Langt ude..

Tid: 15:00
Sted: ved lake washington
Omgivelser: Her er tomt
Vejr: Koldt og gråt
Årstid: IRL

Mary sad på en stor rund sten og så ud over søen.
Stenen føltes kold under hende, men hun lagde ikke mærke til det, selvom den fik hende til at tænke over de mærkelige mennesker der var flyttet til Forks. De var også kolde nogle af dem. Ikke at hun havde snakket med så mange af dem, men det sagde hendes venner fra skolen også at de var.
Hun kløede sig let på armen. Hun var tit kommet herud som lille pige og stirret ud over søen, men ikke så tit med nogle store ting at tænke på. Derfor var den sten hun sad på også så velbekendt. Det var altid den hun sad på.
Hun vidste ikke hvad hun ville gøre hvis den nogensinde blev fjernet, den havde altid været fast inventar i hendes liv, hvor hun kunne komme hvis hun ikke gad at være sammen med nogen.
Men sjovt nok, var hun kommet helt herud, og nu trængte hun til selvskab.

Sean gik roligt ned mod vandet.
Han havde sin sorte jakke på og den holdt ham varm. Han gik og så ned i jorden
da han fik øje på en pige der sad på en sten ved vandet.
Han gik fortsat roligt hen mod hende.
"Hej med dig" sagde han da han stod ved siden af hende.

Hun så forskrækket op på drengen, der nærmest var kommet ud af det blå.
Eller også havde hun bare været så meget i sine egne tanker at hun ikke havde hørt ham komme...
"Ehm.. Hej" hilste hun muntert da hun fik taget sig sammen igen, og hun sendte ham et lille smil.

Han lo lidt. "Undskyld, det var ikke min mening at forskrække dig" sagde han
Han betragtede hende kort og satte sig så på en af de andre sten ved siden af hende.
"Jeg er Sean" hilste han og smilte til hende.

Hun grinede "det er okay... jeg hedder Mary" hun smilede venligt og trak sin sorte, militært udseende jakke tættere om sig, da hun syntes at der var vildt koldt.

"Fryser du lidt" spurgte han og så på hende.
Han havde det dejligt varm og skulle til at tage sin jakke af for at give den til hende.
Han kunne sikkert nemt holde varmen alligevel.

Hun skyndte sig at ryste på hovedet "Nej nej!" sagde hun "Det er ikke noget du skal bekymre dig om, ellers tak!" hun smilede svagt.

Han tog jakken alligevel og rakte den til hende.
"Her, tag den nu bare! jeg klarer mig" tilbød han og smilte stort til hende.
Han lagde jakken om hendes skulder.

Hun smilede hjælpeløst, og huskede at hendes mor engang sagde at hvis der var nogen der af egen fri vilje tilbød hende noget for at være venlige, var det uhøfligt at gøre andet end bare at sige tak.
"Tak" sagde hun med et smil.

"Så lidt" sagde han og sendte hende et lille smil.
Han så ud over vandet og lo lidt.
"Hvad laver du så her ude når det er så køligt" spurgte han lidt efter.

Hun trak på skuldrene "jeg tænker en smule.." sagde hun langsomt. *en smule* sagde hun sarkastisk til sig selv *nej det var ikke særlig blondie sagt overhovedet!* Hun grinede til ham "Men hvad med dig?? Det er jo mindst lige så køligt for dig.."

Han lo lidt.
"Det ved jeg faktisk ikke, slapper lidt af tror jeg" sagde han med et skuldertræk.
Han så på hende igen og smilte til hende..

Hun smilede skævt "er det da umuligt for dig at gøre derhjemme?" spurgte hun drillende og kløede sin hånd e smule, før hun skiftede siddestilling. Hun mærkede at hun var en smule rastløs.

Han rystede blidt på hovedet.
"Nej, men havde nok lyst til at gå en tur" sagde han og betragtede hende lidt.
"Sidder du dårligt eller hvad?" spurgte han smilende.

Hun grinede "Lang tur du valgte at gå" sagde hun lettere drillende og rystede på hovedet "nej overhovedet ikke, jeg er bare lidt rastløs" svarede hun hurtigt og strakte fingrene lidt.

Han nikkede "Ja, jeg ved det, men jeg kan godt lide at gå og løbe" sagde han og smilte lidt.
Han blev jo nødt til at holde sig i form.
"Vi kan bare gå lidt rundt" tilbød han og rejste sig op og rakte hende hånden med et smil.