Skoven i måneskin

"Hvad hedder hun?" spurgte hun nysgerrigt. Hun vidste, at det ikke kunne være sandt. Det skuffede hende lidt.

//smutter ... skriver senere ^^ (Det gælder så også for Scarlett)//

"Kristen." svarede han, og så på hende.
Han klemte svagt hendes hånd.
Selvom han var sammen med Kristen, så ville han gerne være sammen med hende alligevel.
Naomi var virkelig hyggelig og sød.

Naomi slap hans hånd og sukkede. Kristen. Hun havde været hende i forkøbet.
Naomi begyndte at gå lidt hurtigere, men sagde så: "Jeg burde gå, jeg ..." hun tøvede.

Noah greb hendes hånd igen, og trykkede bare endnu mere.
"Nej, du burde ikke gå. Vil du bare lade mig gå herude helt selv?"
Hans stemme var kold nu, han ville ikke have hende til at gå.
Heller ikke selvom hun måske ikke kunne lide Kristen.

"Nej, virkelig, jeg ..." Naomi mærkede hvordan hendes stemme blev mindre og mindre. "Jeg havde lidt håbet på noget, men hvordan kunne jeg det? jeg mener, jeg har ikke engang kendt dig i en dag og så ..." hun stoppede op og tog Noah's hånd mellem begge sine.
"Jeg er nødt til at gå. Jeg kan ikke klare det." hun mærkede hvordan hun blev mere og mere ked af det. Hun begyndte at gå i retningen af byen, og vidste hverken ud eller ind. Hun havde allermest bare lyst til at gå tilbage til Noah og snakke videre, men hun havde jo regnet med noget. Det havde hun virkelig.

"Naomi! Kom tilbage!" råbte han.
Men han stod dog stille, for han ville ikke ødelægge det for hende..
Hvis hun ikke ville være sammen med ham, så...
Han ville godt kunne klare det.
Selvom det var næsten lige så slemt som hans første brud.
Han bed sig hårdt i læben, og var tæt på at bide hul.

Naomi stoppede op ved hans kald. Hun vendte sig om mod ham og stod med et forladt blik i øjnene.
"Hvad?" hun så spørgende, men trist på Noah. Hun gik et skridt tættere på.

Han tog hurtigt to skridt mod hende, men dog lagt fra så hurtigt som hun kunne bevæge sig.
Han lagde sine arme om hende, og klemte sig hårdt ind til sig.
Han klemte bare til, for hun var så hård...

"Hvad er der?" spurgte hun, med lidt grødet stemme. Der skulle meget til at gøre Naomi ked af det. Men det her havde gået stærkt.
"Du er jo ikke forelsket i mig og alligevel står du og krammer livet ud af mig." hun prøvede at virke knapt så melodramatisk.

Han sagde ikke noget i starten.
"Jeg kan altså godt lide dig Naomi."
Han viste ikke hvem af dem han bedst kunne lide, men han ville kæmpe for dem begge to.
Han kunne kun vælge en af dem, men han ville stadig elske dem begge to.

"Hvad skal jeg gøre for at overbevise dig?" spurgte hun. Hun lod som om hun trak vejret i menneskehastighed, noget hun ikke var vant til. Hendes hår krøllede ned af hendes ryg og hun vaklede lidt.

"Jeg kan ikke overbevises." sagde han.
Han ville ikke have at hun prøvede på at overbevise ham.
Kunne hun ikke lide ham?
Han bed sig i læben igen, lidt hårdere.

"Jeg kan lide dig," sagde hun stille uden en eneste form for tvivl i hendes engle stemme. En vind slog hendes hår lidt til siden og hun kiggede lidt mere indgående på Noah. Hvis Kristen lignede hendes selv ... vampyr. Han var den rene vampyr-inde magnet.

"Jeg kan også godt lide dig. Det er jo det jeg siger Naomi."
Han smilede skævt, og klemte lidt mere om hende.
"Og jeg vil ikke have at du er så ked af det?"
Han følte sig så barnlig.
Han kunne ikke gøre andet end at gøre folk kede af det.

"Alle jeg har kunne lide er blevet taget fra mig - og se nu. Jeg taber altid dette spil." hun kiggede ned i skovbunden.

"Sådan er det. Altså ned, og lige pludselig op. Jeg er altid så uheldig, og så lige pludselig er der valgmuligeder."
Hvis han havde været en pige, så havde han grædt.
Det var helt sikkert.
Han var virkelig noget af en tøs.

"Jeg ved ikke hvad du vil have mig til at sige. Ærlig talt. Det hele gik lidt hurtigt, det er jeg ked af, men så tog du min hånd og ..." Naomi's stemme døsede hen.

Han slap hende ikke, men klemte bare vidre.
"Jeg vil ikke have at du er trist eller noget, jeg kan altså godt lide dig Naomi."
Han slap hende langsomt, og så på hende.

"Du må så love mig noget, Noah." sagde hun. Hendes blik var stift rettet mod Noah's. Hendes venstre hånd legede med hendes hættetrøjes lynlås.

Han klemte hårdt om hendes hånd.
"H... hvad?"
Han fugtede læberne, og så ned på sine sko et øjeblik.
Han så hurtigt op igen.
Hendes øjne var så smukke...

"Vær i det mindste min ven," sagde hun og tog sin hånd til sig. Hun kunne ikke holde til at mærke hans varme, når han ikke var sikker på sine følelser. Men hun ville ikke miste ham.

Han trak sig væk fra hende, og stak hænderne i lommerne.
"Nej, du er også for god til mig," mumlede han.
Det var alt for heldigt at han havde to af disse smukke væsner omkring sig.
Det var alt for meget.
Han vendte ryggen til hende, og tog en dyb indånding.

"Det er ikke det jeg siger. Men jeg tror bare ikke jeg er god for dig." hun kom i tanke om det løfte hun havde givet sig selv, da hun var kommet til byen morgenen i forvejen. (se profil). Hun turde ikke tage chancen med at få en menneskelig mage ... ellers ville det ende som det gjorde sidst. "Og jeg ved der er så mange andre der er glade for dig. Tro mig."

"Jo tak," mumlede han surt.
Det var bare ikke set samme.
Men hun havde ret.
Det var nok det bedste.
Hvorfor var han også så uheldig.
Et sekund ville han ønske at han aldrig var flyttet til Forks.

"Jeg mener det Noah," sagde hun og kiggede indtrængende på dig. "Det er bare bedst at vi kun er venner. Det er sikrest - for dig. Virkelig." hun kunne slet ikke tænke på at kunne komme til at gøre Noah ondt. Se ham ligge helt stille ... uden en verjtrækning eller kunne høre hans puls.

Noah bed sig i læben, men han forstod ikke noget af hvad hun sagde.
Hvordan skulle hun kunne gøre ham ondt?!
"Jeg forstår det bare ikke.." mumlede han, og knugede sine hænder.
Det var svært for ham, det mindede alt for meget om alle hans forrige brud.

"Du forstår det ikke, og det vil du nok aldrig gøre." sagde hun, lidt skuffet. Hvad var det hun havde haft gang i? Det ville være alt for risikabelt at sætte hans liv på spil! "Jeg er ked af det." sagde hun.

Han bed sig i læben igen, og sukkede.
"Det er jeg ikke," mumlede han.
Han ville ikke tage det så hårdt, han kunne klare det.
Han havde stadig Kristen.
Og Naomi var også alt for god til ham...

Naomi mærkede en klump i halsen da han sagde det.
"Se. Du gad ikke engang have mig alligevel." hun havde Shin og han var alt hvad hun behøvede. Hun glædede sig til at se om Kristen brød traktaten.

"Nej, jeg håbede aldrig." løj han.
Han ville lyve alt hvad han kunne for at rede sig selv fra den sorg, han viste ville komme.
Naomi kunne klare sig uden ham, så kunne han også klare sig uden hende.
Han begyndte at gå.
Han kunne næsten ikke komme hurtigt nok væk.

Naomi hvæsede af ham. Så typisk mennesker.
Hun drejede rundt på hælen og sprang ind gennem skoven. Noah's duft hang stadig fast i hendes hukommelse, men snart havde hun glemt ham.

Noah vendte sig om, chokeret over lyden som Naomi havde præsteret.
Men hun var væk.
Han gjorde store øjne.
Hun havde virkelig bevæget sig hurtigt hvis hun allerede var løbet.
Det rislede ham koldt ned af ryggen da han gik.

Men egentlig, havde Naomi ikke var løbet. Hun sprang oppe ved træerne og holdte øje med Noah. Hun kunne sagtens tage ham nu, hvis hun ville. Hun lo for sig selv - helt stille.
Naomi sad nogle meter oppe over ham.

En svag dråbe blod piblede ud fra hans sprukne læber.
Han opdagede det næsten ikke, fordi han tænkte.
Så suttede han det af, og vendte sig om.
Hvordan var hun kommet så hurtig væk?

Naomi opdagede blodet på hans læbe. Hun holdte så hårdt fat i træet, at hun lavede rivemærker. Hun hørte hende selv hvæse svagt, og kun sådan, at hun selv kunne høre det.
Naomi opfangede Noah's puls og kunne næsten ikke holde sig tilbage længere - men det skulle hun bare.

"Naomii?! Hvor er du?"
Han bed sig i læben, og så sig omkring igen.
Hvad nu hvis der var sket noget med hende?
Han rynkede brynene, og strakte hals for at se sig omkring.

Naomi blev overrasket over hans kalden og besluttede sig for at give ham et lille gys - bare for sjov.
Naomi sprang hen i nogle af de andre træer, og landede perfekt og lydløst lige bag ham.
"Jeg er da lige her," sagde hun med hendes englestemme. Hendes ansigt var blevet blegere i takt med hendes tørst. Hendes øjne var blevet mørkere. Hun havde taget hendes hætte op igen og stod sikkert på skovens jordbund.

Et lille overasket skrig forlod hans læber, og han vendte sig lynhurtigt.
Han vaklede bagover, og kikkede forfærdet på hende.
Han lagde kun svært mærket til hendes forandring, men den varslede slet ikke godt for hende.
Hans mund stod åben, og den lille dråbe fortsatte ned af hans hage.

Naomi knyttede hænderne.
"Du kaldte." sagde hun koldt. Hun kiggede observerende på Noah.
Naomi kunne ikke undgå at lægge mærke til blodet på hans hage. "Har du slået dig?" spurgte hun. Hendes stemme var koldere end det var meningen at det skulle lyde som.

Han strøg hurtigt hånden over hagen, men han tværede det bare ud.
"Nej," mumlede han, og rejste sig igen.
En svag rødmen bredte sig over hans ansigt.
"Undskyld," mumlede han.
Han skulle aldrig have kaldet på hende.

Naomi kiggede på Noah's rødmen - hvordan den farvede hans ansigt.
"Blev du skræmt af den store stygge ulv?" spurgte hun.

"Nej, mere af den store stygge storesøster." mumlede han.
Han sendte hende et lidt fortumlet blik, men tog sig så sammen.
Hvad kunne hun også gøre ved ham.
Hun var bare utrolig hurtig, og utrolig lydløs...

"Jeg hader at blive kaldt det." mumlede hun og fik et stik af smerte. Det kunne man se på hendes ansigtsudtryk.
Endnu en gang, gik Naomi videre. Hvis Noah ikke ville nærme sig hende, hvorfor skulle hun blive der?

Han kunne ikke lade være med et udstøde et ret hysterisk fnis.
"Du er altså lidt uhyggelig Naomi." grinede han, og kløede sig i nakken.
Han viste ikke rigtigt hvordan han skulle gøre hende glad igen.

"Jeg er da ikke den eneste der laller rundt i skoven, midt om natten," sagde hun og standsede. "Så du må hellere passe på." hun klukkede.

Han løftede irriteret sine øjnenbryn.
"Hvad var det lige som jeg skulle passe på? Var?"
Han bed sig i læben, og rynkede panden.
Det irriterde ham helt vildt, at hun troede han var en lille dreng.

"Alle andre," sagde hun og prikkede ham i siden, "end dig selv." hun smilte et skønt smil. Vinden legede med hendes hår og hun sukkede.