Lass mich frei (Daniella).

Sted: Caféen.
Tid: IRL.
Omgivelser: Tom.
Vejr: Stille, roligt og almindeligt vejr, udenfor.
Påklædning: https://2img.net/h/oi40.tinypic.com/k4crag.jpg

Tom var taget et smut ind på caféen, hvor døren blev lukket i efter ham.
Hvorefter at han opdagede at han var den eneste som var på caféen,
udover bartenderen som var inde ved et rum ved siden af og pakke nogle ting sammen,
eftersom han også skulle til at hjem. Men Tom besluttede sig for at gå hen til en væg,
som han lænede sig op ad og puttede sine hænder ned i hver sin bukselomme,
det var utroligt.. det eneste som han tænkte på var Daniella, han havde så dårlig samvittighed.
Efter at han var kommet tilbage, kunne han huske hvem sin forvandler var og havde dermed også fået sine følelser igen.
Det var skræmmende at hans følelser ikke var forsvundet.. men selvfølgelig vidste han godt at Daniella stadig hadet ham,
men på dette tidspunkt ville han gøre alt for at blive tilgivet, for det han havde gjort, om han så skulle binde hende til en stol,
eller gøre noget andet. Tom havde været et fjols, det vidste han udmærket godt, men han ville bare gerne vinde hendes hjerte igen.
Han havde et så godt forhold sammen med hende, også skulle han selvfølgelig selv ødelægge det, ved at blive jaloux også score en anden pige, men det var bare typisk Tom, fordi han var så bange for at miste dem han holdte af og det havde han jo prøvet før.. lige meget hvad han gjorde så var det fejl han lavede, hvilket irriterede ham! "Daniella.." mumlede han stille for sig selv, imens at han lod sit blik glide rundt i caféen, han håbede stærkt på at hun ville træde ind, så han kunne komme i snak med hende.

Menneskene i verdenen, så følelsesløse og kolde. Forræderiske som rotter. Alt i verden omhandlede løgne, og sorg. Alle var så dystre hele tiden. Hun var så frustreret. Men dog blev hun ved med at vise en facade. Hun fortsat lod sig være blottet for følelser. Så ingen kunne vide hvordan hun havde det, og hvilke følelser hun gik med indeni. Ingen andre end de få udvalgte skulle kende til hendes indre. Hun kunne bedst lide det sådan.
Uden for Caféen trådte hun legende med sine bare tæer, hen over de kolde fliser, som for hende virkede lune. Hendes hår var sat op i en høj, lang, og fyldig hestehale, og hun havde påført sig et par slidte jeans, samt en sort nedringet trøje. Bag på hendes trøje stod der med én hvid, tyk skrift; Only fools believe in love.
Langsomt lagde hun hånden på dørhåndtaget og fik åbnet døren til caféen. Der var helt stille inde i Caféen og nærmest helt dødt. Der plejede ellers at være en hel del mennesker. Hun blev altid mødt med glade smilende ansigt når hun trådte ind i Cafeen. Men denne gang blev hun mødt med noget andet.. Tom..
Hun blev meget chokeret over at se Tom på caféen. Meget endda. Alt snurrede fuldstændig rundt. Det føltes som en hånd der gravede hendes indvolde ud. Som et knivstik i hjertet.. Samt glæde. Alle hendes følelser, blev blandet fuldstændig sammen. Som forskelligt frugt i en blender..
Hun vidste ikke hvordan hun skulle takle det. Hendes had til ham voksede stadig. Dag for dag. Og hun syntes bestemt ikke at det var fedt at se ham tilbage i forks. Og det vidste han vel også udmærket godt.
Han havde dummet sig én gang for meget. Og piger havde det jo med at bære nag.

Tom lod sit blik glide rundt i caféen endnu engang, da han hørte at en trådte ind gennem døren til caféen, et smil gled over hans læber, efter at han fandt ud af at det var Daniella. Men bed sig derefter diskret i underlæben. *Okay.. Tom* tænkte han og tog mod til sig at gå hen til hende. Eftersom han både var bange og nervøs, hun var jo stadigvæk sur på ham, det vidste han udmærket godt, og det at hun var stærkere end ham, vidste han også. Han var slap i forhold til hende, men han ville bare gerne se om han ikke kunne få en tilgivelse fra hende, eller bare noget som gjorde det hele bedre. Han følte sig samtidig som en kujon. "Daniella.." mumlede han så da han efter lidt tid stod foran hende. Lod sine brune øjne hvile på hende, det hele var nærmest planlagt. Der var ingen til stede udover dem. Bartenderen var taget hjem, og Tom havde fået lov til at passe caféen, bare i nat, hvor han skulle låse døren, efter at de gik. Nøglen lå i hans ene bukselomme, "Jeg vil snakke med dig.." sagde han stille, så kun en vampyr kunne høre det, selvom de var alene, så hviskede han, og fik lidt kuldegysninger også. Hvorefter at han forsigtigt tog fat i hendes ene arm og hev hende med hen til et bord, hvor der kun var to som kunne sidde der.

Hun hævede advarende sit ene øjenbryn, da hun så ham smile. Han bed sig dog hurtigt i underlæben efter smilet. Hun kunne tydeligt mærke på ham at han var plaget. Han virkede nervøs, og han prøvede at tage sig gevaldigt sammen. Hver eneste gang han var plaget af hans egen dumhed, opførte han sig sådan. Hun kendte ham ud og ind. Kendte til hans fejl, og svagheder.
Hun betragtede ham med hovedet på skrå da han gik hen foran hende, og smilede sit sædvanlige, måske lidt for selvglade smil.
Tom som lod hendes navn strømme hen over hans læber, gjorde hende faktisk lidt hidsig. Bare ved at sige hendes navn. Hun hadede ham inderligt, og hun syntes ikke at han kunne tillade sig at snakke til hende, eller snakke om hende. Ikke efter det der var sket imellem dem. "Du vil... Snakke med mig?" gentog hun lavmælt, med en glasklar stemme. Hun forholdte sig helt rolig med et smil på læben. Endnu en facade.
Uden hun rigtig havde lagt mærke til det, havde Tom lagt sin hånd omkring hendes arm og trukket hende med hen til et bord. Hun var nu ikke så meget for at Toms hud rørte hendes. Og ligeså snart at han havde trukket hende med hen til bordet, lod hun sin anden hånd skubbe Tom's hånd af hendes arm. "Hvad er det så du gerne vil snakke om? . Jeg troede faktisk at vi var færdige med at snakke til hinanden?" sagde hun med et skævt smil.. Dernæst satte hun sig på stolen ved bordet, og lagde hovedet på skrå mens hun betragtede ham.

Han satte sig ned på den anden stol før at han overhovedet svarede hende, det fik ham også til at gispe lidt, fordi hun talte til ham på den måde, men det havde han vel fortjent? "Jeg.." mumlede han og kiggede ned af sig selv. "Daniella.. jeg er ked af alt det her.." sagde han imens at han så vendte sit blik mod hende, det var han virkelig og faktisk vidste han ikke hvad han skulle sige og udtrykke det. "Jeg tænker stadig på dig..mere som en ven" svarede han forsigtigt og bed sig igen, i underlæben. Han betragtede hende let imens han slog sine arme omkring sig og ventede egentlig bare på hvad hun havde at sige, men var stadig lidt bange. "Jeg ved godt hvad jeg har gjort galt.. og jeg fortryder det SÅ meget.. Dani.. jeg" mumlede han så, og kiggede igen ned af sig selv. Han var også nervøs, da hans krop rystede lidt.

Hun sad med et koldt smil spillende på sine læber, mens hun lyttede til hvad han havde at sige. Det var det samme som han altid havde at sige når de havde været uvenner. Hun kunne se hvordan hans krop rystede af nervøsitet.
"Hvad er det du frygter?" spurgte hun sukkersødt & iskoldt. Smilede sit dukkesmil. Hun kunne mærke at han var bange. Men hun kunne ikke regne ud, han var bange for. Men en til var sikkert. Det var pga. hende. Måske var han bange for at miste hende, Måske var han bange FOR hende? Det kunne hun ikke vide.
"Tom. Det der gider jeg simpelhent ikke. Hvad er det du vil have ud af denne her samtale? Jeg har fattet at du fortryder. Men du gør det igen og igen, og igen. Jeg gider det ikke mere. Spyt direkte ud. Fortæl mig hvad det er du vil have at jeg skal gøre.?" sagde hun køligt og rystede irriteret på hovedet. Dette var den samme gennemgang af hans fortrydelser. Hun orkede dem ikke længere. Han sårede hende mere end han gavnede. Og han sad hele tiden og undskyldte, i stedet for at forklare hvad han gerne ville have til at ske. Kunne han ikke bare fortælle hende hvad han gerne ville have? Så kunne de i det mindste finde en løsning,

Tom svarede ikke på hvad det var han frygtede. Det ville han ikke. "At.. det bliver det samme som før" sagde han så og bed sig i læben,
"OG NEJ JEG VIL IKKE GØRE DET IGEN, FORHELVEDE!" udbrød han dernæst, da hun sagde at han bare ville gøre det igen, og igen og igen, hvilket han godt vidste hvad hun mente med det. Han savnede hende vildt meget, generelt bare også det med at mærke hendes læber imod hans. Han savnede den kærlighed han fik fra hende. ALT SAMMEN. Fra den gang de var sammen. Han var jo helt besat og kunne undvære og glemme Bill. Hvilket han egentlig allerede var ved, som han så ikke ville sige til hende, da hun ellers bare ville flippe mere ud end i forvejen. Desuden var det også en sag mellem ham og hans bror, som ingen skulle blande sig i også selvom Daniella og Bill havde et godt forhold til hinanden. Hvilket Tom også var meget jaloux over at de havde det så godt sammen. Han magtede det ikke mere at Daniella var sur på ham.

"Du er bange for at det bliver det samme som før? Mener du at du frygter at vi får et forhold igen?. For det behøver du ikke frygte. Det sker ikke." Sagde hun køligt og nikkede. "Lad være at råb af mig." hvislede hun isende, da han hævede stemmen. "Og det der sagde du også sidste gang, og sidste gang inden den gang." mumlede hun muggent, og kastede sit hår tilbage, så det hang løst ned af hendes smalle rygrad. "Jeg er meget i tvivl om hvad det er du vil have, Tom. Er du sød at fortælle mig det?" sagde hun med et opgivende blik. Det var meget meget forvirrende. Han forvirrede hende totalt. Hun kunne ikke rigtigt finde rundt i hans historier. Altså. Han fortrød. Hvad fortrød han? & Han var bange for at de skulle få et forhold igen? . Det hang ikke rigtigt sammen. Ellers var det måske bare hende som ikke kunne ligge to og to sammen?

Tom hævede det ene bryn, imens at han kiggede på hende. Hvorefter at han lagde opgivende sine arme ned på bordet, lagde sit hoved på skrå også. "Det frygter jeg ikke.. tvært imod.. jeg.. mit ønske er at få forholdet igen.." sagde han så, men forsigtigt. Han bed sig hårdt i læben og det føltes som om at en kniv skærrede i hans hjerte, selvom han ikke havde noget hjerte, et forsvundet hjerte som alligevel bare blev knust i små stykker igen, som om at det blev gentaget? Et flashback? Han lagde sit hoved ned mod sine arme og kiggede ind mod sig selv, han havde virkelig lyst til at græde. Selvom han bare ikke kunne det. "Hvad skal jeg gøre.. - Vil så gerne have en chance til..." mumlede han og hulkede, så det lød lidt til at han græd, men ikke gjorde det. Tom vidste jo ikke hvordan ellers han skulle bevise at hans kærlighed tilhørte hende. At han var stadig vildt forelsket i hende. "Der er ingen muligheder?" spurgte han så stille, imens at han stadig gemte hovedet, han vidste ikke ellers hvor han skulle kigge hen. Følte sig som et nul og havde lyst til at forlade Forks igen, typisk..

Hun blev en smule chokeret overfor hans ord. At han stadig holdte af hende. Men hun havde nået grænsen. Hun havde ikke følelser for ham længere. Hun ville ikke sårer ham. Men hun kunne heller ikke lyve for ham. Hun rystede forvirret på hovedet, og kiggede ned i jorden med hånden på panden. "Nej. Der er ingen muligheder. Jeg kan ikke give dig en chance til. Tom. Det er jeg ked af. Men det kan jeg altså ikke." sagde hun lavmælt og rystede opgivende på hovedet. "Jeg vil altså ikke kunne gengælde din kærlighed... Jeg har ikke de følelser for dig længere. Undskyld." Sagde hun og følte alligevel en smule medlidenhed med ham.. Hun kunne åbenbart ikke være helt følelsesforladt og kold.
Langsomt rejste hun sig op fra stolen med et undskyldende ansigtsudtryk.. Hun kunne godt forestille sig at blive hans ven igen. Men hun ville bestemt ikke være i et forhold med ham igen. Hun ville ikke være troværdig overfor sig selv hvis de fik et forhold. Hun kunne ikke tilgive ham for alle de sår hun havde fået psykisk. Desværre.

Han tog stille fat i hendes ene arm, da hun rejste sig op. Efter at han hørte at hun rejste sig op fra stolen. "Undskyld Dani.. jeg er virkelig ked af det" sagde han og vendte stille sit blik op mod hende, der kunne godt ses på ham, at han virkelig var ked af det over det. Hans ansigt så, så trist ud som aldrig før. Han kiggede kort ned af sig selv igen. "Jeg bliver i Forks.. for jeg ved at jeg bare vil fortryde det hvis jeg forlader stedet.." mumlede han og lagde sit hoved på skrå, efter at han kiggede på hende. "Men gemmer mig måske lidt.. og sådan.. altså, ja.. - men du skal bare sige mit navn højt, så kommer jeg frem, hvis du vil mig noget" svarede han svagt, og rejste sig op fra stolen, imens at han gav slip på hendes arm. Hvorefter at han gik hen mod døren og førte sin ene hånd ned i bukselommen, fiskede nøglen op, og åbnede døren, stod helt stille, imens at han bare holdte fast i døren, med sin anden hånd begravet ned i en af bukselommerne. Han ventede på at Dani ville begynde at gå, så han kunne låse caféen, hvilket han jo havde lovet bartenderen.

Hun hævede let sit øjenbryn da han tog fast i hendes arm. Hendes ansigt var stivnet i en forvirret grimasse. Hvad undskyldte han for? der var ikke noget at han behøvede at undskylde for. Det var da en smule trist at se ham så ked af det. Men hun havde ikke de følelser for ham, som han havde for hende. Hun ville kort sagt aldrig kunne gengælde den kærlighed som han ville kunne give hende. Hun sendte et skævt smil til Tom da han sagde at hun bare kunne kalde hvis hun ville ham nået. Det skulle hun nok gøre, hvis det tidspunkt kom. Nu ville hun bare skynde sig ud, for ikke at være i samme rum som ham. Hun ville helst ikke se ham ked af det. Hendes ansigt vendte sig langsomt tilbage til det helt udtryksløse, og med nogle langsomme skridt trådte hun hen til den åbne dør.. "Undskyld Tom." sagde hun forladt, uden at kigge på ham.

"Jaja.. det er vel okay" sagde han ligeledes forladt imens at han kiggede ned i jorden, da han ikke var så meget for at få øjen kontakt med hende. Tom ville helt klart komme til at savne hende, det var der ingen tvivl om. Han tøvede let, "Bare se at komme ud.. så jeg kan få låst caféen" svarede han stille og lagde forsigtigt sin ene hånd på hendes ryg, skubbede hende blidt lidt fremad, han kiggede stadigvæk ikke på hende, altså.. han ville bare gerne få caféen låst. Også komme videre i livet. Han lukkede derefter døren og vendte sig mod døren, idet at han satte nøglen i og låste den. "Vi ses" mumlede han, inden at han begynde at forlade stedet.