Skoven i måneskin

Dato :: irl
Årstid :: irl
Dag :: irl
Vejr :: der er få skyer på himlen, og det er NAT.
Sted :: skoven, langt væk fra byen.
Tid :: 00:05
Omgivelser :: træer, træer og vandløbet der fører ned til floden.

Naomi sad ved vandløbet og stirrede op på månen. Stjernerne omgav omgav månen, og fik himlen til at se helt levende ud. Hun huskede tilbage på de nætter hun havde set i alle andre lande - og alligevel var den her nok en af de smukkeste. Det overraskede, hende for hun havde set utrolig mange.
Hun sukkede og hendes røde øjne kiggede rundt omkring hende. I nærheden var der et eller andet der gik rundt, noget stort, som hun ikke kunne opfange helt præcist. En varulv? hun rystede på hovedet. De måtte jo ikke være her.
Naomi trak benene ind til sig, og hvilede hovedet på det ene knæ. Det var lidt køligt, men det tog hun sig ikke af.

Noah rettede på sin t-shirt, og rejste sig fra den kolde jord.
Der var så mørkt, at han lige havde snublet over sine egne fødder.
Han smilede fjoget.
Sikke en klovn han var.
Han stak hænderne i lommerne på sine jeans, og sukkede dybt.
Han var taget ud på en lille natte-vandring, pga han ikke kunne sove.
Sådan havde han det tit.
Han kunne ikke sove når han lige var kommet et nyt sted hen.
Men det var jo alligevel snart en måned siden han kom til Forks.

Naomi sukkede og lod musikken føre hendes tanker helt ud til krogene.
Naomi kiggede rundt og løftede lidt i hendes pandehår. Hun tog jakken omkring sig. Bare en menneske refleks.
Hun scannede skoven for noget fjendtligt - nej. Intet at se. Hun grinte for sig selv og regnede heller ikk med at der var andre end hende, herude i skoven.

Noah børstede sig fraværende for skidt, og lyttede.
Han havde lidt hørt noget, men han var ikke sikker på hvad.
Hvis der var nogle farlige dyr herude, så ville han skrige og løbe sin vej.
Han havde ikke særlig meget lyst til at spille modig nu.
Han tog et par skridt mere, og så fik han øje på en pige.
Hun så umenneskelig smuk ud i stjerneskæret.

Så duftede hun noget, der fik hendes hals til at svie. Hun sank en klump og kiggede sig rundt.
Et stykke fra hende stod der en dreng, helt klart menneske. Han var samme højdde som hende selv, ca. og hans øjne gjorde hende nysgerrig.
*En ny sjæl ...* tænkte hun.
Naomi sad stadig ned ved træet og lagde hovedet på skrå.

Det tog et stykke tid før Noah kunne bevæge sig.
Hun var så smuk, og hun bevægede sig så yndefuldt.
Han følte sig uendelig klodset i forhold til hende.
Hans læber formede et svagt, genert smil.
Han tog et par skridt imod hende, men stoppede så op lidt fra hende.
Hun havde de smukkeste øjne.

Naomi smilte.
Hun vinkede til drengen, med de blå øjne. Hvis han bare nærmede sig lidt mere, kunne hun finde få fat i hans duft, meget bedre. Men ... hun ville ikke havde det til at ende galt. Tilgengæld, ville hun gerne have at vide, hvad et menneske som ham, lavede herude i skoven, midt om natten. Der kunne sagtens være flere vampyrer, for sagen i forvejen, havde hun set en - omkring det sted, hvor drengen med de blå øjne stod.

Han løftede sin egen hånd, og vinkede svagt til hende.
Så tog han de sidste skridt hen mod hende, og satte sig ved siden af hende.
"Jeg håber at jeg ikke afbryder noget?" sagde han, med en undskyldene stemme.
Han så ned på jorden, for ikke at se på hende, og så begynde at savle.
Han smilede svagt, og så ned på sine fingre.

Naomi lo.
"Nej, nej, jeg sidder bare og nyder musikken." hun trak sin mp3 op af lommen og stoppede musikken. Hun tog sine hørebøffer af.

Noah smilede skævt.
Han elskede og levede for sin iPod.
"Nå.. Men herude?" spurgte han nysgerrigt.
Selv gik han jo bare tur, det gjorde hun vel også.
Der var jo ikke nogle anden grund til at være der..

"Ja, herude." grinte hun. "Jeg slapper af herude. Der er så stille. Og især når det er mørkt - det giver et lille rus, fordi det er så mørkt som det er og det er jo kun fuldmånen der lyder op for dig." hun lo og kiggede mod månen. Hun tog hendes hætte ned og lod hendes hår falde ned omkring hendes skuldre. Hun kiggede på Noah.

Han måtte bide sig i læben for ikke at gispe, da hendes hår faldt ned over hendes skuldre.
Hun var så oversmuk, og især her, hvor det var så mørkt.
Han sendte hende endnu et stort smil, og så ned på sine hænder igen.
"Jeg er her også .. derfor. Jeg elsker mørke, og stjerner. Og kulde og mørke."
Han sagde mørke to gange, fordi hun hylede ham så meget ud af den.

Hun grinte, da hun lagde mærke til det med "mørke."
"Jeg bider ikke", sagde hun kærligt. "Kun hvis du beder mig om det." hvis han bad hende om det, gjorde hun det. "Bare rolig." afsluttede hun sin sætning med. Hun havde fået helt mørke øjne nu - bare for at skjule hendes tørst. Det ville vare lidt for hun få dem til at blive gyldne.

Noah kluklo over hendes joke, for han så slet ikke en grund til at hun skulle bide..
Den himmelske uvidenhed ^^
Han rodede op i håret, og smilede kærligt.
"Cool, det håber jeg heller ikke."
Han betragtede hende engleansigt, og kikkede lidt for længe på hendes smukke øjne.

"Hehe," lo hun, "du siger bare til. Anytime." hun kiggede lidt rundt og undrede sig over at der ikke var nogle dyr i nærheden. Havde hun skræmt dem væk? Njah ...

//er nødt til at gå. Vi snakkes ^^//

// Jeps det gør vi ^^ Og forresten så er det altså i skoven xD Har du måske et emne i byen eller hvad?? X3

//oups ... det er rette xD men ja, du skrives faktisk også sammen med mig i byen (Scarlett) ... xD ^^//

// Sejt nok ^^

Han løftede sit ene øjenbryn, og rynkede panden.
"Men hvorfor skulle du dog bide mig?"
Han kunne ikke lade være med at smile lidt.

"Øh ..." hun lo. "Mange siger, at jeg ser for uskyldig ud til ikke at kunne være en ..." hun tænkte over det. "Ond-en. Du ved. Forfører for sjov og sådan." hun lo. "Men det er ikke rigtigt." hun smilte kærligt til Noah.

Noah kunne ikke lade være med at grine af hende igen.
Det var han helt enig i.
Hun virkede slet ikke som en.. ond-en ^^.
"Nej, hvorfor skulle du da også være det?"
Han betragtede hende, med beundring.
"Tja, men du er i hvert fald smuk nok til at forføre en helt masse."
Noah følte sig ret tiltrukket...

*Så sød...*
Naomi lagde en hånd på hans kind og kiggede lige ind i hans blå øjne. Naomi mærkede hvordan hendes hals gjorde protester. Hun skulle passe på.
"Tak," sagde hun.

Det gibbede i ham, og han holdte vejret.
Det gjorde næsten ondt i øjnene når hun var så tæt på.
Hendes smukke, fantastiske hud, på hendes fine ansigt.
Og hendes glitrende øjne.
Han bed sig i læben.
Og så hendes perfekte, søde duft.
"Det var så lidt." mumlede han.

Hun smilte.
"Skal du så være her hele natten?" spurgte hun og rejste sig op. Hun børstede sine bukser af og kiggede ned på ham. Hun mærkede hvordan månens stråler lyste på hende. Hendes hud var bleg og hun mærkede heneds øjne skinne.

Noah havde stadig store øjne, da han stirrede op på hende.
"Ehm.. Det ved ... jeg ikke??"
Han bed sig i læben, og så på det smukkeste væsen han noglesinde havde set.
Månen funklede svagt i hendes lyse hud.
Hun maglede bare vingerne, så var hun perfekt.
Men hun var skam også perfekt uden.

Naomi lo. "Hvis det er, kan du gøre mig selvskab. Nu." hun grinte og kiggede på Noah. Hans duft var fortyllende. Og den havde virkelig en effekt på hende. Hun kiggede rundt og ventede på svar.
Skoven var mørk og kun oplyst i månens stråler. Det lignede en traditionel vampyr-scene. Hun skyndte sig at skubbe tanken fra sig og fokuserede på Noah.

//nødt til at smutte, men kommer på senere ^^//

"Mmmm.. Selvfølgelig." svarede han fortumlet.
Hun gjorde ham virkelig ude af den, især når hun bevægede sig.
Han sendte hende et lille chokeret smil.
Pludselig blev han meget opmærksom på at det faktisk var en utrolig smuk måne.

Naomi begyndte at gå. Hun var glad for at hun ikke skulle gå alene som alle de andre nætter. Hvad var der ellers at lave - når man levede for evigt?
"Fortæl lidt om dig selv," sagde Naomi og kiggede på Noah, "altså, hvis du har lyst." hun smilte.

Noah smilede svagt til hende, og stak hænderne i lommerne.
"Tja, jeg er fra New York, jeg kom til Forks som... et oprør for mine forældre tror jeg. Jeg... bor alene i en lille lejlighed i midtpunktet.. Ooog... Jeg har en kat og også en bil.. Og jeg bliver snart 18 år."
Han viste ikke rigtigt hvad han ellers skulle sige.
Det føltes lidt sjovt at snakke til hende sådan.

Hun lo. "Ja, så må du have klaret dig godt, siden du kan bo her alene." sagde hun. Han var allerede to menneske år ældre end hende. Naomi var seksten da hun blev bidt - og hun tænkte over hvor meget hun var gået glip af.

Noah smilde svagt, og så på hende.
"Tja, man kan altid se tilbage og ville ønske at man havde gjort noget anderledes."
Han ville ønske han aldrig var blevet forelsket i nogle som helst.
Det havde kostet ham mange såre i fortiden.

"Så er vi to." sagde hun stille, mens hun gik. Hendes skridt var lydløse, da de gik igennem skoven. Ja, noget hun ville have gjort anderledes - de ting var der mange af.

"Mmm, hvad har du da gjort, som du fortryder?"
Han så bekymret på hende.
Bare tanken om at et væsen så smukt som Naomi fortrød noget.
Det gjorde næsten ondt på ham, bare ved tanken.
Han var faldet ind i en god rytme med hendes skridt, og var helt ligeglad med hvor de var på vej hen.

"Såsom ..." hun vidste ikke hvad hun skulle vælge. "At jeg aldrig havde forladt Italien." hun sukkede. At bo hos Volturierne havde været meget mere spændende end det liv hun havde nu. "Jeg er singel, og bor hos en kammerat, og så har jeg ikke rigtig flere at snakke med. Men i Italien ... dér var der fut i tingene." hun lo.

Et svagt smil bredte sig over hans læber igen.
Han var ked af han ikke kunne hjælpe hende.
Så skulle han da lige købe hende en bilet..
Et svagt vindpust pludrede op i hans hår, og sendte hans fært vidre ud i natten.

Hun smilte. "Hvad så med dine forældre? Er de ikke kede af at du er flyttet?" hun kiggede spørgende på ham og blev ved med at gå.

Han tænkte lidt over den mulighed, men rystede så på hovedet.
"De har sikkert ikke engang opdaget det," jokede han.
Men hans søster var sikkert blevet knust.
Hun havde det lige så slemt som ham, men måtte ikke flytte.
Hans forældre ville være gået agurk hvis han tog Susie med..

"Det er jeg ked af," sagde hun. "Men sådan er der desværre bare nogle der er." hun sukkede, og lod som om hun var træt. Det var jo midt om natten. Trodsalt.
"Er du tit herude i skoven?" spurgte Naomi og førte Noah hen over et lille vandløb.

Noah så lige om han havde fået våde sko, og så så op på hende igen.
Han smilede varmt til hende, imens hun gabte.
"Mmm, du er vel nok træt?" sagde han, og kluklo svagt.
"Det er du vel, men det kan vi ikke gøre noget ved nu.."

"Ja, lidt træt." sagde hun. "Men hvad mener du, at vi ikke kan gøre noget ved det?" hun smilte og igen, mærkede hun sin hals snørre sig sammen.

Han stoppede op, og så på hende med nogle varme, blå øjne.
"Når tingene er gjort, så kan man ikke gøre dem om igen."
Han trak på skuldrene, og begyndte at gå igen.
Han bed sig i læben.

"Sådan er det. Livet, altså." hun kiggede ned i jorden. Hendes hørebøffer hang perfekt rundt hendes hals og hun sukkede.
"Men bare rolig - det hele vil ende godt, en dag." sagde hun og smilte lidt undskyldene til Noah. Hun kiggede på ham, og var stadig helt betaget af hans grå øjne.

Han så tvivlende på hende, men sagde ikke noget.
Det var ikke lige en lykkelig slutning han regnede med.
Han regnede faktisk kun med at det blev værere.
"Nå, hvordan går det så for dig for tiden?"

"Ret godt, faktisk. Jeg er lige flyttet hertil, og er igang med at finde et sted at bo i. Jeg landede her igår morges." landede ... var det helt forkerte ord. Det var nok mere: hun løb over grænsen igår morges.

Han løftede sine øjenbryn, og smilede varmt.
"Så har du virkelig ikke været her særlig længe var?"
Selv havde han jo været der kort tid, men længere end hende.
Hun måtte føle sig alene her..

"Sandt." svarede hun og nikkede kort. Meget kort tid.
"Kortere end dig." sagde hun og smilte.

Han tog hendes hånd i sin, og smilede opmuntrene.
"Åårh, tag det ikke så tungt." grinede han.
"Det skal nok gå."
Han følte sig pludselig virkelig hyper.

Naomi gispede, uden at Noah kunne høre det. Hans hånd var så varm og hun kunne næsten høre hans blod i hans årer...
Hun klemte hans hånd blidt.
"Ser du nogen, for tiden?" spurgte hun. Omformuleret: Har du en kæreste? Er du forelsket?

Han trak på skuldrene, og følte sig pludselig meget forvirret.
"Jeg.. jeg tror jeg er forelsket, men jeg ved ikke om jeg vil stoppe. Hvis man da kan."
Han var bare ikke sikker på at han var blevet mere moden siden de sidste gange.
Han troede stadig at det var ham der var noget galt med.

"Fortæl mig om hende." svarede Naomi. Hun var sikker på at det ikke var hende - så heldig var hun bare ikke.
"Og hvad mener du med, at du ikke ved om du vil stoppe?"

"Hun ligner dig faktisk en hel del. Med den lyse, bløde hud, og de smukke bevægelser."
Han så på hende.
"Jeg har bare mange triste minder med kærlighed."