Stjerner på nattehimlen

Sted:: På en mark lidt udenfor Forks
Tid:: Midnat
Vejr:: Koldt, men ingen skyer på himlen og fuldt med stjerner
Omgivelser:: Ingen
Påklædning:: Et par sorte bukser med en mørke blå t-shirt der sidder stramt over hans bryst

Stjernen funklede fra en sky fri nattehimlen og månen lyset den mørke himel på, mens
en kold brise fejede hver et lille spor på solen varme ståler der havde ramt jorden i løbet af dagen.
Shin stod helt stille og bevægede sig ikke en muskel. Han var taget ud fra Forks efter han havde
jagtet i skoven. Han havde ikke haft lyst til at tage længere væk end højst nødvendig og da solen havde været
fremme om dagen havde han ingen chance for at tage i skole og han var tvunget til at være steder som
ikke var fuldt med mennesker. På en måde var han
glad for at få en lille pause fra den brandende tørst der var i hans hals, men på den anden side blev
han nødt til at vænne sig til det hvis han skulle leve et liv ligesom Victoria. Han indåndede den friste luft og først
derefter vendte han blikket mod den smukke himel. Han tog endnu en dyb indåning. Han kunne stadig dufte
mennesker fra Forks, han havde jo en super lugtesans, men det var så langt væk at han nemt kunne bevare roen + så havde han lige været ude at jage.
Han øjne var ikke røde, men heller ikke gyldenbrune. De havde mere et ggrønligt skær, da hans krop var ved at vænne
sig til den nye kost og hans øjnefarve var ved at rette sig til. Han sukkede og så på en fugl der lettede et stykke fra sig.

//Well.. Håber man må joine ^^//

Mel havde ikke vidst hvad hun skulle gøre af sig selv hele dagen. Solen skinnede.. Hun skinnede og kunne af den grund ikke komme i skole. Det var nu ikke noget stort tab for hende, da Mel sidst næsten havde mistet kontrollen på stedet, og havde af den grund ikke nærmet sig skolens område igen. Faktisk havde hun mest af alt bare vandret rundt langt væk fra mennesker. Hun løftede hovedet en anelse, da en mild brise slog mod hendes ansigt, og sendte det rødbrune hår tilbage over skuldrene. Brisen bragte alle de dejlige dufte med nede fra byen af, og endnu engang måtte Mel kæmpe og vride sig, for ikke at suse afsted, efter en lille dessert. Selv havde hun ikke prøvet mennesker endnu, så derfor kunne man tydeligt se den ravgule farve, der spillede i hendes øjne. Dog gemte hun den væk bag et sæt nøddebrune, i tilfælde af, at der ville være andre personer i nærheden. Mels skridt gav genlyd, da hun forsigtigt trådte ud fra skoven, og mens hun studerede området igennem for andre mennesker såvel som vampyrer, lod hun tankerne vandre en anelse. Hun havde trods alt fundet sin egen søster igen.. St sammentræf, at hun ville finde hende her, men et perfekt sammentræf. Mels blik stoppede hurtigt sin søgen, da en skikkelse tydeligt trådte frem.. Hun rynkede let på næsen, da han ikke duftede sødligt som menneskene, men som de andre af deres slags.

Melanie's duft slog i mod ham med det samme og han drejede hovedet og så i hendes
retning. Han havde ikke set hende før, men det var tydeligt at hun var vampyr. HUn var smuk, bleg og
så lignede hun en der havde lyst til at flå hovedet af nogen. (xD) Han vidste at man skulle passe på
andre artsfæller, men det lå bare ikke til Shin at være voldig. Derfor sikrede han sig altid at han var alene
når han jagede. Han ville ikke lade nogen se den vildskab der gemte sig i ham, dybt nede.
Det var værre da han var på 'menneskekost' Men Victoria hjælp ham som gengæld for at han hjælp hende. Hun var
sand ven. Dem var der ikke mange af når man var vampyr. Det var den tanker der fik ham til nærme sig vampyrpigen.
Han gik i menneskefart og gik meget forsigtigt. Han ville ikke gøre hende skræmt og føle sig tunget til at
gå i forsvarspotion.
"Heej" sagde han stille, men velvidende om at hun ville kunne høre det. Han lagde hovedet let på skrå og
betragtede hende. Hun var meget køn.

//Helt i orden xD//

Melanie fugtede langsomt sine læber med tungespidsen, inden hun kort tjekkede området igennem endnu engang, for at være sikker på, at der ikke ville ligge flere overraskelser gemt. Hun lod let en hånd hvile mod stamme på det træ, der tilfældigt stod ved hendes venstre side, og vendte igen blikket mod drengen. Han var da ikke bange af sig.. Hun hævede langsomt det ene øjenbryn i vejret, da hun opdagede, at han satte i gang mod hende. Faktisk var han kun den anden person, der ligefrem havde turdet bevæge sig imod hende. Forsigtigt blinkede hun et par gange, da kontaktlinserne var begyndt at sidde forkert, og en periferi af rød farve kunne anes i udkanten af dem. "Hej" svarede hun tilbage, i et mere venligt tonefald, end hun havde regnet med at bruge. Men imodekommenhed var trods alt bedre end frygt. Nysgerrigt lagde hun hovedet på skrå, og lod blikket glide fra hans ansigt, og ned mod hans fødder, inden hun igen førte det op igen, med et anerkendende smil. Han var utrolig attraktiv i hendes øjne, måtte hun indrømme..

Shin havde mødt mange vampyr i Forks og i de nærtlæggende byer, og han syntes
at der kom efterhånden flere og flere. Men så længe de ikke afslørede hvad de var, rørte det ikke ham. Han
elskede at få flere venner, men det var bare så svært for ham at have menneske venner da han er meget
bange for at komme til at skade dem. Allerede da han var menneske var halvdelen af hans venner vampyr og
den anden halvdel var varulve. Derfor var det meget svært tiden efter han var blevet forvandlet. Han mistede
en del venner, derfor var han altid venlig overfor nye vampyr. Man kune trods alt godt bruge flere venner. "Jeg er
Shin" præsenterede han sig selv og sendte hende et venligt smil i stedet for at give hende hånden.
En kold brise blæste igennem træerne og ramte dem lidt efter, men Shin kunne overhovedet ikke mærke kulde,
da han var koldere end den. Men i stedet pludrede det op lidt i hans hår hvorefter det faldt til ro igen, selvfølgelig sad
håret perfekt på hende. "Jeg husker ikke at have set dig før, har jeg bare været uheldig eller er du ny" spurgte han med en
charmerende stemme og smilte varmt til hende.

Mel bed sig forsigtigt i underlæben, inden hun tog hånden til sig igen, og istedet lagde dem over kors, hvilket jo bare var af dårlig vane, når der var koldt, da hun ligesom de andre vampyrer ikke ville kunne mærke kulden der lå omkring dem. Hun var selv stoppet med at give hånd, den dag hun var ankommet til Forks. "Jeg hedder Melanie" svarede hun så lettere lavmælt, inden hun gengældte hans smil, hvorefter et let ned fulgte. Da brisen pludrede op i hans hår, kunne hun dog ikke lade være med at lade et mere ægte smil komme frem på læben ved syney. "Så ny, som man nu kan blive.. på alle leder og kanter" svarede hun derefter, da hun både var ny i byen, og nyfødt vampyr også. Det havde været en forfærdelig oplevelse for hende, men hun havde trods alt også fundet noget af hendes familie, hvilket var et plus.

Shin smilte lidt da det lignede at hun frøs, men han vidste bedre. Selfølgelig ville hun ikke mærke
kulden, det var det der fik ham til at tro at hun var ny. For da Shin blev forvandlet havde han stadig mange af
sine menneskevaner med og alle andre af hans art grine lidt af ham når hans mennesklige vaner tog overhånd.
"Tænkte nok du var ny" sagde han og smilte lidt for sig selv. Det var godt klaret at hun kunne holde sig
væk fra mennesker når hun var nyfødt, men man havde hørt om det før. "Du må have en meget stærk viljestyrke, når
du kan holde dig fra at spurte ned til byen og dræbe hvert lille sjæl" sagde han og lo lidt, selvom der ikke rigtigt
var noget at le af. Han havde selv lyst til at gøre det og hvis han ikke lige havde været på jagt havde han sikkert
også gjort det.

Mel lyttede opmærksomt til hvad han fortalte, og kunne ikke lade være med at grine muntert.
"Tro mig.. Lysten er der hele tiden" svarede hun halvt sarkastisk, og skævede kort over skulderen
i retning af byen. Hun vendte dog hurtigt blikket tilbage på ham. "Men sidst jeg mistede besindelsen lærte jeg også konsekvenserne af det" tilføjede hun langsomt, da det ikke havde været den mest underholdende oplevelse i længere tid.
"Men det er ikke nemt, at vide hvad man må og ikke må, når ingen har givet sig tid til at forklare en det".
Hun spærrede overrasket øjnene op, og lagde hurtigt en hånd over munden, da det gik op for Mel, at hun bare
stod og plaprede løs om de problemer der havde fulgt med forvandlingen. "Undskyld.. Det var ikke min mening at blande dig ind i det" mumlede hun langsomt efter lidt tid i tavshed, og vendte halvt genert blikket mod jorden.

Shin tog et skridt tættere på hende da hun snakke, mens et lille smil viste sig på hans
læber. "Hvad skete der da?" spurgte han og hentydede til sidst hun mistede besindelsen. Han ville ikke
snerre i hendes liv så derfor skyndte han sig at tilføje. "Hvis det er okay jeg spørger"
"Hvor længe har du da været vampyr" spurgte han stille. Han kunne slet ikke får
øjene væk fra hende. Hun var en af de smukkeste vampyr-piger han havde set. "Men det hele er meget overvælende
og man er bare forvirret lang tid efter" tilføjede han og bed sig kort i læben.
Han rystede på hovedet som tegn på at det var helt okay. "Det gør skam ikke noget,
jeg har overhovedet ikke noget i mod at blive blandet ind i det." sagde han varmt.

//Skal lige spise ^^//

Mel måtte kæmpe en indre kamp om ikke at træde et skridt tilbage, da han kom lidt tættere på, og for at skjule hendes træk, lænede hun sig istedet op af træet stamme, mens hun lyttede til hvad han fortalte. "Jeg var ved at springe på en i skolen" svarede hun så langsomt, og trak let på skuldrene. "Inden jeg nåede det blev jeg stoppet, og ført langt væk fra byen". Hun nikkede lidt, og blinkede et par gange, da det slet ikke generede ham, at høre om hendes liv. En imødekommenhed hun ikke havde mødt fra specielt mange personer på stedet.. Nogle havde endda snerret direkte ad hende, hvis hun kom lidt for tæt på. "Jeg blev forvandlet d. 9. april i år" tilføjede hun så, til hans spørgsmål og lod hovedet hvile let mod stammen, dog stadig med blikket vendt mod ham. "Men jeg aner stadig intet.. En eller anden fablede op om en traktat og jeg aner ikke hvad han havde snakket om"

//Det er bare okay ^^//

Shin lagde godt mærke til at hun ikke var så vild med at han kom tættere på hende, men
han havde ikke tænkt sig at træde et skridt tilbage. Om ikke andet måtte hun flytte sig eller skubbe ham væk (xD)
"Lyder ikke godt" sagde han stille uden at tage blikket fra hende.
Han smilte lidt da han hørte at hun var meget ny og havde derfor ikke lært "reglerne" der var for
vampyrer.
"Jo ser du, varulvene beskytter menneskerne, så hvis vi holder os væk fra menneskerne i byen, det vil sige at du
ikke må bide eller dræbe nogen inden for Forks grænser, lader de dig leve. " sagde han og fugtede læberne
inden han fortsatte.
"Men hvis du bider nogen, sender de alle varulvene efter dig" mumlede han og rystede på hovedet vedd tanken.

Mel fugtede langsomt sine læber endnu engang, mens hun lyttede opmærksomt til hvad han havde at fortælle.
Ligesom ham, var hun utrolig stædig, og nægtede at træde væk, men situationen virkede trods alt heller ikke
så truende, som da han havde taget skridtet. "Hmm.." mumlede hun langsomt, og fandt så grunden til, at
folk ikke havde brudt sig om hende i dagene efter hendes situation. "Se.. Det ville jo have været en nyttig ting for mig at vide" Mumlede hun halvt skuffet, inden hun sendte ham et varmt smil. "Er der flere ting jeg burde vide?"
Spørgende lod Mel det ene øjenbryn glide i vejret, inden hun sukkede fredfyldt, da vinden bar duften af mennesker
med sig.. Kraftigere end den havde gjort før, og Mel måtte igen, lade en hånd gribe fat i stammen af træet,
for ikke at fare afsted mod byen.

Shin nikkede og var faktisk ret overrasket over at ingen havde fortalt hende hvad
der kunne ske hvis hun gjorde noget der var i mod reglen. Han tænkte sig kort
om ingen han nikkede. " Ja, du må aldrig afsløre hvad du er overfor et menneske, det vil sige ikke noget
med at være ude i sollyst, dræbe foran dem eller bare fortælle dem det" sagde han og virkede meget
alvolig, men efter lidt smilte han. "Men det vidste du sikkert i for vejen" sagde han og lagde hovedet på skrå.
"Hvem forvandlede dig, eller ved du det ikke" spurgte han smilende.

Mel hævede let det ene øjenbryn og kunne ikke lade være med at smil lidt over hans måde at forklare tingene på. "Tjo.. Jeg gik nok nærmere ud fra at man ikke måtte gøre det" indrømmede hun, hvorefter hun af ren vane, lod venstre hånd glide igennem det rødbrune hår, mens den højre stadig holdt fast i træet. "Nej" tilføjede hun til hans andet spørgsmål, og trak let på skuldrene. Hun havde ikke haft den ringeste anelse om, hvem der havde forvandlet hende, og for at være helt ærlig, var hun heller ikke interesseret i at vide det. "Så ingen afsløringer for mennesker.. og ingen dræben i byen.. Det burde være til at klare" Mumlede hun eftertænksomt, og bed lidt i hendes ene pegefinger, inden hun nikkede. Jo det kunne hun klare.

Shin trak smilende på skulderne. "Hvor må det være forfærdelig ikke at vide hvem der
gav dig dette liv" sagde han og var glad for at han vidste hvem der havde forvandlet ham. "Det burde det,
men nemmere sagt end gjort" sagde han og lo kort. Han lagde mærke til at hun hold fast i træet og
det fik ham lidt til at smile. Selv hvis hun holdt fast i det, men begyndte at løbe mod Forks, ville træet ikke
holde og hun ville så let som ingenting rive det op. Shin håbede at hun ikke havde tænkt sig at spurte af sted
mod byen, for han var ikke stærk nok til at holde hende tilbage, da hun var nyfødt.

Mel smilede let og trak kort på skuldrene. "Måske vil jeg finde ham en dag" svarede hun,
og kunne ikke lade være med at smile en anelse ondskabsfuldt. Hun havde skam allerede lagt planer
for hvad der ville ske med denne mand, hvis hun fandt ham igen. Mel kunne ikke lade være med at tænke
over hvor dumt det egentlig var af hende, at holde fat i træet. Det ville trods alt ikke hjælpe hende specielt meget.
"Der burde bliver opfundet noget man ikke kunne rykke op af jorden" sagde hun så med et varmt smil,
og besluttede sig istedet for, at koncentrere sig om Shins udseende, for at aflede hende fra byen.
"Hvor længe har du så.. levet?" spurgte hun mere nysgerrigt og lagde forsigtigt hovedet på skrå,
inden hun igen smilede varmt til ham.

"det kan være du ikke kan lide livet som vampyr" spurgte han og tænkte lidt over det.
For der var mange der havde noget i mod at sige vampyr og livet som det, men det rørte overhovede ikke
Shin. Han elskede det, og så var han glad for at han ikke forvoldte alle sine venner smerte hver gang de var sammen.
"Du kan holde fast i mig, men jeg kan vel næppe holde dig tilbage længe af gangen" sagde han med et smil.
Han tænkte sig kort om. "Ca. 3 år" sagde han og smilte. "Så det er heller ikke så lang tid siden"

Mel trak let på skuldrene som svar på hans spørgsmål, og overvejede det egentlig et stykke tid. "Jeg ved det ikke.. Der er mange fordele.. Men også mange ulemper" Svarede hun og hævede let det ene øjenbryn, da han sådan tilbød sig selv. "Jo tak.. Det er trods alt stadig bedre end et træ". Hun kunne ikke lade være med at smile skævt over bemærkningen, og lod istedet hendes arm, glide ind under hans, inden hun besluttede sig for, at gå lidt længere væk fra skoven, der virkede utrolig kedelig i forhold til marken hvor Shin havde stået før. "tre år.. Det er da ikke helt dårligt" svarede hun, men nu havde Mel også kun mødt en anden vampyr på stedet.

Shin lod hende tage fat i hans arm og han lagde en hånd på hendes. Han sendte hende et lille smil.
"Men det er der da ved begge liv. Bare menneskelivet ikke er fuld med så meget fysik smerte" sagde han
og hentydede til den smerte der brændte i deres hals hver gang tørsten ikke var blevet slukket.
Men det nyttede heller ikke noget at leve af dyr, det slukkede aldrig tørsten helt.
"det er ingenting i forhold til hende der forvandlede mig og andre af mine venner" sagde han og
trak på smilebåndet.

Mel sendte ham et taknemligt smil og nikkede lidt, mens hun mærkede hans hånd der lå mod hendes. "Det kan der være noget om.." svarede hun langsomt og sukkede let. Hun kunne ikke fordrage smerten der brændte i hendes hals uafbrudt, og slet ikke når den var på sit højeste. "Men jeg ville nu heller ikke have lyst til at blive gammel og grå.. Jeg kan godt lide at være eftertragtet" måtte hun indrømme med et skævt smil, da menneskedrengene trods alt havde fået en god vane, med at overbeglo hende hver gang chancen bød sig. "Hvem forvandlede da dig`?" spurgte hun nysgerrigt, selvom Mel nok ikke ville kende perosnen.

"Smerten er næsten ikke til at holde ud, men så tager du bare ud og jager
så bliver den mindre. Med mindre du selvfølgelig tager mennesker. Det slukker tørsten, men
den kommer hurtigt igen" sagde han så ned i jorden.
"Jeg tror at selv som gammel vil du se godt ud" sagde han og så smilende på hende. "For du er i hvert fald meget smuk" sagde han og smilte lidt igen. "En der hedder Kristen. Hun er faktisk min ekskærste. var sammen med hende da
jeg var menneske, men da det blev lidt mere seriøst forvandlede hun mig" forklarede han og smilte igen varmt til hende.

Mel lyttede til hvert et ord han sagde, mest fordi hun ikke kendte så meget til det hele, men nikkede så let. "Jeg faktisk kun jaget et menneske en enkelt gang.. Mord ligger stadig til en af mine menneskelige sider, der har hængt fast" svarede hun så og huskede tydeligt hvordan hendes tørst forsvandt. "virkelig? Men hvordan bar i jer ad.. man måtte da ikke afslører sig overfor mennesker?" spurgte hun hurtigt, da han fortalte om sit liv som menneske. Lige det interesserede hende ekstra meget, da han jo lige havde sagt det modsatte. "Hm.. Vampyrer er bare så meget pænere end andre.. Men tak" svarede hun lavmælt, da han kaldte hende smuk, og mærkede hvordan hun blev helt smigret over hans rosende ord.

"Så du er til dyr nu" spurgte han og strøj blidt en finger over hendes hånd.
"Har heller ikke rigtigt samvigtigheden til at blive ved med at dræbe mennesker" sagde han og rystede lidt
på hovedet, mest til sig selv.
"Min tidligere bedste ven var varulv, hun viste mig en bog som hun syntes jeg skulle læse og på den måde kom
jeg på sportet af vampyr da jeg så snakkede med hende om det
vidste jeg jo hvad hun var og hun havde ikke afsløret noget for mig" sagde han og smilte lidt.
"men jeg som vampyr har et supersyn og kan se hver en lille fejl, men jeg kan ikke finde nogen ved dig"

Mel smilede skævt og kiggede nysgerrigt på ham. "Virkelig?" spurgte hun overrasket og nikkede så lidt. "Men mennesker er altså bedre.. Hvis der er et i nærheden når jeg jager, tager jeg det" indrømmede hun så, da Mel vidste fra sidste gang at fristen til at lade være, var alt for stor. Hun sank let en klump da han strøg hendes hånd, men vendte så opmærksomheden mod ham igen. "Det var egentlig klogt gjort af hende.." Mel nikkede lidt, da det havde været utrolig klogt gjort. Ingen havde brudt nogen af lovene på den måde.

"jeg sikre mig altid at der ikke er nogen mennesker i nærheden før jeg slipper
fornuften" sagde han med et lille smil. men det var kun efter at han kunne jage i skovene, normalt
ville han tage til en af nabobyerne, og det var ret svært at finde et sted der ikke var for mange mennesker.
"Megt klogt, men i starten troede jeg bare at jeg var skør og turde ikke sige det til hende,
hvad nu vidst det ikke var det hun prøvede at sige til mig" sagde han og lo lidt af det.

//Skal logge nu, men vi skrives ^^//

Mel smilede lidt, og vendte sig, så hun stod med fronten mod ham. Hun slap langsomt hans arm, inden hun lagde hovedet på skrå. "Det var klogt.. Altså at sørge for mennesker ikke var i nærheden.. Så jeg går ud fra du kun lever af dyr" sagde hun i et spørgende tonefald, og blinkede et par gange med øjnene. Hun strøg forsigtigt en finger henover hans arm, for at se om hun kunne mærke kulden. "Hmm.. Det er virkelig noget af en kærlighedsfortælling må jeg sige"

//Hejheeej. Det gør vi helt sikkert ^^//

Shin så på hendes arm da hun slap ham og smilte lidt da hun strøg en finger hen over hans arm.
"Jep, men det er noget jeg først lige er begyndt på. Jeg plejede at leve af dyr, men
det var ikke rigtigt mig og så havde jeg heldigvis en ven der ville hjælpe mig med
at skifte kost" sagde ham og lo kort over den måde han sagde det på. Det gik først op for Shin at han bare snakkede
løs og havde overhovedet ikke tænkt på om han kedede hende. "Du må meget undskylde hvis jeg keder dig" sagde han og smilte svagt.

Mel kunne ikke lade være med at smile skævt, da han fortalte om hvordan han havde skiftet kost.
Hun havde dog ikke selv bestemt hvilken kost hun sel ville leve af endnu. I hvert fald ikke på samme måde.
"Undskyld?" mumlede hun spørgende og rystede let på hovedet, over det. Hvorfor sagde han dog det.
"Der er altså ikke noget ag undskylde for.. Jeg vil gerne høre om det" Hun nikkede let, for t bekræfte sine ord.
Det hele interesserede hende utrolig meget, også fordi, det var så nyt og spændende.

Shin lo blidt da hun sagde at han ikke skulle undskylde. "Jeg troede bare at
jeg kedede dig med min snakken" sagde han og så ned i jorden. "men eftersom du er ny
har du vel ikke hørt om Volturi" spurgte han og trak lidt på smiltet.
Han så på hende da han spurgte hende om det.

//Sorry der smuttede krea'en ^^//

Mel smilede let inden hun rystede på hovedet, som svar på at han overhovedet ikke kedede hende på nogen måde. Hendes opmærksomhed blev dog hurtigt skærpet, da han snakkede om noget mere. "Om hvad for noget?" spurgte hun undrende og rynkede let panden, inden hun nysgerrigt lagde hovedet på skrå. "Hvad er det? fortæl om det" tilføjede hun så hurtigt inden hun næsten hoppede på stedet af nysgerrighed..

//Det går sgu nok..xD//

Shin kunne slet ikke lade være med at smile lidt da han så hvor nysgerrig hun blev.
han trak spændingen lidt ud med at lade som om han tænkte over
hvilke ord han skulle bruge, men efter lidt stilhed smilte han igen.
"Volturi er en vampyrklan, der sørger for at alle reglerne bliver overholdt. De bor i Italien
men de kommer gerne efter dig hvis du bryder reglerne" sagde han og prøvede at snakke
med en skræmmende stemme.

Mel skulle lige til at brokke sig over, at han sådan trak tiden ud, da han langt om længe gik igang med at forklare. Hun lyttede nysgerrigt og nikkede engang imellem, for at vise at hun havde forstået hvad det var. "Så selv vampyrer har love og regeringer" mumlede hun og kunne ikke lade være med et smile tilfreds over den information.

Shin kunne se at det gjorde hende irreteret at han trak tiden ud hvilket fik
ham til at smile igen. "Jep, men det er ikke sådan at du kommer for en dommer lige som i menneskernes
verden. Eller på en måde jo. Volturi bestemmer om det du har gjort er bryder nogle nogle
lov, men hvis de mener at du ikke har brødt dem har de nogle vidner der afgør sagen, men
det hele sker på meget kort tid" sagde han og så på hende for at sikre sig at hun hørte efter. "Hvis man bryder
reglerne har man ingen chance, de dræber en med det samme" sagde han med en lidt hæs stemme da han kom
til at tænke på de af hans venner der havde opsøgt Volturi.

//Bliver nødt til at smutte nu. Vi skrives ^^//

Mel hævede let det ene øjenbryn, da han fortalte om deres henrettelser. Et let fnys kunne høres fra hende.
"Og hvad fedt er der ved at være udødelig, når du ikke kan gøre hvad der passer dig" sukkede hun halvt opgivende,
og slog let ud med armene, inden hun kort lukkede øjnene, men vendte dem mod ham igen.

"Hvor fedt ville det være at være menneske hvis du vidste at der
levede sådan nogle som os, som så lidt som ingenting ville kunne dræbe dig." sagde han
og så på himlen. "men selvfølgelig er det da meget hård straf bare at blive dræbt" sagde han og trak lidt på skulderne.