en midnat så rolig

Tid :: Midnat
Dag :: Mandag
Dato :: 21. december
Sted :: Parken
Vejr :: Fuldmåne og stjerneklart
Omgivelser :: Claire ingen andre.

Claire sukkede. Hun kom i tanke på det tidspunkt hvor det var at hun var gået fuldstændig amok. På det tidspunkt hvor det var at hun havde taget fat i en eller andens far var det vidst? Ham hun havde set ved Amber, men som hun overhovedet ikke kendte. Hun var godt nok flygtet fra dem, men hun havde endnu ikke fortalt denne fremmede fyr, at der ikke var sket noget med hans far. Hun var kommet i tanke om Volturi klanen og havde derfor afleveret den gamle mand til et hospital. Hvis hun havde haft chancen havde hun nok bidt. Men hun ville sikre sig at hun var tilbage til Forks snart. Hun så lidt op imod himlen og sukkede, hun var lidt træt af det her. Hun følte sig nærmest helt slap på grund af at hun ikke havde fået den del blod som hun nu ellers plejede at få.

Claire var i dag iklædt nogle stramme bukser og en lædertop. Det samme som hun havde på i tre dage nu. Støvlerne var af skinnende læder og som gik hende til under knæene. Der var tre centimeters hæl på, men hun kunne sagtens gå helt lydløst med dem igennem parkens asfalt. Hendes hår var sat i en hestehale på siden af hendes hoved, nede omkring nakken. Det faldt elegant ned langs hendes skulder og derefter bryst. Toppen var ret nedringet og hun havde efterhånden ret store patter. Hun var attraktiv og smuk, og hendes timeglas-form gjorde det langt bedre. Hun havde dog også en kappe om skuldrende der gik ned omkring anklerne.

Claire kunne lige pludselig dufte den vampyr hun havde taget dette menneske fra og hun smilte med det samme skævt over det. Hun rystede på hovedet af det og kunne dufte at vampyren vidst havde sat farten op. Han vidste at hun var her, perfekt!? Det var tid til lidt sjov syntes hun. Nogen gange havde hun de tider hvor der overhovedet intet var at lave. Men problemet lige på dette tidspunkt var at hun ikke ligefrem var det stærkeste som hun plejede at være. Men hun var ret så sikker på at hvis de skulle komme op og toppes, kunne hun sagtens vinde over ham. Men hun kunne dog ikke lade være med at hoppe op i et af de træer der var nærmest hende. Den var dog ret stor. Den største i parken og man kunne hoppe flere steder hen for der var så mange tykke grene osv. derfor hoppede hun øverst oppe i dette træ og holdte øje med det sted hvor hun vidste han ville ankomme. Det ville tage lidt tid før det var at han ville opdage hvor hun var. Hun vidste at man nogen gange kunne blive lidt forvirret. Men hendes duft var der vel stadig.

Hun grinte lidt ondt af ham og til sidst hoppede hun ned fra træet. Hun så sig lidt omkring efter ham og lod tungen glide hen over hendes underlæbe. "Gad vide hvor den gamle er blevet af..?" spurgte hun med en rolig og meget sarkastisk stemme. Hun vidste jo allerede hvor det vra at han var kommet hen. Hun vidste at han var i sikkerhed, men det var som om fra hendes attitude at han overhovedet ikke var okay. Som om at hun allerede havde bidt ham eller noget i den retning. Som om at der var sket noget forfærdeligt med ham. Hendes øjne lyste også helt af fryd og mange kendte hende. Mange genkendte de øjne og når de var på den måde. De var netop på den måde når det var at hun havde skadet folk.

Hun grinte lidt af ham og rystede på hovedet af ham. ”Du holder vist af ham!?” sagde hun med den samme stemme som hun havde brugt da det var at hun havde været over ved hans far. Hun fugtede let sine læber og tænkte sig lidt om. Nej, hun havde ikke lige i dette tidspunkt tænkt sig at sige hvor hans far var. Men hun havde tænkt sig at finde ud af hvor det var at hun syntes hun havde set ham før. Hun kunne nærmest genkende det ansigt, men hvorfra anede hun overhovedet ikke. Men hun vidste at sådan noget fra hendes hukommelse, for det meste kom tilbage ret kort tid efter. ( Når hun bruger sin egen evne imod sig selv. Kommer mindet tilbage bare nogle få uger efter, da hun ikke kan bruge sin evne imod sig selv helt ). Hun lod en hånd køre igennem hendes hestehale imens at hun så lidt op og ned af ham. Hun ventede egentlig bare på at han ville angribe, det var vel hans eget valg omkring om han ville vente til at hun svarede ham på en ordentligt måde. Hun var ret så sikker på at når det kom til stykket, ville hun ikke lyve overfor ham. Tænk nu hvis han var en meget vigtig brik i hendes hoved? Tænk nu hvis han havde været med i hendes planer, men at hun bare havde glemt ham? Han måtte være vigtig, det havde hun på fornemmelsen at han var. Hun så lidt op imod nattehimlen før det var at hun så på ham igen, hun ville ikke risikere at han angreb hende imens at hun så den anden vej. Desuden mente hun også at det nærmest var uhøfligt. Nogen gange havde hun det med at være 'høflig' når det var at hun skulle kæmpe. Men altid brugte hun de mest beskidte tricks og det vidste de fleste omkring hende også. Hun gjorde det aldrig fair. Selv ikke når det bare var en almindelig vampyr eller vareulv, så kunne hun være det hårdeste at kæmpe imod nogen sinde. Hun gav aldrig en person en chance, medmindre at hun ville føle sig nobel på et tidspunkt. Hun fugtede let sine læber igen. Hendes øjne var begyndt at blive meget blodrøde. Det var som flydende blod.. der var kogt.

”Igle!?” hun grinte lidt ondt af ham og rystede på hovedet af ham. ”Kan du ikke finde på noget andet?” spurgte hun blidt. Hendes stemme lød fuldstændig rolig, men det var som om at man kunne se på hendes øjne at hun havde gjort et eller andet imod hans far. Men hun ville nu stadig med det endelige svar til ham. Hun havde overhovedet ikke skadet denne gamle mand. Han var bare lidt chokereret over at hun havde afleveret ham ved hospitalet. Men han fandt sikkert på et eller andet. Han havde endda sagt tak til hende omkring at hun havde ladet ham leve. Men det var ikke på grund af at hun havde følt noget specielt nej. Det var bare på grund af at hun var så egoistisk og tænkte på at hun helst ikke måtte dø. Hun vidste ikke om det sådan var at kalde sig egoistisk, for grunden til at hun ville forholde sig i live var på grund af at hun havde lovet Daniella noget bestemt. ”Jeg kan da ikke fortælle hvor han er? Det gør ikke legen sjov.. for han skal jo helst være død når det er vi er færdige med at slås” hun smilte skævt og med det samme ville man tro at hun havde skadet denne gamle mand. Havde ladet ham forbløde. Og man blev meget hurtigt snydt af hendes blik. Men hun var ret så sikker på at de havde mødt hinanden før det med at de mødte hinanden sammen med hendes søster. Hun havde allerede kommet i tanke om det sted i lejligheden, nu prøvede hun at komme i tanke omkring hvor det var at de havde mødt hinanden for aller første gang. Der måtte sq'Da være et eller andet? Men det var bare svært at huske. Hun kunne med det samme regne ud at hun havde brugt sin egen evne imod sig selv. For hun havde det sådan med at hun sagtens kunne huske ting, medmindre at hun havde brugt sin egen evne.

”Og du vil hvad..?” spurgte hun roligt da det var at han begyndte at true hende med at sige hvor det var at manden var. Hun smilte blidt og gik frem imod ham. ”Indse det Mizzar.. der er et eller andet imellem os..” hviskede hun let og var ikke bange for at komme i nærheden af ham, selvom at hun godt kunne mærke at der var et eller andet med hans evne. Men hun kunne umuligt blive skade af nogle volts, selvom at han godt nok var omega, havde hun været alfa i langt længere tid end han overhovedet havde eksisteret var hun ret så sikker på. Hun havde mere styr på hvordan det var at hun kunne bruge alle sine evner på ham. Hvor meget stærkere hun var end ham.. hvor meget hurtigere hun var end ham. Bare alt det hun kunne gøre var fuldstændig nemt. Hun kunne gøre så meget nu. Hun kunne endda bare tage fat i ham og fange ham som en lille flue. Få ham et eller andet sted hen. Men der var noget over ham der gjorde at hun netop ikke dræbte ham som denne lille flue. Hun skævede lidt til ham og så på ham. Ja, hendes blik så meget tænkende ud, men lige meget hvad ville hun alligevel reagere meget hurtigt. Men det var nok lidt underligt. På grund af at hun netop altid tænkte på en million ting. Det var aldrig det samme hvert femte minut. Nej altid noget nyt. Nogen af de vampyre som havde læst hendes tanker var tit blevet forvirret og havde droppet det fordi at de ikke vidste hvad det var at hun ville. Det var måske en af grundene til at hun tænkte på den måde? Men lige på dette tidspunkt blev hun ved med at spekulere over hvem han var og hun vidste at det ville komme på et eller andet tidspunkt. Hun kom helt hen til ham og hendes onde smil sad stadig på hendes læber. ”Du kendte mit navn ikke sandt..? Det må være et tegn” hviskede hun let i hans øre og rørte hans t-shirt. Hun kunne godt mærke en smule fra hans side af, men det fik hende bare til at smile skævt.

Hun smilte skævt, men denne gang ikke dette onde smil. Et blidt smil som man ikke havde forventet var kommet. Hun så lidt op imod himlen igen. ”Kærligheden tog over sætningen der kunne jeg høre..” hviskede hun let og kom i tanke om Yo. Hun savnede nu helt vildt at komme tilbage til Forks og hun var helt opsat på at komme tilbage. Intet skulle stoppe hende nu! Hun så over på Mizzar. ”Din far er uskadt..” nu kunne det hele lige så godt komme frem syntes hun selv? Hun så ingen mening i at skjule noget længere. Ikke nu hvor det var at hun kunne komme tilbage til Forks og få noget blod der. ”Jeg gjorde ikke noget ved ham.. han takkede mig selv.. du kan selv spørge ham når du kommer hjem til ham!” hendes stemme var helt rolig nu. Lige nu tænkte hun på hvordan det var at Yo havde det. Mizzar kunne vel gætte sig frem til at hun var forelsket. Nemlig det blik hun havde oppe imod stjernerne, afslørede det hele. Men det var svært at tro at sådan en tøs som hende.. Claire.. kunne være forelsket. Man forventede altid at sådan en person aldrig nogen sinde ville forelske sig i nogen som helst. Ikke havde nogen venner eller noget lignende. Men det var komplet det modsatte. Hun havde nogen venner som hun ville hjem og beskytte. Det var derfor at hun så gerne ville hjem med det samme.

Ligeså langsomt kom alle minderne frem fra hendes hoved og hun smilte skævt. Men denne gang var det ikke ondt. Det var bare lettelsen for at hun endelig vidste hvem det var at han var. Men det stoppede hende ikke i at kigge op på stjernerne. Hun kom i tanke om alle dem hun havde bidt lige i dette sekund. Selv hende som hun havde set sidste gang. Hende der lod til at være Mizzars kærlighed? Det var underligt at tænke på lige på dette tidspunkt, at hun havde bidt dem begge, men også kæmpet imod dem begge. Hun hadede sig selv for vær gang at hun havde gjort det! Hun hadede når det skete for hende?! Hun syntes selv at man ikke skulle gøre dem noget, dem som man havde bidt. Derfor havde hun det tit med at prøve at beskytte alle dem hun havde bidt. Prøvede at få dem til at holde sig i live, men også at være tæt på dem. Det var derfor at hun ville tilbage til Forks. For der var de fleste folk som hun havde bidt. Men det var underligt. Mange af dem hun havde bidt brød sig ikke om hende fordi at hun var så 'ond' som de nu kaldte det. Men hun var ligeglad. Hun ville være i nærheden af dem så hun var sikker på at der intet skete dem.

Hun grinte lidt og rystede på hovedet af ham. ”Hvad med at du bare tager hjem til ham? Det er jo der han er..” sagde hun roligt. Hun begyndte at gå væk fra ham. Hun havde ikke tænkt sig at følge med ham. Han skulle jo møde sin far alene og sådan var det bare. Hun var heller ikke så nysgerrig efter at følge efter og se dem være glade for at se hinanden igen. Sådan noget var bare ikke Claire. Ikke noget som hun rigtig gad os se på. Det var svært for hende at se nogen synspunkt på familie kærlighed. Amber var hendes søster ja, men det var nogen gange meget svært at være sammen med Amber. De havde bare ikke de samme interesser og de havde også svært ved at forstå hinanden. Men sådan var det nogen gange at være søskende. Hun havde ingen forældre overhovedet. De var begge døde og hun nægtede at komme i nogen som helst plejefamilie. Det var derfor at hun stadig boede sammen med sin søster, selvom at hun ville ønske at det var noget andet nogen gange.