Månen i øjnene

Dato ~ 13 november
Dag ~ Fredag *Muahaha!! *
Årstid ~ Sent efterår
Tid ~ Over midnat
Vejr ~ Fuldmåne
Sted ~ I en lysning
Påklædning ~ Ava + Lyse jeans + Sort slips

Elias havde vandret i skoven i snart fire timer.
Måske for at støde på en eller andet, det viste han ikke.
Måske bare for at hygge?
Det var måske en ide?
Han trak på skuldrene, og stod pludselig, lynhurtigt ved en lysning.
Månen lyste som nåle ned på ham.
Men det var bløde nåle.
Han smilede skævt.
En af hans yndlingsfølelser var at stå under månen.
Den skinnede i hans gyldne flydene øjne.
Hans hvide hud skinnede som is, og hans hår, som guld

Melanie kom gående inde i skoven, mod lysningen. Hun havde lugtet at der ingen mennesker var i nærheden, og der var derfor ikke farer for at blive set. Hendes fodspor, lød dæmpet i skovbunden. Men alligevel lød det højt, da ikke en lyd forstyrrede stilheden. Hun strøg sit silkebløde hår væk fra øjnene og nynnede en blid melodi. Nogengange ønskede hun sig væk, til den gang hun var menneske, dengang hvor alting var nemt. Hun sukkede kort, i pausen af melodien, men nynnede så videre. Stilheden var skøn i hendes sarte øre. Nogle gange kunne det være frustrende at høre så mange lyde, så når stilheden endelig var der, var det med at nyde den.

Elias hørte den sagte, smukke nynnen.
Han smilede lyksagligt.
Sådan kunne kun en vampyr lyde.
Han løb hurtigt mod lyden, indtil han stødte på den højrangede hunvampyr.
Han smilede venligt, muntert.
"Melanie. Hyggeligt at se dig igen."
Han solede sig i hendes glorie.
Magtglorie.

Melanie genkendte straks lugten, og vampyren der straks stod foran hende. "Elias? Rart at møde dig," svarede hun med sin charmerende stemme. Hun smilte det smil, hvor hvert et menneske ville falde for hende. Men ikke en vampyr, de var for kløgtige, for kloge til at gøre det. På det punkt var mennesker dumme, de faldt for alt og alle. Det havde hun selv gjort, og hvad havde det bragt? Ikke noget, på nogen måde. Hun smilte skævt til ham og lagde hovedet på skrå. "Hvad laver du her ude, på denne tid?" spurgte hun.

Han drejede engang rundt om sig selv, så hans gyldne hår virvlede i luften.
"Sikkert det samme som dig, Melanie." sagde han med en kant charmerende stemme.
Hun var en ret charmerende vampyr.
Han viste ikke om det var hendes smil, eller måske hendes stemme.
Eller også faldt han bare for hendes styrke?
Han var selv en gammel, men svag vampyr ^^

Melanie smilte skævt til ham og nikkede. "Ja, det gør du sikkert." svarede hun og begyndte igen at gå, med små og forsigtige skridt. Nærmest som om hun var bange, dog var hun lige det modsatte.
Hun lod sit sorte silkebløde hår lege i vinden og hun var glad for at hun ikke længere var alene. "Men må man høre hvad du helt præcist laver her?" spurgte hun blidt og smilte charmerende.

Han kunne være dejset om.
Spurgte hun hvad han lavede? Helt precis?
Han smilede bare muntert.
"En pause du ved. Jeg leder faktisk efter en speciel person. Og så elsker jeg bare månen."
Hans øjne gled over den flade, kolde, lysende kugle.
Han smilede tilfreds.

// Skal lige ind og se på Sams side... NY school of the Arts..

Melanie smilte skævt til ham og nikkede. "Hvem, om man må spørge?" spurgte hun og så på ham med et skævt smil. Hun strøg en hånd hen over hendes bare arme og lagde hovedet let på skrå. "Hm.. Du har ret, jeg skulle bare væk fra lydene." Hun nikkede charmerende og let, "Månen er fantastisk i aften." smilte hun og strøg en hånd gennem det sorte og silkebløde pandehår.

Elias smilede mystisk, og vendte sig om mod månen igen.
Han lagde armen om sin venstre skulder, og så fraværende ud.
Han tænkte tilbage - så langt tilbage at det næsten var 800 år siden...
"Jeg leder efter Cecilie Silver. Kender du hende?"
Hans stemme var stadig fraværende, men havde - som sædvanligt - en kant af charme.

Melanie trak på skulderne. Jo på en måde kendte hun vel Cecilie, men nej hun havde kun talt med Cedric. Som var væk.. Hun rystede på hovedet. "Ikke rigtigt." svarede hun toneløst og så kort op på månen. Igen tog vinden elegant fat i hendes silkebløde hår og legede med det. Hun smilte lidt og så så ned i græsset. Hendes hun skinte som tusinde diamanter, kun på grund af månens lys. Hun smilte lidt, nød endelig at være lidt i lyset. Hun så skævt på jorden og løftede så hovedet.

// Når jeg prøver at skrive meget, så trykker jeg eddermaneme på krydset... *SUUUUK* Nu får du ikke så meget, bare fordi jeg er sur xD

Elias smilede skævt.
Hans hånd sitrede, men han fik den under kontrol.
Han havde lyst til at styge hånden over hendes bløde, sorte hår, men det ville være gelant xD.
Han trådte sig over fødderne af bare fryd over at stå der.
En charmerende hunvampyr, og under månen!
Hans eget blonde hår, blev kun pludret lidt op i.
Det var ret stridt, men hvis han gjorde noget ud af det, var det samme farve som honning.
Hans stemme var roligt, og der var ikke så meget smil på hans ansigt.
"Hvad mener du med det? Kender du hende da ikke?"

//Haha, kender det. det er bare så nedern xD//

Melanie rettede sig op og nikkede. "På en måde," svarede hun og vendte sig om, imens hun så på ham. "Jeg kendte hendes forlovede." svarede hun med et skuldertræk. Tanken om ikke at skulle høre Cedric stemme længere. Hun sukkede kort og så på ham. Hun havde grædt nu, hvis vampyrer kunne græde. Hun var taknemlig over hun ikke kunne, taknemlig over ikke at vise svaghed. Hun strøg noget hår væk fra øjnene og sank en klump. "Så jeg kender hende ikke direkte, hvorfor?" spurgte hun.

Et overasket smil gled over hans fyldige læber.
Han gispede godt nok ikke, men han kunne have gjort det.
Så blev overaskelsen til sydene vrede.
Men den forsvandt som dug for solen, veg for et muntert smil igen.
Det var lang tid siden han havde vist sine følelser.
Det virkede forkert.
"Forlovede siger du..?" mumlede han mellem sine sammenbidte læber.
Hvor ubehøvlet!

Melanie nikkede. Hun havde straks set vreden, hvad var der mellem ham og Cecilie? Hun så på ham med et skævt smil. "Ja, hendes forlovede. Cedric." svarede hun og så på ham.
"Er der noget galt?" spurgte hun blidt og havde lyst til at ae hans kind, men holdte fingerne for sig selv. Hun lagde hovedet lidt på skrå igen på ham, imens hun så charmerende på ham.

Han så munter ud igen, med et skjult smil på læberne.
Han skjulte sine følelser.
Han havde en mærkelig fornemmelse..
Sikkert bare noget han bildte sig ind.
"Cedric siger du?" gentog han muntert, og pludrede op i sit hår igen.
"Kan jeg møde ham? Jeg er... Venner med Cecilie."
Hans stemme var lidt bitter, men man skulle være god, hvis man kunne høre den.

Melanie så på ham og bed sig hårdt i læben. Hun havde tude brølet hvis hun havde kunne. "Det kan detsværre ikke lade sige gøre." svarede hun og bed sig i læben. "Han er her ikke længere. Han er væk." Hun så væk og bed sig rigtig hårdt i læben. Det var første gang hun havde været så sårbar som vampyr. Hun ville ønske hun var vred. Så hun kunne pine en eller anden. Få al vreden ud. Hun sukkede og gik lidt væk imens hun så væk.

Elias skulle til at remse hele hans snak op, om at bide sig selv i læben - men han lod være. Man kunne tydeligvis se at hun var trist. Hun havde nok kendt denne Cedric.. Kendt ham rimelig godt, hvis han ikke tog fejl. "Død? Han måtte være en vampyr, da han var hendes forlovede... Men det vil sige at han blev dræbt og.." Han så på hende igen, da han havde været i sine dybeste tanker. "Sagde jeg lige det højt?"

Melanie så lidt uforstående på ham. "Ja," svarede hun og så på ham med et skævt smil. Det var som om at hun havde gået fra at være svag, til at være stærk. Det underlige ved hende. Hun klemte sin hånd hårdt sammen og så på ham. "På hvilken måde, kender du denne Cecilie?" spurgte hun og så blidt og fortryllende på ham. Hun elskede at bruge sin skønhed i spørgsmål de fleste ikke ville svare på. Men med den magt hun havde ville næsten alle svare på hendes spørgsmål.

//Hun lyder lidt uhyggelig o_o//

// Elias er en bangebuks xD Meget bange ^^

Han kunne ikke lade være med at falde for hendes blik. Han ville nok ikke have svaret sandt på det spørgsmål, men han blev nød til det, når hun så sådan på ham xD
"Hun var min brors elskerinde, i deres forrigeliv," forklarede han fraværende. Cecilie havde været en dejlige pige. Smuk, kæk, venlig og hjælpsom. Han havde været ret jaloux, på hans elskede bror.

Melanies maske faldt ikke et øjeblik. "Hvad er der sket, siden du kommer her efter hende?" spurgte hun charmerende og blinkede kort imens hun så blidt på ham. Hun kørte hånden over sin arm og så fortryllende på ham. Hun brugte alt hvad hun kunne, alt den skønhed der var omkring hende. For det virkede ikke som om Elias var glad for at sige det. Derfor smilede hun til ham, så han ville vide at hun ville lytte.

Hun flirtede med ham. Han kunne næsten ikke lade være med at grine. Et grin gled over hans ansigt. "Tak, du støtter mig rigtig meget." han smilede til hende igen. "Cecilie slog min bror ihjel, efter han gjorde hende til en vampyr. Jeg skal hævne ham." Han så stadig munter ud, selvom det gjorde ondt at fortælle det. Hun ville måske blive vred. Beskytte Cecilie.

Melanie så kort på ham. Hun vidste hvad han grinte af, men hun vidste også han ikke kunne modstå det, sådan var det med hende. Det var noget af det vigtigste, hendes skønhed fortryllede de fleste, kun de stærkeste kunne modstå det. Hun så på ham og nikkede. "Jeg kan ikke stoppe dig, også selvom jeg gerne ville." svarede hun og så på ham. "Cecilie begik en fejl, nu må du hævne dig. Det er det værste ved os."
Hun så på ham, stirrede nærmest. Ville han dræbe Cecilie? Hun måtte prøve at forhindre det på en måde. "Men er du sikker på det ikke var fordi hun var New Born?" spurgte hun og lød stadig en smule charmerende.

"Det var det sikkert." hans øjne glimtede på en underlig måde. Han ville ikke have noget problem med at lade være. Han ville måske gerne give hende en chance. Men han ville edermaneme ikke glemme hende nu. Han havde brugt 800 år for at finde hende. Han skulle måske bare lige sige hej.. Han så på hende igen. Hun var ret hyggelig.

Melanie nikkede og begyndte igen at gå. Hun havde ikke noget emne hun ville snakke om. Der var ikke noget specielt emne hun havde brug for at snakke om. Hun nynnede kort, imens hun gik. Hun vidste han fulgte efter hende. Hendes krop glintrede stadig i månens skær. Som titusinde diamanter. Det så fantastisk ud, man kunne blive helt blændet.

Hans øjne gled over hendes smukke krop. Han sukkede. Hun mindede ham om Cecilie. Han savnede hende faktisk. Men hævntørsten gjorde ham sindsyg, han måtte skade hende på en eller anden måde.. Og så havde hun forlovet sig! Han troede at sårene var dybe efter Morgan..

Melanie vendte sig pludselig mod dem. "Hvor længe har du enlig været vampyr?" spurgte hun og lagde hovedet let på skrå. Han så ikke ung ud, ikke som hende selv. Hun havde jo været det mindre end et år, og alligevel var hun så kraftfuld. Hun havde været en af de få vampyrer, der kunne leve blandt mennesker med det samme. Hun så på ham og smilte sit skæve og søde smil.

Han gentog hendes søde smil. "Jeg er snart 800 år. Men jeg er stadig en gammel svagepisser." Han grinede skævt. "Du virker ung. Men alligevel så kraftfuld? Hvad skyldes det helt precis?" Han var ret nysgerig når det handlede om magt.

Melanie hævede et øjenbryn. "Du virker ikke svag. Nærmest omvendt." svarede hun og så på ham. Stadig med sit fortryllende blik. Der ville få en et menneske til at falde på knæ. "Jeg har været det i et lille år." svarede hun og så på ham med et smil. "Det med evnerne ved jeg ikke. Måske fordi en af de stærkeste vampyrer her i egnen bed mig." svarede hun.

"Melanie," fnøs han, med ryggen til hende, selvom hun ikke så på ham. "Jeg er jo en almindelig vampyr, det er tydeligt for alle." Han smilede skævt og så på hende igen. Hendes blik fik ham altid til at smile.

Melanie så på ham og smilte skævt. "Du kunne jo bide mig," hviskede hun fristende også selvom hun vidste han ikke ville kunne gøre det, hvis hun ikke overgav sig.
"Du ville blive meget stærkere," hvislede hun fristende og pustede ham i nakken.

Hans kolde fingre løb over hendes hals. "Du frister mig." sagde han leende. "Og det er meget fristende, men hvad ville du få ud af det, andet end smerte?" Han lo let. "Men blod som dit, må være sødt, som.. jah.. Det kunne være en slags erstatning for menneskeblod måske?" Han smilede åbent til hende.

Melanie så på ham og lød stadig fristende: "Jeg ved det." Hun havde lyst til grine. "Du ville ikke kunne få fat på mig, hvis jeg ikke overga mig." hviskede hun og lød sin hånd løbe hen over hans. "Tja.. Det er et godt spørgsmål? Hvad ville jeg få ud af det?" Hun hviskede stadig fristende.

Han smilede drillende og killede hende, ved halsen. "Når jeg får dig i min magt, er du helt tabt." sagde han ondskabsfuldt, med en stemme som knuste sten. Han var god til at spille ond, men han var ikke ret tit ond. Det var spild af energi.

Melanie grinte lidt og så på ham. "Er du helt sikker på det, søde Elias?" spurgte hun og knugede hånden sammen. Fik ham til at føle lidt smerte, bare lidt. Men alligevel nok til at han ville slippe hende hvis hun blev ved. "Jeg er en hård negl." grinte hun og så stadig på hans hånd. Hun virkede stadig fristende. Det var skønt at lege med ham.

Han holdte mere til mere end hun havde regnet med. Han killede hende lidt endnu, og kyssede hendes hånd. Så trak han sig lid tilbage, og grinede ondt.

Melanie grinte lidt og så på ham. "Tror du virkelig du kan tvinge mig?" spurgte hun fristende og hvislede med tungen.
Hun smilte skævt til ham, og trådte et lille skridt tilbage, bare så hun kunne se ham bedre.

Han trak på skuldrene, med et muntert grin.
"Nej, faktisk ikke." svarede han og lo.

Melanie smilte til ham og strøg endnu en hånd gennem det silkebløde sorte hår.
"Godt," hviskede hun. Hun smilte stadig, fristende. Hun elskede at lege med folk, især når det galt om at bide hende.

"Jeg ville gerne.." drillede han, og tog sig selv om halsen.
"Det er snart to uger siden jeg har bidt en vampyr."
Han lo af hende.
Hun fristede ham, og gav ham noget at tænke over.
Hun var virkelig irriterende.

Melanie så på ham og smilte skævt.
"Jamen, så må du jo fange mig først," smilte hun og strøg lidt hår væk fra øjnene.
Hun kunne godt mærke han var irreteret.
Men hun fristede ham, det kunne hun godt lide.

Han sukkede opgivende, og rodede i sit hår.
"Du ved jo godt, at det er umuligt."
Hun var så irriterende! Han kunne jo ikke modstå det der fis.
Han smilede skævt.
Hun var ikke som menneskene..

Melanie så smilende på ham og nikkede.
"Hmm.. Det har du ret i, men du kunne prøve," hvislede hun fristende og trådte hurtigt nogle skridt væk fra ham.
Hun så smilende på ham, hun elskede at irretere folk, med sine fristelser. Følelsen var skøn.

"Stop nu Melanie." grinede han, men rakte ud efter hende. Ikke rigtigt noget forsøg, bare en del af legen. Han elskede at lege, og havde ikke noget imod at blive drillet. Nu var han jo ældgammel, så han ville knække halsen på dem, som sagde at man kunne blve for gammel til at lege.

Melanie grinte og så på ham. "Hvad hvis jeg ikke vil?" spurgte hun drillende og så grinende på ham.
Hun elskede at drille og friste folk, især når de ikke kunne fange hende.
Han var også alt for gammel, men alligevel virkede han meget ung.

Han hoppede hurtigt frem, og så tilbage mod hende. Han smilede af hende. Han havde ikke engang snittet hendes hår. Hvis han havde prøvet, havde hun bare unviget ham. Hun irriterede ham virkelig, og han listede - hoppede - frem mod hende, bag fra. "Giv mig en chance, din lille unge."

Melanie grinte og så på ham. "Hvorfor skulle jeg?" spurgte hun og smilte stort. Hun løsnede hans greb og så smilende på ham.
"Jeg er detsværre ikke svag, hvad mun min svaghed er?" spurgte hun og så på ham.

Han grinede lidt, og gned sin arm. "Det er helt sikkert ikke drenge." Han smilede igen. "Måske søde sager? Men jeg har desvære ikke nogle på mig i øjeblikket." Han rodede i sin små lommer, med et muntert grin.

Melanie så på ham og trak på skulderne. "Nogengange ér drenge min svaghed. Men ikke altid." grinte hun og så smilende på ham.
Hun bed sig smilende i læben og gik lidt tættere på ham. "Bid mig." hvislede hun. Hun mente det dog ikke.

Hans læber krængede sig tilbage i et grin.
"Jeg kan jo ikke."
Han kastede sig mod hende igen, og grinede til hende på vejen.

Melanie flyttede sig hurtigt og grinte af ham.
"Elias, gamle ven, jeg står her." grinte hun.
"Ikke der." smilte hun og pegede på det sted han havde hoppet hen.