Aftenbadning mens tankerne løber rundt i hovedet.

T: Irl.
S: Queets River.
O: Der er helt øde, så Daniella er alene.
V: Det er meget mørkt udenfor, og koldt.
Å: Irl.
D: Irl.

P: En sort bikini, som fik daniella til at se meget bleg ud. Hendes hår var sat op i en hastehale, men var nu meget slatten på grund af vandet som lagde sig tungt håret.

Vandet så helt sort ud her om aftenen, mens Daniella sad nede i vandet, som faktisk føltes lunt mod hendes marmor hud. Stjernerne var allerede kommet op på himlen og skinnede klart her til aften. Hvor var der dog sket meget her på det sidste. Og hun savnede de forskellige personer i hendes liv når de ikke var til stede. Claire, Tom, Bill, Zafira, og så videre. De var alle sammen med til at gøre hende i godt humør. Og når de ikke var til stede føltes sekunderne som evigheder. Hendes øjne stirrede koldt og trist ned i det blanke vand, og fandt ingen trøst. Trangen til blod hang igen over hende og hun havde virkelig meget lyst til at sætte tænderne i en. Skræmme byen fra vid og sans, og hørte deres skrig af rædsel. Hun lyttede ikke rigtigt til disse ting længere ligesom hun gjorde i begyndelsen. Nu gjorde dræbte hun kun for at spise og for at holde sorgen tilbage. Alt var ikke som det var engang og hun havde virkelig virkelig svært ved at vende sig til det. Skyerne var begyndt langsomt at trække sig hen over himlen og dække for de klare stjerner, og var på vej til at ligge sig over himlen som et tæppe. Alting forandrede sig hele tiden. Hun rettede lidt på sin Bh mens hun var i vandet inden at hun langsomt rejste sig op og kravlede op på den tørre græskant. Hvorfor skulle hun altid være alene, og tvunget til kun at føle sorg og smerte?. Selv ikke hendes kolde attitude kunne være fremme når hun var så ensom som hun nu var. Alle de personer hun elskede.. Hvorfor var de ikke til stede for at hjælpe hende igennem den stille og ensomme aften? Smerten i hendes bryst blev bare større og større jo mere hun gik i de tanker, og det fangede virkelig lysten for mere og mere blod. På den måde kunne hun underholde sig selv og give nogle andre den smerte hun selv følte.

Påklædning* https://2img.net/h/oi45.tinypic.com/dz6kw4.jpg

------------------------------

Tom havde ikke lagt mærke til at der var nogen til stede i miles omkreds, også selvom at der måske var en vampyr til stede, havde han ikke lagde mærke til det. Han var kun i ført nogle mørke bade shorts. Han stod et stykke væk fra Daniella ved floden i Forks, der gik ikke lang tid før at han hoppede i vandet med hovedet først. Det var skønt at man kunne se vandet i stedet for alt den sne som havde været der. Idet at han begyndte at svømme rundt, dykkede af og til ned mod bunden også. En af grundene til at han svømmede en del her på det sidste var for at komme i bedre form end han var, selvom han godt nok havde six-pack, men alligevel? Det var altid godt at være forbedret på med at være enormt stærk, hvis man en dag skulle ende i en slåskamp. Han stoppede så op med at svømme og rystede hovedet, og fik sit hår som sad i vejen væk fra ansigtet. Han fugtede let sine læber og vendte sit blik op mod himlen, det var underligt at han havde ændret sig så meget som han havde på det sidste, men det var kun positive ting, heldigvis. Han var blevet mere moden og tænkte også noget mere over sine handlinger. Følte sig også mere stærk efter at have fået bidt et menneske og fået noget blod at drikke.

Et dukkesmil bredte sig langsomt over hendes læber, ved tanken om at lade sin smerte gå ud over andre. Hun nød at gøre fortræd og hun nød at dræbe. Menneskene så det at dræbe som en usselting og de så det helt umenneskeligt at tage et andet mennesket's liv.. Men nu var det jo faktisk også mest vampyrerne som slog ihjel. dræbte. De fleste drab som blev begået blev begået af vampyrer. De mennesker. De gik sgu glip af for meget.. På den sigt var de også meget lettere at få ram på. Tankerne omkring mennesker var egenligt mærkelige. Hun havde selv været én af dem engang. Hun havde lavet spind af løgne, ligesom edderkopper. Men det var meget lang tid siden. Hun kunne selv ikke huske hvor længe hun havde været vampyr, og hvor længe hun havde været fanget i denne 17 år gamle krop. Hun samlede langsomt en sten op fra jorden. Perfekt til at slå smut med. Idet at hun skulle til at slå smut med stenen blev hun forstyrret af denne velkendte duft af vampyr. En dejlig duft, som med det samme bragte et lillet smil på hendes læber. Hun drejede hovedet i retningen hvor duften af vampyr kom fra og fik med det samme øje på Tom. "Er du også kommet for lidt aftenbadning?" spurgte hun lavmælt men alligevel så tydeligt at Tom's gode høresans kunne opfange hendes spørgsmål. Hun kunne sagtens være ærlig nu og indrømme hvor meget hun egentlig havde savnet ham. Det var svært at tage afstand fra ham. Han var jo stadig så vidunderlig. Det kom man altså ikke uden om.

Der gik ikke lang tid før Tom opfangede en stemme som snakkede til ham. En velkendt stemme som han ikke kunne tage fejl af at det nemlig var Daniella. "Ja" svarede han med en kølig tone i stemmen, da han havde vendt sit blik imod hende. Han fugtede dernæst let sine læber og svømmede så hen til kanten, hvor han rejste sig op derefter så alt vandet sivede ned fra hans krop da han stod oprejst. Han tog et håndklæde frem og begyndte at tørre sig. "Men jeg er færdig med aften badningen" tilføjede han så og bed sig diskret i læben. Det var underligt at være i nærheden af Daniella, når det stod til at de kun var venner, det var lidt svært for ham at vænne sig til derfor opførte han sig også som han gjorde, sådan lidt fraværende artig.

Hun lagde godt mærke til at han var lidt fraværende og måske ikke hel' klar i hovedet når hun var til stede. Men den slags tog tid. Han skulle bare lige have tid til at vende sig til det nye. Med et hurtigt ryk i sin arm kastede hun stenen ud i vandet, hvor den lavede nogle smut hen over vandet. Det var svært at snakke helt normalt til ham når han virkede så fraværende og hun åbenbart virkede så ligegyldig for ham nu. Specielt med alle de følelser som faktisk havde været mellem dem. Hun tog alt sit hår til den ene side og vred det kort, så det ikke var nær så tungt, af alt det vand, Dernæst kastede hun sit hår tilbage så det hang ned af ryggen. "Jamen så håber jeg da at du havde en god tur i vandet." mumlede hun køligt over hans fraværende tilstand. Hun kunne ligeså godt have snakket til en dør. Hun satte sig forsigtigt hen til vand kanten og stak yndefuldt sine fødder ned i det kolde sorte vand.

Tom sukkede lydløst og besluttede sig så for at gå hen til hende, satte sig ned ved siden af hende. "Undskyld Dani.. jeg skal bare lige vænne mig til det.. okay?" sagde han stille med et skævt smil imens at han forsigtigt vendte sit blik mod hende, prøvede at få øjen kontakt med hende, han kunne godt se at han ikke opførte sig pænt, det var bare noget som lagde sig til hans natur når han skulle vænne sig til noget andet, det var for dårligt af ham, det vidste han godt, men sådan var det bare, når noget var ændret. En stor del af hans liv, som ikke var længere en del af hans liv. Hvorefter at han også stak sine fødder ned i vandet, plaskede lidt til vandet, imens at han ventede spændt på hvad hun ville sige, spørgsmålet var om han havde gjort det hele værre.

Hun så på ham med et blik som viste tvivl, og sårbarhed. Hun plejede slet ikke at være så sårbar. Men når hun følte sig ensom indeni var der ikke rigtigt noget at gøre. Hun kunne ikke styrer sig selv, og hun viste det meget tydeligt. Selv når hun stod omringet af en masse mennesker følte hun at de ikke kunne se hendes smerte. De så alle sammen på en facade. Nøj, hvor følte hun sig lille og sårbar. Hun havde sommerfugle i maven og en del dårlige fornemmelser, samt en kvalme som sad lige i halsen. Hendes vejrtrækning var tung og hendes blik blev langsomt fjernt. "Tja. Det er okay. Tag dig bare al den tid du behøver.." mumlede hun og trak på skuldrende. "Tom.... Vil du ikke nok love mig noget?" spurgte hun silkeblødt og vendte sit blik mod ham, hvor hun med det samme fik øjenkontakt med ham. "Jeg ved godt at du ikke selv vil kunne styre det hvis du endnu engang bliver forelsket i en pige. Men vil du ikke nok give mig dit ord på at du ikke vil flirte for meget rundt med andre? Jeg vil ikke kunne bære det. Jeg vil ikke hører at du får en ny lover." sagde hun trist. og kørte en finger rundt på vandet's overflade. Tanken om at Tom fik en ny kæreste var ulidelig.. Og det var endnu værre for hende at tænke på at hans tunge ville ramme en anden piges, og han måske direkte ville komme op i hende. Tanken gav hende direkte kvalme.

Tom hørte efter hvad det var hun sagde, og hævede det ene bryn. Ville hun have at han ikke skulle blive forelsket igen?! At han skulle være single forresten af sit liv??! Det kunne hun godt glemme alt om! "Daniella.. Nej, det vil jeg ikke fordi jeg vil ikke være single resten af mit liv" svarede han køligt og bed sig dernæst i læben og rystede så kort på hovedet. Han kunne ikke fatte at hun havde sagt alt det som hun havde fortalt. Som om at han kunne styre sig i det og lade være med at blive forelsket? Han var allerede så småt ved at blive forelsket. Det kunne ingen stoppe. Han kiggede derefter ned i græsset, uden at sige mere. Han kunne bare ikke love det, og det ville han ikke! Men fint nok at han fik den tid som han ville have angående med at vænne sig til at de bare var venner.

"Jeg tænkte nok at du ville give mig det svar. Det må jeg vel bare lære at leve med." sagde hun surt og bed sig i læben. Hun havde regnet med det svar, og selvfølgelig skulle han da ikke være ulykkelig hele sit liv. Hun ønskede da alt godt for ham. Men når han var glad blev hun trist. Det var den store ulempe. Kvalmen sad lige i halsen og hun havde det for anden gang som om at hun skulle skide sin mave ud. Dette her var bare noget hun ikke rigtigt kunne bære. Hun forstod godt hvad Tom mente når han ville forlade forks. Det var måske også den bedste mulighed. Men så længe at det var hende der havde forvandlet ham følte hun sig bundet til ham. Hun var nød til at blive. Hun lagde kort en hånd på hans skulder og sagde med den sædvanlige kølige stemme "Ha' det godt bror mand." inden at hun rejste sig op. Hun havde virkelig brug for at snakke med Bill eller Zafira. De var de eneste som kunne forstå hvor sønnerknust hun egentlig var. Bill ville helt sikkert støtte op om hende og give hende et kram. Og Zafira som havde det på samme måde ville sikkert ligge en hånd på hendes skulder og give gode råd.

Tom sukkede lydløst inden at han rejste sig op og endte foran hende, efter at han havde løbet hen til hende i vampyr fart. "Daniella!" sagde han med en lidt irriteret tone i stemmen, imens at han kiggede på hende direkte i øjnene, tog fat i hver hendes arme, da han gik tæt på hende. "Jeg ved du bære en dyb smerte, som jeg har skabt!" svarede han køligt samtidig med at hans blik var trist. "Jeg vil stadig være din ven! Jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre for at.. det hele ordner sig.. det er som om at du stadig elsker mig.. men.. at .." mumlede han stille, så kun Daniella kunne høre det. Han vidste godt hvordan hun havde det, at hun stadig var såret. "Sig mig.. hvad du føler, jeg kan ikke finde rundt i om du virkelig hader mig eller elsker mig.. det forvirrer mig" tilføjede han så med et svagt skulder trak. Han var faktisk meget forvirret over det med om hun kun hadet ham .. eller hvad fanden?

Mens hun gik lagde alle tankerne sig dybt i hende. Alle tankerne var ting som hun ikke kunne finde ud af at redde ud. Det var ligesom nogle meget slemme filtre i ens lange hår, som bare ikke ville blive reddet ud lige meget hvor meget og hvor længe man børstede. Hun fik et lillet chok over at Tom pludselig stod foran hende, og havde taget et greb omkring hendes arme. Det var ikke sjovt at de fik øjenkontakt. Det var som flere tusind pigge som borede sig ind i hende, og gav flere rifter. Efter hans ord at dømme var han mindst ligeså forvirret som hun selv var. Hun tog en dyb indånding. "Jeg er selv meget forvirret over mig selv. Sidste gang vi snakkede sammen og du bad mig vælge kunne jeg ikke pga. de blandede følelser. Jeg er utroligt bange for at blive såret igen og derfor tør jeg ikke binde mig. Og på den anden side er alle følelserne stadig inde i mig. Og jeg troede at det ville hjælpe med at vi blev venner. Men det giver mig bare endnu mere lyst til at være ved din side igen. Tanken om at du går hen og bliver forelsket i en ny gør for ondt.. Jeg har lyst til at forlade forks, ligesom du nogle gange har det. Men jeg føler mig alligevel skyldig, og jeg føler mig tvunget til at være ved din side, da jeg er din skaber. Jeg vil blive tvunget til at se dig lykkelig .. Måske endda lykkeligt gift med en ny pige, pga. min skyld over at have bidt dig dengang. At se dig være lykkelig betyder selvfølgelig meget for mig. Men hvis du bliver lykkelig bliver jeg endnu mere såret. Jeg ved godt at jeg kludrer det her fuldstændigt sammen og det slet ikke er til at finde rundt i. Men jeg tør ikke selv tage chancen af frygt for at blive såret igen, og alligevel så er du det eneste som betyder noget for mig. Og på denne led sårer jeg også mig selv." afsluttede hun idet at hendes stemme knækkede fuldstændig over. Hun vendte hurtigt blikket væk fra Tom igen da hun ikke ville se hans reaktion. Lysten til at gå blev stærkere og stærkere. Han skulle bare vide hvordan hun havde det. Hun ville faktisk helst ikke høre hans svar. Alligevel ville hendes ben ikke reagere, og hun forblev lammet i kroppen.

"Jeg synes heller ikke at du skal tage chancen igen.. søde Dani" sagde han stille imens at han kiggede på hende med hovedet lagt lidt på skrå, men hans hoved begyndte at hænge ned ad hvor han kiggede ned mod jorden, holdte dog stadig fast i hendes arme. "Fordi.. jeg tror ikke at jeg er din type.. tænk over det.. nogle gange hvor jeg prøvede at.. gøre noget, så gad du faktisk ikke" mumlede han lavt, så kun en vampyr kunne høre det. Han bed sig diskret i læben. "Selvom du.. virkelig gjorde.. jamen" svarede han og fugtede så sine læber, han havde det virkelig svært med at forklare det, som han ville sige og han ville jo ikke såre hende! Bestemt ikke! - "Du må indrømme at du holdte dig tilbage på nogle visse tidspunkter.." mumlede han så og trak svagt på skuldrene, da han gerne ville have en kæreste, som ikke var sådan generelt bange for noget, men alligevel godt turde sige nej. "Men jeg nød at være sammen med dig, det er ikke det" tilføjede han med et skævt smil imens at han fortsatte med at kigge ned i jorden, han turde ikke rigtig at kigge på hende, idet at han rømmede sig lidt. "Dani.. det.. du må undskylde at jeg har været et fjols" sagde han med en hviskende stemme.

"Tør øjnene søde skat." sagde hun sukkersødt. Af en eller anden grund kom hans ord hende til gode og hun følte sig faktisk stærkere igen. Han kludrede totalt rundt i sine ord og det morede hende. Men alligevel satte det også et større hul inde i hende.
Men hun måtte vel bare begynde at se nogle forskellige drenge noget oftere og prøve at glemme ham. Det hele havde alligevel bare været en stor løgn. Han havde jo direkte leget med hendes følelser, hvilket hun bestemt ikke satte pris på. Men i det mindste så kom han åbent ud med det nu. Alle de søde ting han havde sagt til hende havde været løgn!? Det gjorde hende direkte rasende, og samtidigt var hun ved at bryde helt sammen over alle de andre følelser.
"Du har bare været fuld af løgn det hele igennem.. Jeg er virkelig ked af det. Men du kan vel være ligeglad." sagde hun lavmælt.
"Hvis du hentyder til det med sex så må du selv om det. Jeg vil vente til jeg er parat. Kærlighed skal ikke udnyttes med sex."
"Knep du bare rundt med dine duller, hvis du syntes det er kærlighed." sagde hun med et falsk tandsmil og følte bare hvordan smerten i brystet blev større og større. "Held og lykke." sagde hun og klappede ham på skulderen og begyndte at gå væk. Bill. Bill. Nu måtte hun altså snakke med Bill, inden det hele braste sammen under hende.

Tom fik sin mund på vid gab. *FLOT TOM* tænkte han irriteret og sukkede derefter lydløst. Det var slet ikke sådan han ville have forklare det, og alt det han havde sagt til hende var overhovedet ikke en løgn! Han bed sig hårdt i læben, inden at han skyndte sig hen foran hende igen, i vampyr fart. "Jeg har ikke leget med dine følelser og jeg har IKKE løget!!" sagde han køligt med et hævet bryn. "Hvis jeg havde løget, havde du ikke fået lov til at bide mig, og jeg havde ikke kysset med dig, INTET havde jeg gjort hvis alt det var løgn!" svarede han vredt med en høj tone i stemmen. Han havde virkelig lyst til at græde i denne her situation, men han kunne bare ikke. "DU VAR MIN FØRSTE KÆRLIGHED, - ÆGTE KÆRLIGHED!" tilføjede han højt råbende og var ligeglad om der var nogen til stede som hørte det han sagde. "Men som sagt, troede jeg at DU var blevet træt af MIG!" mumlede han, men lagde tryk på ordene du og mig. Idet at han satte sig ned på sine knæ foran hende. "Du fik mig til at føle ægte kærlighed.. - Hvis du sladre til Bill om med det her.. han vil altid holde med mig.. fordi jeg netop er hans tvillinge bror, han vil ikke skælde mig ud" sagde han stille og bed sig i læben, imens at han kiggede op på hende. Hun skulle forstå at han ikke havde leget med hende. "JEG VAR BESAT AF DIG!" udbrød han så og hævede det ene bryn, lagde derefter sin ene hånd på sin mund, det skulle han ikke have sagt, da det gjorde ham pinligt berørt, end da meget pinligt berørt. Men det var sandt førhen var Tom bare besat af hende og elskede hende utroligt højt..

Da han løb hen foran hende stoppede hun igen op og så direkte olmt på ham. "Det rabler jo for dig, søde skat!?" sagde hun forvirret med en meget skinger stemme. De ting han sagde passede slet ikke sammen. "Nu står du og siger at jeg var din første ægte kærlig og alt det bras, og før ville du så gerne have mig, så bagefter ville du ikke have mig. Så ville du gerne, men havde kæreste. Så ikke. Hvad nu. hvad i alverden er det at du vil have ud af det her?" bed hun irritabelt af ham. "Du troede at jeg var træt af dig og derfor ville du ikke have mig!? Du forhørte dig jo ikke engang hos mig. Jeg kunne have fortalt dig sandheden." skingerede hun.. At han råbte sådan af hende gjorde hende vred. "Sladre til Bill?" fnøs hun. "Bill har ikke en skid med os at gøre. Og jeg kan forsikre dig om at jeg ikke beder ham blande sig ind i mine tideligere forhold." hvæsede hun og spyttede ned i jorden. Det kunne godt være at hun gerne ville snakke med Bill om tingene. Men det var ikke for at sladre til ham og bede ham rive ørene af Tom. Nej, det var for at få det ud. At have en ven at snakke med. En rigtig ven. Bill havde lovet hende at han aldrig nogle sinde ville sårer hende, og at han altid ville støtte hende. Og hun vidste at hans ord var sande. Hun kiggede chokeret på ham da han sagde at han havde været direkte besat af hende. Hun fattede bare ikke hvorfor at han slog op med hende så mange gange hvis hun betød så meget som han sagde? ..
"Hvad er det du vil have ud af det her?" spurgte hun koldt og lavmælt. og satte sig på hug foran ham, mens han stadig var nede på knæ. Hun var træt af dette race. Hun savnede den kærlige Tom som faktisk havde sagt at det var i orden at hun ikke var parat til sex, lige meget hvor meget hun havde presset sig på. Og før havde han stået og sagt at hun ikke ville nok ting?. Havde hun virkelig forelsket sig i en facade?

"Jeg ved det ikke.." sagde han stille imens at han kiggede ned i jorden. Han rømmede sig lidt. "Hvad vil du selv have ud af det her?.." spurgte han med en lidt nervøs stemme og vendte forsigtigt sit blik mod hende, da han lod deres øjne mødes. Han ville så gerne blive venner med hende igen, men det var bare som om at når han prøvede på at gøre noget godt så gik det bare i den forkerte ende, hvor alt var sort og gråt fra hans mening. Han fugtede let sine læber. "Okay.. selvfølgelig.. og det forståeligt, jaja men bare smut hen til Bill.. vi ses" tilføjede han køligt, imens at han virkelig havde lyst til at græde. DET IRRITEREDE HAM AT HAN BARE IKKE KUNNE? Fordi han var en vampyr. Idet at han rejste sig op, lige meget hvad han gjorde så var det forkert og det blev aldrig bedre, så det bedste var at vende Daniella ryggen og glemme hende..

Hun sad vel lidt i det samme dilemma som han. Hun vidste ikke helt hvad hun ville have at dette skulle føre hen til. På den ene siden ville hun jo gøre alt for at få ham tilbage. Men nu hvor han havde sagt at han ikke hun skulle prøve at få ham tilbage, så beviste det jo sådan set at han gerne ville komme videre og at han ikke ville have noget at gøre med hende på den led længere. Ligesom alle andre piger var hun meget hævnagtig.. Og ligesom alle andre piger kunne hun godt finde på at gøre Tom jaloux og lade ham se hans store fejl, og vise ham hvad han gik glip af. Desværre ville det nok ikke virke helt ligeså godt da Tom faktisk havde sagt at hvis han gik tilbage til Victoria så ville det gøre hende jaloux. Den samtale havde hentydet til det.
"Jeg ved det ikke, Tom. Jeg vil både glemme alt om dig og sårer dig, samtidigt med at jeg vil gøre alt for at få dig tilbage. Intet af det er muligt." sagde hun og rystede på hovedet. "Vil du så være sød at fortælle mig, hvad det er som du vil have ud af denne samtale?" Spurgte hun køligt med et hævet øjenbryn da han rejste sig op, og hun skubbede ham hurtigt ned igen, inden at han fik rejst sig helt op. "Lad være at gå når jeg snakker til dig." sagde hun koldt. "Jeg skal nok kontakte Bill når jeg får brug for at snakke med ham." sagde hun opgivende.

Tom fik et letter chok og trak dernæst irriteret på skuldrene. "Nå.. godt for dig" sagde han hentydet til med Bill. Han hævede derefter det ene bryn, og så på hende, efter at han havde sat sig op. "Hm.. ingen kan såre mig" mumlede han lavt, og bed sig diskret i læben, det kunne han ikke blive efter at han allerede var blevet såret og stadig var det.. Hvis hun absolut ville såre ham, så ville det såre ham endnu mere hvis hun nærmede sig ham og gav ham det sidste kys igen, eller bare.. det hvis hun lagde an på ham, fordi han var ved at blive forelsket i anden kvinde, som virkelig betød meget for ham. Men det fattede Daniella bare ikke at han var såret. Tænkte kun på sig selv.. især når det gik angående med kærligheden. Så var det altid manden der fik skylden i den situation, og det var også der hvor manden var det første fjols, men ikke kvinden da man betegnede hende som helten i forholdet. Latterligt!

Hun rystede irriteret på hovedet.. Hun væmmes ved ham. Den dreng var lavet af sten. Trådte på alt og alle, og kom over alle de piger han var sammen med på få dage. Det måtte han selv sgu også selv om. Han skulle sgu nok finde ud af på et tidspunkt at pigerne ikke gad den slags. Et øjeblik faldt det hende faktisk lige ind at skærer ham helt op. Så skulle han sgu nok blive såret! Måske ikke psykisk. Men han ville blive meget såret fysisk. Hun slog tilgengæld tanken ud af hovedet igen.
"Jeg væmmes ved dig. Jeg havde forelsket mig i en facade. Du er pære falsk. Det skal dine fremtidige kærester nok finde ud af." sagde hun med et sukkersødt smil. Alt det pladder han havde lukket ud, sad tungt i hende og det var lige til at kaste op over. Løgne. Flere og flere løgne. Han kunne benægte alt det han ville. Det ville bare ikke hjælpe. Zafira havde haft ret. Han var vidst ikke ulykken værd. Hun skulle nok finde en fantastisk fyr som ikke ville misbruge hende på den måde som hun følte at Tom havde gjort. "Knep du bare rundt med dine fremtidige duller. Jeg ønsker dig alt held og lykke." gentog hun. Hun rejste sig op og gik. vendte ryggen til ham. Nu var det slut..

Tom så efter hende og begyndte at hulke. Krummede sig dernæst sammen, uden at kigge mod hende. "Du vover på at komme i nærheden af mig igen.." mumlede han irriteret. Godt så, de skulle ikke være venner, hvilket de heller ikke kunne være. Det kunne tydeligt ses. Han var ikke falsk, og ikke nogen facade. Det var alt sammen noget som hun bare sagde for at nedgøre ham. Eftersom han nemlig havde ment alt det som han havde sagt, det var bare hende som var en kylling der ikke turde at give ham en chance mere. Den største kylling han længe havde set. "Hvis jeg ser dig.. ser jeg, dig som min fjende, men alligevel også som et usynligt væsen" hvæsede han.

Hans ord ramte meget hårdt, og fandt åbenbart ingen nåde. Og da hans ord nu var sagt måtte hun vel bare holde sig fra ham. Der var vel ingen vej uden om. Så kunne den smerte hun følte før i det mindste forsvinde.. Noget af den. Den ville helt sikkert bliver erstattet af sorg og savn. Men det var måske mere til at leve med. "Det er jeg ked af at høre. Du må have et godt liv." sagde hun og kastede et sidste blik på ham. Hun var selv udenom at han reagerede sådan. Det vidste hun udemærket godt. Men det havde bare været så slemt for hende at hun ikke kunne bære det og faktisk var brudt helt sammen indenvendigt. Og jo da. Hun var meget ked af det over tabet. Men nu var det for sent at lave om..
Hun vendte langsomt blikket væk fra Tom igen og forsvandt ud af syne da hun gik ind imellem træerne.

//out//