at Udforske I Skoven. (Vade)

Dato :: irl
Årstid :: irl
Dag :: irl
Vejr :: regner temmelig meget
Sted :: midt ude i skoven, langt væk fra byen
Tid :: 14:05

Scarlett løb gennem skoven, og stoppede op. Hun satte sig ned ved et træ, og tog hørebøfferne på. Hun skruede op for musikken og sad og nynnede til sangen hun hørte.
Det var et stykke tid siden hun havde jaget, men at jage lige nu, føltes kedeligt. Hun havde bare brug for at slappe af, og nyde at hun kunne leve evigt.
Hendes øjne var mørke, og tæt på at være helt røde. Hun lænede sig lidt mere op af træet, og gjorde sig det behageligt. Hendes sorte hætte var oppe.

Vade gik inde i den store skov i Forks. Han var lidt forvirret over hvor han skulle gå hen, han syntes det så ens ud lige meget hvor han gik hen, men det var måske bare fordi han var træt, efter sin rejse til Forks sammen med sin tvillingebror. Han havde hørt at Tom og Bill havde været i Forks, men at Bill stadig var der og at Tom var rejst hjem igen. Spørgsmålet var om menneskerne i Forks ville forveksle ham og Tom? Det kunne være lidt sjov efter hans mening. "Oh my" mumlede han letter irriteret, han kunne ikke finde ud, overhovedet ikke! Selvom hans blik strejfede rundt og rundt uden stop. Han stoppede derefter op med at gå, "Er der nogen?" råbte han så nysgerrigt og en anelse bekymret, han hadet at fare vild, det var noget af det værste, medmindre at han var enten sammen med Mike eller en pige, så var det hyggeligt nok. Men han ville ikke føle sig mandig, hvis en pige var til stede og holdte ham ved selskab. "Hallo?!" spurgte han råbende igen, for at være sikker på om nogen hørte ham, hvis nogen var til stede. Hans stemme slog en klang i skoven og lød som et lille ekko.

Med de øre som vampyrer nu havde, hørte Scarlett et råb. Hun slog hørebøfferne ned, og scannede sjoven. Nogle meter fra hende stod en fyr, og lignede til forveksling en anden fra byen.
"Hvor sjovt ..." grinte hun for sig selv og rejste sig op. Hun mærkede hvordan duften var fyren trang hvirvlede mkring hende og hun mærkede, hvordan hendes hals snørrede sig sammen. Men hun ignorerede den, og før hun selv vidste af det, stod hun lige ved siden af ham. Det kunne ikke være en fyr fra byen, hun havde troet det var, første gang hun kiggede. Han var jo vampyr og det var ham her i hvert fald ikke.

Vade fik et chok da han mærkede at en person stod ved siden af ham, og det resulterede i at han spændte ben for sig selv og væltede ned mod jorden. Han kiggede op på skikkelsen, da han lå på ryggen og fandt ud af at det var en kvinde. Han rødmede lidt over sin forskrækkelse, det var pinligt for ham med det som var sket. "Ehm.. hej" sagde han med en lidt stille og rusten stemme, hvorefter at han rystede sit hoved kort. Hans ben lå krydset hen over hinanden hvorefter at han lagde sin ene hånd på sin mave. Han rømmede sig derefter da han ikke vidste hvad mere han ellers skulle sige.

Scarlett mærkede igen tørsten og hvordan hendes øjne blev mærkere og mørkere. Hun blinkede kort og håbede på at de igen var gyldne.
"Brug for hjælp?" lo hun og rakte hånden ned mod den fremmede.

Vade viklede sine ben ud og tog derefter fat i hendes hånd og kom da op at stå, efter at han fik lidt hjælp med at komme op. Han svarede ikke på hendes spørgsmål, men smilede så skævt. "Tak for hjælpen" sagde han og børstede noget jord af hans tøj. "Jeg troede lige at jeg var alene og ehm.. ja" svarede han og fugtede let sine læber. Han puttede dernæst sine hænder ned i hver sin bukselomme. "Vade Muller" præsenterede han sig og lod sin tunge glide ud at slikke ved sin piercing som sad nede ved sin venstre underlæbe. Studerede imens pigen med det klassiske elevator blik fra hendes fødder og op til hendes ansigt, der var et eller andet underligt ved hendes udseende, som ikke så menneskeligt ud, men det lod han være med at spørge ind til fordi det ville måske gøre hende sur, uden at han vidste af det? Ej.. han havde det bare ikke så godt med at spørge ind til det.

"Scarlett Manson." præsentere hun sig selv. "Hvad laver du herude?? jeg mener ... " hun tænkte sig om. "der plejer ikke at være andre end mig, så langt ude i skoven ..." spurgte hun, tøvende. *uden opsyn, hvert fald.* hun smilte for sig selv.

"Jeg er næsten lige ankommet også ville jeg gå rundt i Forks, hvor jeg så lige pludselig endte inde i en skov.. hvor jeg sagde til mig selv at jeg bare skulle blive ved med at gå" sagde han stille med et smil over læberne, imens at han kiggede på hende. "Og.. hvad med dig? Hvad laver en pige som dig her ude?" spurgte han nysgerrigt og kiggede derefter ned ad sig selv, nikkede kort til at han var ren fra jord. "Men.. i al fald, ved du hvordan jeg kommer ud fra skoven?" spurgte han efter et stykke tid, han var jo faret vild, det kunne han lige så godt indrømme og han ville gerne have hjælp fra hvem som helst.

Scarlett lo.
"Jeg er bare herude, du ved ... og kigge." hun grinte sødt.
"Hvad med dig?" spurgte hun lidt undrende, "du kan ikke finde vejen ud eller hvad?" hun undrede sig over hvad et menneske lavede herude, helt alene. Gad vide om han overhovedet var klar over, hvor farligt det kunne være. Hvis der havde været en vampyr mere, havde han ikke kunne have beholdt sit liv. Det var hun næsten sikker på.

"Ehm.. jeg har allerede svaret på det spørgsmål med hvad jeg laver her ude?" sagde han og sukkede lydløst. "Det er jo derfor jeg spørger om du kan finde vejen ud fra skoven?" mumlede han og følte sig ikke rigtig tilpas, han tøvede derefter lidt. "Well.. tak for hjælpen" tilføjede han med et skævt smil inden at han så småt egentlig begyndte at gå videre.

"Tjah ... men jeg syntes bare det er underligt at et menneske som du ..." Ups. "altså, at du går rundt herude alene. Men jeg kender godt vejen ud." hun grinte.

Vade stivnede på stedet da hun bare sagde ordet menneske, som om at hun var et helt andet væsen i forhold til det. "Men jeg er ikke alene.. mere?" sagde han letter smilende imens at han kiggede ned i jorden og stod helt stille. *Er hun et monster?* tænkte han for sig selv og bed sig diskret i underlæben, *Der findes ikke farlige væsner!* tænkte han så og undslap et lille grin ved hans tanke, men der var bare noget ved hans ben som ikke gad at reagere på at han ville videre, ud fra skoven.

"Jeg følger dig ikke helt," sagde hun, da han sagde, at han var alene. "Bare rolig, jeg bider
ikke." hun lo en smuk latter.