Daiya's meget uhyggelige fortid ^^

Pludselige tåre. Hvor kom de fra?
Hun rørte forsigtigt ved randerne, under øjnene, som stod tydeligt efter ingen nats søvn. Hun tog sine fingre op foran øjnene for at se.
De var mørke røde. Hvad var det? Hun kunne kun se mørke, og hendes lysene blege finger.
Hun ville skrige, men luften i hendes lunger var kold som is. Den var tung som sten. Den var skærene som knive.
Hun så op, men så kun den iskold måne – som var fuld.
Smerte, som om nogle havde revet hul i hendes bryst.
Hun gispede.
Hvad var det der skete med hende?
Hun faldt på knæ, helt tom, hvad var hun blevet til?
Smerten blev stærkere men sagde hendes ikke hvorfor det gjorde så ondt.
Hun rejste sig tom, og vaklende, da hun så noget lyse blegt forude.
Hun stoppede først på sit halsbrækkene løb - over rødder som hun ikke kunne se, om rundt om søjler, eller træer som også var usynlige – da hun var foran en stor flad sten, i noget lyst marmor, af en art.
Pludselig skreg hun, da der kom tekst på. Alice Quian.
Hun skreg endnu hørere og skarpere da stenen pludselig dryppede. Af blod.
Hun gik vaklende baglæns for at komme væk fra det skræk indjagende syn.
Hun væltede og landede på ryggen. Pludselig så nogle spaltede isblå øjne ned på hende.
Det var Suki’s. hun tog en dyb indånding for Suki’s øjne, virkede beroligende på hende.
Pludselig hvæsede Suki og hendes propiller blev mindre, kun til en streg.
Den begyndte at krasse på sig selv, så den blev blodig. Dai gispede forfærdet. Hvad lavede den?!
Hun puffede hårdt til den, men den blev ved!
Til sidst segnede den med åbne øjne som så tomt frem for sig.
Dens krop var slap og slatten - og gennemblødt – da hun tog den op i sine arme.
Tårerne rendte ned af hende kinder. ”Hvad laver du dog?” hendes stemme var kun en hvisken.
Pludselig bukkede hun sammen i smerte og faldt ned på sine knæ.
Det som før var sort, blev helt hvidt.
Det hvide stod i stærk kontrast til hans hår. Blæk sort hår. Hvem var det?
Hendes øjenbryn fløj i vejret.
Da han smilede til hende, både med sine læber og hans isblå øjne, genkendte hun ham.
Hun greb ud efter ham, men pludselig var hun i en brønd.
Hendes skrig, plaskede mod de våde væge som sluttede tæt imod hende.
Hun sank under vandet og pludselig blev det sort.
Hun vågnede skrigene op, og så ud af hendes vindue.
Stjernerne skinnede varmt til hende.
Hun lagde sit svedige hoved på skrå, stadig ved tårerne ud af øjnene.
Selvfølgelig kom ingen ind for at se om hun stadig levede.
Hun gispede stadig, men begyndte at slappe af.
Det var bare det samme mareridt hver nat, og det var blevet meget mere uhyggeligt siden hun var rejst til Forks.
Det gøs igen igennem hende.
Hun havde aldrig fundet ud af hvem den dreng var, men hun viste at hans navn var Cedric – eller Nonec.
Og at hun virkelig måtte finde ham, inden at det blev forsent.
Inden det blev forsent…

//Mere kommer self ^^

Wow den er meget god, blodig X.x, men god heh XD

Jeg plejer ikke at skrive blodige ting,
men en gang skal jo være den første x3

Den er meget... punkt formeret artigt? Hvis du ved hvad jeg mener med det? Når du har skrevet en linje i din baggrundshistorie, så rykker du ned til næste linje.. det er lidt ja.., det er svært at forklare, men jeg synes mere du skulle skrive det sådan lige ud, ligesom jeg gør her, i stedet for at rykke ned til "næste" linje? Det er som om at ordet; hun bliver brugt for meget, og ja, det kan ikke undværes, men man opdager det bare tydeligt når du har lavet så mange linjer, i stedet for bare at skrive og fylde det ud. (: ?
Ellers er det en meget god historie! ;D