vampyr på reservatets grund..

Tid:23:34
Omgivelser:ingen andre end Zaf..
Sted: skoven nær grænsen..
Vejr:stjerneklart, ingen måne og meget kold.
Årstid:irl

Zaf løb hurtigt igennem skoven. hun var trådt over grænsen med vilje.
Hun løb hurtigt og adræt igennem underskoven, og lyttede efter varulvene.
Men hun kunne ikke høre dem. Måske havde de ikke hørt hende endnu!?
Hun gik over til et træ, et gammelt, stort et. Hun sparkede hårdt til det, og man kunne
høre en høj knirken, og træet væltede. Hun lyttede lidt..var det ikke poter mod jorden
hun kunne høre?..

Det var Tami's poter hun havde hørt. Hun var rasende over at en vampyr,
endda en alfa vampyr, havde trængt sig ind på reservatets jord. Hun løb
som en rasende imens resten af flokken havde hørt hendes tanker og forhåbentlig
snart ville komme og hjælpe hende, for en alfa ville helt klart slå hende ihjel!
*bastarder der burde dø! alle sammen!*tænkte hun vredt og knurrede højt
da hun så det hvide lig. Hun udstødte en høj hylen og fløj lige i kødet på hende

Hun skulle jo ikke ligne en der ville dø,
for så kunne det jo være at de ike ville dræbe hende!
Hun sparkede hurtigt ulven væk og knurrede igen,
imens hun stillede sig i en halv angrebs/forsvars position.

Hun kiggede vredt på hende og knurrede igen. Hun håbede virkelig at
de andre ulve snart ville komme, for bare styrken i dette spark, gjorde
hende bange. Hun viste det selvfølgelig ike, men hun var en smule nervøs,
for om hun ville være i live efter den her slås kamp, mod den indtrængende
vampyr..

hun lo koldt og ondt"Du er så svag, køter"sagde hun koldt
og sprang tre dobbelt så hurtigt på ulven, som en normal vampyr ville
kunne gøre det. Hun ville ike bide hende, der var ingen grund til at flere skulle
dø, eller blive såret, kede eller lign. pga hende.
Hun løftede ulven op og tyrede hende ned i det væltede træ, dog uden alt sin styrke

Hun knurrede vredt og bed sig fast i hendes arm, men fik så et
chok da hun blev kylet ned i træet, så hun kom til at give slip på
armen.
Hun peb stille og kunne mærke træsplintre i sin ryg. Hun rejste sig
op og knurrede højt og vredt, bed smerten i sig og hylede højt.

Tamara's hyl blev med det samme besvaret.
Wow, endelig skete der noget!
Saria havde været ude for at 'Finde sig selv' ude i skoven, og havde været i ulveskikkelse i laaang tid.
Og nu blev hun belønnet!
En alfavampyr!
Jaaa, kaamp!
Men alligevel, hun kunne godt tænke sig at beholde livet i behold.
Hun bakkede op bag Tamara, ikke for at gemme sig, måske for at beskytte hendes ryg, hvis vampyren kom tæt på der?