for ham vampyren jeg fik set noget jeg ikke skulle se efter forsvandt hun med ham kom tilbage lidt efter hvor beorde mig til sætte mig bilen" sagde hun trak kort vejret før hun forsatte " jeg havde jo fundet ud af hun ikke var mennskelig spurgte mig virkelig ville have at vide hvad hun, men hun blev nød til bide mig fordi vidste jeg havde set for meget og forresten så ville havde vide hvad hun var" afsluttede hun vidste ikke rigtig hun selv ville kunne forstå denne historie men det var den hurtige version

Hun nikkede stille"det er desværre de valg vi nogle gange kommer til at stå overfor, jeg har ikke selv stået i den situation, og jeg håber at jeg aldrig kommer til det!"sagde hun

" heller ikke mig men hvis ikke Madelaine havde reddet mig så var helt klart død" sagde hun gøs smule

"Det er en uhyggelig tanke det at skulle dræbe, eller gøre nogen uddødelig"Sagde hun stille, selv hun var glad for at stadig at "Leve"

" jeg håber ihvertfald ikke at jeg skal gøre det" sagde hun gøs ved tanken om selv skulle stå der med en eller anden og havde valget om at dræbe den eller gøre den udødlig