Confused, tired, or Happy???

Tid: omkring kl 7 pm
Sted: Lake Washington
Omgivelser: Nolge enkle som sidder og fisker ellers er der underligt roligt
Vejr: Overskyet, trækker det mon op til regn ??


Kate stod læned op á en af de mange grantræer, hendes ansigt var underligt udtryksløs, som om hun befandt sig et andet sted, granens skygge gjorde hende helt ubemærket, og lagde en skygge omkring.
Duften af våd skovbund ramte hendes næse, blandingen af muld, grannål, harpiks, luften, ramte hende i små etapper, men alt dette lod hun passere, som om det slet ikke havde været der, hendes trøje var fugtig efter flere timer i regnen, som nu endelig var stoppet for en stund.
To gamle mænd kom traskende i deres jæger mondering, med jagtgeværet over skulderen, en let gysen gik igennem hende, endnu engang var hun glad for at hun havde lagt ulveskikkelsen på hylden for idag, det ville blive en hård nat for dem der var på vagt.
Vinden blæste let fra vest, og sendte et stød ind gennem skoven og ud over søen, en båd vippede let i overfladen, stille og roligt, frem og tilbage, naturen var et underligt fænomen, et underligt sted, som hver dag kom med nye oplevelser, hun troede ikke længere på det umulige, mere på at intet var umuligt, det havde tiden gang efterhånden vidst hende.

Amiras ulveskikkelse kom listende igennem skoven med skridt så hurtige at det nærmest så ud som om at hun svævede.
Men med et stoppede hun op med et sæt og snusede frem for sig... Skovens velkendte duft blev blandet om noget der mindede om... Ny varulv? Amira rystede forvirret på hovedet og listede forsigtigt nærmere, opmærksom på at larme lidt for at melde sin ankomst til den fremmede.

Kate mærkede tydeligt at nogen nærmede sig, men hun lod det bare paserere, hun havde vigtigere ting at tænke på lige nu, noget der ikke kunne vente, men duften blev ved med at komme, og den kom tættere og tættere på " Jamen Halløj Mirse" hendes stemme lød gennem de dryppende blade, stemmen var en anelse alvorlig, men også venlig.

Amira frøs fast da hun så Kate. Hun skrabede lidt i jorden imens nogle mærkelige halvklynk undslap hende.
Så trtansformerede hun sig med et "HVAD?!" Skreg hun rasende, helt ude af sig selv, og helt ligeglad med at hun stod nøgen og råbte af sin bedste veninde "HVAD FANDEN?! KATE?! HVAD I ALVERDEN ER DER SKET MED DIG! JEG SVÆRGER TIL DEN SPATIKSE DJÆVEL AT JEG...!" Hun virkede ude af stand til at sætte ord på hvad hun havde tænkt sig at gøre ved den idiot der havde gjort det her.

Kate kiggede sagte frem hvad skete der lige for folk omkring hende, alle blev rasende over det, selv Sarg havde ikke været helt glad for det, men det var hendes egen beslutning. " Hmm Mirse slap af" hun sendte hende et alvorsfyldt blik " Jeg er ikke død og jeg er ikke vampyr, så det skal nok gå" der var det drillende blik på hendes læber.
Kate skød hendes trøje over til Mirse, og kiggede undersøgende på hende, hun forstod stadig væk ikke folks reaktion..

Amira trak den hidsigt på "Kate forhelvede, man skal jo ikke ønske sig det her en skid! Hvis jeg havde haft et valg så.... nej det ville jeg nok ikke, men det var noget andet med mig, men Kate du har andre muligheder!" Amira så indtrængende på Katie som om hun håbede på at hvis hun stirrede længe nok, ville alt blive som før.

Kate måtte kæmpe med latteren indvendigt " Mirse mirse... easy... det var mit eget valg, jeg tog selv beslutningen og det fungere findt, nu kan jeg gøre noget" hun sendte hende et bestemt blik, og rodede op i hendes sorte hår, hun kunne lige så godt få overstået det flib der ville komme.
" Mirse.. alt er blevet bedere siden" dette var kun halvt sandheden, men det behøvede hun jo ikke fortælle hende om.

Amira slog opgivende ud med hænderne "Kate for fanden!" udbrød hun opgivende "Hvad vil du nu hva? være kvindlig ulv forevigt?" hun bed sig let i læben

Kate kunne ikke holde det skæve smil tilbage " Mirse det er midt valg, måske er der en mening med det, det ved jeg ikke, men det hele giver mere mening" hun trak på skulderne og satte sig på en af de mange bænke " Jeg forventer ikke at du skal forstå mig Mirs, men tingene har taget en anden drejning siden du rejste" et lille hemmeligheds fuldt smil sad på hendes læber, inden hun sparkede til en af de mange sten...

Amira satte sig ned "Katie... jeg vil helst ikke have at vi snakker om at jeg har været væk" sagde hun alvorligt "Det er ikke et rygte der skal spredes, og jeg gjorde nogle ting som jeg ikke har det godt med... Men vil du være venlig at fortælle mig hvad det er der er sket?" Hun betragtede Kate med et halvt nysgerrigt, halvt skræmt blik.

Kate fugtede hende læber, og kiggede ud over søen, hun ville aligevel se det i hendes hoved med det samme hun skiftede til hendes ulveform " Altså... tingene har stået skidt til, og ja iglerne var ved at blive for mange " hun gøs let på hendes skulder
" Kald mig idiot, menjeg har kendt til myten siden jeg var 10, men det er jo ikke det du råber højst om, jeg ville være blevet varulv før eller siden, men tja.. Em hjalp mig en smule på vej, og tja.. i det mindste havde jeg en smule herre dømme over hvornår det skete så" hendes smil var hverken munter eller noget, men bare roligt..

Amira rystede på uforstående på hovedet "Jamen... Du er da ikke herfra?" spurgte hun "Hvordan kan det ligge i dit blod?!"

Kate kunne ikke la' hver med at smile, det var kommet som et chok for mange, " Jo min bedstefar var varulv og boede i forks, men han blev uvenner med den såkaldte leder der var på det tidspunkt, så han rev hele familien med til Frankrig" hun trak på skulderne...

Amira smilede svagt "Fejl nummer et?" spurgte hun og fandt den sædvanlige lettere drillende tone frem.

Kate kunne ikke la' hver med at smile " Jep fejl nr. et " hun sendte hende et skævt smil, og pillede ved at stykke bark, " Har du foresten hørt at Sarg er blevet alfa" hun sendte hende et mildt smil.
Kate flyttede let på hendes ben, hendes skulder var af en underlig grun stadig øm efter Ems bid, hun kunne ikke helt forstå det, men det var vel heller ikke meningen.

Amira måbede "Seriøst?!" udbrød hun "det vidste jeg ikke... Der sker meget når man er væk.. sig tillykke fra mig" hun smilede skævt.

Kate kunne ikke undgå at rødme let, men det forsvandt som dug fra solen igne " Nej jeg må hellere la' hver han skal jo ikke for storheds vanvid " hun sendte hende et drilsk smil, og satte sig ned i græsset, hun brude egentlig ligge i hendes seng og sove inden natten arbejde, men hun kunne bare ikke få sig omstillet til det.

"Snakker i meget sammen?" spurgte Amira interesseret med et hævet øjenbryn da hun bemærkede Katies reaktion.

Kate bannede, var det så tydeligt, men heldigvis, rødmede hun ikke, men gav sig til at pille i græsset " Tjo det kan man vidst godt kalde det" hun kiggede ned i græsset, og begyndte at tælle græsstrående mens en lille bille kravlede op på hendes hånd.

"Det er ikke lige til at blive forelsket når man ikke tror på kærlighed vel?" spurgte Amira og holdte et fnis tilbage men den drillende og muntre attitude strålede langt ud af hende.

Kate smålo og skød noget græs over til hende " Hvem siger vi ikke kun er venner" hendes blik var en smule drillende, hende og Sarg var mere end venner, det var tydeligt for en hver der så det, og dansede rundt i deres tanker.

"det er da klart at i er mere end det!" udbrød AMira overrasket "du er sååååh meget som mig da jeg mødte Shin" hun smilede drillend

Kate kunne ikke la' hver med at le " Nej der er en forskel " hun sendte hende et grin... og lagde sig ned i græsset, og kiggede op på himlen " Og vi er bare venner" hun valgte bevidst ikke at kigge på Mirse.

"Ja jeg opførte mig utrolig tåbligt den gang" svarede Amira eftertænksomt med et lille smil "Men vi kan da godt sige at i bare er venner hvis det gør dig glad, så længe jeg, som din veninde, bare ved sandheden" Amira smilede selvtilfreds og lagde armene over kors imens hun betragtede Kate.

Kate kunne ikke la' hver med at smile, både hende og Shin havde været tåbelig " Haha.. ja ja.. keep dreaming, vi er kun venner" hun smålo, hun troede ikke hun lige ville forvandle sig til ulv foreløbigt.

Amira sukkede og kradsede sig på armen "Jeg er her når du er ready to come clean" hun grinede drillende og satte sig ned ved siden ad veninden.

Kate kiggede ned i jorden og så op, hendes ansigt lå i bekymrede folder " Jeg er bare for nervøs for Shin skal komme til skade, og tja.. jeg kan ikke samle mig til andet end at kigge efter ham konstant, Sarg er lige ved at slå mig bevidstløs, jeg for ikke sovet " hun sukkede " Han skræmmer mig"

Hun kneb øjnene let sammen "hvad?" spurgte hun med en let truende undertone.

Kate måtte tvinge tårerne tilbage " Han render rundt med hende Hayli, jeg er så bange for at miste ham, han lytter ikke til mig, kunne han ikke bare lære at passe på, hvis han ikke snart stopper, for jeg Sarg eller Em til at bide ham" hun kiggede frem for sig, " Jeg kan ikke klare det Mirse, jeg klare ikke at miste en bror til"

"Ingen skal bide Shin" Svarede Amira kort for hovedet "Okay hør her smukke, jeg ved at du er bekymret for Shin, jeg har det på præcis samme måde, og når jeg ikke er væk, holder jeg øje med ham så godt jeg kan men... Jeg tror ikke at man kan sige noget til ham for at få ham til at holde sig væk fra hende..." hun bed sig i læben og så væk.

Kate kiggede på Mirse med et irreteret blik " Hvis det står mellem igle eller ulv, så er der kun et valg" hun havde rejst sig i vrede, og hendes blik tordnede. HUn sparkede til et træ hun havde stadig ikke vendet sig til hendes styrke, og træet knagede efter sparket.
" Amira... jeg kan ikke havde det, jeg er ligeglad om han er komplet dum fuldstændig, jeg vil bare havde aat han forstår det" tårerne strømmede ned af hendes kinder, " Hvis han forsvinder, er jeg et nul, jeg er ikke Kate mere" hun vidste det var hårde ord, men Shin betød mere end noget andet Sarg og hendes venner havde også en stor plads, men Shin var hendes bror og bedste ven, det var der intet der kunne ændre på.

"Så må du få ham væk" svarede Amira bare og bed sig i læben "Han skal ikke være i et dilemma mellem ulv eller morder, han skal fødes som Shin og dø som Shin" hun rynkede let brynene.

Kate sendte Amira det mest dræbende blik " Den dag liver ender sådan er jeg færdig her " hun kiggede en smule irreteret på hende " mirse du forstår nok ikke det her, jeg forlanger det heller ikke, men Shin er Shin, jeg kender ham ud og ind, og der er noget i gære, det dræner mig for energi, jeg kan knap nok holde mig vågen, men aligevel overvover jeg ham dag og nat."

"Han er jo forelsket..." svarede Amira stille

"Jeeg ved det, hvorfor tror du jeg er så " hun afsluttede ikke sætningen, men satte sig ned, hun var bange for hvad hun ville gøre hvis hun blev mere vred, hun savnede Sarg i dette sekund, der ville ikke ske noget så længe han var det, han ville kunne holde hende nede, hvis hun først for alvor blev sur, han ville standse hende inden.
" Mirse, han kaster sig selv for løverne og jeg kan ikke gøre noget"

"Kate nu tager du dig eddermanme sammen!" udbrød Amira vredt, træt af at mærke at hullet indeni hende kun blev størrer og størrer "Nej der kan ikke gøres noget ved det, tror du ikke jeg har prøvet? Det eneste jeg ikke har gjort er at binde ham og pakke ham væk i hans lejelighed!" hun stirrede på Kate med et hidsigt blik og tilføjede indædt "Og af så mange ting jeg prøvede at gøre rigtigt, gjorde jeg den ene ting forkert at forlade ham. Hvis jeg kunne gøre en ting i mit liv om ville jeg forhindre mig selv i at tage afsted... Men jeg troede at jeg havde fået ham til at se fornuft..." Hun bed sig i læben og så væk. Hun begyndte at trække vejret mere roligt, men tårende faldt stadig.

Kate blev bare mere hidsig over Amira, hun kunne mærke den indre knurren, den pressede sig på hende, hun kunne ikke hindre det, presset var blevet for meget, kampen for at forblive som menneske var for hård, hun var for svag, foran Amira stod nu en ulv, dens øjne lyste af sorg.
Amira troede måske hun kendte smerten, det gjorde hun nok også, men ingen ville nogen sinde kunne forstå det bånd der var mellem hende og Shin.
Hvis hun kunne græde ville tårerne løbe ned i pelsen, Kat mærkede Sargs tanker i hendes hoved, og han var yderst irreteret på hende, men det skiftede hurtigt til at han var nervøs, hun måtte bruge alle hendes kræfter på at fortælle at hun var okay, og han bare skulle blive på hans vagt.

Amira transformerede sig selv undskyld Katie, jeg forstår dig godt, men jeg har virkelig følesen af at dette er min skyld... Billeder som Amiras fantasi havde dannet sig bølgede ind over hende, hvor Shin lå med hovedet i skødet hos en ukendt vampyr kvinde, som strøg ham over håret, imens i et parallelt univers, listede Amira rundt i de mørke gyder i Paris hvor hun prøvede hårdt på at tjene penge det var ikke meningen at det skulle gå ud over dig... Kan du tilgive mig`?

Kates poter direde og hun rysted Amiras billeder var dem Kate så konstant, hendes var bare værre, som om hun havde prøvet det før, billederne af Alex, blev til billederne af shin, hendes sind var i oprør, hun ønskede så inderligt at han stadig var der, at han kunne få Shin til at indse hvad de sagde. Jeg ved det Mirse, han påvirker mig bare mere og mere, han tager mine kræfter stump for stump, jeg kan ikke kontrolere min forvandling længere.---

Billedet af drengen som Kate i sine tanker have kaldt Alex poppede op i Amiras hovede efterfuglt af et spørgsmålstegn hvem er det`spurgte hun

Kate sank i klump hun gøs let hved tanken, det var kun Em, Sarg og Shin det vidste hun havde haft en bror, en bror som havde været hendes et og alt, hun rystede let gyden væk, der hvor hun sidst så ham i live, hviskede billedet af Duncan væk han var min bror hun kiggede frem og hendes øjne var helt blanke.

Amiras medfølese skyllede ind over Kate sammen med den lille tilføjelse at hun selv havde mistet sin mor, følge med, så hun forstod. Men hvis han ikke er her mere må vi klare det selv... hvad ville han have gjort i den her situation? spurgte hun og sendte en opmuntrende tanke med.

Kate skubbede den væk hun havde ikke brug for medfølelese, det var hendes skyld at han var væk, hendes og ingen andres, hun kiggede ud i vandet, hendes blik vidste tydeligt at hun ikke bare var en alm. varulv, men hun bemærkede det knap nok selv. Jeg ved ikke hvad han ville gøre, Shin lyttede bare altid til ham, han var bare den storebror alle ville havde hun kiggede ned i jorden...

Hun rystede på hovedet det var ikke din skyld sagde hun stædigt, urokkeligt og det skal vi ikke diskutere mere agtigt. Men der må være andre som han lytter til! hun så på Kate med et desperat blik.

Kate overhørte fuldstændig det, billederne kørte i hendes hoved, Mirse så nu hele forløbet, hvordan Kate i raseri var gået hjemmefra, hvordan Duncan havde bidt hende, hendes bror og hendes fætter, fætteren fik giften ud hendes bror sloges med Duncan, hvordan hendes bror lsngsomt døede hen, alle disse billede for rundt...

Amiras i forvejne stærke had til Duncan voksede som Kates historie skred frem, og hendes egne minder om kampen mod Duncan som havde taget hendes blod, og puttet gift i såret så det var uhelbredeligt De4t var Duncans skyld sagde hun indædt han er... hun kunne ikke finde ord for hans type af ondskab.

Kate ville på ingen omstændigheder høre dette, så hun lukke bare helt fra, hun kiggede stille frem, hendes blik var underligt og på en måde tænksomt, hun glemte helt at Mirse kunne følge med, da hun begyndte at gennemgå gårsdagen skænderi med Sarg, hun gøs flere gange, og hun hadede sig selv, hadede sig selv så inderligt, hvorfor smed hun alle væk som hun holdt af??

Amira skrabede lidt i jorden du smider jo ikke nogen væk.. tænkte hun du gør det der er bedst for Shin... Hun mærkede uroen boble op i sig, forvirringen oveer de vedvarende føleser, men hun skubbede det hurtigt til side for at konsentrere sig helt om Kate Han siger det jo bare fordi at han elsker dig, selvfølgelig vil han ikke have at du forlader ham... Kan du ikke huske hvordan Shin reagerede da jeg rejste væk? Sarg reagerer jo også en smule sådan... Hun så prøvende på Kate

Kate kiggede ned i jorden, du skulle havde set ham, den måde han kiggede på mig, billederne blev tydeligere og tydeligere, og det pinte hende mere og mere, han hader Shin, og jeg ved ikke hvorfor, tårerne ville havde piplet ned af hendes kinder nu hvis det ikke havde været fordi hun sad i ulveskikkelse.
Jeg kan bare ikke overskue det længere, det hele er bare for meget Sarg-Shin, det køre mig ned, hendes tanker var helt rodede og umulige at finde rundt i og det var tydeligt at hun var stået helt af..
HUn kiggede på Mirse, og hendes dybtblå øjne lyste af smerte Hvad vil du havde mig til at gøre????

du bliver nød til at sige til Sarg at han kører dig psykisk ned, og at du overhovedet ikke kan overskue hvis han ikke snart ændrer sin attitude overfor Shin tænkte Amira med det samme bare fordi at han er alfa giver det ham ikke ret til ikke at behandle dig ordenligt