Smerten..

Dag: Saturday
dato: 2/2'
tid: 22:22
årstid, Ehhm.
vejr, SNow
sted: skov
omgivelser: træer.

Cisse sad oppe af et træ mens smerten gennembankede hendes krop.
Cedric var død.. Det eneste hun havde..
Der gik endnu et jag af smerte gennem hendes krop og borede sig ind i brystet på hende.
Hun lukkede øjnene, ligeglad med alt..

Elias var ude for at gå en måneskinstur, som så mange andre nætter.
Månen var ikke kommet helt frem, i sit fulde fem, men det sneede.
Han stod pludselig stille.
Var det en hulken, han havde hørt?
Han så sig hurtigt omkring, og løb efter gispene.
Han gemte sig, og var næsten usynligt i skyggerne.
Var det en vampyr, som græd??
Han var en anelse vred, lige indtil han kendkendte personen.
Han gispede.

Cisse hørte gispet bedre end noget andet..
Hun slog øjnene op.
De tomme øjne..
Hun havde forandret sig helt..
HUn var ikke længere social, nu spillede hun ikke menneske mere.
Hun var vampyr.
Hun så sig tomt om.
Ingen..
Hun rejste sig langsomt.
Hun blev stående.

"Cecilie?" Elias stemme var meget svag. Hans hjerte bankede på højtryk. Hans topase øjne blev alvorlige og kolde igen. Havde hun set ham? Hun havde nok hørt hans stemme. Ellers skulle hun træne sine øre, en lille smule ^^

Hun havde set ham
"Jeg har ventet dig." Sagde hun og lod sine hænder glide over dne ring hun ikke havde taget af..
"Jeg formoder du er Elias." Sagde hun roligt.
"Gør det kort."

Han fik en mærkelig sugene fornemmelse i sit bryst.
Han ville have svoret på at det var ondt i hjertet, men vampyre har intet hjerte..
For vampyrer, er et hjerte var en unødvendig muskel.
"Hvordan viste du at jeg ville komme?" spurgte han roligt.
Man kunne ikke se noget i hans ansigt.
Han trådte ud i måneskinnet, så månen fik hans krop til at glimte som tusind krystaller.
Hans hår skinnede som guld, ligesom hans stivnede, rolige honning øjne.

Hun smilede.
"Jeg har vel et par forbindelser."
Sagde hun og trak på skuldrende.
Hun lod sin hånd køre igennem det uredte hår mørkere end natten.

Han var sikker på at det var Melanie som havde sladret. Han bed sig i læben. "Aha. Så ved du at jeg vil slå dig ihjel." Hans spændte sine muskler. "Det ville Morgan have gjort." Hans topase øjne var anspændte.

Hun sukkede og satte sig ned.
" Kom og sæt dig Elias.. " Sagde hun roligt og lod en håndbevægelse vise ved siden af.
" Vi skal snakke først. "
Hun strøg sit hår væk fra sine øjne, og fik håret redt med sine fingre.

Han havde problemer med at forholde sig til at skulle side ved siden af hende.
Han tøvede lidt, men satte sig så.
"Jeg har savnet dig."
Han hvilede sit hoved i sin hvide hånd.
"Jeg nåede ikke at sige farvel, da du forsvandt. Du var bare væk, og så var Morgan død. Jeg svor at hævne ham."
Han så på hende, med triste, men smukke, topase øjne.

Hun klappede hans hånd.
"Jeg har skam også savnet dig Elias." Smilede hun roligt.
"Hvis jeg var blevet ville du ha slået mig ihjel uden tøven." Sagde hun.
"Og jeg er ked jeg ikke nåede at sige farvel."

"Jeg er stadig vred, når jeg tænker på ham."
Hans stemme dirrede.
Han pressede hende op af stammen, og så hende ind i øjnene med sine rolige og topase.

Hun sad stille.
"Det ved jeg Elias." Sagde hun stille. "Og jeg fortryder."
Hun så ham ind i øjnene.

Hans ansigt var helt tæt på hendes.
"Jeg har hørt at du er blevet forlovet. Og at han er død."
Han stemme var hånlig.

Hun nikkede og det fik hende til at strejfe ham .
"Cedric." Sagde hun, et jag af smerte fik hende til at skælve.
"Og jeg slog ham ikke ihjel Elias."

"Jeg troede at du ville pine ham først."
Han stemme var nu så kold, at den var til at brænde sig på.
"Du er sådan. Han begik sikkert selvmord, med dig som forlovede."
Han gjorde kun dette for at få hende til at føle smerte.
Han viste at fortid gjorde ondt på hende.

Hun begyndte at smile.
"Farvel Elias." Sagde hun blot og ventede på han gav slip.

"Jeg går ikke hvis det er det du tror." sagde han med en hvæsen.
Hvis vampyrer kunne græde, ville han være et tudefjæs nu.
Det gjorde ondt, at gøre andre ondt.
Han havde elsket Morgan.
Morgan havde elsket Cecilie.
Havde Cecilie også elsket Morgan?

Hun smilede.
"Hvad tænker du på?" Spurgte hun, og klappede ham på kinden inden hun kastede ham ind i et træ.
Hun rejste sig.

Han rejste sig, kun med rolighed i sit blik.
"Du ville aldrig kunne skade mig som den nat," startede han og sprang ihendigt imod hende.
Han stod et stykke fra hendes ryg.
"du slog ham ihjel! Du tog ham fra mig."
Hans ansigt var roligt.
"Og jeg... jeg havde ikke noget imod dig. Lige som de andre"
Han så ned i jorden.
"Alle Morgans forrige elskere, var mere vilde, onde, egoistiske."

Hun vendte sig.
"Jeg vil ikke slås med sig Elias." Sagde hun roligt. "Ja jeg gjorde, men jeg var New Born og rasende." Hun bed sig angerfuldt i læben.
Hun sukkede.
"Jeg var et menneske af drømmende natur." Sagde hun og tog et skridt væk. "Jeg er ikke den samme." Mumlede hun.
"Jeg.. har slået.. slået min.. min egen far.. ihjel!" Hun kiggede ned i jorden. "Jeg er ikke den samme.. Jeg er en morder, en egoistisk, ond og vild morder."
Hun så op.

Da hun så op, var han meget tæt på hende.
Han lagde sine arme om hendes skuldre.
"Det ville du ikke være. Du gør altid hvad der er rigt..."
Han var stille.
Pludselig stod de op af træet igen.
"Vil du ikke nok bare være stille lidt."
Han smilede skævt, ret charmerende.
"Kan jeg ikke bare lige se lidt på dig?"
Hans topase øjne glitrede.

Hun forstod ikke.
Men en forblev stille.
Så, så hun på ham med sine lilla'e øjne mens hun pillede ved sin ring.

Han så på hende, i nogle lange øjeblikke.
Han havde savnet hende.
Hun sagde at hun også havde savnet ham.
Han lagde hagen på hendes hoved.
"Jeg er ked af det." mumlede han trist.
"Men vampyrere, kan ikke føle det. Sjovt nok."
Han øjne var tomme.

Hun forstod ikke.
"Hvad?" Spurgte hun utålmodigt.

"Du skal ikke forstå, Cecilie. Bare luk øjene."
Hans stemme var fjern.
"Ikke sige noget. Jeg må lige suge det til mig."
Han smilede skævt.
"Det er århundrede siden vi sidst sås. Men jeg viste bare at det var dig."
Han så ned på hende.

Hun forstod ikke.
Men lukkede øjnene.
Der stod hun stille og rørte ved ringen Cedric havde givet hende.
Mens hun ventede på at han skulle komme tænderne i hende.

Hans læber strejfede blidt hendes hals.
han kunne mærke at hun gøs.
Det fik ham i godt humør.
Hans læber strejfede der igen, med tænderne lidt tættere på denne gang..

Hun stod stille mens hun ventede.
Ventede på han gjorde ende på det her..

Hans mund stod stille et par sekunder.
"Er det virkelig dette du ønsker?"
Han var skuffet.
"Du plejede at kæmpe for din ret."
Hans tænder pressede på, men ikke hårdt nok.

Hun smilede.
"Jeg fortjener at dø Elias." Sagde hun og åbnede øjnene.

Han så vredt på hende.
"Nej!"
Hans stemme rungede i luften.
Pludselig lå hans læber på hendes.
Han havde savnet hende... .____.'

Hun stivnede.
Det her..
Hun vred sig fri og var væk i samme sekund.

Han smilede hånligt til hende.
"Hvad vil du helst?"

Hun stirrede på ham.
Hun rystede.
"Jeg har lige mistet min forlovede Elias." Hviskede hun.

Han så på hende.
Det var vredt, hånligt, men mest såret.
Han holdte hende fast i et hårdt kram.
"Dy ryster." mumlede han

Hun lukkede øjnene og stoppede.
"Undskyld.." Hviskede hun..

Han duftede til hendes hår.
Hun var en forskræmt kat.
Han måtte nærme sig hende forsigtigt..

Hun vidste ikke hvorfor han gjorde det her.
Men .. det var. såen.. rart o__o

Så kyssede han langsomt hendes hår.
"Fortæl mig om Cedric. Hvordan var han?"
Elias var i virkeligheden rimelig oprevet.

"Han var romantisk.." Hviskede hun. "Og kærlig.." Mumlede hun.
"Og utrolig elskværdig.."
Hun smilede med minderne om de stunder..
Hun blev tavs.

Hans læber famlede ned til hendes øre.
"Det gør mig ondt.." mumlede han.

Hun bed sig i læben og rystede svagt.
Hvad var det han gjorde.

Han begyndte på sin lange snak om at bide sig i læben..
"Når man bider sig selv i læben, betyder det at man sytes at noget er forkert.."
Han trak sig væk, og så på hende.
"vi har snakket nok." mumlede han og vendte sig om.
"Jeg tror at jeg går."

Hun så på ham og blev pludselig meget bange for at være alene.
"Du må ikke gå." Sagde hun usikkert.

"Hvad skulle jeg så?" spurgte han vredt.
"Du flipper når jeg kysser dig, men du flipper også hvis jeg går.."
Hun havde gjort ham ked af det..

Hun kiggede bedende på ham.
"Jeg vil ikke være alene Elias." Sagde hun skøblig.
Hun faldt på knæ.
Hun blev pludselig sårbar..

Han lagde armene om hende.
"Rolig Cecilie."
Hans stemme var skinger.
Hun gjorde ham bange.
Som om hun igen var af porcelæn.

"Du må ikke lade mig være alene." Sagde hun med dirrende stemme af angst.
Hun holdte om ham, bange for at blive alene.

Han holdte fast om hende, men blidt.
Han var blevet bange for at miste hende.
Han ville ønske at han ikke havde skadet hende.
"Undskyld..." mumlede han stille, ned i hendes hår.
"Jeg er ked af det."