Solskinsdag ved Queets River

Han gned sine øjne, og da han opdagede hvad der var sket udstødte han en irriteret lyd.
"Sådan noget billigt bras," mumlede han, og blinkede med sine nu gyldne øjne.
De irriterede ham noget så... rigtigt meget.
"Ja, jeg har det ikke så godt med kontaktlinser." mumlede han som svar, og blinkede igen nogle flere gange.
"Tænk ikke for meget over det."

Hun gloede ind i hans ufatteligt, smukke, gyldne øjne, og var helt målløs.
"Wauw. Hvorfor bruger din kontaklinser når du har sådan en øjenfarve? Og hvordan kan du overhoved have sådan en øjenfarve? Det er ikke muligt!" Hun rystede let på hovedet. Det var simpelthen ikke muligt at have sådan en øjenfarve!

"Mmm, jeg er ikke særlig normal, nu du siger det." smilede han skævt.
Bare hun kunne lade være med at snakke om deeet!
Han rodede op i sit hår.
"Jeg går med kontaktlinser for at folk ikke skal snakke ligesom dig."
Han så lidt irriteret op på solen, som blev svækket af bladene under træet, han stod under.
Godt nok var hans ansigt fredeligt.

"Nej, du er virkelig ikke normal." Smilede hun. "Men det er positivt!" Forsikrede hun ham om. Som om han ikke vidste det i forvejen xD

Hun nikkede forstående.
"Det kan jeg godt forstå. Men det er nu synd at skjule sådan nogle øjne!" Sagde hun mildt. Hun havde aldrig set sådan nogle smukke øjne før.

"Taaark," sagde han, og smilede skævt.
Han elskede at få ros ^^
Som tak fik hun et lille kys på næsen xD
"Dine er også smukke. Jeg elsker bare brune øjne."
Han klappede hende på hovedet.

Hun rødmede igen, da han kyssede hende på næsen.
"Mange tak," sagde hun stille, og smilede skævt.
Hun klappede også ham på hovedet, og blev forundret over hvor dejligt det føltes at røre ved. Hun lod fingrene glide igennem det.

Han kunne ikke lade være med at grine lidt af hende.
Hun så bare så betaget ud!
Han kunne også huske, hvordan han havde gloet efter Cisse, inden han blev forvandlet.
Han havde næsten ikke kunne lade være med at kikke på hende.
Mon Alice havde det på samme måde?

"Du må ikke grine!" Mukkede hun, og kunne nok tænke sig hvad han lo af. Han var sikkert vandt til at have den virkning på piger, og synes sikkert det var temmelig morsomt.
Men hun kunne alligevel ikke lade være med at grine med.

Med det samme viste han bare at han elskede hendes latter.
Den var så smukt, meget smukkere end nogle anden vampyrs.
Han blev så betaget af den, at han nok kom til at ligne hende.
Han kom til at grine igen, bare ved tanken om at de havde lignet henanden.
Men hun ville altid være meget smukkere end ham.
På en måde.
Med hende rødmen, og hendes helt specielle øjne.
Også hendes latter, og måden mennesker var klodsede på.
Også at de kunne bløde, og blev kolde.
Han elskede dem.
Ikke bare som mad.
Han så slet ikke sig selv som menneske mere.
Han var blevet enig med sig selv, at det ikke blev gjort om.

Hun så ham ind i øjnene, og rødmede let igen.
Hun kunne simpelthen ikke lade være. Hans blik ville få enhver til at rødme.
Hun kærtegnede forsigtigt hans ene kind.
"Tak fordi du er så sød." Sagde hun, og kunne med det samme høre hvor dumt det lød.

"Det var da så lidt." lo han skævt, men ikke så højt.
Det var som om det ville ødelægge stemningen.

Hun lænede sig forsigtigt ind imod ham, stadig med højre hånd placeret på hans højre kind.
Hun trykkede blidt sine læber mod hans anden kind, og holdt dem der, nogle få sekunder. Han duftede fantastisk. Så lænede hun sig tilbage igen.

Han smilede, skævt til hende.
Hvor var hun bare...
Han lænede sig frem imod hende, og gjorde det samme.
Han vendte pludselig lynhurtigt om.
Han fortrød han havde gjort det.
Han havde været så tæt på...

Hun gengældte genert hans smil, og gloede så forbavset på ham, da han pludselig vendte sig om.
"Er der noget galt?" Spurgte hun forsigtigt. Havde hun gjort noget forkert?

"Nej, bare lige giv mig et par sekunder."
Han bed sig i læben, og gned sine øjne lidt.
Så rodede han op i sit hår igen, ventede på at hendes duft ville blive lidt svagere.

"Okay.." Sagde hun, stadig lidt forbløffet.
Hun bed sig lidt i underlæben, og kastede et blik omkring sig. Hun havde næsten ikke ænset omgivelserne, siden hun fik øje på ham. Solen var ved at gå om bag en sky.

Han holdt begyndte at trække vejret igen, og vendte sig om igen.
Hans smil var lidt anstrengt, men han smilede.
"Sorry."

"Det er helt okay. Hvad skete der?" Spurgte hun undrende, og betragtede hans ansigt.
Det virkede som om der var noget galt. Hun snoede nervøst en bølget hårtot omkring sin pegefinger.

"Jeg blev bare lidt..."
Han bevægede hurtigt sin flade hånd fem og tilbage foran sit ansigt, for at vise at han bare flegnede.
Han var bange for at komme til at bide hende, hvis hun kom for tæt på.

//Flegnede!?!? *at få grineflip af ordvalg xD

Hun nikkede langsomt, og forstod stadig ikke helt, men ville ikke blive ved med at køre i det.
Hun holdt afstand, og ventede tålmodigt på at han blev okay igen. Hendes brune øjne var varme, og betragtede ham tavst.

// Ikke kritiser mit ordvalg xD Jeg eeelsker det ord .. -.- //

Han rakte forsigtigt, men målrettet, sin hånd frem mod hende, for at tage hendes hånd.
"Jeg er okay nu," sagde han, selvom han stadig blev lidt mere...
Han skulle jo trække vejret, ellers ville det virke mærkeligt.
"Det er fint." sagde han bestemt, og begyndte at smile igen.
Han håbede ikke at hun ville bide for hårdt i det.

Hun nikkede langsomt, og betragtede ham med hovedet på skrå.
"Okay, godt.." Svarede hun lettet, da hun var overbevist om at han talte sandt. Selvfølgelig talte han sandt.
Hun greb blidt fat i hans hånd, og flettede sine fingre ind mellem hans. Hun forsøgte om hun kunne varme hans kolde hånd med sin varme, men kunne ikke rigtig mærke forskel. Hun gned blidt hans håndflade med hendes tommelfinger.

Han grinede af hende.
Så typisk hendes type.
At prøve at varme ham ^^
Men det ville desvære aldrig ske, aldrig igen.
Han ville blive ved med at være kold!
Han strøg hende over håret, men sagde alligevel ikke at det var spild af kræfter.

Hun så tavst på ham, og nød hans hånd, der strøg hende over håret.
Hun havde kun kendt Cedric i så forfærdeligt kort tid, men alligevel føltes det som om hun havde kendt ham hele sit liv. Hun bed sig let i underlæben, og gned stadig hans hånd.

"Du er altså en lidt spøjs type," grinede han af hende.
Han rodede hende i håret, og smilede skævt.
Han følte sig virkelig tæt på hende.
Og duften af hende...

HUn grinede lidt.
"Ja det siger de jo. Men hvad med dig selv?" Hun grinede, og prikkede ham på panden. Hans kolde, hvide pande. Hård som marmor.

"Tja, de lyver jo så ikke rigtigt."
Han grinede tilbage til hende.
Hun var altså lidt mærkeligt, men det var okay.
Hvis det altså ikke var godt?

Hun smilede skævt med hovedet på skrå, og kiggede ham ind i øjnene. Hans øjne var nok noget af det mest facinerende ved ham.

//Tænkte på om vi ikke skulle droppe det her emne, og bare koncentrere os om emnet i skoven? ^^