trist fortid, men ingen fremtid?

Dato: 26/12
Sted: en stor skov ude ved vandet i det nordvestlige Frankrig (bliver jo nød til at forklare hvor)
Tid: 05.47
Omgivelser: ikke en levende sjæl (udover Isabella)
Vejr: solopgang, overskyet, lidt køligt
Årstid: vinter
Påklædning: træningsbukser og en enkelt t-shirt, som var ved at blive temmelig slidt (menneske skikkelse)

Isabella sad helt stille på stranden og kiggede ud over vandet og hen på solen, som var på vej op. Isabella sad med knæene under hagen, mens hun holdte armene om benene, det var ikke fordi hun frøs, hvilket hun havde svært ved, fordi hun jo var en varulv. Hun var bare stadigvæk meget trist og dyb nedtrykt. Hun ville ikke hjem, hun vidste ikke, hvad hun skulle der. Hun ville gætte på, at der ikke var nogen, der ventede på hende. Det gav et stik i Isabellas hjerte, da hun kom til at tænke på Daniel. Hun sukkede og lod en tåre falde. Hun vidste heller ikke, hvad hun skulle gøre ved det. Hun havde heller ikke oplevet sin prægning endnu, men hun tvivlede stærkt på, at hun ville opleve den, fordi hun kunne jo ikke forplante sig videre. Prægningen var kun til for at skabe en videre slægt, som også skulle være stærkt. Igen stak det i Isabellas hjerte. Daniel ville jo på et tidspunkt opleve sin prægning, og så var han ikke længere en del af Isabellas liv. Så der var ingen, der ventede på Isabella. Hun overvejede at blive væk fra Forks og blive her i Frankrig.