Surprise.. Regnvejr (James.)

Sted: Caféen.
Tid: 15.12
Omgivelser: Mange mennesker
Vejr: Overskyet og det regner utrolig meget
Påklædning: Stramme jeans, hvid T-shirt og sorte Allstars

Jamilah sad ved et bord for sig selv, med en kop varm kakao foran sig. Hun stirrede ud i regnen og nippede af og til lidt til kakaoen. Dog nød hun den ikke speicelt meget. Hun ville have nydt den for 2 år siden, men nu smagte det rædselsfuldt. Hun var nødt til at drikke lidt af den, for ikke at få en masse blikke fra de andre mennesker der havde søgt ly for regnen. Den var lige pludselig kommet. Man kunne dog ikke være specielt overrasket over regnen. Det regnede stort set altid i Forks. Man vænnede sig til det.
Hun sukkede og så ned i kakaoen, med sine mørke øjne. Hun havde ikke spist i omkring to-tre dage, men følte sig ikke specielt tørstig. Man lærte at kontrollere sin sult. Normalt spiste hun også kun, når det var strengt nødvendigt. Ganske vist spiste hun mennesker, men hun nød det ikke så meget, som en del andre vampyre gjorde. Få gange spiste hun dyr, men de smagte næsten ligesom kakaoen foran hende. Rædselsfuldt. Hun forstod virkelig ikke de vampyre, som levede af dyrene. De var sikkert altid tørstige.
Hun trak på skulderne, havde besluttet sig for ikke at tænke mere over det. Vendte blikket mod regnen igen.

Hvis ikke det var fordi, at James netop have overfaldet og tømt et unge par for blod, ville han aldrig vove sig ind på et sted som caféen i Forks. Tænk hvis han gik amok? Men hans tørst var næsten slukket, så han mente godt at han kunne løbe risikoen. Regnen havde lagt sig i hans lysebrune hår, og gjort det mørkere, og der løb nogle få dråber ned af hans kinder. Han var iført hullede bukser der trængte stærkt til at blive skiftet ud, en simpel, sort t-shirt med en enkel blodplet på den nederste del af t-shirten, og slidte sko. Skoene havde han taget fra den unge mand, som han dræbte først. Parret havde smagt godt, men især pigen. Hendes hud havde været helt fantastisk.
Han gik ind, og blev overvældet af menneskeduftene. Dog skilte én duft sig ud, og den styrede han hen imod. Han ignorerede bartenderen, der spurgte hvad det skulle være, og fik øje på vampyren. Det var en pige.
"Hej." Sagde han roligt til hende. "Må man sidde her?" Hans mørkerøde øjne funklede som rubiner, og kontrasten mellem dem og hans hvide hud, var næsten skræmmende. Skræmmende smuk.

Duften af vampyr spredte sig med det samme døren blev åbnet. Hun indåndede den og smilede. Den gjorde hende tryg, selvom hun ikke kendte ejeren af netop denne lugt. Fjernede sit blik fra regnen og fik øje på den "unge" vampyr, der kom gående hen mod hende. Det var der ingen tvivl om. Hans øjne var mørkerøde og hans hud hvid. I hendes og alle andres øjne, var han guddommelig smuk. Dog ville hun måske ikke falde pladask for ham, ved bare at kigge på ham. Hun var vant til at alle vampyre var smukke. Det var jo på den måde de tiltrak deres ofre. Men nogle vampyr virkede bare smukkere end nogle af de andre.
Hun fulgte ham med blikket og smilede til ham. Nikkede. "Ja, selvfølgelig må du det" Hendes stemme var blid, men samtidig frisk og imødekommende. Hun elskede at snakke med de andre vampyre. Nogle af dem mere end andre, men de var jo forskellige ligesom mennesker var forskellige fra hinanden. Det ville jo være kedeligt hvis de alle sammen var ens.

Han nikkede kort, trak i en hurtigt bevægelse stolen ud, og satte sig på den, med en elegant bevægelse.
"Det regnede jeg også med." Hans lyse læber skiltes i et skævt smil. Hans blik gled hen over hendes ansigt, og standsede ved koppen med kakao. Hun var smuk ligesom alle andre vampyrer, men det var hendes kop han blev tavs over.
"Drikker du ligefrem det dér?" Han rynkede på sin perfekte næse, da duften sneg sig op i hans næsebor. For et menneske, ville det nok svare til at dufte til en kop med blod. Det ville nok være klamt for dem. Han hævede undrende et øjenbryn. Han havde aldrig hørt om en vampyr, der drak kakao. Fy for fanden.

Hun nikkede. "Ja, men jeg nyder det ikke.. Det kan du være sikker på" Hun grinede og skar en grimasse. Hvis han virkelig havde troet hun kunne lide det, var helt helt sikkert skør. Faktisk så hun hellere at koppen var fyldt med varmt, frisk blod. Fra et af de fantastiske mennesker, som duftede specielt godt. De var lige til at spise! Hvilket de faktisk var.. Bogstavelig talt altså.
"Troede du jeg kunne lide det?" Man kunne tydeligt høre at hun morede sig over hans reaktion. Den var så tyspisk vampyre, som ikke opførte sig menneskeagtigt blandt mennesker. Men det var man nogen gange nødt til, hvis man ikke ville have at folk bagtalte en. Så hellere opføre sig nogenlunde normalt og undgå den slags.

"Hvorfor har du så købt den?" Han så dumt på hende, men fattede det faktisk ikke. Hun kunne da bare lade være? Fuck hvad menneskerne tænkte! Man behøvede vel ikke at sidde og drikke herinde.
"Nej, det troede jeg ikke. Jeg mener, bare at lugte til det. Men kan bare ikke forså hvorfor du har købt den. Det stiiinkeeer," klagede han, og viftede sig demonstrativt foran næsen, med den ene hånd.
"Må jeg bringe dig noget?" James drejede hovedet, og så på tjeneren, der var kommet hen til dem.
"Nej tak, jeg er hellere fri." Han smilede blændende til hende, og hun nikkede skælvende, og gik så igen. Han så smilende efter hende. Han nød at kunne sno alle mennesker om sin lillefinger.

"Fordi at jeg gerne vil virke bare lidt normal!" Hun smilede bare af ham. Det lød måske underligt i hans øre, men han anede ikke hvor mange i byen der snakkede om de unge mennesker, som lignede guder. Det var egentlig ret sjovt at høre dem sidde og snakke om dem. De regnede jo ikke med at man kunne høre dem.
"Jeg ved det" Hun rynkede på næsen og da tjerneren var gået sin vej, tog hun koppen og hældte hurtigt resten af kakao, ned i den nærmest plante. Det gik så hurtigt at det kun var den anden vampyr, der ville kunne have set det. Og måske en varulv, men der var helt sikkert ikke nogen vampyre i lokalet. Så ville de begge to kunne have lugtet det. "Tilfreds?" Det var ikke rigtig et spørgsmål. Et retorisk spørgsmål.

Han så på hende, og grinede så.
"Det går sørme også godt for dig," sagde han sarkastisk. "Jeg er sikker på at menneskerne ikke spekulerer på, hvorfor vi mon ligner guder på jorden." Han smilede. De var langt fra normale, uanset hvor menneskelige de opførte sig. De var for perfekte.
Selvom spørgsmålet var retorisk, og det kunne han godt høre det var, svarede han alligevel.
"Det hjalp. Men på den anden side, så er den dejlige menneskelugt så meget stærkere nu." Han sukkede tetralsk, og smilede så skævt til pigen.
"James." Præsenterede han sig roligt.

"Du har ret, men måske var vi bare heldige? Vores forældre har måske gode gener" Hun lo kort og blinkede. Det helt klart ment for sjov, men det kunne sagtens være en af forklaringerne til at de var smukke som guder. Deres blege, kolde hud, var måske bare en del svære at bortforklare. Hun stak altid bare folk forklaringen med dårligt blodomløb. De fleste hoppede rent faktisk på den. Det viste vel bare, hvor naive menneskerne i virkeligheden kunen være.
"Åh, ja! Den dejlige menneskeduft" sagde hun i en dramatisk tone, men brød så sammen af grin. Han virkede faktisk ret morsom. Måske var han ny i byen, siden hun ikke havde mødt ham før. Dog kendte hun heller ikke lige frem alle de andre vampyre. Der kom hele tiden en masse nye vampyre og de var jo svære at holde styr på alle sammen.
"Jamilah" præsenterede hun sig selv med et smil

"Ja, det skal jeg satme sørge for at de må have haft!" Lo han, og rystede lidt på hovedet. "Og vi kan jo altid sige at vi bruger kontaktlinser, hvis de undrer sig over hvordan man kan have skinnende, mørkerøde øjne fra naturens side af." Han smilede skævt til Jamilah. Hun virkede flink nok.
"Bedre end dyrelugten i hvert fald." Han rynkede på næsen med et glimt i øjet, og huskede hvordan dyrerne havde lugtet. Overhoved ikke lækkert! Derfor havde han aldrig jaget dyr.
"En fornøjelse at møde dig Jamilah!" Svarede han sandfærdigt, og trommede let i bordet, med sine slanke, hvide fingre.

"Præcis! Kontaktlinser er vel også meget in lige nu?" Hun gættede. Det var de sikkert ikke, men hvem bekymrede sig også om det? Det eneste vampyrene skulle gøre var bare at holde på en hemmelighed og så levede de evigt! De ville aldrig få en eneste rynke eller tage nogen kilo på. Enhver pige eller kvindes drøm sikkert. Måske bort set fra når de opdagede bagsiden af medaljen.
"Dyr både lugter og smager grimt" Hun skar en grimasse. Men hvis man var sulten nok og befandt sig i Forks, hvor man ikke måtte spise menneskerne, kunne man være nødt til det. Nogen gange skulle man bare have et eller andet ned. Så var det typsik et eller andet dyr i skoven, der var nærmst. Så gik det ud over det.
"I lige måde James" Sagde hun ærligt. Han virkede meget flink og morsom.

"Sikkert. Men jeg bruger dem ikke. Menneskene når som regel ikke at kigge så meget på mine øjne. Jeg slår dem forholdsvis hurtigt ihjel." Betroede han hende, med et ligegyldigt ansigtstræk. For ham, var menneskene føde, ikke andet.
"Spiser du dyr?" Spurgte han, og væmmelsen var tydelig i hans stemme. Han forstod altså ikke de vampyrer, der jagede dyr! Mon de havde medlidenmed med menneskene? Hvad skulle ellers være forklaringen? For der var vel ingen vampyr, der synes dyr smagte godt. Så måtte de da være sindsyge.
Han smilede skævt til hende.

"Jeg vil hellere lege lidt med min mad, før jeg spiser dem" Hun smilede skævt. Det var helt klart sjovere end bare at lokke dem ind i en gyde og så bare dræbe dem. Man skulle have lidt sjovt samtidig ellers gik det jo bare og i en slags rutine. Der var ikke noget værre end rutiner, i følge hende selv. Hun afskyede dem, næsten lige så meget som varulvene.
"Meget få gange og kun når jeg er desperat efter føde" Betroede hun ham, som om det var en hemmelighed. Hun var dog ikke flov over det. Hun spiste kun mennesker, men hvis hun ikke havde spist i flere dage og et dådyr eller en bjørn kom forbi, så levede de ikke ret længe efter at have set hende. Hun var dog ret sikker på at James var en af de vampyre, som afskyede de vampyre som kun spiste dyr.

"Hvis jeg ikke er rigtig sulten, leger jeg også lidt med dem. Men jeg har sjældent tålmodighed til det. Jeg skal bare have deres blod." Han snakkede lavmælt, så der ikke var nysgerrige ører der fulgte med i deres interessante og meget personlige samtale. Menneskene ville ikke bryde sig om det de hørte.
"Jeg ville hellere drikke en varulvs blod." Gøs han, og rystede på hovedet. Det var ikke helt sandt, men næsten. For ham lugtede dyr næsten ligeså grimt om varulvene gjorde.

"Jeg leger altid med dem. Uanset hvor sulten jeg er.. Men hey - vi er forskellige og vi kan lide at tilberede vores mad forskelligt" Sådan så hun på det. Der var ikke noget, som at forføre et menneske og så drikke blodet. Det var som om det smagte bedre af det. Måske smagte blod bare bedre, når personen var interesseret eller sådan noget.
"Det tror jeg ikke på" Lo hun. Bare tanken om at drikke en vampyrs blod, gav hende nærmest gåse hud. Det måtte da smage totalt afskyeligt! Så hellere leve af dyr resten af sit udødelige liv.

//Logger, skrives ^^//

Han lo kort til hende.
"Ja, sådan kan man jo også vælge at udtrykke sig." Han fnisede lidt.
Da hun sagde at hun ikke troede på ham, trak han på skuldrene, og gjorde et kast med hovedet.
"Ej, okay, det er måske lidt overdrevet, men jeg har virkelig, virkelig ikke lyst til at smage dyreblod!" Han gøs igen, da han forestillede sig at smage dyreblod. Ad.

Alene tanken om at spise, gjorde Jamilah sulten. Det var også et par dage siden hun havde spist. Hun følte dog at hun måtte begrænse sig lidt. Hvis alle vampyrene nu gik rundt og dræbte til højre og til venstre, så ville menneskene begynde at snakke. Eller tænke. Begge dele var helt klart dårlige. Menneskerne kunne være ret kloge, når de tog sig sammen.
"Du gør mig helt sulten, med al den snak om mad" Hun omtalte tit menneskerne som mad. Det var jo naturligt for vampyrene, at drikke deres blod. Menneskerne blod var jo deres mad. Det var fantastisk.
"Jeg forstår dig godt" indrømmede hun. "Dog skal vi også passe på. Et par tab af dyr, lægger ingen mærke til, men et par tab af mennesker det bliver der gjort en masse ud af"

Han grinede skyldbevidst.
"Beklager. Længe siden du har spist?" Selv havde han næsten lige jaget, så han var ikke særlig sulten. Han havde jaget i Seattle. Det var sådan en stor by. Ingen ville savne et menneske.. Eller 2..
"Tja, det tager jeg mig ikke rigtig af. Hvis folk begynder at blive mistænksomme, skifter jeg bare by." Han trak på skuldrene. Han tog sig ikke af det slags ting.

Hun nikkede, en anelse flov. "Ja, jeg prøver at begrænse mig lidt. Jeg vil nødig have Volturi på nakken" Hun gøs kort. Alene tanken var skræmmende. Hun ville slet ikke vide hvad de gjorde ved vampyre, som afslørede hemmeligheden eller satte sig imod dem. De blev sikkert dræbt, på en grusom og utrolig brutal måde. Af livvagterne, højst sansynligt.
"Hvilken by foretrækker du?" Hun spurgte oprigtig nysgerrigt. Måske smagte menneskerne godt der hvor han jagede.