Endnu en dag, hvad skal jeg gøre?

Dag: irl
Dato: irl
Tid: 13.00
Sted: Cafeen
Vejr: Det regner
Omgivelser: Andre få mennesker
Årstid: Vinter

Regnen piskede hurtigt ned idag, folk var næsten nød til at løbe dobbelt så hurtigt som de plejede, men det ville heller ikke engang kunne måle sig til når vampyrer løb hurtigt. De ville jo næsten ikke engang opdage noget eller tænke over hvad det var kom gav et lille vindstød eller måske et lille skub på skulderen. Bilerne kunne man høre dytte af hinanden, fordi de kørte så langsomt hen af vejen, også på grund af vejret og regnen som ramte deres ruder hårdt, så det gjorde det svært for dem at køre hurtigt. Victoria havde slet ikke taget sig af noget af det som foregik omkring hende, endnu engang var hun fuldstændig ødelagt indeni, hun kunne slet ikke tænke, føle, snakke eller spise noget som helt og det kunne hun godt mærke for hun følte sig meget svag lige for tide. Hun var også kun sådan her, fordi hun igen havde mistet en som hun havde elsket, Tom og Andrew sad stadig fast på hende og gav hende huller i kroppen som ingen andre end hende selv kunne se.
Hendes tøj var drivvådt og hang tungt på hende, hendes flammende røde hår, var nu blevet næsten blodrødt og hang også tungt på hendes skuldre og klistede lidt, ligesom hendes tøj som klisterede sig lidt ind til kroppen.
Victoria gik i et roligt tempo langs vejkanten, men fik så øje på cafeen, hun stoppede kort op, men trak så på den ene skulder og bevægede sig roligt derop. Der var ikke særlig mange mennesker da hun kom ind i cafeen og som altid på klingrede klokken lidt, så næsten alle vendte sig for at se hvem der kom, men de vendte sig så også hurtigt om igen, da de havde taget et hurtigt kig på Victoria.

Hun rystede lidt på hovedet, men gik så roligt op til disken og satte sig på en af de høje stole og lagde sine folede hænder på bordet. Hun stirrede bare tænkende ned i bordet, ude af stand til at sige hvad hun ville have, men heldigvis kendte damen bag disken Victoria rimelig godt, fordi hun tit kom herhen, når hun ikke havde noget at lave. Derfor satte damen, et glas varmt te foran Victoria og aede hende lidt på armen, før hun bevægede sig videre hos de andre kunder. Victoria så lidt op og tog derefter koppen mellem hænderne, men sørgede for ikke at smadre det. Hun følte hun kunne græde, selvom der ikke ville komme nogle tårer, hun snøftede dog lidt og kørte sin ene hånd gennem sit våde hår og sukkede kort.

Regnin piskede ned, men Gaspard tog sig ikke af det. Han gik med tunge skridt hen af gaden og menneskerne løb forbi ham uden at ænse ham. Han var glad for at de havde for travlt med at komme væk, så han bare kunne tage tingene i det tempo han ville og ikke behøvede at gå langsommere. Hans tempo var langsomt i forhold til hvad han kunne løbe, men han gik i mennesketempo bare for at lade tiden gå. Han havde ikke noget at lave i dag, for han havde fundet den person han ledte efter. Han havde fundet sin lillsøster, stadig menneske, og hun havde heldigvis ikke set ham ordenligt. Hans hår lå ned af hans ansigt og det strittede ikke mere som det havde gjort tidligere på dagen.

Liver var overalt og Siw udstrålede livglæden mere en alle de andre fra familien. De gamle sad som sædvanlig bare og sludrede, mens Siw trak Gaspard med rundt. Han grinte en livlig latter og kiggede bare tryllebundet på sin lillesøster. Hun havde den store gave at hun altid kunne få ham til at smile, selvom han var helt nede på bunden. Hun hev ham med ud i haven og pegede på den store fede kat, hun havde fundet for at par dage siden. " Se! Det er Hr.Fedesen" sagde hun med en fin lille stemme. Han nikkede bare og smilte. Hurtigt tog han hende op i favnen og lagde sin pande mod hendes. " Vi skal altid være sammen ikke, Gaspard?" hviskede hun og smilte glad. Man kunne tydeligt se på hende at hun ikke ville have at han forlod hende. Han smilte et skævt smil og nikkede så. " Altid, Siw" Hviskede han og kyssede hende på næsen. Det hele blev sort og Siw's latter forsvand ligeså stille

Der kiggede han rundt og smilte ikke mere. Smilet var helt forsvunder fra hans læber. Det var som om at det ikke havde eksisteret hos ham, at smile. Han åbnede langsomt døren indtil Caféen og et par af menneskerne derinde kiggede hen på ham og måbede lidt. Selvom hans tøj var gennem blødt og hans hår var vådt lginede han stadig en fotomodel. De små regndråber glimtede i hans mørke hår, mens han gik over mod disken. Han var ikke tørstig, og det ville være værst for menneskene vis han var. Han sukkede og satte sig ned. Han kom her ikke så tit, men der var en ung kvinde som arbejdede der der hele tiden gav ham det samme. Enten varm te eller varm kakao. I dag fik han kakao, hvorefter han rynkede lidt på næsen. Koppen var ikke varm mod hans hænder, men han skulle passe ekstra på at han ikke smadrede glasset da han havde lidt mere styrker end de normale vampyre. Han kunne lugte en anden vampyr, men tog sig ikke af det lige nu. Han var forsvundet ind i sine tanker.

Victoria sukkede lidt igen, hun var blevet træt at tiden faktisk gik hurtigere end hun havde regnet med, hun hadede alt lige nu og var træt at at folk ikke kunne blive hos en, når man havde givet så meget af sig selv for at de enten skulle blive glade eller mindre triste end de var i forvejen. Hun følte at en del af sig selv var blevet revet væk fra hende og lige nu havde hun ingen at støtte sig til og det var hun meget ked over. Hun havde lige anet duften af en anden vampyr, men ignorerede den bare da det ikke var en duft som hun kendte, og hun viste ikke om hun var i stand til at møde flere.
Men dog alligevel kiggede hun lidt til siden og så en ung mand som også sad ved disken, hun studerede ham lidt og behøvede ikke at have duften for at se at han var den vampyr som lige var kommet herinde. Hun havde ikke engang langt mærke til når klokken ringede på døren, så langt nede var hun lige nu.
Victoria tænkte faktisk lidt på at spørge en anden vampyr om personen ikke have lyst til at gøre en ende på Victorias lideleser, da hun snart ikke kunne klare at være så langt ned hele tiden.

Victoria så væk fra den unge mand igen eller vampyr som han nu var og sukkede lidt igen. Hun stirrede ned på sin kop, som hun kun kunne mærke varmen fra lidt svagt og det undrede hende lidt, men lige for tiden havde hun det også som om at hun kunne mærke kulden når voldsomme vindstød ramte hende. Hun løftede koppen lidt op og skimmede kun læberne lidt på kanten men kunne ikke få sig selv til at drikke af den. Victoria satte koppen ned igen og kørte sit våde hår lidt tilbage så hun ikke fik det ned i øjnene og så kort over på den unge mand igen og bed sig svagt i læben.

Lugten var ikke helt til at ignorer mere, men han prøvede. Han kunne mærke hendes følelser og rystede lidt på hovedet for at få dem væk. Han kunne ikke holde ud af skulle føle hendes lidelser, når han selv havde sine. Han vendte hovedet hurtigt mod hende og smilte lidt. Han vidste ikke hvorfor at han smilte i dag, men det gjorde han bare. Han sukkede og kiggede så ned på sin kop. Den var ikke kold, men heller ikke brændende varm. Han kiggede ud af øjenkrogen på hende og kunne mærke alle hendes lidelser og smilte lidt. Han kunne gætte hvad hun ville spørge ham om, så han rystede stille på hovedet. " Jeg vil ikke slå dig ihjel" hviskede han så lavt, at det kun var hende der kunne hører ham. Han ville ikke gøre en ende på nogle der var ligesom ham, da de kunne gøre noget bedre med dem selv. De var jo fantastiske og kunne alt, eller næsten. Han smilte lidt og tvang sig selv til at tage en tår af kakaoen. Han sukkede og kunne ikke mærke smagen eller varmen fra den. Gaspard's røde øjne hvilede på den kakaoen før han kiggede på pigen igen. " Der er mange andre måder at komme af med dine følelser på" sagde han og sendte hende et hurtigt smil, før det forsvandt igen. Han kunne dræbe hende.

Langsomt kiggede han hen på den ynge kvinde i baren som bare stod og stirrede på ham. Hans hals brændte lidt mere, da hun hurtigt vendte sig om med blussende kinder. Han havde den perfekte måde at få denne vampyr til at glemme alle sine sorger. " Du skal bare dræbe" Hvislede han og smilte lidt. Det var en god måde at få sine sorger væk, det kendte han selv til..

// undskyld det ikk er så lang ^^' //

Victoria havde mest lyst til at smide alt det hun havde i hænderne lige nu og bare løbe sin vej og aldrig komme tilbage, men det viste hun udemærket godt at det kunne ikke lade sig gøre. Hun sukkede lidt igen og bed sig i læben, hun så lidt op, men det var kun fordi damen bag disken stod foran Victoria og klappede hende lidt trøstende på den ene hånd som lå for sig selv på disken. Men de sagde ikke noget, nogle gange var det nok bare at se på hinanden for at føle hvordan den ene havde det, men alligevel var det som om der manglede et eller andet, men hun kunne bare ikke finde ud af hvad det var.
Victoria så dog hurtigt, lidt overrasket hen på den unge vampyr og tænkte lidt over hvad det endelig var han sad og sagde til hende, hun tog det lidt som en fornærmelse at han ikke bare kunne blande sig lidt undenom hvordan hun havde lidt lige nu.
"Stop med at blande dig i hvad jeg vil have andre til.. og ingen bad sig om det" hviskede hun lettere kold tilbage til ham og så væk igen. Hun forstog ikke rigtigt hvorfor han ikke bare kunne lade hende være og hun sukkede lidt og så tilbage på ham og tog sig ikke af at han smilte, det var hun ikke selv i humør til, " sikkert.." mumlede hun bare lidt koldt.

Dog så hun hurtigt tilbage på ham, lettere overrasket over det han sagde og rystede hurtigt og ivrigt på hovedet og bed sig lidt i læben, " n-nej... jeg kan ikke dræbe mennesker" hviskede hun lidt forpint til ham og gemte sit ansigt i sine hænder, imens hun så væk fra ham igen. Derefter fjernede hun koppen lidt væk fra sig, lagde armene på disken og gemte derefter sit ansigt ned i dem. Hun ville ikke lytte efter det han sagde, hun kunne simpelthen ikke få sig selv til det, det kunne hun bare ikke.

//Gør ikke noget ^^//

Langsomt forsvandt hans smil og han blev hård. Han havde jo bare prøvet at hjælpe også havde hun snakket koldt til ham. Han sukkede tungt og rystede på hovedet. Han havde prøvet at være venlig, og det gik ikke. Han havde ret, man skulle holde sig for sig selv og ikke stole på andre. Han kiggede ned på sine hænder og sagde ikke et ord. Først til sidst, hvor hun stammede og virkede sårbar. " Du behøver ikke dræbe mennesker? bare dyr" sagde han stille og han kiggede ikke på hende. Han hviskede lavt og lod sig ikke påvirke af at hun snakkede på den måde. Det havde hun ret til, nu hvor hendes følelser var så lang nede. Han rystede endnu engang på hovedet, for at få de følelser væk. Han havde mest af alt lyst itl at råbe til hende at hun skulle tage sig sammen men sådan noget skulle man selv klarer. Han sukkede endnu engang og kiggede ned på sin blege hud. Der var mærker mange steder, men han tog sig ikke af det. Han tog endnu en hurtigt tår af kakaoen og sank. Ulækkert, det var hvad menneskemad var. Han kiggede ikke åp hende mere, men så bare ud af vinduet. Ud på regnen.

Regnen piskede stadig ned og det føltes som om at han mest af alt havde lyst til at slå menneskerne ihjel fordi at de ikke kunne se det gode ved regnen. Selvom han var menneske dræber kunne han godt snakke med dem. Trods alt, han søster var jo menneske. Han sukkede og kiggede hen på en lille pige som stod og klappede i hænderne. Hun lignede en der elskede regn og hun ville ikke ind i bilen, så hendes mor måtte hive hende ind. Pigen fik øje på Gaspard og han smilte venligt. En smil man aldrig troede man ville se på hans læber. Pigen stoppede med at stritte imod og hendes kinder blussede op, mens hun gik hutigt ind i bilen. Gaspard's smil blegnede igen, før det forsvandt helt.

Victoria himlede lidt med øjnene nede ved sine arme og forstod ikke hvorfor han blev ved med at snakke til hende, men hun var også ked over at hun snakkede sådan til ham, det lignede hende ikke, hun rystede lidt på hovedet og snøftede kort.
hendes våde hår var allerede ved at være halv tørt, men det var kun ude i spidserne at det var ved at være tørt. Det var ikke meningen at hun ville svare ham så koldt og skide på hans hjælpsomhed, men lige nu kunne hun bare ikke tage noget til sig, det var for svært lige nu, men alligevel prøvede hun at svare ham i en tone som ikke lød kold, ligeglad eller vred, " jeg er for træt og for svag til at kunne jage... j-jeg har ikke kræfter til det lige i øjeblikket" svarede hun stille og løftede derefter hovedet lidt og så tænkende hen på ham, men bed sig derefter lidt i læben.

Victoria så lidt overrasket på ham, da hun så hvad for et smil han gav menneske pigen og rystede lidt på hovedet, hun havde ikke selv smilet i lang tid, så det forekom hende næsten som noget nyt at folk kunne smile sådan der og også vampyrer. Hun bed sig lidt i læben og så ned på sin kop som hun holdte mellem hænderne igen og tænkte lidt over hvad hun skulle sige, hun forstod heller ikke selv hvorfor hun ikke bare stoppede med at snakke til ham, "h-hvordan kan du smile sådan til dem?" spurgte Victoria nysgerrigt og så ikke på ham. Hun kunne ikke se på ham lige nu, men hun viste ikke hvorfor.

//Undskyld det er så kort, men min krea var lige væk ^^'//

Gaspard havde siddet i sin egen verden og kigget ud af vinduet, men da pigen talte til ham kiggede han hen på hende. " Jeg kan fordi at jeg tænker på hvor uskyldige de er. De har ikke gjort noget og de lever bare livet uden at tænke over at vi er rundt omkring. De ved ikke at de er i livfarer hverdag, men stadigvæk smiler de. De smiler selvom de er skadede eller vis de er bange. " Sagde han stille og holdte en lille pause. Han behøvede ikke at holde den, han gjorde det bare for at virke mere menneskelig. " De tror at alt er godt. Når man ser tingene på deres måde, kan man ikke lade være med at smile sådan til dem" sagde han med en meget lav stemme. Sådan havde han aldrig set på det før, men nu da hun havde psurgt ham kom det bare frem. Han kiggede ned på sin kop og tog en slurk igen og sank anstrengende. " Ulækkert" Brokkede han sig og kunne ikke lide smagen, der kom. Den var ikke fristende som den var da han var menneske.

Menneskelivet var noget af det som han nu så sort på. Men når det galdt små børn, små usklydige børn, så så han det hele lidt lysere. Han kiggede væk fra sin kop og over på hende. Han smilte et hurtigt smil, som blegnede med lysets hast. Han kunne ikke smile ligenu, ikke når han kunne mærke hendes lidelser. Han skar en lille grimasse og sukkede så. Han måtte vel sige det til hende? " Jeg prøvede kun at hjælpe dig," sagde han så endelig.. " men det er også fordi at jeg kan føle det du føler. " sagde han stille og afsluttedes sin sætning. Han hadede at fortælle folk at han følte de samme som dem, præcist det samme som dem faktisk. Han følte det de følte..

// det er min også ^^'

Victoria så tænkende på ham, imens han fortalte sit syn på alle menneskerne og hvad han tænkte om dem. Det var utroligt så godt at han kunne ramme dem, med sin snak, det gjorde hende faktisk lidt trist at tænke på at ens liv selv havde været sådan når man kom som menneske til Forks, hun havde jo ikke selv anet faren omkring sig når hun gik for sig selv om aften eller i det hele taget for sig selv når der ikke var andre end hende og så måske en anden pige eller dreng, som faktisk havde været en vampyr som kunne havde slået hende ihjel eller forvandet hende. Victoria kunne godt huske da hun mødte Kevin for første gang, hun havde altid følt at der var noget specelt ved ham, også selvom de kun lige så på hinanden, men det var vel fordi hun følte sig tiltrukket af ham, fordi han var vampyr. Det havde hun jo så også senere fundet ud af, da hun selv blev vampyr og mødte Kevin igen, det havde været helt underligt for hende at vide hvor stor en trussel han havde været for hende som menneske også at de kunne meget bedre sammen, da hun blev vampyr. "Man savner helt at være menneske når du sætter det op på den måde, men selv mennesker kan lide mere end os også selvom de måske ikke er blevet bidt, man kan ikke altid gå og smile" svarede Victoria stille og snøftede lidt.

Man kunne sagtens se på Victoria at hun både så udmattet og træt ud, hun var lidt sort under øjnene fordi hun ikke havde fået blod længe, og hun var i det hele taget træt fordi hun tænkte for meget, sådan følte hun ihvertfald. Hun sukkede lidt, men nikkede så og smilte for første gang til ham, selvom det var svagt og så ret udmattet ud, " jeg ved det.. jeg er faktisk glad for at du gider bruge tid på at hjælpe mig, så er der da en som gider" mumlede hun lidt til sidst og hendes svage smil forsvandt igen og hun bed sig lidt i læben. "Er du da Alfa eller Omega, siden du kan føle det som jeg føler?" spurgte Victoria nysgerrigt og slap sin læber og sukkede lidt igen. Hun kørte sin ene hånd gennem håret og støttede derefter sit hoved på sin hånd og havde stadig blikket ovre på ham.

Gaspard smilede svagt, et meget let smil som viste at han ikke bekymrede sig om nogle kunne finde på at slæå ham ihjel i dette øjeblik. Hans blik vendte sig fra vinduet til pigen. Hun var anderledes, hun havde fundet kærligheden og hendes følelser fvar stærkere end de fleste. Han sukkede lidt og hans ild røde blik var rolig og det rykkede sig ikke fra hende. Langsomt rejste han sig og smilet blegnede lidt fra hans læber. " Man skal ikke savne det man ikek har mere." sagde han stille og hans blik var blevet alvorligt. De flamende øjne, passede godt til hans udseende men nogle ville blive skræmt af ham vis de så hans øjne. Han lod ikke mennesker se ham i øjnene. " Jeg er omega" sagde han stille og kiggede på hende med et lille strejf af venlighed. Han kunne ikke forstå at hun savnede sit liv, dengang hun var svag og til at slå ihjel. Nu var hun et storslået væsen, som ikke kunne slåes ihjel.

Langsomt satte han sig ned på stolen igen og tog blidt fat om koppen. Han behandlede den som om at den var det mest skrøbelige ting i verden. Det var den også o forhold til ham, men han overdrev måske en smule. Sådan var han.. Overbeskyttende, men de fleste gange havde han ret når han var overbeskyttende. Han sukkede svagt og kiggede så fra sin kakao til pigen. " Hvad er dit navn?" spurgte han stille. Han vidste ikke hvorfor han havde talt med hende uden at vide hendes navn.

Victoria trak lidt på den ene skulder og sukkede kort, hun viste skam godt at han havde ret men hun havde lyst til at sige det højt, det fandt hun var pinligt til at gøre, tros af at hun var så langt nede som hun var nu, så kunne hun vel godt føle lidt flovhed. Hun vendte kort blikket på sin kop med te som var ved at køle af, men hun kunne jo ikke mærke at den blev koldere og koldere, hun vendte også kun blikket på koppen for at få lov til at tænke, uden at hans blik skulle forvirre hende eller få hende ud af den. Victoria så dog hurtigt på ham, da han rejste sig og bed sig lidt over hans alvorlige blik og kunne først ikke få et ord frem, men det kom dog, " måske ikke... men man har jo lov til det alligevel" mumlede hun stille, men hun stod fast ved sin beslutning og ville faktisk ikke diskutere det mere lige nu.
Victoria nikkede lidt til det han sagde med hans rang og viste godt at hun ikke ville kunne gøre noget, hvis han pludselig pissede hende fludstændig af, men havde nu heller ikke de tanker lige nu, "hmm.. okay" mumlede hun bare da hun ikke kunne finde noget andet svar til det.

Victoria tog blikket på sin kop igen, da han satte sig ned og bed sig tænkende i læben. Hendes hår var halvtørt nu, men det var ikke noget hun som sådan havde lagt mærke til, man kunne godt begynde at skimme den flammende røde farve som hendes hår havde og det passede faktisk godt til de ravfarvede øjne hun havde, men hun havde ikke kunnet se skønheden ved sig selv lige for tiden. Ikke siden hun havde fået sit hjerte knust for anden gang i træk, hun rykkede lidt på sig, da han spurgte om hendes navn, men vendte så blikket på ham og kom op med et svagt men udmattet smil til ham, " jeg hedder Victoria, hvad med dig?" spurgte hun nysgerrigt og tog lidt bedre fast om koppen.