Kigger på stjerner

Årstid :: Vinter
Dato :: In real life
Vejr :: Det er stjerneklart, for en gangs skyld, og så er det koldt
Påklædning :: Sort pelsjakke, sorte jeans, 2 par strømper, vanter, hat og sorte støvler
Omgivelser :: Ingen
Tid :: 03.21
Sted :: I skoven

Alice sad oppe i et træ, så langt oppe hun turde klatre op.
Hun holde godt fast i den gren hun sad på, så hun ikke skavttede ned.
Hendes blik var vendt mod den smukke stjernehimmel, og månen var endda fuld,
så det var helt perfekt.
Hun smilede glad, over endelig at kunne komme til at se himlen. Det havde hun savnet.

Alecia sad oppe i et af de mange træer et stykke væk fra skikkelsen i det andet træ. Hun sad bare musestille og betragtede personen, som hun havde fornemmelsen af var en pige. Én ting var hun dog sikker på omkring denne person - det var et menneske! Og personens blod duftede skønt!
Alecia var, som altid, iført en sort hættetrøje - denne gang uden lynlås og med en hånd der holdt en rød rose - en lang, sort t-shirt, et par tætsiddende jeans og et par sorte Converse. Hendes hår og ansigt havde hun igen skjult inde bag hættens skygger.

Alice pustede ud, og viftede med hænderne foran hendes ansigt.
"Dælen, det her er varmere end jeg havde regnet med.." Mumlede hun for sig selv.
Hun forsøgte at knappe sin jakke ned, da hun havde en striktrøje indenunder,
men det var temmelig svært at gøre, uden at falde ned, så hun opgav,
og nøjedes med at hive hatten af.
Hun rystede på hovedet, så de mørkebrune lokker atter faldt ned omkring hendes skuldre.

Alecia missede svagt med øjnene og en lumsk stemme brød kort frem i hendes hoved: Alice. Hun nikkede langsomt og lyttede efter hver eneste bevægelse denne Alice lavede, hvert et åndedræt. Alecia indåndede den dejlige duft af Alices blod, men holdt sig selv i nakken for ikke at springe lige i kødet på hende.

Alice anede ikke noget om denne vampyr-pige,
der sad i et træ i nærheden.
Så hun trak bare benene op under sig, lænede sig op af træet,
og betragtede himlen, månen og stjernerne, med et fredfyldt ansigtsudtryk.
Hun smilede blidt for sig selv, og tænkte over hvor meget hun elskede Forks.

Alecia traf hurtigt en beslutning og hoppede med et let dunk ned på jorden. Hun børstede hænderne og førte pandehåret væk fra øjnene. Hun rynkede på næsen og stirrede som hypnotiseret op på Alices skikkelse. Hun begravede hænderne i sine lommer og stod igen helt stille.

Alice gispede forskrækket, da hun hørte dunket,
og drejede hurtigt hovedet hen mod der hvor lyden kom fra.
Hun fik øje på en person dernede, en pige så vidt hun kunne bedømme.
"Øhm.. hej?" Pippede Alice, pga. forskrækkelsen.
Hun rømmede sig.

Alecia nikkede kort som svar. Igen havde hun ikke tænkt sig at tale for meget. Inden i grinede hun egentlig på grund af Alices forskrækkelse, men hun lod det ikke vise sig udenpå. Hun lagde hovedet på skrå og smilede fredfyldt. Smilet passede ikke ligefrem til resten af hendes ansigt.

Alice bed sig i underlæben, og kiggede nøje på pigen.
Var det ikke hende fra den anden dag?
Jo, det troede hun helt bestemt.
Alice synes der var noget lidt skræmmende ved hende.
Hun sagde nærmest ingenting, og så så hun bare så kold ud.
Hun skuttede sig.

Alecia betragtede fortsat Alice med et lille smil. Kun én gang flakkede hendes blik kort op mod stjernehimlen. Hun sukkede let. Hvis det skulle være, kunne hun sagtens stå der i en evighed. Hun nød skoven og brugte derfor meget tid der ude. Desuden var det meget normalt for en vampyr at opholde sig på mørke steder, så det passede jo perfekt sammen!

Tøvende gav Alice sig til at klatre ned fra træet.
Hun hoppede den sidste meter, rettede sig op,
og børstede lidt sne af hendes tøj.

Alecia rettede kort på sin holdning. Hun overvejede at tale, men hvad skulle hun egentlig sige? Desuden var hun bange for at komme til at tale med britisk accent igen. Det var ikke noget hun brød sig om at gøre, da det bare mindede hende om sin fortid.

"Var du ikke i skoven sammen med ham Tom den anden dag?"
Spurgte Alice forsigtigt, bare for at være sikker.
Hun gik hen til hende, og så kort på hende.

"Jo," svarede Alecia ligeud, glat og toneløst. Hun holdt de næsten sne-hvide hænder begravede i lommerne. Hun havde holdt sig fra det britiske, og det var hun lettet over. Men hun stolede stadig ikke på sig selv. Det var en underlig fornemmelse at ha'. Den eneste man burde kunne stole på var jo sig selv? Eller hva'?

Alice nikkede kort, og lod sit blik falde ned på den snedækkede jord.
Hun brød sig ikke rigtigt om hende pigen.
Hun var så tavs, og så så skræmmende og ond ud.
Hun gøs indvendig.