Solskinsdag ved Queets River

Årstid :: Sommer
Dato :: En af i juni 09
Vejr :: Solen skinner og der er omkring 25 grader
Påklædning :: En kort, hvid sommerkjole og hvide ballerina'er
Omgivelser :: Ingen, desværre
Sted :: På en bænk ved Queets River
Tid :: Ved 14. tiden

Alice sad på en bænk ved Queets River, og nød det, for en gangs skyld, gode sommervejr.
Hun havde lukkede øjnene, og lod solen bage på hendes ansigt.
Hun smilede glad, og sukkede stille.
Hun havde ikke noget imod Forks's vejr alle andre årstider, men om sommeren
måtte det gerne være solskin. Ellers kom hun til at gå rundt som en albino året rundt.
Og det ville hun helst undgå.

//Mennesker, vampyrer og varulve, jeg er ikke farlig : )

Cedric's blå øjne skinnede fra skyggen, i skovbrynet tæt ved søen.
Han så pigen an.
Mmm, hvor var han sulten!
Men det kunne han jo ikke.
Hendes blod duftede utrolig lækkert.
Han smilede skævt, og blottede sine spidse tænder.
Bare det ikke havde været så godt vejr.
Så havde han snakket med hende.

Hun trak benene op under sig, og slog armene om knæene. Hun lagde hovedet tilbage, så solen strålede direkte ned på hendes ansigt. Hendes store, sorte, runde solbriller, beskyttede hendes øjne mod solen, mens hun lod tankerne flyve frit. Om alle de nye mennesker hun havde mødt. Hun rynkede let den lysebrune pande, da hun huskede deres urimelige skønhed.

Mmm, hvor var det fristene.
At smutte ud i solen, og lade den skinne som diamanter på hans hud.
Forførre hende, smile varmt, og bag efter - SVUSSH - hendes varme blod.
Han skar ansigt.
Det var jo vildt ondt at dræbe folk på den her måde.
Han tænkte igen tilbage på sin mennesketid - tænkte på sin tragiske forvandling.
Men han havde jo haft valget.
Dø på den ene måde, eller den anden?
Han trak på skuldrene, og blev ved med at betragte hende fra skyggen.
Han satte sig lydløst ned, på hug, og smilede til hende.

En underlig følelse af at blive betragtet, greb hende pludselig, og hun satte sig op i en mere naturlig stilling, og drejede så hovedet, og stirrede grundigt ind i buskadset. Hun kunne svagt ane en skikkelse derinde, vedkommende sad på hug. Hvorfor sad personen bare der og virkede skummel?
"Øhmmm.. Hej?" Sagde hun prøvende. Hun kunne stadig ikke se om vedkommende var dreng eller pige.

Cedric's smil blev lidt bredere, og lod hånden køre igennem håret.
"Hej," svarede han med sin smukke klokkestemme.
Hun troede nok at han udspionerede hende.
"Undskyld."
Han rejste sig, men stod stadig i skyggen.
"Gjorde jeg sig forskrækket?"

Hun gloede dumt på ham nogle få sekunder. Selvom han stod i skyggen, var hans skønhed stadigvæk nem at få øje på, og ved synet af hans smil, rødmede hun lidt, så hun sænkede hurtigt blikket, så han ikke skulle få øje på det. Dette her var så pinligt! Et eller andet ved de folk hun havde snakket med, især når de var drenge, gjorde at hun blev fuldkommen mundlam, og rødmede som en anden idiot.
"Øh, nej nej, overhoved ikke. Jeg havde bare ikke set dig før nu." Sagde hun, da hun igen havde kontrol over hendes stemme. Lyden af hans stemme, gjorde hende helt perpleks.
Hun havde altid ment, at hun selv så temmelig godt ud, men det var absolut intet, i forhold til dem hun havde snakket med i Forks. Hvad var der med denne her by?

Cedric's smil blev endnu mere skævt.
Guuuud hvor var hun sød når hun smilede, han havde lyst til at kramme ham.
Han ville ønske at træde ud, snakke med hende.
Mærkelig følelse, selvom han ikke var en af dem som bare så mennesket som mad.
Han følte sig virkelig intresseret i hende.

"Hvem er du?" Spurgte hun en anelse nysgerrigt, og rejste sig op, og trådte et par skridt tættere på skovbrynet, tættere på ham.
"Jeg synes ikke jeg har set dig her før?" Fortsatte hun spørgende, og smeltede indvendig, ved synet af hans smil. Han lignede en Gud. Og hans kridhvide hud, og ansigtet der lå i skygger, gjorde ham på en måde mystisk. Hun kunne slet ikke tage øjnene fra ham. Hvis hun havde set ham før, ville hun helt sikkert have kunne huske det!

Han kunne ikke lade være med at le muntert over hendes kommentar.
"Nej, jeg har boet her længe," svarede han da han ikke længre lo.
"men jeg er først kommet tilbage fra Seattle for ikke så længe siden."
Uha, hun kom nærmere!!
Han ville vente lidt med at gribe ud efter hendes hånd...

Hun nikkede.
"Okay så. Mente heller ikke at jeg havde set dig før. Jeg er nemlig først flyttet hertil for nylig." Sagde hun stille, med et skævt smil. Hun kunne slet ikke tage øjnene fra hans perfekte træk. Og han skinnende blå øjne virkede næsten hypnotiserende, synes hun. Hun gik endnu nogle skridt nærmere ham.

Bare lidt tættere på..!! skreg det i hans hoved, imens hans smil var frosset fast på hans smukke ansigt.
Der var et eller andet bag hendes øjne som trak ham selv tættere på.
Det var heldigt at hun kom tættere på, ellers var han selv gået tættere på, kommet ud i sollyset, hvilket ikke havde været særlig godt.

"Hvad hedder du?" Spurgte hun ham stille om, og tog endnu et par forsigtige skridt hen imod ham. Der var nu kun ca. en meter imellem dem, og jo tættere på Alice kom, jo mere magisk virkede han. Hendes store grønne øjne var rettet mod hans ansigt, hun kunne slet ikke tage øjnene fra ham.

"Cedric." svarede han skævt.
Mmm, hun så godt nok optaget ud, næsten lige som han følte sig.
Han kunne nu røre hende..
Skulle han det?!

"Det glæder mig at møde dig Cedric." Sagde hun høfligt, og stirrede stadigvæk på ham som en anden idiot. Endnu et forsigtigt skridt frem mod ham. Hun smilede tilbage til ham.

"Det glæder også mig at møde dig," sagde han klokke-klart.
Han tog hendes hånd i sin, mærkede hvor varm den var, og trykkede sine læber mod den, i en elegant bevægelse.

Hun gispede, da hun mærkede hans iskolde hånd, og dernæst hans bløde, kølige læber mod sin hånd. Hun var totalt målløs over hans skønhed, endnu mere end før, nu da hun var så tæt på ham. Hans melodiske stemme, og hans elegante bevægelser.

Hun var fuldstændig i hans magt.
Bare tanken gjorde ham forvirret.
Han havde ingen anelse om hvad han nu skulle gøre.
Og selvom han viste det, kunne han sikkert ikke.
Alle hans muskler føltes kolde, endnu mere kolde end de var.

"Hvorfor er du så kold..?" Spurgte hun stille. Hendes varme, grønne øjne mødte forsigtigt hans isblå øjne, og hun kunne slet ikke kigge væk igen.
Det var en varm sommerdag. Hvordan kunne han være så iskold? Selv ikke her i skyggen var der koldt.

Han kunne ikke lade være med at smile, over at se hvor betaget hun var.
Og betagende.
"Jeg fryser ret meget." sagde han.
En ret dårlig undskyldning, men hun ville nok tro på den, sådan som hun var nu.
Det håbede han i hvert fald.
Han kørte sin kolde hånd, igennem hendes bølgene, brune hår.
Det duftede helt overnaturligt.

En del af hende undrede sig svagt, men hun skubbede tvivlen fra sig. Selvfølgelig løj han ikke! Bare et enkelt blik på ham, var nok til at overbevise hende om, at alt hvad han sagde var sandt. Simpelthen.
Da han kørte hånden igennem hendes hår, gøs hun umærkeligt, men det var ikke ubehageligt. Hun ønskede aldrig at han ville tage den hånd væk, selvom den var kold.
Hun sank en klump, og forsøgte at bevare fokus. Det var ret så svært.

Han syntes det var meget mærkeligt at han havde den effekt på kvinder...
Menneskekvinder, selvfølgelig.
Men alligevel.
Hun var nuttet.
Han fik sådan lyst til at kramme hende ^^

Hun sukkede næsten lydløst, da hun igen havde nogenlunde kontrol over sig selv.
"Hvordan gør I det dér?" Spurgte hun ham om. Hun havde mødt Elias i skoven engang, og da havde hun også haft svært ved at styre sig selv. Der var et eller andet med dem... Hun kunne bare ikke sætte finger på hvad det var. Men især ham her, Cedric, gjorde hende virkelig målløs.

Han lo, og klappe hende på hovedet.
"Det er nemt nok. Måske lære du det også en dag."
Han kunne ikke lade være...
Krammede hende ^^

Hun himlede med øjnene.
"Det tvivler jeg ærlig talt på.." Det lykkedes hende at slappe nogenlunde af, men så krammede han hende.
Hendes hjerte begyndte at slå dobbelt så hurtigt, og mærkede rødmen skylle op i kinderne. Mmmm, han duftede også fantastisk. Friskt og sødt. Det gik op for hende, at hun ikke trak vejret, så hun skyndte sig at tage en dyb indånding, og lagde forsigtigt armene om hans krop. Den var iskold, ligesom hans hænder, og virkede solid, som en murstensmur.

"Mmm, hvad hedder du?" spurgte han fraværende.
Mennesker havde altså også nogle åbentlyse skønhedder.
Han åndede koldt på hendes hals, lige der hvor han kunne ramme.

"Alice.. Williams.." Mumlede hun stille, og følte sig helt blød i knæerne. Hun synes overhoved ikke det var ubehageligt, hans ånde på hendes hals, og ville sikkert heller ikke synes det, selvom hun vidste hvad han var. Nogle ting var bare umuligt at væmmes ved!

Han lagde langsomt sine kolde læber på hendes hals.
Han kunne jo mærke hvordan blodet pumpede i den!
Han skævede, trak sig lidt tilbage, så han ikke gjorde noget han ikke skulde.
Bad, bad.
Det var næsten gået galdt.
"Alice?" gentog han, fangede hendes blik.

Hun skælvede, da hun mærkede hans læber på hendes hals. Så blev hun lidt pinlig berørt, da hun var sikker på at han kunne mærke det. Hun kunne næsten ikke trække vejret.
"Mmmm..." Mumlede hun åndsfraværende. Hun havde meget svært ved at koncentrere sig om at snakke, når han stod så tæt på hende.

Hun har nogle smukke øjne, tænke han skævt.
Han vendte ryggen til hende, betragtede træerne.
Han skulle lige blive kold igen.
Duften af hendes blod var helt ufattelig.
Så meget bedre end det dyreblod han havde fået i går morges.
Han gøs ved tanken.
Hvorfor var han overhovedet blevet vegetar?

Hun tog en lydløs, dyb indånding, da han vendte ryggen til hende, og forsøgte at slappe af igen. Hun havde været alt for tæt på at hyperventilere, da han havde kysset hende på halsen. Det var jo pinligt! Hvad var der dog med de her folk? Hun havde aldrig før haft det på den måde. Hun rynkede let panden. Så mystiske...
"Hvor gammel er du Cedric?" Spurgte hun ham stille om.

Han kørte hånden igennem håret, og lyttede til hvordan hendes stemme blev normal.
Det trak i hans venstre mundvige.
Det plejede det altid at gøre når han løj, men det behøvede han ikke at gøre?
Ej, han ville lyve, det blev han nød til.
"18. Dig?" svarede han, med et skævt smil på læberne.

"Jeg er 16.." Sagde hun stille, og betragtede hans hånd, der kørte igennem håret. Hun blev helt forundret, over hvor elegant det så ud. Så gennemført perfekt.. Det var næsten umuligt. Ingen af hendes modelvenner i New York, havde været så meget som i nærheden af dette her.
Det var som om der var et eller andet der ikke gav mening. Som om der var noget hun burde huske. Hun rynkede panden, og tænkte tilbage i tiden. Noget hendes moster engang havde fortalt hende.

Han hadede sådan nogle tidspunkter.
De var altid kommet før i tiden.
Den gang han prøvede at score nogle af de populære tøser.
Den gang havde han altid bidt i græsset.
Men nu kunne han få lige den han ville have.
Han vendte sig om, og smilede himmelsk til hende.

Hun gispede, da han sendte hende hans hidtil smukkeste smil. Det kunne simpelthen ikke være sandt. Hun så på hans ansigt. Hans hud var snehvid og iskold. Hun kunne næsten mærke kulden der strålede ud fra ham.
Hun lagde hovedet lidt på skrå, rakte hånden ud, og lagde den på hans ene kind. Hun fik endnu et chok, da hun mærkede hvor kold han var. Men ikke bare kold, også fuldkommen... hård? Som en isklump. Hun fik en bekymret rynke i panden.

"Hvad er der?" spurgte han bekymret, og fik den selv samme rynke i panden.
Godt nok ikke den samme rynke, men det samme sted.
Han ville ikke have at hun så sådan ud.
Hun skulle smile, måske bare smile lidt betaget, men det var i det mindste et smil.
Hans fingre strejftede hendes hånd på hans kind.

"Hvorfor er du så hård?" Spurgte hun stille. Spørgsmålet lød måske lidt underligt, men hvordan skulle hun ellers spørge?
Hun strejfede sin egen kind med den anden hånd. Blød. Hendes fingerspidser gled hen over hans kindben, og hun kunne slet ikke skjule sin forundring.

"Det er en genetisk fejl." sagde han skævt, trak på skuldrene.
Han havde altid brugt de undskyldninger.
Han ville allerhelst sige sandheden, og folkene ville sikkert tro ham fordi det var sandt, men det var nok ikke en særlig god idé.
Han smilede til hende, og strøg hende over kinden.
"Nej, du har vist ret. Jeg er lidt hårdere end dig."

"Nå, på den måde." Hun smilede skævt.
Da han strøg hende over kinden, blev hun igen forbløffet over kulden og hårdheden, men alligevel kunne berøringen ikke have været bedre.

"Ja, på den måde." grinede han skævt, og kyssede hendes kindben.
Han lagde sine hænder på hendes skuldre, og så på hende igen.
Hendes øjne var så nemme at forsvinde ind i.

Hånden der lå placeret på hans kind, skælvede let, da han kyssede hende, og hun mærkede hvordan rødmen bredte sig, der hvor hans læber rørte.
"Fedt.. Så rødmer jeg som en anden idiot..!" Hviskede hun pinlig berørt, og løftede blikket, og gengældte hans blik. Hun kunne stirre ind i de øjne i en evighed. Og mere til!

"Det er fedt," grinede han skævt.
"Mega sødt. Det kan jeg ikke..."
Han kyssede hende igen, denne gang på panden, bare for at se det igen.
Og så måske for at drille hende ^^

"Heldige dig." Mumlede hun. "Du kan vel godt rødme, men har bare aldrig behov for det." Sagde hun med et drillende tonefald, og undgik lige nøjagtig at hyperventilere, da han kyssede hende på panden. Men hun mærkede tydeligt hvordan rødmen eksploderede i kinderne igen.

Han strøg hende over kinderne, og smilede igen.
"Jeg mener det. Jeg kan ikke rødme."
Han så på hendes kinder, og prøvede vidt muligt ikke at se i hendes øjne.
Han ville virkelig gerne..

Hun rynkede panden, da hun opfattede sandheden i hans ord.
Så drejede hun blidt hans hoved, så deres øjne mødtes igen.
"Hvad mener du?" Spurgte hun stille.

Han tænkte hurtigt, men havde allerede et svar klart.
En halv sandhed, hun kunne kalde det hvad hun ville senere.
"Jeg har meget lidt blod. Det er også derfor jeg er lidt bleg."
Han smilede skævt.
"Men du har massere af det," talte han udenom.
"Og det klær dig."

Hun kunne ikke lade være med at le af ham.
"Vel gør det ej! Men du må hellere end gerne få noget af mit, så vil jeg måske ikke rødme så meget!" Tilbød hun smilende, og strøg ham over kinden med fingerspidserne.
"Det klæder også dig. Altså blegheden, mener jeg." Hun så misundeligt på hans smukke hud. Det ville være praktisk ikke at have så meget blod, tænkte hun dystert. Så slap jeg måske for den evindelige rødmen!

"Haha, det skal jeg prøve at huske." smilede han.
Han kyssede hende på hagen.
"Jeg syntes at det er meget fair delt ud."
Han smilede himmelsk til hende igen.
Lyset skinnede i hans øjne, hvor de blå kontaktlinser var ved at blive opløst, så de var en blanding af gylden, og blå.
Det så mærkeligt ud, men alligevel var det smukt.

"Det synes jeg ikke! Det er uretfærdigt!" Sagde hun klagende, men da han kyssede hende igen, smeltede irritationen væk, og hun rødmede igen. Men denne gang tænkte hun næsten ikke over det. Hun var meget bevidst om hans perfekte læber, og så mødte hun hans blik, og endnu engang undrede hun sig.
"Wow, sikke en syg øjenfarve du har!" Fløj det ud af hende, og hun stirrede på hans øjnene, med hovedet let på skrå. Hun var sikker på at de ikke hele tiden havde været både gyldne og blå.