Langt væk hjemme fra..

Tid :: 11:30
Vejr :: Snevejr og koldt.
Sted :: Venedig
Omgivelser :: Mennesker som er i julehumør.
Årstid :: Ventier
Dag :: Lørdag.

Mizzar kom gående ud fra en lille butik, med en lille pose i hånden.
Han gik mellem alle menneskerne og smilte lidt for sig selv.
* nu har jeg købt to gaver* tænkte han, og han var stolt af det for han var ikke den bedste til at finde gaver.
Da han kom længere ned af gaden, pustede han lettet ud og man kunne se hans ånde.
Han grinte sagte og kiggede rundt. Ingen lagde mærke til at han var lidt lysere i huden end de fleste.
Sneen faldt omkring ham og han kunne ikke mærke det.
Han kiggede efter en bænk og han fandt en lidt længere ned af gaden. Han begyndte at gå med raske skridt ned af gaden for at komme til bænken.
Da han nåede bænken satte han sig ned og lagde hovedet tilbage.
" gad vide hva de andre, hjemme i Forks, laver" mumlede han for sig selv og kiggede op på himlen.
Han vidste godt at han burde havde fortalt nogen at han tog til Italien i dag, men han orkede det bare ikke.

Amanda kom gående ned at Venedigs mange gade. Det var en af de få steder, hvor man ikke skulle sejle. Hun strøg en hånd gennem det lysebrune hår og så hurtigt rundt. Hun stak hænderne i lommen og så ned i jorden imens hun gik videre.
Hun tænkte kort over hvordan de andre i Forks havde det. Men hun havde virkelig brug for at komme væk, efter Shane forsvandt og aldrig viste sig igen. Så havde hun ikke rigtig noget liv.
Hun havde ikke engang lyst til at tale med Cecilie, som boede hjemme hos hende.
Hun sukkede kort og bed sig hårdt i læben, imens hun gik videre. Lugten af alle menneskerne, fristede hende ikke det mindste. Hun havde spist før hun tog afsted. Så lugten af dem, irreterende hende ikke det mindste.

Mizzar sukkede tungt og grinte så.
Han skulle da ikke gå og bekymre sig om dem derhjemme, når han nu selv var kommet væk.
Han så det på den lyse side : han kunne gøre næsten lige hvad han ville. Han skulle ikke høre efter hvad andre sagde.
Noget sne ramte ham på næsen og han rynkede på næsen.
Det var dejligt at det sneede men alle menneskerne omkring ham fik ham til at tænke på så mange ting.
F. eks hvordan han havde det i sit menneske liv og hvorfor han lige var blevet forvandlet.
Hans smil forsvandt så hurtigt som det var kommet da de tanker kom ind i hans hovedet.
Nu så han livet på et andet perspektiv end da han havde været menneske.
* rettelse: jeg har ikke noget liv* tænkte han og kiggede trist rundt på alle menneskerne.
De skulle være glade for at de havde et liv.

Amanda så rundt og fik øje på en dreng. Hun bed sig i læben og så opmærksomt på ham. Var han ikke en fra Forks? Han mindede i hvert fald om en. Hun gik med små hurtige skridt mod ham. Han havde gjort hende nysgerrig, især fordi hans lugt afslørede han var vampyr. "Hej," smilte hun og lagde sin hånd på hans skulder, for at få hans opmærksomhed. Hun lugtede lidt til ham igen og smilte lidt mere - jo det var klart, han var vampyr. Hun så på ham og strøg noget hår væk fra øjnene.
"Du er fra Forks, er du ikke?" spurgte hun og så på ham med et friskt smil. Sneen irreterede hende ikke det mindste, selvom hun næsten havde fået fregner af de små snefnug der havde sat sig på hendes kinder.

Mizzar åbnede øjnene hurtigt og kiggede på en Pige, helt klart vampyr.
" jo, jeg er fra Forks" mumlede han og studerede hendes ansigt.
Havde han ikke set hende i en af timerne på skolen ?
Han smilte lidt og gav hende elevator blikket. Jo helt sikkert.
" Det er du vel også?" sagde han, ikke helt ment som et spørgsmål.
Han sukkede og satte sig ordenligt.
" sæt dig bare" sagde han og klappede på bænken ved siden af ham.

Amanda smilte og så på ham imens hun nikkede. "Jeg var sikker på jeg havde set dig før." smilte hun og strøg en hånd gennem det lysebrune pandehår.
Hun så på ham og nikkede kort over hans spørgsmål. "Jep, det er jeg." grinte hun og så på ham. Hun opførte sig meget muntert, hvilket hun faktisk ikke var. Hun havde ligsom Amber også mistet sit livs kærlighed. Den mand hun havde turde at gøre alt med. Den mand hun havde elsket højere end sig selv. Ham havde hun mistet, forevigt.
"Tak." smilte hun og satte sig på bænken, ved siden af ham.

Mizzar syntes at hun virkede lidt for glad til at det kunne være sandt.
" er der noget det nager dig ?" spurgte han hurtigt, han vidste godt at det var dumt at spørge om sådan noget men han kunne ikke lide at andre end ham selv var ulykkelige.
Han smilte lidt og kiggede op på himlen.
Den var overdækket med skyer, men den lignte cirka sådan som hans eget liv var.
Han viste ikke sig selv ordenligt og han kunne ikke finde sit rigtige jeg.
Det eneste der fik ham til at tro på at han var i live var at han kunne røre, se og hører ting..
Han kiggede på pigen igen og bed sig i læben.

Amanda trak på skulderne og så på ham med et skævt smil.
"Mere eller mindre." svarede hun med et skuldertræk til og strøg en hånd gennem håret.
"Du virker ikke selv så glad, hvad er der galt?" spurgte hun og bed sig i læben. Hvis det havde nogetat gøre med at være newborn og ikke kunne finde sig selv, så kendte hun alt til det. Alt for godt næsten. Hun så kort på ham og smilte lidt, hjælpsomt, trods hun var et dræbervæsen. Der kunne pine alle inde for en rækkevidde af 10 meter.
Hun så kort på ham og lod sin finger køre lidt i det lille lag sne der lå på bænken.

" det er bare svært at vænne sig til tingene " mumlede han og trak på skuldrene.
Det værste var at være sulten og så komme til at gå amok..
Han kiggede på hende og smite lidt.
Det værste var at han ikke kunne tale med nogen om det.

Amanda så på ham og smilte skævt. "Tro mig, jeg kender alt til det." nikkede hun og så på ham med et lille suk. "Forresten hedder jeg Amanda," præsenterede hun sig og smilte. "Amanda Chris Cooper." smilte hun og strøg noget hår om bag øret.
"Jeg er selv ikke specielt gammel, ikke mere end et år." mumlede hun og så på ham og smilte lidt.
"Så hvis du har brug for at tale, må du gerne snakke med mig." tilbød hun ham.

" tak" mumlede han stille.
" Mizzar Laungs" præsenterede han sig selv og smilte lidt.
Han bed sig lidt i læben og kiggede lidt rundt.
" hvorfor tager man altid til Italien når man vil væk? " mumlede han næsten lydløst.
Det var et af de mange spørgsmål han havde inde i sit hovedet.
Alle de spørgsmål havde han haft efter han var blevet forvandlet og han havde aldrig fået et svar på dem.
Desuden var han jo også kun et par måneder gammel, så han forstod ikke de fleste ting.
F. eks hvorfor vampyrer ikke kunne enes med varulve?
Han vidste godt at varulve stank og at dde var farlige, men udover det var de jo almendelige væsner..
Han havde et tænkende ansigts udtryk mens han tænkte på alle hans mærkelige spørgsmål.

Amanda så på ham og smilte blidt. "Det var så lidt," svarede hun og så på hans lysebrune ansigt. "Hyggeligt at møde dig Mizzar," smilte hun og så på ham.
Hun strøg en hånd over bænken der var fyldt med sne. "Italien er mit hjem, jeg blev født her." svarede hun med et kort skuldertræk. "Men Italien er et meget beroligende sted, hvis der er ting du ikke ved hvad du skal gøre ved." svarede hun blidt og strøg en hånd gennem håret. (:

Det var jo også det sted han tog til vis han ikke kunne holde noget som helst ud ?
" det har du sikkert ret i " sagde han og kiggede op på hende med et smil.
Det måtte være rart at være født i Italien, det var en af de smukkeste byer han kendte.
" heldige dig" sukkede han og kiggede ned i jorden.
Han kløede sig i nakken og fik et tænkende udtryk..

Amanda nikkede og så på ham. "Men Italien er ikke altid stedet at flygte hen," svarede hun og så på ham med et blidt og forsigtigt ansigtsudtryk. "Du ligner mig faktisk lidt for meget." mumlede hun og sukkede kort. Hun så ned i sneen og løftede så blikket mod ham. "Jeg ved godt det virker umuligt at være vampyr, men nogle gange må man også se det på den lyse side. Også selvom det virker som om der ikke er en." forklarede hun ham og så blidt på ham.

Han kiggede på Am og smilte lidt..
" det er bare svært at finde en lys side, nu om dage" mumlede han og kiggede ned i jorden igen.
Den eneste lyse side han kunne finde var at han ikke var den eneste vampyr i verdenen..
Han kiggede op på hende igen og smilte blidt.
Det var rart at han ikke havde været den eneste, der så negativt på livet nogen gange..

Amanda smilte og så på ham. "Livsglæden kommer igen, skal du se." smilte hun blidt og strøg noget hår væk fra øjnene. Hun stappede i jorden og trak vejret, også selvom det overhovedet ikke var nødventigt.
Hun så på ham og smilte lidt. "Hvem bed dig enlig?" spurgte hun og kiggede sig kort om og lugtede lidt efter andre vampyrer - det var det værste ved Italien, Volturierne kunne være over alt og lytte til hver en samtale. Så det var med ikke at sige noget forkert.

Mizzars smil forsvandt og hans læber blev til en lige streg.
Det var ikke lige det nemmeste for ham at tale om hans forvandling...
" min mor" hviiskede han meget lydløst.
Det var det værste at det var hans egen mor der havde bidt ham.
Han kiggede op på Amanda og sukkede.
" hvem bed dig?" spurgta han næsten lydløst.
Han ville ikke have at volturierne skulle have noget på ham, så de kunne gøre ham til en af dem.
Den tanke fik ham til at ryste let..

Amanda bed sig i læben og sukkede. "Det er jeg ked af." mumlede hun og sukkede over hun havde spurgt om spørgsmålet, man kunne jo tydeligt mærke han ikke elskede at svare på det.
"Det ved jeg faktisk ikke." svarede hun og bed sig i læben.
"Jeg ved kun at det var en mand."

" det er jeg ked af " sagde han og smilte lidt til hende.
Han var ikke den bedste til at opmuntre andre, men han gjorde altid et forsøg.
Det var nu det mest vanskelige at tale om for alle vampyrer, havde han lagt mærke til, at tale om deres forvandling.
Sneen faldt ikke så meget mere og Mizzar kiggede stille op på himlen.
" sneen minder mig faktisk lidt om den dag jeg blev født." mumlede han og smilte til Am.
Han prøvedet helt klart at skifte emne.