Derfor er jeg altid tit på havet

V= Gråt, lidt blæst.
O= Ingen udover Hatai.
Dato= Den 23 september.
T= Irl.
S= Ved en lille vej ved der fører til forks.


Blæsten var over det hele, man kunne hører det meste græs sige en slags hvisken, Hatai gik over græsset ved siden af vejen, hans øjne kæmpede for at være åbne, men han gik videre som om intet var sket eller der ikke skete noget, hans hvide jakke, skrave sad helt rigtigt på en fin og flot måde, den gik ham til ørerne så de blev varme, han havde nogen sorte bukserne på faktisk var det mere sorte og stramme jeans så det så bedre ud, når de var stramme, indenunder hans jakke havde han en brun t-shirt på, ærmerne gik til starten af hans arme. Et to tre, gik han ved kanten af vejen. Han havde været ude hele natten, han var ikke søvning endnu dog, han havde været ude og gå og tænke på hvordan det ville gå ham i forks. Måske ville han finde noget ud om hans familie, hans for tid han intet vidste til, måske ville han finde noget mystisk.
Hans sorte øje kiggede frem på vejen, en blå bil kom kørende han så personen lige i øjene og lugtede en sød lugt, en vane han havde vær gang han lugtede menensker. Men Han lugtede også noget andet når han mødte nogen 'bestemte' de spurgte altid til ham om sådan noget som, 'Hvem er du? Hvad er du?' Han var altid træt af de bemærkeninger. Han hadede det, for han vidste ikke hvad han skulle svarer, 'Jeg ved det ikke' men det er som det er.

Siw ttrak jakken tættere om sig. Hun var igen gået udenfor, uden grund. Hun bed sig let i læben og fortsatte mod forks. Hun nåede vejen. En bil kørte forbi hende, og hun smilede svagt. Ud af øjenkrogen bemærkede hun en bevægelse, og kiggede over på den anden side af vejen, hvor en dreng stod. Han kom nok lige fra Lake Washingson. Hun kiggede på ham. Han var virkelig, virkelig pæn. Hun smilede svagt til ham og løftede hånden i en form for hilsen. Siw vaklede lidt, da et vindstød kom og hun blev trykket ud i siden. "Whooow" Mumlede hun, da hun genvandt balancen igen. Hun grinede svagt over sin form for klodsethed og kiggede op i himlen. Den var mørk, trods tidspungtet på morgnen. Hun trak på skuldrene og nikkede som farvel til drengen, før hun begyndte at gå i et langsomt tempo, for ikke at falde.

Hatai havde også stået og kigget på hende med et smil på læben, hun var pæn af et menneske at være, Han gik langsomt efter hende, efter hun næsten havde faldet havde han dårlig samvittighed med af efterlade hende her, "Har du brug for hjælp til at gå?"spurgte han pjattet, da han lige var kommet over på siden af hende, han strøg hans hånd igemmen hans hår, han rettede hurtigt noget på hans jakke og bukser og kiggede igen på hende, "Er du faret vild eller noget du?"spurgte han igen, han ville naturligvis hjælpe hende hvis der var noget i vejen. Hatai var meget fast stående i jorden, man kunne næsten ikke se på ham at det blæste udover hans jakke, ellers stod han helt fast selvom han gik lige ved siden af hende, han blinkede til hende med sit højre øje, for han gik til højre af hende. Skridt for skridt steg hans nervøse menneske jeg meget.

Siw blev lettere overrasket ved lyden af stemmen ved siden af hende. Han måtte have gået hurtigt for at kunne nå hende, men det gjorde jo heller ikke noget. Hun grinede dæmpet over hans spørgsmål, og noget dæmrede i hendes underbevidsthed. Noget hun havde oplevet før.. Dejavu? Hun stoppede op, meget brat og kiggede undrende på ham.

"Har du brug for hjælp med at gå?" lød hendes ynglingsstemme bag hende. Hun var 4 år gammel, og var snuplet over en sten ude i deres forhave. "Gaspaaaaaaaaaard!" Udbbrød den søde lille klokkestemme og lagde armene om sin storebror. "Kom du allerede nu?!" grinede hun henrygt og kom i tanke om hvad han havde sagt. Hun spillede kort fornærmet og daskede sin bror på skuldren. "Jeg kan godt gå, stenen angreb mig bare!" Mumlede hun anklagende, og blev så glad igen. Han var hjemme! Hun lyste op og hev i hans ærme. "Kom lige og se her" Hviskede hun hemlighedsfulgt og begyndte at gå hen i baghaven. Midt på græsset stod en stor brun kat. "Er den ikke sød?" Spurgte Siw drømmende og grinede svagt. "Den har gået rundt i haven hele dagen, så jeg har døbt den Hr. Fedesen, fordi den er SÅ tyk!" Sagde hun stolt pg kiggede muntert på sin bror. "Hvor er jeg glad for du er hjemme igen!" Udbrød hun efter lidt tids stilhed

Siw vendte tilbage til virkeligheden, mens hendes sidste udbrud stadig rungede i hendes ører. Det var gået op for hende at hun var stoppet op, og hun rødmede. "Hov," mumlede hun og grinede. "Nej jeg har ej" Svarede hun så, på det første spørgsmål. "Det var bare vinden der angreb mig" Forklarede hun og smilede venligt til drengen. Siw rystede på hovedet. "Jeg gik bre en tur i skoven, men da det begyndte at blæse blev jeg nødt til at gå hjemad igen" Sagde hun med et skævt smil. "HVis det nu begynder at lyne, vil jeg helst ikke befinde mig i skoven" Hun puffede grinende til ham da han blinkede og rystede så på hovedet. "Hvad med dig? Er du faret vild, eller er du eet ligeså stort frilufts-menneske som mig?" Spurgte hun efter lidt tid.

//Var DET langt nok!? xD//

Hatai kiggede overrasket op, da hun sagde noget, hun virkede til at være i ´sin helt egen verden, hun var nok lidt virkeligheds fjern, men det var nok okay, hun så jo godt ud. Han lagde armen over hende og mærkede hendes varme hud, hun var menneske helt sikker om det, han trækkede stille vejret og kiggede stadig på hende, men da hun sagde noget igen besluttede han sig simpelthen for at sige noget, enkelt og redeligt, han kiggede undrende på hende og sagde, "Vinden er altså ikke farlig nærmere din ven! Undtagen når du går imod vind, så er det letter irriterende, men det går jo stadig!"mumlede han, det sidste han sagde var næsten uforståeligt. Han stoppede op sammen med hende og havde stadig armen om hende så hun ikke faldt ned og slå sig, det ville han ikke havde. Da hun spurgte om han var faret vild, grinede han af sig selv og kiggede hurtigt ned i jorden og nærmest skammede sig over sig selv, det var noget rod så ja han var faret vild men han svarede "nej da jeg farer aldrig vid!"sagde han hurtigt og smilte ærligt til hende og hans øjne kiggede væk fra hendes øjne så man ikke kunne se han løj.