Do you fear death?

Tid: En times tid efter at det blev mørkt
Sted: Forks
Omgivelser: Butikker, boligblokke, et par gyder, og næsten mennesketomt
Vejr: Regn

Aurius sad på en bænk under et træ og så rundt. Selvom der ikke var mange af dem lige nu, var der stadig for mange mennesker. På trods af regnen gik menneskerne i grupper på to til fire. Hvis der endelig var et menneske som gik alene, var det altid lige foran en gruppe.
Han kunne selvfølgelig bare dræbe alle på nær en af dem hurtigt, men han ville helst ikke risikere, at der var nogle som så ham. Efter hans egen forsvinden for ikke så lang tid siden, sammen med andre lignende tilfælde, ville fire-fem manglende personer nok få konsekvenser, men hvis det bare var en enkelt person, ville det nok gå.
Efter hans forvandling havde han dog masser af tålmodighed, og han var ikke specielt sulten lige nu, så han havde ikke noget imod at vente på at var en god mulighed. I øjeblikket var der dog ingen tæt nok på til at se det, hvis han tog et menneske, og medmindre at mennesket råbte meget højt, ville regnen forhindre nogen i at høre mennesket.

Det var måske ikke det bedste, hun kunne have fundet på. Mørket havde lagt sig over Forks i godt en time nu, men hvad betød det? Frygt var en styring, hun ikke ønskede at blive underlagt. Stædigheden havde altid haft et uendeligt hårdt tag i hende. Det og spontanitet. Hun lyttede nøje til egne skridt, som hun gik ned ad gaden. Der var grupper, ensomme foran grupperne og så var der Evaine. Hun var sin egen gruppe. Alene. Hun nød stilheden omkring sig, som om hun ellers aldrig oplevede den.
Evaine gik uden et egentligt formål. Hun var næsten lige ankommet til Forks fra London. Det var en kæmpe omvæltning at gå rundt imellem disse mennesker, når hun normalt var iblandt utallige af dem i en storby. Det var så bizart, at det næsten var umuligt at vænne sig til. Om ikke andet syntes det at lykkes for hende. Udefra set.
Forks var en uendeligt stille by. Evaine var van til, at der altid skete noget. Om det var liv på gaden, bilernes støj eller om hun selv var indblandet i det, var Forks alt, alt for stille. Nysgerrigheden havde draget hende. Der havde gået historier, hendes kære bror havde fyldt hende med. Historier om grufulde væsener og mærkelige forsvindinger. Hvor var det dog dumt! Den slags fandtes jo ikke. Alligevel havde nysgerrigheden placeret hende her. På en gade midt i Forks by, alene om ikke andet og uden nogen at gå med. Der var kun det, natten havde at byde på. Hun tog imod det med en rank ryg og et skævt smil, der trak let i de ene mundvige.

Havde han stadig været et menneske, ville Aurius nok have tænkt noget i retningen af "endeligt", da han fik øje på Evaine. Men han var en vampyr. Han ville aldrig dø af alderdom eller lignende, så han havde jo al den tid i verdenen som han havde brug for. Ikke destro mindre kunne han godt lide at få ting gjort så hurtigt som muligt. Ikke nødvendigvis bare gøre det på den hurtigste måde muligt. Nej, tingene skulle skam gøres ordentligt. Men man skal ikke udsætte det, som man kan gøre i dag til i morgen.
Men efter igen at have set sig omkring, for at sikre sig endnu engang at der ikke var nogle andre tæt på. Der var ingen grund til at andre skulle komme til skade i øjeblikket. Da han havde sikret sig, at der ikke var andre, rejste han sig, og gik hen imod Evaine.
Han havde overvejet bare at gribe fat i hende, trække hende ind i en gyde og så bide hende, men han var nået frem til, at det ville være meget mindre risikabelt, hvis han fik hende lidt væk fra gaden. Måske ud i skoven, eller i hvert fald bare ud i udkanten af byen. Og den sikreste måde at gøre det, ville være, at få hende til at følge med at egen fri vilje. Han håbede, at det her ville virke, for ellers kunne han måske være nødt til at blive en smule voldelig med hende.
Mens han gik ændrede han sig gangart og holdning, så man umiddelbart fik indtrykket af stærkt haltende person, som man nok ville tro led af en eller anden sygdom.
Da han havde passeret hende, vaklede han hen imod en gyde, hvor han faldt om. Hans sørgede for at ramme nogle tomme skraldespande som han havde bemærket tidligere, da disse nok ville give mest larm. Da han faldt væltede han nemlig en masse af de skraldespande, hvilket skabte nok larm til at Evaine med sikkerhed kunne høre det, og, forhåbentlig, blive nysgerrig og komme over for at finde ud af hvad der var sket.

Det var forholdsvist hurtigt, Evaine hørte skridtene bag sig. Egentlig hang hun sig ikke yderligere ved det, da hun ikke havde haft behov for det i London. Forks var selvfølgelig en historie for sig, men Evaine havde ikke rigtig kendskab til noget af det. Det var som noget fjernt, hun snart ville blive trukket hovedkuls ind i. Det var først da han nåede forbi hende, at hun for alvor vågnede op.
Skridtene, Evaine havde hørt bag sig, havde ikke haft nogen egentlig takt. Da den unge mand kom forbi hende, kunne hun forstå hvorfor. Han haltede meget kraftigt. Evaine rynkede undrende brynene, da det forekom imponerende, at den unge mand ikke var faldet endnu. Ikke en eneste gang. Ufrivilligt snappede hun efter vejret, da han praktisk talt væltede ind i gyden. Det løb hende koldt ned ad ryggen, men det spidsede først til, da larmen brød ud. Den voldsomme skramlen af metal mod metal fik Evaine til at snappe efter vejret og sætte tempoet op. Hvad nu hvis han var død? Hjertet slog imod brystkassen, som prøvede det at undslippe, flygte. Adrenalin pumpede rundt i kroppen på hende, vækkede hver en lille afkrog af hendes krop.
”Er du okay?" Udbrød Evaine næsten åndeløst, da hun så ham ligge mellem skraldespandene. Åndeløsheden hørte nærmere end maratonløber til, end den ville passe på denne unge kvinde. Hendes stemme havde båret en tyk britisk accent, der ikke var til at tage fejl af. Langsomt knælede hun ved siden af ham, mens hun med øjnene søgte efter synlige skader. Så vidt hun kunne opsnappe, var der ikke sket nogen skade.
"Det var noget af et styrt!" Det var snarere en lavmælt hvisken til Evaine selv, end den var til den unge herre. Hun bed sig uroligt i læben, til hun fik sig bestemt for, at handling var den eneste vej frem. Uden så meget som et ord eller en kropslig advarsel, greb Evaine ud efter den unge mands arm, hvorefter hun trak til med al sin menneskelige kraft. Hun håbede på, at hun kunne få ham op at sidde, hvorefter hun ville prøve at få ham på benene. Hans bevægelighed i navnligt benene skulle tjekkes, besluttede hun sig for med en stålfast vilje. Øjnene løb op og ned af hans krop. Undersøgende.

"Jeg... Jeg..." begyndte han, mens han fakede en hoste. "Nej, jeg er ikke okay." Sagde han, imens han langsomt rejse sig op. Langsomt, lidt prøvende, selvom han, hvis han ville, nemt kunne have været sprunget op og landet bag hende, før hun overhovedet ville bemærke det. Ikke destro mindre spillede han sin rolle her.
Da han atter stod på begge ben spredte han armene lidt prøvende, men svajede en smule. Han lukkede øjnene og rystede på hovedet, som for at prøve at genvinde noget fokus. "Jeg bliver nok nødt... Til at bede om din hjælp. Jeg lider af en sjælden sygdom, men jeg har noget medicin imod det hjemme hos mig selv, men jeg ved ikke, om jeg kan komme hjem i et stykke lige nu."
Som for at understrege sin pointe fakede han, at han mistede balance, og satte støttende sin hånd imod muren. Han måtte dog være forsigtig. Han kunne nemt komme til at smadre noget, da han stadig ikke var helt den bedste til at kontrollere sine nye kræfter. "Kunne du hjælpe mig med at komme frem? Som sagt er jeg ikke så tryg ved selv at skulle gå gennem byen sådan her, og det tager ikke alt for lang tid at komme frem til mit hus." Spurgte han, i et påtaget, usikker tonefald.
Det var selvfølgelig ikke noget medicin. Han havde heller ikke et hus. Og han led sled ikke at en sjælden sygdom. Men det hele ville være en nyttig løgn, hvis det kunne få hende over til skoven.

De nøddebrune øjne fulgte nøje hans bevægelser, da hun ikke så det så godt, hvis han faldt igen. Det var nærmere være et slag i eget ansigt, hvis hun ikke engang kunne tage sig af en enkelt person i ganske kort tid. Brynene blev rynkede igen, men denne gang blev det i en mere usikker gestus. Da han begyndte at hoste, trådte Evaine af ren refleks tættere på ham. Det kunne ikke være helt godt. Opmærksomt lyttede hun til hans ord, men fokusset lå på hans svajen og ydre skavanker.
"Jeg kan nok godt hjælpe dig.." Påbegyndte Evaine i et tøvende tonefald, mens den britiske accent kærligt kærtegnede hendes stemme. Det gjorde den mere blød, mere levende at høre på. Af en ukendt bekymring for denne unge mand, trak hun vejret i små, hurtige stød. Hun mærkede blodet suse igennem blodåresystemet, som hun urørligt blot betragtede ham. - "Hvor bør du henne?" Der lå lagt mere vilje og sikkerhed bag ordene. Det var, som havde hun genfundet en mere sikker og fast side af sig selv.
Reflekserne fejlede intet. I en hurtig bevægelse for et menneske sprang Evaine til, da han fik brug for det. Mere præcist var det, da han støttede sig til muren ved hans side. Hun stillede sig tæt ind til ham, placerede hans arm omkring hans skuldre, mens hun prøvende forsøgte, om hun kunne holde hans vægt. Det gik, for hun hverken svajede eller gjorde mine til at vælte.
”Du må hellere føre an. Jeg skal nok holde dig på benene!" Der lå stålfast vilje bag hvert et ord. Det var nærmest en ordre, Evaine gav ham. Han skulle blot gå, og så ville hun hjælpe ham frem. Selvfølgelig hjalp hun ham i ren dumdristighed og uvidenhed om, hvad han egentlig var. Havde det været et program om pranks, ville der have hoppe et vært ind og informere hende nu. Virkeligheden vendte snarere den anden kind til, selvom hendes liv hang i en tynd tråd. Eller hendes levende liv. Hun havde ikke den fjerneste anelse om, at hun snart ville forandres for altid. Evaine smilede prøvende til ham, da hun skubbede let til ham, for at de ville komme afsted.

Han nikkede, og begyndte langsomt at gå hen imod hvor skoven begyndte. Han var forsigtig med, at hun ikke kom til at røre hans hud, da hun muligvis ville blive mistænksom, hvis at hun mærkede hans iskolde hud. Det kunne være, at han kunne forklare det med hans opdigtede sygdom, men han foretrak ikke at risikere, at hun fattede mistanke, før det var alt, alt for sent, hvor der ikke var nogen chance for at de blev opdaget.
Mens de gik, lignede det flere gange, at han skulle til at sige noget, men han tog sig selv i det flere gange. Efter at de havde gået i cirka to minutter spurgte han dog "Frygter du døden?" De fleste mennesker ville nok svare at ja, det gjorde de. Men det var nu alligevel et interessant spørgsmål. Man kunne lære et par ting om mennesker ved et uddybet svar på det spørgsmål.
Selv havde han et... Underligt forhold til døden. Nærmest som om, at han ikke rigtigt troede på den længere, efter at han var blevet vampyr. Som menneske havde han vidst, at han ville dø før eller senere. Men som vampyr... Som vampyr kunne han leve evigt. Det var ikke nødvendigt, ikke naturligt, for en vampyr at dø. I forhold til vampyrer var mennesker skrøbelige væsner, som ikke kunne holde til noget som helst.
Men han havde dog lidt tænkt sig at spille halvgud med hende. Den eneste rigtigt grund til at, ville nok være, at han lidt følte sig sådan, siden at han var blevet til en vampyr. Han kunne leve evigt, han var langt klogere, stærkere, hurtigere og bare generelt bedre end før. Tanken om at være en halvgud kunne ikke lægge langt fra en vampyrs sind, i det mindste en gang imellem.

Stilhed. Evaine havde ikke det største behov for at sige noget, som det også lod til, at denne unge mand heller ikke havde. Hun lod blot stilheden indhylde hende og lægge sig tæt, mens hun blot roligt førte ham videre. Det føltes som en evighed, da han endelig sagde noget. Ikke desto mindre kom det også stærkt bag på hende. Var dette hans alvor? De havde for ganske kort tid mødt hinanden, og allerede var et stort spørgsmål kommet ud i det frie rum. Evaine kunne i princippet bare forblive tavs, men behovet for at svare var større. Hun havde altid haft et lidt anderledes syn end dem, hun normalt havde omkring sig.
"Nej." Det var så enkelt, som det kunne blive. Ingen tvivl, ingen tøven. Intet andet end den faste sikkerhed og den mindst lige så faste vilje. Evaine overvejede at lægge det hele fra sig der og blot fortsætte i den før så underlige tavshed, men ord havde allerede forladt hendes læber, inden hun nåede at få stoppet sig selv. At tale før man tænkte.
"Døden hænder for os allesammen. Det er dumt at frygte noget, der alligevel vil ske. Jeg vil hellere frygte for en eventuel årsag. Jeg mener dog, at frygt er en dum styring. Så nej, døden er ikke noget, jeg egentlig frygter." Evaine lod blikket sidelæns betragte Aurius. Hun ville se, om han blev overrasket. Det forventede hun ikke. Han virkede ikke som det overraskede type på nogen måde. Interessant var det dog alligevel, at han havde stillet hende netop dette spørgsmål. Evaine var en af de få, der aldrig havde gået op i døden. Døden var relativ, uden for diskussion.
"Frygter du selv døden?" Den britiske accent virkede langt mere intens, da nysgerrigheden vældede op i tonefaldet. I undertonen gemte der sig en lille triumf, da hun smed det yderst tankevækkende spørgsmål tilbage til ham. Han havde sikkert et svar klar, og Evaine måtte blot roligt lytte til hans eget syn på døden. Evaine blev halvt hevet ud af alle tanker, da hun bemærkede skovens nærhed. Det var da en besynderlig vej at tage! Medmindre hans selvfølgelig boede i skoven, men tvivlen gnavede i hende. Selvom det forekom hende underligt, nægtede hun at stoppe op. Spændingen begyndte langsomt at prikke til hende.

Da de var nået skoven ændrede han sig fuldstændig. Før havde han krummet sig lidt sammen, men nu rejste han sig helt op. Hvor han før havde holdt hænderne lidt ind til sig selv, beskyttende, lod han dem nu falde ned af siderne. Samtidig så han for første gang rigtigt på hende, så hun nu så hans blodrøde øjne. "Ser du, jeg tror faktisk ikke på døden".
Med disse ord tog han fat i hende, med den ene af sine hænder om hendes mund, for at forhindre hende i at råbe op og på den måde vække mistanke. Han begyndte at løbe med hende, for at komme længere væk fra byen. Så at der ikke var nogen som kunne høre hende skrige. Han løb hen imod en hule i et bjerg ikke særligt langt væk, hvis man altså var en vampyr. I mellemtiden uddybede han dog sit svar lidt.
"Jeg kan lige så godt fortælle dig hvad der skal til at ske. Det kunne jo være at det gør dig lidt mere... Rationel, efter at du er blevet forandret. Og så fortjener du en forklaring." Sagde han, det sidste i en stille tone. "Du kommer nok ikke fra byen, men det kan være at du har hørt nogle af rygterne. Folk forsvinder. Der er en ganske enkel, overnaturlig grund til det. Vampyrer. Og jeg er en af dem.
"Derfor tror jeg ikke på døden. Vampyrer lever evigt. Og vi er stærkere, hurtigere og klogere end mennesker. Og snart vil du også få denne gave. Vi skal dog lige lidt længere væk først, så at der ikke er nogen som kan høre dig"

Der gik noget tid, før Evaine bemærkede forskellen. Det var ganske vist kun splitsekunder, der var tale om, men i denne situation var tid altafgørende. På den ganske korte tid, det tog hende at reagere, var det allerede for sent. Hendes menneskelige liv var sat til tælling, og hun måtte blot hjælpeløst se til. Panikken ramte som et hårdt slag i maven, da han greb fat i hende. Reaktionsmæssigt skreg hun, men det havde kun en ganske kort debut. Hånden for hendes mund modvirkede det. Selvom det nok var det dummeste, kæmpede hun alligevel imod med alle kræfter.
Med blandet overraskelse vendte hun blikket imod ham, da han for første gang så rigtigt på hende. Evaine stirrede lettere trodsigt tilbage i de røde øjne, der netop endelig var vendt mod hende. Det virkede nærmest rebelsk, at hun fra dette øjeblik nægtede at kæmpe imod. Hvad kunne hun overhovedet gøre? Hans styrke overgik hendes på langt flere planer, end hun orkede at tælle til. Evaine endte med, næsten som en dukke, blot at lade ham føre ham igennem skoven. Farten var overraskende, anderledes og på en irriterende måde spændende.
Hans svar ramte Evaine hårdere, end hun ville lade sig selv erkende. Da hendes bror eller far hjemme i London havde fortalt hende alle historierne, havde hun blot slået et hånligt grin op. Hvem troede dog på grufulde monstre, der sugede blod? Hvem troede dog på formskiftere, der kunne forvandle sig til ulve? Nej, det var for overnaturligt og underligt til at være sandt. Tankerne skreg af hende på en uudholdelig måde. Det var ét stort kaos. Selvom hun ville ønske, det ikke var sandt, troede hun halvt om halvt allerede på ham. Det dulmede ikke den forskrækkelse, der havde solidt plantet sig i hendes nøddebrune øjne. Hjælpeløst betragtede hun træerne, der susede forbi dem. Ingen anelse om hvor de var på vej hen, og med ligeså lidt kendskab til byen blev hun ledt af denne tilsyneladende vampyr. Evaine lukkede øjnene. Hvis han ord skulle på nogen måde være beroligende, havde han mission slået grueligt fejl. Hun nægtede at skrige, nægtede at skabe sig unødvendigt. Dog prøvede hun prøvende at vride sig en sidste gang.

"Jeg er åbenbart ikke særlig god til at berolige" sagde han, ikke helt uden munterhed i stemmen. De var dog ankommet til den hule han var på vej imod, og han løb hurtigt ind i hulen, med hende på slæb. "Det her kommer til at være smertefuldt. Meget smertefuldt. Det vil tage omkring tre dage, hvor hele din verden vil være smerte. Men efter det... Er det en helt anden verden. Jeg vil ikke prøve at forklare det. For det første ville jeg ikke kunne gøre det ordentligt, og for det andet ville du nok ikke høre særlig meget på mig..."
Han så nærmest undskyldende på hende, før han fortsatte "Bagefter skal jeg nok forklare det hele. Du fortjener en forklaring". Da han havde sagt disse ord sænkede han sit hovede, for at begynde at suge hendes blod, men så hende dog igen i øjnene. "Du er nok ligeglad lige nu, men jeg vil være her mens det sker", sagde han, gav hendes hånd et lille klem, og satte så tænderne i hendes hals.
Hmm... Hendes blod. Hvor smagte det dog dejligt. Men han måtte udvise selvkontrol, ellers ville han bare dræbe hende. Det var ikke meningen at han som sådan skulle drikke hendes blod, selvom det smagte så dejligt... Selvkontrol! Han måtte udvise selvkontrol. Det ville ikke være mangel på blod som gjorde hende til en vampyr. Nej, det var hans gift som ville gøre det.
Med en kraftanstrengelse, han var trods alt en nyfødt, stoppede han med at suge hendes blod. Han havde nok taget for meget, men hans gift var også kommer ind, så det burde gå. Selvom hun ikke ville opdage om han var der eller ej før om cirka tre dage, tog han dog alligevel hendes hånd i sin egen, og gav den atter et lille klem. "Jeg er her" mumlede han, igen næsten undskyldende

Evaine fulgte kun halvt med. Ikke fordi hun havde problemer med at fokusere, men tværtimod af mangel på tro. Det var for uvirkeligt og hektisk til at være sandt. Det kom til det punkt, at hun næsten troede, at hun drømte. Ualmindeligt dum tanke midt i scenariet, men det hjalp hende med at slappe af. Det var ikke meget, men hendes skuldre sank en smule, da den imaginære drøms påvirkning sænkede sig. Hun havde slet ikke bemærket, at hun havde haft lukkede øjne, før hun slog dem op inde i hulen. Forvirring.
"Hvorfor?" Det var alt, hun nåede at sige. Alle hans ord fløj over hovedet på hende. De var kun ganske kort i hendes system, da han gav hendes hånd et lille klem. Derefter var der kun én ting, der betød noget. Hans tænder der ubesværet synkede igennem huden på halsen af hende og derefter... Smerten. Alle tanker blev jaget på flugt af en brændende fornemmelse, der spredte sig i hele hendes krop. Efterladt tilbage var den syngende, svidende, ubeskrivelige smerte, der fyldte hele hendes system. Det ville virke fjollet senere, men den uudholdelige brændende følelse i hele kroppen fik hende til at glemme at skrige.
Tænderne gled ud, men Evaine bemærkede det ikke. Ikke rigtigt i hvert fald. Smerten sang i hele hendes krop, og hun kunne ikke opfange dens ord. Det var en smerte, hun aldrig havde kendt til før, således også en smerte, hun sikkert aldrig ville mærke igen. Var det sådan, hun skulle dø? Det havde virket som en evighed, da han havde drukket af hendes blod. Nu var smerten det eneste virkelige, hun kunne forholde sig til. Ufrivilligt mærkede hun sin krop blive helt svag. Den søgte at ligge ned, og det kunne ikke på nogen måde vente. Alt omkring hende var en tåge. Hun kunne ikke fokusere, om det så blev på ham eller på hulevæggen bag ham. Det eneste hun kunne tænke på var at tænke på smerten.
Giften spredte sig med en brændende fornemmelse. Det virkede umuligt, at hun reelt var udenfor. Da Evaine endelig skreg, bemærkede hun det ikke selv. Hun mærkede ikke sine læber delte sig, og lyden var hun næsten immun overfor. Evaine var placeret et sted, hvor smerten var alt hun kendte til. Det virkede som en verden, der var gemt i hende selv..


Det havde virket umuligt, men det skete. Evaine slap igennem smerten, brød overfladen og vågnede rent faktisk. Der var ikke længere skrig fra hende, ikke mere smerte. Faktisk føltes det helt tomt. Intet. Hun glippede svagt med øjnene med et støn, der indeholdt den sidste rest af reel smerte. Giften havde nået hendes hjerte, indtaget hendes system og ændret hende. Det var sandt, når man snakkede om, at vampyrer blev ’genfødt’. Det var ikke nogen rar genfødsel, men den var der. Evaine kunne sagtens vidne om det.
Det begyndte med små tjek. Skuldrene blev langsomt kørt i små cirkler, mens hun døsigt bevægede forsigtigt på benene. Hvor var smerten røget hen? Hvor den bare… Forsvundet? Selvom det var en komplet unødvendighed, trøstede hun delvist sig selv med en vejrtrækning. Stædigt skrubbede hun sig selv op at sidde. Hvorfor følte hun sig så anderledes?
"Hvad...? Hvor...?" Et tydeligt mangel på ord vældede op i Evaine. Det lød næsten utydeligt og uforståeligt, da undren og den britiske accent blev blandet. Pludselig vågen og mistroisk faldt blikket på den unge mand. Aurius. De nøddebrune øjne bar farven af modne kirsebær, da hun langsomt lagde hovedet på skrå. Krævende.

Han fulgte hendes "små tjek" med sine blodrøde øjne. Det virkede umiddelbart ikke, som om at der var noget galt med det. Men hvorfor skulle der også være noget galt. Det var vampyrgift. Det sørgede for vampyrer, og det havde aldrig fejlet ham. Heller ikke denne gang.
Han tænkte kort tilbage på da han selv var blevet "genfødt". Hvor havde han dog haft en masse spørgsmål. Ville pigen mon have lige så mange som han havde haft? Det ville han vel snart finde ud af, tænkte han med et mentalt skuldertræk.
"Spørg, og jeg prøve at svare fyldestgørende. Som jeg sagde fortjener du en forklaring, og vi har masser af tid. " sagde han, og slog ud med armene, som for at udfordre hende til at begynde at spørge.
Indtil videre virkede hun... fornuftig. Selvfølgelig ville hun have svar. Som han selv havde sagt fortjente hun dem. Han håbede, at hun i det mindste accepterede sin nye status som vampyr. Det bedste ville selvfølgelig være, at hun nærmest blev... Glad for forvandlingen, lidt ligesom han i sin tid havde været. Men det var sikkert forskelligt fra vampyr til vampyr. Og Aurius ville nok komme til at opleve en masse vampyrer efter deres forvandling i en ikke alt for fjern fremtid.
Men lige nu skulle han ikke tænke på fremtiden. Lige nu skulle han bare fokusere på pigen, og på at svare på hvorfor han gjort hende til en vampyr.

I én elegant bevægelse havde Evaine rejst sig op. Det var underligt. Hun syntes at se bedre, end hun nogensinde havde gjort før. Hele hendes krop virkede uendeligt meget bedre. Hver en lille skade, der havde været der efter en brækket arm engang var væk. Borte. Det var hurtigt også opdaget, at vejrtrækninger var overflødige.
"Hvad er jeg blevet til?" Evaine så ikke engang på den unge mand, da hun stillede sit første spørgsmål. Interessen lå snarere i hendes omgivelser, der pludselig var så klare og smukke. Evaine lod ham ikke tænke sig synderligt meget om, før hun vendte sine kirsebærrøde øjne imod ham. Hun så blot på ham, kastede hovedet let på skrå.
"Hvor lang tid er der gået?" Forlangte Evaine at vide. Ordene blev langt mere hårde og krævende i det, da det britiske lagde sig hen over det. Øjenbrynene gled spørgende i luften, skønt der var et andet spørgsmål, der nagede langt mere. Det havde været der lige siden, hun vågnede op. Det var fornemmelsen, der var så stærk, så trækkende.
Evaine vendte sig pludselig om, og gik målrettet mod hulens åbning. Gang blev til løb, og inden hun fik set sig om, havde hun allerede nået et tempo, hun ikke havde troet muligt. Det var befriende! Et bredt smil formede hurtigt hendes læber. Evaine kastede ikke en eneste gang blikket tilbage. Hun gjorde det ikke for at komme væk fra ham, for han havde jo været ret flink. Evaine håbede blot inderligt på, at hun kunne nå hulens åbning inden ham, og derefter at kunne løbe hurtigere end han. Hvad var det overhovedet, hun hungrede så kvalmende meget efter? Historierne havde deres svar, men virkeligheden kunne være en anden. Det blotte tanke var overskyggende. Blod! Det var første gang, Evaine så sig tilbage. Tydeligt forekom det, at hun forventede, at han ville indhente hende. Det var et spørgsmål om sekunder.

"Jeg tror at det bedste for dig lige nu ville være at blive her og få svar på nogle af dine spørgsmål. Derefter du jage" sagde han, imens han hurtigt sprang op og blokerede for indgangen. Hun skulle helst lige lære lidt om at være vampyr før hun kom ud i verdenen. Det gik ikke, at hun bare mistede besindelsen og bare begyndte at overfalde ethvert menneske som hun lugtede. Det ville nok være en god ide for ham lige i øjeblikket at holde styr på hende. Hvis han var heldig havde hun meget selvkontrol, men fra hvad han ellers havde hørt, kunne nyfødte også være meget ustyrlige. Hvis hun var en af de ustyrlige kunne det godt være, at det her blev lidt svært.
"Men lad mig besvare dit andet spørgsmål først, for det første er det som vil tage længst tid at svare på." sagde han, mens han gjorde en gestus ind imod hulen. Vampyrer havde ikke rigtigt brug for at sidde ordentligt, som mennesker var glad for. De kunne sagtens bare sidde på en sten, uden at det generede dem.
"Der er gået tre dage siden jeg bed dig. Det er sådan cirka så lang tid det tager, for et menneske at blive til en vampyr. Det første spørgsmål er relativt simpelt at svare på, men jeg vil alligevel uddybe lidt. Du er nu en vampyr, som du nok havde gættet. Men ikke helt en vampyr fra de klassiske myter. Vi er udødelige og overmenneskelige, det er rigtigt. Men vi brænder ikke i sollyset. Alligevel skal du ikke vise dig for mennesker i sollyset. Når det bliver lyst kan du få at se hvorfor" sagde han, mens han kastede et kort blik udenfor. Det var nat, men alligevel havde Aurius ingen problemer med at se. Endnu en af fordele ved at være vampyr.
"Vi er ikke allergisk overfor hvidløg, hellige kort eller andre lignende fjollede ting. Vi er faktisk stort set urørlige, på nær overfor andre vampyrer. Vi drikker dog menneskeblod. Det er faktisk det eneste som vi har brug for til at overleve. Hvis der går for lang tid mellem at vi drikker blod bliver vi som regel meget irritable. Vi bliver også svagere, og vores viljestyrke bliver mindre. Det vil sige, at man skal passe ekstra på hvis man jager mens man er sulten, fordi man ikke ville tænke så meget over, om man kunne blive opdaget så."

Det var en brat bremsning, Evaine måtte foretage. Knægten var alt for hurtig. Selvfølgelig var han langt hurtigere end hende. Var det ikke det, der lå i at være en nyfødt vampyr? Ærgrelsen kunne dog ikke skjules i hendes røde øjne, såvel blev sulten også en tydelig del af dem. Lettere modvilligt vendte hun sig om mod hulen igen, hvor hun satte sig på en forholdsvis stor sten.
"Jage? Og hvad skal vi helt præcist jage?" Det fremgik tydeligt, at Evaine allerede vidste det, men hun ville høre ham sige det. Hun ville høre det blive sagt højt, så hun nemmere kunne fordøje selve tanken om det. Dog skræmte det hende ikke på nogen måder.
Spændingen havde lagt sig i hende, så hun nærmere så frem til det. Det var nærmest, som frøs hun midt i det hele. Ikke med en skælven eller anden form derhen af. Nej, hun stivnede blot.
"Tre dage siger du?" Det havde føltes som meget længere tid. En evighed kunne meget nemmere besvare den tid, det havde føltes som for hende. Alligevel var det en overraskelse. Verden havde været igang i egen rytme, skønt hendes eget hjerte havde været tre dage om at stoppe, for at 'genføde' hende som en vampyr.
"Så i modsætning til historierne, er vi som vampyrer langt heldigere?" Det var måske en sjov formulering, men det var det, der passede bedst. Et smil voksede om hendes læber, da hendes ord blev mere lavmælte, men denne gang bar de langt mere kraft. - "Vi må være stærkere" Evaine bed sig let i læben for blot at mærke sine usigeligt spidse hjørnetænder. Med den ene hånd berørte hun let den ene af dem. Selvfølgelig måtte denne del af historierne være så sandt, som det kunne blive, for hvordan skulle de ellers kunne drikke et menneskes blod?
"Findes der andre end os vampyrer?" Nysgerrigheden hang tydeligt i de kirsebærrøde øjne, da hun endelig efter lang tid vendte blikket imod ham igen. Hvis vampyrer var virkelige, hvilke væsener levede ellers?

"Jeg begynder igen med det sidste spørgsmål. Ja, der er andre end os, selvom jeg ikke har set andre. Der skulle leve "rigtigt" varulve i verden, dem som ændrer sig ved fuldmåne og alt sådan noget. Men dem ved jeg ikke så meget om. Der er også en anden slags varulve. Formskiftere. De kan ændre sig frem og tilbage mellem menneske og ulv når de vil, men jeg har heller ikke set nogen af dem. Angiveligt skulle vi være stærkere end dem end mod en, men de er flokdyr, så man kæmper nok aldrig en mod en med dem. Men ellers... Så tror jeg at meget stammer fra mennesker som misforstod vampyrer. Succubus'er skulle angiveligt bare være kvindelige vampyrer, som nød at forføre mennesker." Sagde han. Han var lettet over at hun havde sat sig igen, men han lod det ikke vise. Han satte sig ned på en anden sten, tættere på indgangen end hende, hvis hun nu skulle få færten af et menneske og miste kontrollen, og besvarede derefter endnu et af hendes spørgsmål.
"Du har ret. Vi er "heldigere" end vampyrerne i historierne. Alt det snak om at vi ikke kan bryde ind i et hjem uden en invitation er nonsens, og jeg aner virkelig ikke hvordan de kom på det." sagde han med et skuldertræk, før han begyndte på hvad der egentlig var hendes første spørgsmål.
"Og hvad vi helt præcist jager? Mennesker selvfølgelig," sagde han med et smil, hvor han viste sine hugtænder, men fortsatte så "men man bør dog passe på når man jager mennesker. Man skal ikke jage for meget i et område, og man skal enten være meget diskret eller sørge for at rydde op efter sig. Og man skal sørge for, at de ikke finder nogle lig. Men hvis du vil. kan jeg selvfølgelig "lære" dig at jage ordentligt."

"Varulve?" Mumlede Evaine mest til sig selv. Det var en mærkelig tanke, at disse væsener skulle eksistere, skønt hun måtte erkende, at vampyrer havde været en ligeså stor overraskelse. Vampyrer havde hun altid været mest fascineret af, når hun endelig var draget af disse historier. De stærkere, de hurtigere. Et let smil spillede om hendes læber, da han fortalte den lille smule, han vidste om dem.
"Tror du, der er mange af dem i Forks?" Spurgte Evaine med blikket vendt imod ham, da han endelig satte sig ned. Vampyrer måtte da være den dominerende race, ikke? Hvis alle de ting, han havde fortalt var sandt, kunne varulve da ikke være så svære at besejre. Det var helt uvant, at så mange sanser var vågne på én gang. Det var næsten, som var en helt ny verden blevet åbnet for hende. En lukket verden hvor kun de heldige blev lukket ind.
"Mennesker? Fascinerende!" Spændingen stod tydeligt malet i hendes øjne. Jagten lød befriende for hende, som havde det været noget, hun blot havde ventet på, siden hun var vågnet som en vampyr. Evaine blev dog pludselig revet ud af alle tanker og væk fra virkeligheden, da en vidunderlig duft ramte hende. De kirsebærrøde øjne antog et lettere dyrisk udtryk, da hun i en hurtig bevægelse kom på benene.
"Hvordan dufter et menneske?" Spørgsmålet var en anelse fjernt, og Evaine havde blikket vendt mod huleåbningen snarere end mod ham. Hun vidste, hun ikke ville kunne nå forbi ham, men det stoppede hende ikke. Evaine kunne være yderst stædig, når hun havde sat sig noget for. Det var ganske vist med rolige skridt, at hun gik mod hulens åbning. Det var blot et spørgsmål om tid, før den unge mand ville springe ind foran hende og stoppe hende. Det var i samme øjeblik det slog hende, at de ikke havde præsenteret sig for hinanden endnu. Det var blot en hurtig tanke, der slog hende, men den nåede ikke at slå rødder. Den krydrede, vidunderligt duft kom blot nærmere, og som en ren refleks blottede Evaine sine spidse hjørnetænder.

"Du vil overhovedet ikke være i tvivl når du dufter et menneske" sagde han, og indså så at der rent faktisk var et menneske nær dem. Han snuste lidt, for at prøve at finde ud af hvor mange mennesker der var. To stykker. Han sprang dog igen op for at stoppe hende. Denne gang havde han ikke tænkt sig at sende hende tilbage til hulen. Men han ville lige stoppe hende kort, for at få et ord ind inden hun begyndte at jage.
"Okay, denne gang skal vi jage. Og endnu bedre, vi skal jage ude i naturen, hvor menneskerne er alene, og vi ikke behøver at bekymre os om at være forsigtige. Der er ingen som vil høre deres skrig" sagde han med et grin, imens han blottede sine hugtænder. Nu skulle der jages, så han satte kursen imod menneskerne.
Han ville egentlig sige noget, men tog sig så i det igen. Hendes blodrus ville nok begynde før han kunne få sagt særligt meget, og efter det var det tvivlsomt at hun ville vise ham særligt meget opmærksomhed. I stedet overgav han sig selv delvist til blodrusen. Kun delvist, da han helst ikke ville risikere at komme til at dræbe hende, fordi en af dem ville have mere blod end det der var i et af menneskerne, og derfor angreb den anden. Hvis hun gjorde det var han ikke helt sikker på hvad han ville gøre. Han kunne nok besejre hende, men han ville helst ikke såre hende. Han ville nok bare lade hende få blodet, da hun var helt nyfødt, så lidt generøs kunne han nok være, tænkte han. Vinden skiftede dog øjeblikket efter at han havde gjort den tanke færdig, så at duften af menneskeblod kom lige imod dem, så hans tanker var mere eller mindre fuldkomment centreret om at blod lige nu. Det og så at forblive i kontrol, så at der ikke skete noget mellem de to nyfødte vampyrer.

"Så kan det ikke være andet, jeg kan dufte!" Hviskede Evaine intenst, velvidende Aurius ville høre hvert et ord med sin forbedrede vampyrhørelse. Et meget kort blik blev kastet på ham, da han begyndte at tale. Et lettere skift af vindretning var alt, der skulle til. Hun lyttede hverken til Aurius, og lod heller ikke til direkte at lytte til sig selv. Et spændt smil prydede hendes læber, da hun hørte om den forestående jagt. Et sidste, kortvarrigt glimt blev kastet på ham, inden hun satte af fra hulen og ud i natten.
Tempoet var hurtigere, end Evaine havde troet muligt. Duften steg i niveau, da hun hastigt nærmede sig sit mål. Hun kunne ikke bedømme, hvor mange der var, men et menneske var alt, hun behøvede. Evaine mærkede sine spidse tænder løbe i vand ved den blotte duft. Synet ville vise sig at være langt mere tryllebindende. Evaine stoppede op for ganske få sekunder, da menneskene var opdaget. To styks.
"Mhh!" Det var klart en lyd af nydelse. Evaine havde slet ikke øje for, hvad køn de to mennesker var, da hun sprang ind imellem dem, skubbede den ene af dem væk og greb hårdt fat om den anden. Et farligt smil spillede om hendes læber, og hurtigt nåede farligheden også hendes røde øjne. Mennesket gav et skingert skrig fra sig, inden Evaine lod sine sylespidse tænder glide igennem menneskets blottede hud på halsen.
Smagens sødme og blodet eksploderede i Evaines mund. Hver en smagssans, hun tidligere havde oplevet ville aldrig blive noget, der kunne konkurrere med dette. Smagen var enestående og helt igennem unik, og hun kunne ikke få nok af dem. Med sit faste greb og mennesket mærkede hun, hvordan hun sugede livet ud af det, der tilsyneladende var en kvinde. Da al blodet var suget ud af hende, og Evaine ikke kunne få dulmet sin tørst endnu, gled blikket sultent over på det andet menneske. Hver en lille muskel, hver en lille del af hende skreg på mere af den røde, klæbrige substans.

"Jeg lader dig få dem her" sagde Aurius hviskende. Han havde umiddelbart valgt ikke at komme helt tæt på menneskene, men sad i stedet på en stor sten cirka femogtyve meter væk, hvor han betragtede Evaine. Han havde nok været ligesom dette, på sin første jagt. Han havde dog mere kontrol over sig selv og blodrusen nu, hvilket også havde været grunden til at han kunne ryste sig fri af blodrusen, ellers ville han være derhenne sammen med Evaine, med alle tanker centreret omkring en ting: Blod
Han grinte lidt af menneskerne. Det virkede ikke, som om, at det egentlig gik op for dem, at de nu skulle dø øjeblikkeligt. Selvom det andet menneske nok hurtigt fik den tanke, efter at Evaine begyndte at suge blod fra det første menneske.
Mens Evaine, hurtigt, sugede det første menneske tørt for blod, havde det andet menneske taget benene på nakken. Hvorfor prøvede... Var det en kvinde? Ja, det var det. Hvorfor prøvede hun overhovedet at flygte? Det var jo nyttesløst. Men det var vel menneskelige instinkter. Selvom Evaine sagtens selv ville kunne finde hende igen, havde Aurius besluttet, at han var træt af at se på det løben rundt, og derfor indhentede han hurtigt kvinden, og holdt hende.
"Det er nyttesløst, du kan lige så godt lade være med det der" sagde han hånligt, da kvinden begyndte at slå ham og prøve at vride sig fri. "Du skal dø, ligesom din veninde der." sagde han, mens han blottede sine hugtænder, så kvinden tydeligt kunne se dem. "Det bliver dog ikke mig, men hende" sagde han, med et ondt grin og en gestus imod Evaine med den hånd, som han ikke brugte til at holde hende med.

Evaine kunne fornemme, at Aurius var der et sted, men hun kunne ikke udpege det egentlige sted. Blodet havde overvældet hende på flere måder, end hun havde troet muligt. Det var, som fandtes der ingen andre end hende og det menneske, hun netop havde tømt. Hvorfor havde mennesker så lidt blod?
Hvis Evaine havde været mere ved normal bevidsthed, havde hun fået sig et godt grin. Ikke nok med at disse mennesker var utrolig svage, lå der også en ynkelighed over dem. Evaine slap den menneskekvinde, hun lige havde tømt for blod. Kroppen ramte skovbunden med et lille bump under den døde vægt. Smilet blev mere grumt, da hun så efter det andet menneske. Det var først i dette øjeblik, hun kunne udpege Aurius' egentlig position. Hvor belejligt det end kunne blive, var det ham, der kom med maden til hende.
"Du kommer med mad. Hvor betænksomt!" Ordene var tydeligvis henvendt til Aurius, men øjnene forlod ikke menneskekvinden, der for alt i verden prøvede at komme væk. Hvad den kvinde dog ikke prøvede på af beskidte tricks. Et dystert smil formede hurtigt Evaines læber, da hun bevægede sig imod dem begge.
"Vis du er en stor pige og lad være med at skrige!" Hviskede Evaine på en umiskendelig sukkersød måde. Det farlige smil om hendes læber blottede det sylespidse tænder, der ville ende endnu et liv denne nat. Evaine tog et fast greb i kvinden, inden hun blottede sine tænder for alvor og sænkede dem så i kvindens hals. Blod og en ubeskriveligt vidunderlig smag bredte sig i hendes mund, tilfredsstillede hendes ene behov, der overskyggede alt andet. Et tilfreds smil kunne anes, mens hun sugede menneskekvinden tom for blod. Det var ikke ligefrem mæthed, hun oplevede, men det var tilfredsstillende for nu. Da den sidste dråbe var blevet tappet fra mennesket, gav Evaine blot slip på hende. Blikket blev vendt imod Aurius, veltilfreds.

"Nå, hvordan var din første "jagt" så?" spurgte han drillende, da Evaine havde tømt mennesket. Det var selvfølgelig en kedelig jagt, men menneskene var kommet lige hen til dem. En "rigtig" jagt var ikke så meget en jagt, i hvert fald ikke ifølge Aurius' hoved, det handlede mere om at isolere sit mål, og så sørge for at det ikke larmede når man begyndte at suge blod. Det, og så at sørge for at man ikke vakte for meget mistanke. Det var altid tilfredsstillende at vide, at man havde isoleret sit bytte totalt. Endnu bedre, når man havde lokket byttet langt væk fra alting, så man kunne torturere det og høre på deres dejlige skrig...
"Selvom det her ikke var en rigtig jagt. Det var lidt det samme som bare at finde mad liggende ude i naturen. Vi burde jage sammen på et tidspunkt, så du kan se, hvordan man gør det inde i byer" sagde han med et drillende smil. Det var nu en ting han havde lært meget hurtigt. At jage i byer. Mennesker var så godtroende mennesker, og heller ikke særligt opmærksomme, så det var så nemt at få dem til at gøre som man ville. Nogle gange bad kvinder også nærmest over at blive bytte. Det var en del af det med at vampyrer var meget pænere end normalt. Aurius plejede ikke at have noget imod at drikke deres blod, tænkte han grumt.

Med hurtig hånd tørrede Evaine blodet væk om munden. Det havde måske ikke været det mest elegante, verden nogensinde havde set, men hun havde fået tilfredsstillet sit behov. Med sin fod sparkede Evaine let til den menneskekvinde, hun lige havde tømt for blod. Blikket søgte langsomt Aurius.
"Det var... Fantastisk! Måske ikke så udfordrende, men blodet.." Evaine tav med et meget veltilfreds smil om sine læber. Hvis dette var en nem jagt, hvordan måtte en 'rigtig' jagt så ikke forløbe? Evaine var efterhånden kommet lidt ned på jorden igen, da blodrusen ikke havde fuld kontrol over hende. Det ærgrede hende næsten, at hun ikke havde sig noget sjov med de mennesker. Kontrol havde ikke ligefrem været det, hun havde mest af. Hun havde hungret uendeligt meget efter den guddommelige, røde væske, de levende væsener bar rundt på. Hendes overlevelse.
"Jeg vil elske at komme på en rigtig jagt!" Udbrød Evaine med et kåd smil om sine læber. Det var ikke fordi, hun følte, hun havde behov for at lære om jagten. Tværtimod. Hun havde snarere blot lyst til jagten og dens berusende effekt. Evaine ville mærke spændingen fra det øjeblik, at byttet valgte at følge efter. Som hun kunne forstå på Aurius, ville han gerne have byttet lidt væk fra menneskefyldte steder, så der ikke kom unødig opmærksomhed.
"Du siger bare til. Jeg vil altid være frisk!" Evaine rykkede med disse ord blot tættere mod Aurius. Det var allerede en usigeligt underlig tanke, at netop hun fik lov til at opleve denne helt anden verden, vampyrismen havde lukket op for. Evaine havde næsten ikke nået at opleve den endnu, men allerede elskede hun den. Som menneske havde hun ikke haft kræfter eller hurtighed. Det hørte fortiden til, der føltes som en uendelighed tilbage i tiden. Opfordrende hævede Evaine ganske svagt det ene øjenbryn. Aurius skulle blot sige tid og sted.
"Hvor meget blod behøver vampyrer om dagen?" Han havde bedt Evaine om at spørge, når hun havde et spørgsmål. Netop dette fuldførte hun nu. Det var ganske enkelt kun et lille spørgsmål, men selve informationen var ganske brugbar. Des mere blod des bedre, ville hun nok sige. Det kåde, legende smil forblev om hendes let fyldige læber.

"I teorien behøver vi ikke engang blod. Men jeg plejer som fingerregel at sige, at man efter tre dage uden blod ikke kan stole på sig selv nær mennesker, fordi blodrusen så ville være for stærk. Men man bliver også svagere, afhængig af, hvor lang tid tiden det er, at man sidst drak blod. Men man kan egentlig drikke så tit man vil, der sker ikke rigtigt noget hvis man får for meget blod" sagde han med et grin, mens han slikkede sig om munden.
"For resten, mit navn er Aurius" sagde han. Det var først lige gået op for ham, at de endnu ikke havde præsenteret sig for hinanden. Han tænkte kort over at tage hende med på jagt nu, men det ville nok være en god ide at vente til næste nat. Både så at de havde mere tid, og så at han kunne fortælle hende nogle centrale ting om jagt i byen. Ikke fordi, at han selv var en mester i det, men han var rimelig god. Men det skulle nok ikke være Forks igen. Byen var nok allerede i højt beredskab efter endnu en forsvinden. Det ville også være nemmere i en større by. Det var mere sandsynligt at finde folk der, som ingen ville savne, tænkte han grumt. Man skulle dog have folk væk fra byen hvis man nyde deres lidelser lidt, hvilket han besluttede sig for at gøre næste gang.

Evaine lyttede med en intensitet, hun ikke havde forventet af sig selv. Som en nyfødt vampyr var blod meget centralt i hende tanker, nu hvor hun havde smagt dens sødme og mærket blodrusen, der fulgte. Det havde været utroligt som intet andet, hun i sit tidligere menneskelige aldrig før havde følt. Blodet havde haft en smag og effekt, Evaine allerede elskede. Efter blot det første menneske havde Evaine følt blot en smule mere styrke.
"Det er da vigtigt at bevare den fulde styrke." Kommenterede Evaine, mens hun betragtede Aurius med et yderst charmerende smil. Det var et af de smil, der sikkert ville få de fleste mænd til at se efter hende, hvis hun lystede. - "Desuden er blod jo fantastisk. Hvordan vil man kunne takke nej?" Det var først hér, at den manglende kontrol kom til udtryk. Lysten til blot en smule mere blod hang i de kirsebærrøde øjne nu.
"Jeg er Evaine!" Præsenterede hun sig ned en stemme, der var stærkere præget af den britiske accent end hidtil. Evaine nejede let for Aurius, som havde hun behov for at lave den respekterende gestus. Med blikket fulgte hun hans bevægelser, fulgte sin skaber.
"Du kunne måske fortælle mig lidt om jagt i byen?" Spurgte Evaine med et forventningsfuldt glimt i de røde øjne. Hun så faktisk frem til at komme ud at jage i Forks by med Aurius, for hun ønskede at prøve en rigtig jagt. Hvem kunne være bedre til at introducere hende for det end denne unge herre, der havde givet hende gaven at blive en vampyr? En let, silkeblød latter forlod hendes læber ved den blotte tanke. Det var spændende!

"Det kan jeg sagtens." sagde han, mens han bemærkede hendes lyst til endnu mere. Han kunne sagtens forstå den, han havde også altid selv den lyst, men det var vigtigt med kontrol. Eller, det var vigtigt at være i stand til at udvise den på visse tidspunkter. Hvis man havde en ordentlig jagtmark kunne man jage så ofte man ville. Men ellers måtte man sørge for ikke at tage mere end det man nu lige behøvede, for ikke at vække mistanke.
"Okay. Der er et par grundsten. Du skal prøve at isolere dine mål, ligesom jeg gjorde med dig" sagde han med et drilsk smil. "Nogle gange behøver du ikke engang at isolere dine mål, nogle gange skal du bare finde isolerede mål, ligesom vi gjorde her" fortsatte han, men stoppede her for at gøre en gestus imod de mennesker, hvis blod Evaine havde drukket.
"Der er forskellige metoder man kan gøre det på. Vi vampyrer er rimeligt uimodståelige for almindelige mennesker, så det er ofte muligt at lokke dem til et... isoleret sted, hvor man kan dræbe dem hurtigt, og så drikke deres blod. Hvis man er hurtig, og sørger for at dræbe dem stille er det i teorien nok bare at lokke nogle ind i en mørk gyde eller sådan noget. Men hvis man vil høre deres skrig, hvilket til tider er en dejlig ting, skal man helst lokke dem helt ud af byer. I sådanne tilfælde dur det ikke rigtigt med storbyer. Der er det bedre at finde nogle ude på landet, eller i småbyer, hvor man kan få folk ud til udkanten af byen, og så løbe med dem. Nogle spørgsmål indtil videre?" spurgte han, mens han satte sig ned.