Nu kalder vi bare overskriften DUN! xD

T: Irl.
S: Skoven? oO'
O: Ingen mennesker.
V: Overskyet og mørkt.
D: Irl.
Å: Irl.

Daniella kom gående i skoven.. Hendes ansigt var stramt og hendes kindben var ufatteligt tydelige, sådan havde hun aldrig set ud. Hendes blege hud, fik hende til at ligne en der var syg, eller et omvandrende lig. Hun havde en mørkeblå kjole på, og hendes sorte hår sat op i en hestehale. Hun var normalt meget køn, men med de tydelige kindben fjernede lidt af skønheden.
Hendes mørke øjne stirrede ned på nogle blade der lå på jorden. Hun gik med rank ryg. Hun kiggede mod et træ hvor der kravlede to edderkopper. Hun stirrede lidt på dem med sammenknebne øjne. Hun fik lyst til at klaske dem, for god ordens skyld. Men lod dem alligevel leve. Hun satte sig ned på den bløde skovbund og så op mod de mørke skyer. De ville helt sikkert få en ordenlig skyller i nat!

Duncan kom gående..
som han altid gjorde , rank og rolig.
med de kolde øjne fremad, blå og klare..
Og gangen let og elegant.
Kun få lyde kom under hans fødder..
Han gik blot..
uden at vide hvad der ville ske,
eller hvem han ville møde..

Hun snoede sit hår rundt om en finger og stirrede lidt på det lange sorte hår.. Men det begyndte hurtigt at kede hende.
Hun havde set på det SÅ mange gange, at hun virkelig var blevet træt af det. Måske skulle hun skaffe sig en ny frisure? .
Nej.. Det var nok ikke sagen. Hun var glad for det som det var. På den anden side, skulle hun måske overveje det noget mere.
Hun havde alligevel længe villet have haft en anden frisure.. Mmh. Måske skulle hun spørge Claire?

Duncan fornemmede hende og stoppede..
han rolighed lå tungt om ham, og den lette mystik
var også til stede..
Øjnene var rettet, mod det sted, han vidste hun ville være..

Hendes øjne var fortsat rettet mod nogle blade. hun kunne lugte duften af vampyr.
Hun kunne ikke fornemme hvem det var... endnu.. Men kunne bare mærke at vampyren kom nærmere. Hun
havde ikke direkte en god fornemmelse og rejste sig derefter op. Hun rystede sin kjole for blade . Hendes ribben var stadig brækkede. Men hun følte ikke store smerter ved det længere. Lægerne på hospitalet var virkelig gode.
Hun så hen på træet med de to edderkopper, og så hvordan de spandt et spindelvæv nær hinanden.

Duncan forsatte frem..
Roligt og velplaceret kastede han en kniv afsted..
den susede tavs gennem luften, og ramte ederkopper og spind,
Duncan smilte usynligt af fryd..
Nu havde han også ødelagt dette!

//Dun!? Du ødelægger da også alt xD Har du ikke tænkt på at det edderkoppespind tilhørte en SØD edderkob!? Du ville ikke kunne lide hvis der fløj en gigakniv igennem dit hus ^^q;

// haha Emse! det er jo sådan Dun er ,
en der bare nakker alle, uden grund ! xD og fandt det virkelig som et godt bevis på, at han er et koldblodet monster,
xD //

//Lawl. Lawl.. Emi udspionere du os? xD//

Hun fik et chok over kniven der ramte edderkoppe spindet. Hun tog sig til hovedet, men stod stille.
Hun himlede med øjnene og bed sig i læben. Hun vendte sig mod den retning kniven kom fra. Hun kunne sagtens gætte sig frem til hvem det var. Hun så stramt ud i ansigtet og hviskede en masse bandeord.

" Neej ramte jeg noget?"
han så uskyldigt på den forræderiske vampyr.
Smilede let.
" og hvordan går det, healer tingende som de skal? "

"Mener du ud over mit gode humør? og det lille fine edderkoppe spind?. Næh, så ødelagde du intet" mumlede hun koldt og så hen på edderkoppe spindet. Den ene edderkop var blevet ramt af kniven og sad død på kniven. Den anden edderkop, sad i sit ødelagte spind og prøvede på at genopbygge det. Hun hævede et øjenbryn og så på ham.. "Tingene healer helt fint, tak" sagde hun og bed sig i læben. Hun havde virkelig ikke lyst til at skændes i dette øjeblik.

Duncan så på hende..
Ha fandt nu dette sjovt.
Roligt gik han over, og hev sniven ud af træet..
så på den stadig levende ederkob..
" vil du også dø?" svarede han, for at se hvordan hun ville reagere!

Hun hævede et øjenbryn mod ham.. Hun kiggede lidt på ham med væmmelse. Hvor svagt.. At dræbe et lillet forsvars løst dyr, uden grund. Hun tog trods alt selv dyreblod. Men det var for at få noget mad. Hun kiggede på sin mave. Det var et stykke tid siden at hun sidst havde taget blod. Hun så dernæst på edderkoppen.. Ærgeligt at det var sådan et lillet dyr. Det ville der ikke være meget blod i. "Har du en grund til at dræbe, det lille søde dyr?" spurgte hun ham og bed sig i læben. Hun var stadig bange for ham. Men hun følte det ikke på samme måde, denne gang. Nu følte hun bare irritation. den første gang de så hinanden, havde det været ren frygt.

Duncan var ligeglad med hvad hun syntes om ham..
fuldstændig!
Han så blot på hende..
" eksisteret?" forslog han roligt.
og maste den edderkop som stadig var i live..
" Ubs!" svarede han med et let grin.

Hun stirrede på ham.. Skulle det irritere hende? Hendes øjne glødede. At dræbe et lillet uskyldigt og nuttet dyr.. Nuttet og nuttet. Hvis hun havde været menneske ville hun have kvast den dobbelt så hurtigt som han gjorde det. Men hvad skulle det forestille at dræbe det? .. Han fik jo intet ud af det. Hun gik med hurtige skridt hen mod ham, og slog voldsomt ned på hans arm.
Selvom edderkoppen ikke ville have overlevet det, syntes hun alligevel ikke at han skulle fortsætte med at mase dyret.

Duncan så på hende, da hun ramte ham.
Hans øjne var kolde som is..
" jamen genere det dig at jeg kvaser den?"
spurgte han koldt..
greb fat om hendes håndled, og drejede hendes arm, elegant om på hendes skulder..
" gør det?" gentog han hviskende!

Hun kiggede håbløst ned i jorden. "Det genere mig, ja!" hvæsede hun og stirrede lige ud frem for sig.
Hun slappede fuldstændig af i kroppen. Hendes øjne vendte sig mod hendes fødder som hun trippede lidt med. Hun ville holde sig så rolig som muligt. Hun bed sig let i læben.. "Gider du være venlig at slippe taget i mit håndled?" spurgte hun koldt, selvom hun vidste at det var et dumt spørgsmål.

" virkelig? at dræbe en ting, som er så ubetydelig?
så ligegyldig!?"
Duncan kunne ikke tro det, hvor dum var denne person!
Han hev hendes hånd højere op,
Så der ikke ville gå længe før et knæk ville kunne høres..
Dog gjorde han det ikke..
lod bare hendes arm blive presset så meget op, at armen ville nærmst skrige i af smerte..
Dog frydede han sig kun..
sådan var han.

Hun kneb øjnene sammen et øjeblik, og prøvede at lade være med at fokusere på at det gjorde ondt. "Det er ikke at du dræbte den, der irritere mig. Men at du kan finde på det." snerrede hun med sammenknebne øjne. "Du er ynkelig. at dræbe en sølle edderkop gør dig ikke stærk.. Du prøver at virke stærk, ved at pine dem der er svagere end dig." sagde hun bidene, og lukkede sine øjne mere sammen.. "Eller more du dig blot ved det? Få dig et liv, hvis ja... " sagde hun spørgende og stirrede ud i luften med opspillende øjne. Hun syntes at han var ynkelig uanset hvad.

Duncan greb fat i hendes hår med den anden hånd..
kulden var igen om ham..
lukkede af for hendes ord, og åbnede vreden og den indre hævn!
den hævn der ramte alle! det had!
Han hev hendes hoved tilbage, så halsen var blottet..
" jeg ville råde dig til at tie.:" svarede han koldt

Den stilling hun var i gjorde hende en smule bange, da stod på en ubehagelig måde. Hun skar ansigt... "Du er så ynkelig. Du kan ikke klare at folk kommer med deres meninger, vel?" spurgte hun ham stille.. Hendes stemme var næppe hørlig, men meningen med den var tydelig. Hun ville ikke have fjendskaber med vampyre. Men den vampyr drev hende til vanvid. Hun tog sin frie hånd op til håret og holdte fast i håret og hovedbunden, så det ikke gjorde nær så ondt.

" Jeg gav dig en chance til at tie!"
svarede Duncan krt, og hårdt.
Så tog han sin kniv frem,
Satte den mod hendes hår..
" og har du nogen ide om hvad der sker, når man ikke lytter?
når ikke.. jamen så lad mig sige det! man modtager en straf, eller
en gave, om du vil kalde det!"
svarede han..
" så hvad tror du jeg vil gøre?"

Hun måbede og blev super hidsig. "DU HOLDER DIG FANDERNEDME FRA MIT HÅR!" skreg hun hidsigt. "HVIS DU VIL BEHOLDE DIT LIV, SÅ HOLDER DU DIG FRA MIT HÅR!" råbte hun skingert. og holdte fast over det meste af sit hår.
"DU ER DØDSDØMT HVIS DU SÅ MEGET SOM SKÆRER EN CM AF.." råbte hun rasende og trådte hårdt på hans ene fod, med alt den kræft hun kunne mønstre.

duncan kunne ikke lade være med at blive overrasket..
Hvad var der med dette hunkøns væsen?
meget kunne hun tage, men rørte man hendes hår, gik
hun helt amok?
Duncan rystede på hovedet..
dette var vildt..
og self. skulle det så afprves! ^^
Dog kom hun ham i gorkøbet, og da han bukkede sig frem.
over de lette smerter i foden, kom han " til"
at skære noget hår af, der fint dalede ned..
" ubs" smilte han ondt..

Hun hvæsede da hun så sit hår ligge på jorden. dog var det ikke så meget, men det havde taget tid at gro ud.
Hun sparkede voldsomt bag ud og prøvede bestemt at ramme ham i kuglerne. Hun havde advaret ham. På trods af at han stadig holdte i hende, sparkede hun virkelig hårdt. Hun slap sit sit greb i sit eget hår og svingede i stedet armen så langt om som hun kunne. Hun greb fat i noget af hans nakke hår og trak til.