Fear for the truht?(Daniella)

Vade var endelig nået ud til omegnen uden for Forks efter en lang gå tur igennem Forks. Han havde ikke rigtig mødt nogen, kun en person som han syntes var lidt skræmmende pga. hendes udseende med at der var noget som ikke virkede menneskeligt. Han bed sig diskret i læben. "Okay.. hvor er jeg nu?" spurgte han og tøvede let, han havde faktisk selv set Tom rejse væk fra Forks, i en vældig hurtig fart faktisk. Alt for hurtig. Han lod sit blik strejfe rundt hvor han bemærkede at han var helt alene, der var ingen skikkelser at se. "All right" tilføjede han smilende, og satte sig derefter ned i hug imens at han studerede stedet. Tænkte på Mike, hans tvillinge bror, om hvor han måske var henne? Og om han havde det godt? de havde ikke set hinanden siden de var rejst fra Rusland.

Skyerne lagde sig tæt til over himlen, her om aftenen. Det var det bedste tidspunkt at jage på. Menneskene var næsten aldrig opmærksomme på dette tidspunkt. Det føltes som flere år siden at hun havde fået noget blod, selvom der kun var gået sølle få døgn. Alt gik sindssygt stærkt, og alt forandrede sig. Selv hendes venner og veninder. De gik alle sammen hen og blev blødsødne. Selv hende. Køligheden i hendes stemme, var der stadig væk. Men når hun følte sig helt tryg ved en veninde, eller en ven for den sags skyld, blev hun blid som et lam. Sød som en kattekilling. Gemte kløerne væk. Men rev med kløerne hvis hun følte sig truet, eller hånet. Idag havde hun valgt at tage den sædvanlige knælange darkblue kjole på. Og hendes lange sorte hår havde glamourøse krøller. Hendes øjne var smukke og blanke, men viste kølighed, ligegyldighed for livet. Hun spadserede ligeså roligt hen og græsset mens lugten af menneske begyndte at skærer i hendes næse.. Så er der mad.

Vade samlede en sten op i sin ene hånd som han kastede så langt væk som han kunne, hvor han ikke rigtigt kunne høre om den ramte noget. Han smilede for sig selv og rejste sig derefter op, rettede lidt på sit tøj. "Måske skulle jeg sætte kursen mod Forks igen?" spurgte han lavt mumlende. Der var koldt og han var begyndt at fryse selvom han havde en stor hvid hætte trøje på omkring sig. Den var ikke varm nok efter hans mening. "Hey er der nogen til stede?!" udbrød han lidt nervøst, da han syntes at han hørte skridt, men han kunne ikke rigtig se nogen og han havde været selv uden for Forks i et stykke tid hvor der ingen var, så han kunne ikke forstå at han hørte skridt, alle burde da sove på dette tidspunkt udover ham selv. Det måtte være ham som der var noget galt med, han grinede så let og puttede sine hænder ned i hver sin bukselomme og begyndte at gå hen mod en bakke som han ville gå op på og se udsigten udover Forks. Det var hans plan i al fald. Han ville se hvordan Forks generelt så ud fra lang afstand.

Mens hun roligt gik fremad, med vinden i ryggen, og håret blæsende fremad, ind foran hendes ansigt, og den søde duft af menneske som skar i hendes næse, kunne hun pludselig se drengen, som ejede den vidunderlige duft. Hendes øjne glimtede faretruende, og var helt røde. Noget menneskene med det samme ville ligge mærke til. Hun mærkede et stik i hjertet, da hun betragtede drengen, og så hvordan han så ud. Hans stil, og hans udseende.. Det mindede hende i høj grad om Tom. Hun følte sig meget sorgfuld. For et par måneder siden havde hun ligget sammen med Tom, og været trygt ved hans krop.. Det var alt sammen forbi nu. Og hun ville aldrig se ham igen. Han skulle bare ud af hendes fortid med det samme. Det var for smertefuldt at tænke tilbage på ham. Hun glippede lidt med sine øjenvipper, Og opfangede drengens' ord. Hun smilede sit dukkeagtige smil, og satte hurtigt fart i benene. Hun løb hurtigt i vampyr hastighed, men med lydløse skridt, hen bag drengens ryg da han var på vej op ad bakken. "Hvad hvis der er?" sagde hun blidt, med et ondskabsfuldt smil spillende på hendes læber... Hun lagde forsigtigt sit hovede på skrå og betragtede drengens krop. Hendes gode hørersans opfangede ligeså stille drengens hjertebanken. Hans hjertebanken var ligeså tydelig, som dengang hun havde kunne hører sit eget hjerteslag.

"Uhm?" mumlede han lidt forvirret og kunne ikke forstå hvor stemmen skulle komme fra, men han mærkede så at en skikkelse stod bag ham og automatisk stoppede han op, stod helt stille imens at hans hjerte begyndte at slå hurtigere end normalt,
"Det ved jeg ikke" svarede han stille og vendte forsigtigt sit blik mod stemmen, hvor han fandt ud af at det var en kvinde, han sank en lille klump. "Skulle det da være farligt?" spurgte han og kiggede så ned mod jorden, prøvede på at slappe af og trække vejret roligt. En kvinde mere, som bare dukkede op uden at han før havde haft et glimt af personen? Mærkeligt, han forstod virkelig ingenting af hvad der forgik. "Hvordan.. kom du hen til mig, sådan lige pludselig?" spurgte han nysgerrigt efter et stykke tid, han ville have svar om han så skulle.. ej det kunne han ikke tillade sig, så ond var han ikke og hvis han ikke fik et svar, ville han selvfølgelig acceptere det.
Han knyttede stille sine hænder eftersom han var lidt bange, lukkede sine øjne og fugtede let sine læber. Han var spændt på hvad hun ville svare til hendes forsvar. Han grinede derefter lidt, en lille fnisen fordi han ville vise at han ikke var bange, det hadet han når andre opdagede det, specielt med når han var bange og generelt med de trælse følelser som liggede på spil i ens liv. "Forresten.. Jeg er Vade Muller" præsenterede han sig med et charmerende smil på læberne, imens at han fortsatte med at kigge ned i jorden, "Du har tilfældigvis ikke set en som hedder Mike?" spurgte han med en hviskende stemme og rømmede sig lidt, han havde jo ikke set Mike i lang tid og det kunne være at hun havde set ham, hvem vidste det? For det gjorde han i al fald ikke selv, derfor spurgte han også. Han kiggede kort op mod bakken, det så ud til at han ikke lige sådan uden videre kom videre med at komme helt op til bakken.

Hendes røde øjne fangede hurtigt drengens blik, og hun kunne med det samme fornemme at drengen var en smule skræmt af hendes pludselige optrap. Hun kunne høre hvordan hans hjerte satte farten op, og adrenalinen sætte igang inden i ham. Adrenalinen som altid slog til, hvis man havde brug for det. "Det må du jo næsten vide." smilede hun engleblidt, og lod sin forførende stemme træde frem. "Syntes du måske at jeg ser farlig ud?" . Hun lod sit blik glide ned over hans ansigt igen og igen. Han mindede hende altså bare for meget om Tom! Det var frygteligt. Følelsen af at have lyst til at græde sine øjne ud, sad lige i halsen på hende. Savnet var meget stort. Det ville det altid være .. Hendes første kærlighed var for evigt væk. Og hun ville aldrig se den samme kærlighed igen. Og aldrig den samme fyr. Hun sukkede indenvendigt over denne følelse, og kastede den af sig, som om den var et irriterende halstreklæde. Fokuserede på fyren som stod foran hende. Mennesket, som lugtede så godt. Med et hjerte bankende under brystet. Og med et langt liv foran sig. Medmindre at hun tog det. Hun kunne flette hans veje. Hun stod med hans skæbne i sin hulehånd. Han kunne komme til at gå tre veje. Vejen til døden. Vejen til menneske livet. Vejen til vampyr livet. Alt afhang faktisk af hvad hun valgte.
"Hvorfor spørger du, honey? Jeg har gik da bare ligeså roligt hen bag ved dig, uden du lagde mærke til det. Det er der intet usædvanligt ved." Sagde hun og smagte på sin egen hvide løgn. Hvorfor var mennesker altid så nysgerrige? Det irriterede hende grænseløst. De troede altid at de havde ret til at vide alting. Det kunne selvfølgelig godt være at drengen bare havde spurgt fordi at han var nysgerrig. Men han syntes helt sikkert at han havde ret til en forklaring. Hun hævede let et øjenbryn af ham da han spurgte om hun havde set én ved navn Mike? .. Der fandtes sikkert mange i byen ved navn Mike. Det kunne jo have været hvem som helst? Desuden mindes hun ikke at hun havde mødt en dreng ved navn Mike, noglesinde i hendes liv.
"Det har jeg desværre ikke haft æren af." smiskede hun, og besvarede spørgsmålet om hun havde set én ved navn Mike.

"Nej, jeg syntes ikke at du er farlig" sagde han og bed sig i underlæben. Hvorfor kiggede hun sådan på hans ansigt? Det irriterede ham lidt, men det var måske fordi han lignede så meget Tom Kaulitz, men han turde ikke at spørge ind til det, om det var derfor. Han rømmede sig lidt derefter. "Hvordan ville du have det hvis jeg kaldte dig for skat?" spurgte han så køligt og hævede sine bryn, da han vendte sit blik mod hende, han fik kuldegysninger da hun kaldte ham for honey.
"Fordi jeg var nysgerrig" svarede han og fugtede dernæst sine læber. "Jeg fik egentlig aldrig dit navn at vide?" mumlede han, inden at han kiggede ned i jorden igen og var ret spændt på hendes reaktion. Skulle han spørge ind til det omkring med Tom Kaulitz? var en tanke der blev ved med at strejfe ham. Han smilede skævt og trak vejret roligt og afslappende.
Eftersom han ikke var nær så bange mere eller nervøs for den sags skyld. "Vil du med op på bakken?" spurgte han derefter et stykke tid og lod sit blik vende op mod himlen, der var ved at være temmelig mørkt. Måske skulle han hellere se at finde hjem ad?

"Så har du svaret." sagde hun og nikkede dukke agtigt. Hun hævede let sit øjenbryn ad han først rømmede sig og dernæst spurgte hvordan hun ville have det hvis han kaldte hende for skat. Hun lo hånende og smilede for sig selv, på grund af hans kølige tone. Drengen burde sgu ikke spille så kold. Specielt ikke når hun havde magten til at ødelægge hans liv. Gøre det til et helvede. "Jeg ville være fuldstændigt ligeglad, da der ikke ville ligge nogle følelser i det.. Og tja. Mennesker er altid meget nysgerrige. " sagde hun sukkersødt, og lo. Det var jo ikke løgn. Menneskene var nogle snushaner. Og nogle løgnere. Store løgnere. Hævnagtige, og nogle som altid sårede hinanden. Derfor var det tit bedst at være alene. Efter hendes mening. Så risikerede man ikke at blive såret. Hun fugtede let sine læber og skævede ned i jorden med en smule ligegyldighed. "Daniella.. Daniella Phoebe Penelope Elizabeth." præsenterede hun sig studst, og skævede op på Vade igen. Hun hævede let sit ene øjenbryn da han spurgte hende om hun ville med op på bakken. Tja. Hun havde jo ikke så meget at give sig til. Og så kunne hun jo altid have lidt selskab inden at hun skulle tage hans blod.

"Tom Kaulitz har været i Forks ikke?" spurgte han stille og begyndte at op ad bakken, imens at han så lidt tilbage mod hende, Vade havde nemlig selv set Tom rejse væk, men han vidste så bare ikke at det var væk fra Forks af? Han ville have svar på hvorfor at hun førhen kiggede så meget på ham og specielt hans ansigt, selvom han nok godt vidste det i forvejen. Et skævt smil gled frem på hans læber, da hans vejrtrækning var blevet mere afslappende og rolig, han var heller ikke nær så bange mere, det var et chok han havde fået da hun bare var dukket sådan frem, han havde jo regnet med at han var alene, hvilket han ikke var længere. Selvom han godt kunne lide selskab, troede han bare det at han var alene, fordi det var så sent hen på aftenen. Hvorefter at han satte sig ned på hug da han nåede op til toppen på bakken, lagde sit hoved blidt på skrå imens at han lod sit blik glide rundt udover Forks. Det var smukt, virkeligt smukt, men alligevel også lidt kedeligt, han fnisede lidt.

Hun gik langsomt op af bakken bagved Vade, uden at sige noget. Det hele snurrede lidt rundt. Hans lugt.. Den var utrolig. Og hans blod.. Så lækkert. Men hans udseende fik hende til at føle den tomhed som gennemborede hende når Tom ikke var til stede. Hun hadede hiphop stilen pga. Tom. Alle hip hoppere mindede hende om ham. Gud hvor hun savnede ham. Hadede ham. elskede ham.. *Glem ham. Glem ham. Han er fortid.* var der én stærk tanke i hendes baghoved som sagde. Den overgik hendes sunde fornuft og Bill's råd om bare at sorge. Der var intet galt i at sorge. Bortset fra at det sårede. Hun hævede let sit øjenbryn og stoppede op lige lidt før de nåede toppen, da Vade stilte spørgsmålet; Tom Kaulitz har været i Forks ikke?. Hendes ubarmhjertige røde øjne, stirrede direkte på Vade's nakke og hun følte sig endnu engang kold inden i. "Hvorfor spørger du om det?" spurgte hun og lod sine øjne rotere en smule. "Men jo. Det har han været.." svarede hun koldt og fugtede sine læber.

"Fordi jeg så ham.. tage af sted og han så ikke særlig godt ud.. han så trist ud" sagde han og bed sig i læben, han gad ikke at sige den anden grund, det var nok med den ene grund efter hans mening. Han lukkede sine øjne lidt og trak vejret dybt. Hvorefter at han kiggede ned i jorden og studerede den lidt, men vendte så sit blik mod hende, "noget du kender til?" spurgte han stille og smilede svagt, men hævede derefter sine bryn, da han opdagede at hendes øjne var røde og forandret. Han rejste sig op og gispede, imens at han svang sine arme om sig selv. Vades hud var lige så brun som Toms hud. Alt var stort set ens, udover at hans hår til cornrolls var lidt tyndere end Toms hår til cornrolls. Han havde forandret sig meget og der var ingen som vidste hvordan han så ud i virkeligheden, det var kun hans familie og nærmeste venner som vidste det, men han havde førhen fået en kompliment om at han lignede Tom Kaulitz. Derfor var der et eller andet som havde sagt ham at han gerne ville ligne Tom. Derfor var deres personligheder stadig ikke den samme. Vade var anderledes.

Hun rystede irritabelt på hovedet. Hvad ragede det overhovedet ham? . "Det håber jeg fandme også at han er. Han fortjener at være såret.... Nej det er ikke noget jeg kender noget som helst til." sagde hun muggent til drengen og satte sig ned på det kølige græs. Hun glemte alt omkring sulten, da hendes tanker igen omhandlede Tom. Den mand som hun havde troet at hun skulle dele hele sin fremtid med. Den mand hun troede skulle være den som skulle føre det dræbelige slag. Ingen af delene var mulige mere. Hun havde mistet to af dem som betød mest for hende. Claire og Tom. Begge to nogle som skulle dræbe hende. Nu var det ikke muligt for hende at dø. Nu var hun igen tvunget til at leve det udødelige liv. Indtil hun igen ville finde en som var værdig til at dræbe hende. Hun rejste sig forsigtigt op, og trådte hen til Vade.
"Lad venligst være at spørg ind til den opblæste tumpe. Det sidste jeg har brug for er nogle som snager i mine sager." Hvislede hun koldt, og greb fat under Vade's hage.. Mødte hans blik. De flammerøde øjne mødte de grønne. Hun havde ombestemt sig, og ville faktisk hellere gøre en ende på denne dreng, med det samme.

Vade kunne mærke at hans hjerte begyndte at hamre løs, hurtigere end det plejede, da hun tog fat under hans hage, hvilket forskrækkede ham også da han mødte hendes øjne. "Okay, okay.. undskyld! jeg.." sagde han lavt og hurtigt, prøvede samtidigt på at undvige hendes øjen kontakt, han trak sig derefter tilbage, hvilket resulterede i at han landede på røven, begyndte dernæst at kravle bag ud, fordi han ikke kunne lide hendes øjne, de var røde og skræmmende at kigge på. Han var træt og ville egentlig også bare gerne hjem i sin lejlighed og sove. "Rør mig ikke igen.." mumlede han køligt og kiggede nedad sig selv, da han så småt stoppede op med at kravle bag ud. Han lukkede sine øjne lidt og så på hende ud af øjenkrogen. Hendes øjne var stadig flammende røde. Han forstod ikke hvad der forgik?! Var alle bare i Forks nogle monster udover hans bror og ham selv?

Hendes mund var muggent snerpet sammen, og hendes flamme røde øjne stirrede tomt på Vade, mens han bakkede bagud.
"Kan du ikke lide mig? Vil du ikke have det lidt sjovt?" sagde hun med et uskyldigt smil spillende på hendes skyldige læber, mens hun ligeså stille begyndte at gå tættere mod ham. "Jeg vil jo bare lege." klukkede hun, og pillede ved en tot af sit eget hår. Med et par hurtige skridt, bukkede hun sig ned, greb fat i Vade, og trak ham op på benene.. "Jeg ved godt at jeg normalt ikke må lege med maden. Det fortalte min mor mig. Men hvad hun ikke ved, har hun ikke ondt af." hvislede hun, mens sulten vrængede sig inden i hende.. At hører hans hjerte slå hurtigere og hurtigere underholdte hende. Og hun glædede sig til at hører hans smerteskrig, når hun bed sig fast i ham. Hun glædede sig som et lillet barn, som spændt ventede på at måtte åbne sin julegave. Hendes venstre hånd, strøg hun om bag ryggen på ham, så han var tæt ind til hende, uden at kunne slippe væk. Den højre hånd lod hun placere på den ene side af hans hals. Han kunne vride sig alt det han ville. Det ville intet nytte. Han var fanget i hendes greb.

"At lege med maden?" spurgte han forvirret og lukkede sine øjne kort da han mærkede hendes hånd ved sin hals, og den hurtige banken med hans hjerte. Efterhånden havde han forstået hvorfor at hendes øjne var den røde flammende farve og at hun talte mennesket som mad. "Du er en vampyr" udbrød han og begyndte at vride sig løs da han havde åbnet sine øjne og kiggede på hende, selvom han godt vidste at han ikke kunne komme fri prøvede han alligevel på det. Men han mærkede at hun var meget stærkere end ham selv, hvor han opgav sig tilsidst og strakte sin hals lidt. En tåre gled ned fra hans kind, han havde ikke troet at disse væsner fandtes, men det gjorde de, især i byen Forks, hvor han næsten lige var flyttet til. "Må jeg få et kys efter forvandlingen?" spurgte han med en silkeblød stemme, efter at han prøvede på at slappe af, selvom han godt vidste at det ville komme til at gøre ondt, han smilede så skævt. Måske var det at opførte han sig mærkeligt lige på det punkt, men han prøvede på at finde noget positiv i det. Så enkelt var det?

Hun hvislede lavmælt da han spørgende sagde; At lege med maden?. Hun havde selvfølgelig ikke regnet med at han ville forstå hvad hun mente. Såeh. Hun hævede sit ene øjenbryn, og smilede hånligt da det gik op for Vade hvad det egentlig var at hun var. "Og den stærkeste af slagsen." sagde hun hånende, og klukkede af lykke. Hun betragtede kort Vade's anstrengelser og smilede sukkersødt. "Skat. Lade være at kæmpe mod." sagde hun, da han var holdt op med at vride sig igen, og tog dette som en ægte mand ville tage det. Gå det i møde. Hun snerrede kort af ham, da han spurgte om han måtte få et kys efter forvandlingen. "Jeg er færdig med drenge." bed hun lavmælt af ham, og slikkede ham på halsen. "Vink farvel til menneske livet." sagde hun med et iskoldt smil, og sleb sine skarpe tænder ned af hans hals, inden hun lod sine tænder synke ned i hans kød. Med det samme hun satte tænderne i, strømmede det op med blod. Sødt blod. dejligt blod. Samtidigt med at den søde duft strømmede ind og fyldte hendes næsebor. Hvor fantastisk..

Vade hævede det ene bryn da hun sleb hendes skarpe tænder ned ad hans hals. Dog grinede han så lidt efter at hun havde sagt at hun var færdig med mænd. "Det er noget du bare tror.. du ved aldrig om du vil finde kærligheden igen" sagde han stille og bed sig hårdt i læben, hans hjerte slog virkelig hurtigt, aldrig som før, helt utroligt. Han lukkede sine øjne og udstødte et højt skrig da hun bed sig direkte fast i hans hals, men han mere og mere stille eftersom han blev svagere da hans blod gled ud. "Det er ikke lige noget jeg vil sige farvel til søde skat" hviskede han lavt og gik ned på knæ, fordi han var blevet så svag med tiden at han ikke længere kunne holde sig oppe. Han lænede sit hoved lidt mod hendes mave og undslap endnu et skrig, det gjorde vildt ondt, en smerte der ikke kunne beskrives ordentlig med ord. Han kunne ikke lade være med at skrige, det gjorde ondt over hele hans krop. Hans øjne glimtede af tåre, som gled ned ad hans kinder.

Hun hævede irriteret sit ene øjenbryn af ham, mens hun fortsat sugede hans søde blod. Det var så lækkert. Lige meget hvor meget blod hun fik, kunne hun aldrig få nok. Hans søde blod væltede ind i hendes mund, og hun ville sikkert ikke kunne slippe ham igen, før hver eneste bloddråbe var drukket. Da Vade pludselig begyndte at skrige, blev hendes øjne mørkerøde, og var fyldt med glæde og lykke. Skrigende, var noget af det bedste ved at tage blod, syntes hun.. Hun trak sig langsomt ud af hans hals igen, og smilede lykkeligt. Hun var mæt nu. Selvom han stadig havde mere blod tilbage i sig, lod hun være at tage det sidste, og dræbe ham. Nu måtte hun bare se til mens hun lod ham forvandle. "Det er muligt. Men jeg er ikke interreseret." sagde hun som svar på hans ord omkring kærlighed.. "Tja. Selvom du ikke vil vinke farvel til menneskelivet. Er du tvunget til det nu." sagde hun med et sødt smil, og lagde ham på jorden.. "Smerten går hurtigt over igen." hviskede hun trøstende, da hun vidste hvor ondt det egentlig gjorde at blive forvandlet. Det var pinefuldt.

//out//