Befriende ikke at skulle skjule sig!

Årstid: Sommer
Dag: Irl
Tid: Irl
Vejr: Solen skinner, og der er omkring 20 graders varme
Påklædning: En åben, sort skjorte, sorte jeans og barfodet. Hans tøj ser slidt og brugt ud.
Omgivelser: Ingen
Sted: Lidt udenfor Forks, i en klynge træer

James lå på ryggen, med hænderne under hovedet, og lod solens stråler ramme sin marmorkrop. Hans næse skulle nok advare ham, hvis der nærmede sig folk som ikke måtte se ham. Altså mennesker. Han havde øjnene lukkede, så selv hans blege øjenlåg, glimtede mat.
Hans skjorte var åben, hvilket fik hans overkrop til at glitre og skinne i tusinde nuancer, som en kostbar diamant. Hans ansigt glimtede og roligt, og hans underarme og hænder. Kort sagt, alt der ikke blev dækkede af tøj.
Han åndede dybt ud, og ind igen, selvom han ikke behøvede det. Men det var blevet en vane.

Victoria havde taget sig en tur rundt om Forks og inde i Forks, men nu var hun åbenbart kommet i omegnen af Forks.
Hun havde i et kort øjeblik ikke holdt øje med hvor hun var, så før hun viste af det, stod hun næsten omringet af træer.
Men i et hurtigt træk, sprang hun op i et af træerne og begyndte at hoppe fra træ til træ, men duften af en fremmed vampyr, fik hende til at stoppe kort op og se sig lidt omkring, man skulle jo være på vagt en gang imellem, også selvom det var ens artsfæller, men nogle gange dræbte vampyrer altså hinanden. Hun satte sig til at hoppe imod den fremmed vampyr, men var stadig på vagt. Hun kunne dufte at hun nærmede sig vampyrer, og da hun lige fik skimmet ham, synes hun i et kort øjeblik at han lignede Andrew fra siden, som gav hende et chok. Så hun fik tråt forkert på grenen og faldt ned fra træet og landte på ryggen med et ret stort bump.

Da James hørte og lugtede en anden vampyr, satte han sig roligt op, og åbnede øjnene. Han skimmede omgivelser, da han hørte et bump, og fik øje på vampyren der var i skyld i det. Hun var vist faldet ned fra træet. Dybt overrasket stirrede han på hende. Faldet ned? Pga. hvad? Han rynkede panden, og rømmede sig.
"Hej?" Sagde han tøvende. Måske var hun blevet forskrækket over at se en anden vampyr? Stakkels hende, så måtte hun virkelig have dårlige nerver, pga. alle de vampyrer der rendte rundt her i omegnen. Det var jo helt vildt.
"Er du okay?" Dumt spørgsmål. Selvfølgelig var hun okay. Men det var ligeså meget for at få hende til at fortælle ham, hvorfor hun var faldet. For han var lidt nysgerrig.

Victoria lå lidt på ryggen og tog sig til halsen, fordi hun havde fået et chok og det hjalp ikke ligefrem på det at falde ned.
Men da hun hørte at vampyren snakkede til hende, satte hun sig roligt op og tog sig kort til hovedet, men smerten forsvandt hurtigt igen, fordi de jo healede så hurtigt, så de næsten ikke mærkede den smerte som kunne komme en gang imellem.
"Heii" sagde hun roligt og børstede lidt på bladene og jordet af sine bukser og sin bluse, hun rejste sig roligt op og fik børstet det sidste væk, inden hun vendte sit blik på vampyren igen og smilte svagt. "Ja ja, jeg er okay, jeg troede bare du var en anden, selvom duften var fremmed" sagde hun roligt og kørte en hånd gennem håret og rettede lidt på sin bluse som sad ret skævt på hende lige nu. Han havde virkelig lignt Andrew fra siden, sådan som han havde ligget og skinnet ligefør, det gjorde næsten ondt på hende at tænke på det, så Victoria vendte blikket væk fra vampyren og bed sig lidt i læben.

Han nikkede langsomt, og undrede sig stadig. Vedkommende han havde mindet hende om, måtte have været ret betydningsfuld.
"Hvem mindede jeg dig om?" Spurgte han hende stille om, og satte sig på hug, stadig med sit sorte blik rettet mod hende. Han så undersøgende på hende. Hun var smuk, som alle andre vampyrer, og så interessant ud, han vidste ikke hvorfor. Han så at hun vendte blikket væk, og blev lidt undrende.
Måske havde vedkommende han mindede hende om, i virkeligheden såret hende?

Victoria vendte endnu engang blikket på ham, da han snakkede til hende og tænkte sig kort om, hun kløede sig derfor lidt i nakken og undrede sig lidt over hvorfor han var så nysgerrig, hun lagde godt mærke til hans sorte øjne, men tog sig endelig ikke særlig meget af det. Hun tog sin ene hånd ned i lommen på sine busker og kom frem med et lille svagt smil, selvom hun godt kunne se at han ikke smilte tilbage til hende, men det var hun ret ligeglad med faktisk. "Du mindede mig bare om en eks kæreste.. ikke andet" sagde Victoria med et lille skuldertræk og tog derefter også den anden hånd ned i lommen. Hun studerede hans kropsfrom lidt diskret og bed sig lidt i læben over det, det var lang tid siden hun havde set en halvbar overkrop på en mand, så hun skulle lige vænne sig til det igen.

"Javel ja.." Han tøvede lidt, og så lyste hans smukke ansigt op i et blændende smil. Det klædte ham at smile, men han gjorde det alt for sjældent alligevel. Han var ikke just en munter person.
Han lod sit blik glide hen over pigen, og stoppede så til sidst ved hendes ansigt.
"James her." Præsenterede han sig, rejste sig op, og gik hen til hende i et roligt tempo. Han rakte en hånd frem mod hende. Hans bevægelser var rolige, for ikke at forskrække hende.

Victoria blev næsten helt overrasket over at se ham smile på den måde, for han havde ellers ikke virket som en særlig smilende person lige da hun fik set ham. For han havde jo ikke smilte til hende ellers, men hun smilte venligt til ham, da han kom op med et blændende smil og tog sine hænder op af lommerne. Hun fulgte kort hans bevægelser, inden han var ovre ved hende og tog blidt fat i hans hånd, da han rakte den til hende. "Hyggeligt at møde dig James.. Jeg er Victoria" præstenterede hun sig roligt, hendes venlige smil var forsvundet, så det kun var svagt. Hun klemte hans hånd blidt, inden hun tog sin hånd til sig og puttede den i lommen igen. Det var langt tid siden hun havde mødt nye vampyrer, for ellers var hun bare vant til at møde dem som hun allerede kendte, men ikke fordi hun ikke kunne lide at møde nye vampyrer, for det elskede hun, hun gav bare aldrig sådan udtryk for det.

Han trykkede blidt hendes hånd, der får ham havde en normal temperatur. Men for mennesker, ville deres hud være iskold. Men det var der nu mange fordele ved. For eksempel frøs man næsten aldrig. Tingene skulle virkelig være kolde, før at en vampyr ville lade sig genere af det!
"Rart at møde dig Victoria." Hans stemme var neutral, og hans ansigtstræk var ikke til at læse. Han var meget god til at skjule sine følelser.
"Også ude og nyde solen?" Han kiggede op af, og så hvordan solens stråler forsøgte at skinne igennem trækronerne. Nogle stedet slap lyset igennem, men her hvor de stod, var de i skygge.

Victoria smilte kort et svagt smil til ham og nikkede lidt. Det føltes næsten som en evighed siden hun havde været ude et ordentligt sted, som så meget fredeligt ud, hun vendte blikket kort rundt og snuste diskret ind. Både for at dufte sommeren omkring sig, men også lige for at sikre sig om der var andre tilstede end dem lige nu. Men da han snakkede til hende, vendte hun sit blik hen på ham og trak lidt på den ene skulder, " det ved jeg ikke... jeg nyder ikke særlig mange ting i øjeblikket" sagde Victoria tænkende og gik hen til en af de få lysstråler som gik igennem trækronerne, hun stak hånden frem og ind i lyset så hendes hånd begyndte at glimtre.

Han smilede igen, få sekunder efter. Smilet var undersøgende og lidt nysgerrigt. Han ville gerne vide mere om hende.
"Er der nogen speciel grund til det?" Spurgte han roligt, og hentydede selvfølgelig til hvorfor hun ikke nød særlig meget lige for tiden. Mon hun var vegetar? Det mente James, at det kunne være en god forklaring. At jage dyr, måtte ikke være en nydelse for dem. Selv nød han ufatteligt meget at jage mennesker. Det var så sjovt og tilfredstillende.

Victoria stod i lidt tid og så tænkende på sin glimtrende hånd og bed sig lidt i læben, men lidt efter knugede hun den sammen og trak den ud fra lyset. Hun vendte sig ikke imod ham endnu, men lidt efter gjorde hun og smilte svagt, " jeg har mistet lysten til at nyde ting... især hvis det er ting, som ikke fortjener at få den nydelse" forklarede hun tænkende og smilte svagt til ham, inden smilet forsvandt igen. Hun løsnede sin hånd og lod den dumpe ned på hendes side og hun forblev ovre ved lysstrålen, men gik ikke ind i den, hun stod bare og så på ham med sine dybhavsblå øjne, men intet smil på sine læber, hun smilte heller ikke så meget mere, som hun for et par år siden havde gjort.

Han gik et par skridt nærmere hende, og holdt vagtsomt øje med hende. Han gengældte hendes blik, og tænkte sig kort om.
"Mistet den store kærlighed?"
Selv havde han aldrig oplevet kærlighed, så han kunne heller ikke savne det. Men han havde på fornemmelsen, at denne her pige var meget følsom, selvom hun var vampyr. Så det kunne sikkert være noget i den stil.

Victoria kunne sagtens se at han holdte vagtsomt øje med hende, men havde ikke noget imod det, for hun prøvede skam ikke på noget og havde heller ikke i sinde at gøre noget imod ham på nogen måde, så hun ikke nogen grund til ligefrem.
Men da hun hørte hvad han sagde, rørte hun lidt på sig og vendte blikket kort ned, inden det landte på ham igen, "hmm.. det kunne sikkert godt være.. Jeg er ikke så sikker på kærlighed mere" svarede Victoria tænkende og lidt stille, men vendte blikket lidt rundt, men hørte stadig efter om han kom tættere på, eller om han forblev hvor han var lige nu.

//Skal lige spise xD//

Han rynkede sin blege pande, og lyttede i tavshed til hendes ord.
"Jeg har aldrig oplevet kærlighed, eller noget jeg troede var kærlighed." Sagde han ligefremt. Men han kunne se på hende, at det havde hun tydeligvis. Det var trist, når en vampyr spildte sit liv på at sørge. Enten over den mistede kærlighed, over at være et "monster" eller de andre ting der plejede dem.

Victoria lagde hovedet lidt på skrå da hun hørte hvad han sagde og undrede sig lidt over at han ikke havde prøvet at være forelsket før, for det mente hun da at de fleste havde, men så havde alle heller ikke været lige heldige med kærligheden. Hun gik hen til ham og smilte svagt, nok for at opmuntre stemningen lidt, hun lænede sig lidt på det ene ben og bed sig først lidt tænkende i læben, men smilte så svagt igen op til ham, han var jo nået højere end hende kunne hun se, " hmm.. ikke alle er heldige med kærlighed, men du kommer sikkert til at prøve det en dag, ellers har du da altid dine venner som nok skal give dig kærlighed på en anderledes måde" sagde Victoria og holdte sit svage smil.

Han så på hende, med en rynke imellem øjenbrynene.
"Det skal du ikke være så sikker på Victoria." Sagde han tænksomt. "Jeg har aldrig været god til den slags, heller ikke som menneske, så vidt jeg husker. Jeg er ikke god til at vise følelser." Han tav, og fortsatte så lidt efter. "Og hvad angår mine "venner", så får jeg heller ikke kærlighed fra den front af. Ser du, jeg har ingen venner." Hun ville nok blive chokkeret, men det var jo sådan det var.

Victoria lagde hovedet tænkende på skrå, imens hun intereserret hørte hvad han havde at sige og han gav hende meget at tænke over, men måske var det også fordi emnet var en af hendes svage punkter. Hun rettede sit hoved op igen og smilte svagt, " jeg er ikke sikker på så meget mere, men der er stadig ting jeg kan stå fast ved og jeg står fast ved min tanke om at du nok skal finde kærligheden på et tidspunkt, det håber jeg da for din skyld, for det er ikke sundt at gå rundt og være alene.. men, det gør ikke noget ikke at være så god til at vise sine følelser, men så er det der man skal finde en som kan få følelserne frem i en" svarede Victoria roligt og smilte venligt til ham, for hun kunne ikke lide når folk var alene, selvom hun ikke var bedre selv. Hun blev dog en smule overrasket over det andet han sagde og rystede kort på hovedet over det, hun gik hen til lysstrålen igen og satte sig ved den, " venner kan man sagtens have, uden at man selv ved det eller vil kendes ved det" sagde hun stille, imens hendes blik vendte imod strålen.

"Jeg er glad for at være alene." Hans stemme blev lidt mut. Han havde aldrig savnet selvskab, men det var da rart at tale med nogle, for en gang skyld. Det var længe siden han havde talt med nogen.
"Tro mig Victoria, du er en af de første jeg rigtig taler med i... hvor mange år? 10 eller sådan noget? Og jeg har det da fint på trods af det." Han så hende fast i øjnene.

//Undskyld den manglende kreativitet )://

Victoria viste at det ville blive svært at få ham på bedre tanker, men hun ville da ikke stoppe med at forsøge på det.
Hun vendte kort blikket tilbage på ham og så just ikke tilfreds ud med hans svar, hun sukkede kort over det og rejste sig.
Hun stilte sig ind i lysstrålen og løftede sine hænder lidt ud til siderne, hendes blik var vendt op imod himlen, så hun fik lyset lige i øjnene, men det irriterede hende ikke på nogen måde overhovedet. Derefter vendte hun sit blik tilbage på James og lod sine øjne betragte ham lidt imens han stod der, hun stod helt stille og glimtede som en diamant på de steder hvor hun havde bar hud. " Hmm.... Så håber jeg ikke at jeg bliver den sidste du snakker med, for jeg er ikke godt selvskab" sagde hun stille og vendte blikket lidt ned, inden hun så sig lidt omkring.

//Gør ikke noget ^^//

Han betragtede lettere forundret hendes hud, som den skinnede der, som diamanter. Det var aldrig noget man helt vænnede sig til, synes han. Og når man så en vampyr, kunne man umuligt forestille sig at de kunne blive smukkere. Men det kunne de. Lidt sollys, og man troede man var i himlen. For sådan en skønhed var umenneskelig.
"Og hvorfor er du så det?" Spurgte han skeptisk, og hævede et øjenbryn. Han stak sin hånd ind i lysstrålen, og betragtede fornøjet hans lange, hvide fingre skinne som ædelstene. Så trak han den til sig igen, og kiggede så på Victoria.

Victoria vendte blikket tilbage på James, da hun så han rørte på sig, men blev lidt mere rolig da det vare var hans hånd.
Hun så på at hans hånd skinnede ligesom hende lige nu og bed sig lidt i læben. Hun kunne sagtens høre hans steptiske tone og betragtede ham kort inden hun rystede lidt på hovedet. Hun forstod ikke hvorfor han var så nysgerrig, så han skullle sætte spørgsmålstegn ved alle de ting hun sagde som måske lød lidt underligt eller spændende. Hun rykkede lidt på sig og tænkte sig godt om over et begrundende svar, som ikke skulle forvirre ham for meget. Men inderst inde havde hun faktisk ikke lyst til at svare, men blev jo nød til det, for ikke at være uhøflig. "Hmm.. jeg er ret trist lige i øjeblikket, så jeg er dårligt selvskab, fordi det måske går ud over dem som jeg er sammen med" forklarede hun stille og vendte blikket væk fra ham igen.

Han rystede lidt på hovedet.
"Tro mig, der skal meget til før mit selvskabs følelser smitter af på mig. Se nu bare, jeg render ikke rundt og leder efter kærlighed, som langt de fleste vampyrer jeg er sammen med, gør." Han smilede skævt.
"Måske er det til gengæld godt for dig at være sammen med mig så." Fortsatte han. "Sådan en muntert, sorgløs person som mig." Han lo kort, og så sig hurtigt omkring.

Victoria vendte sit blik tilbage på ham og kunne ikke lade være med at smile lidt over hans humør. For han så da ud til at være tilfreds. Selvom hun ikke forstod hvordan han kunne gå rundt i verden, uden at føle nogen som helst form for kærlighed, det gik hende faktisk lidt på, for så undrede det hende om han overhovedet havde haft et hjerte før sin vampyr tid, men hun regnede med det, når nu han godt kunne smile. Victoria bevægede sig ud fra lyset og hen til ham, " det kan måske godt være.. men du er ikke sorgløs, det tror jeg ikke på" imens hun sagde det, prikkede hun ham i takt på brystkassen og havde et svagt smil på læben. Men lidt efter stoppede hun med at prikke ham og tog sin hånd til sig, " som sagt.. det er ikke sundt at være alene, hvordan tror du ellers at jeg er blevet som jeg er nu" sagde hun stille og vendte sig væk fra ham, hun begyndte at gå lidt rundt der hvor de stod og snuste diskret i luften.

"Tro mig, det er jeg!" Sagde han fast, og så hende i øjnene. "Jeg mangler ingenting. Jeg er lykkelig." Det var sandt. Han elskede sit vampyrliv, og var glad for det. Hans menneskeliv havde været noget lort, fra start til slut, og han savnede ingenting fra det. Heller ikke sin familie.
"Jeg tror du er blevet trist, fordi du længtes efter ting, som ikke er realistiske." Sagde han tænksomt, lidt efter hun havde snakket. "Lev i nuet. Lad være med at længtes efter kærlighed. Du vil finde ud af, at du klarer dig ganske glimrende uden." Men det kunne han jo også sagtens sige. Han havde aldrig prøvet det. Måske var det fantastisk, men han ønskede ikke at opleve det. Han behøvede det ikke.

Victoria vendte blikket langsomt tilbage på ham, men det var nok mest fordi hun tænkte lidt over det han sagde.
Det gjorde hende faktisk lidt trist at han sagde sådan, fordi hun følte ikke at hun kunne leve uden at føle nogen elskede hende. Hun bed sig lidt i læben over det han sagde og sukkede kort, " kan vi skifte emne.. jeg bliver ikke ligefrem i bedre humør af din såkaldte forståelse" hun sagde det sidste lidt ironisk og satte sig ned på jorden. Hun følte sig lidt sur over det han havde sagt og fordi han skulle modsige hende hele tiden. Men hun led af humørsvingninger nogle gange, så måske var det derfor hun tog det så tungt. Victoria satte sig roligt ned på jorden og betragtede en af lysstrålerne som kom ned gennem bladene.

James trak ligeglad på skuldrene. Han forstod jo nok ikke, eftersom han var totalt ukendt på det område der hed kærlighed.
"Ja, det kan vi vel godt." Svarede han roligt, og satte sig efter et par sekunder ved siden af hende, så der var omkring en halv meter imellem dem. Han var ikke så godt til nærkontakt med andre.
Han foldede hænderne omkring knæerne, og så på lyset. Alle de farver, som man først kunne se som vampyr. Farverne inde i selve lysstrålen, kunne menneskene ikke se.

Victoria vendte blikket hen på James efter at han havde sat sig ved siden af hende, men kunne sagtens se afstanden imellem dem. Hun tænkte lidt over hvorfor han ikke kunne lide at sidde så tæt på hende og følte i et split sekundt at hun havde gjort noget galt. Men hun rystede dog lidt på hovedet og vendte blikket væk fra ham, "man skulle næsten tro at du syntes andre var giftige eller farlige, siden du ikke kan lide nærkontakt" sagde hun stille, uden at have sit blik på ham og bed sig lidt i læben. Hun lod sine hænder flade ned ved siden af hende og rev lidt i noget af det græs som de sad på, imens hun vendte sit blik op mod lyset og tænkte lidt over om hun bare skulle lade ham være eller blive ved med at snakke med ham.