Kirkegården

T: omkring midnat..
S: Kirkegården i Lá Push
V: støvregn
O: gravstenene

Kate skubbede lågerne op indtil Kirkegården, hendes skridt var beviste, og besteme rettet mod Kirkegårdens højre fløj, hendes hætte var truller over hendes hoved, g skjulte hendes sorte hår, og ansigtet bag.
Hendes skridt i gruset kunne høres over hele kirkegården, men de stoppede brat op hvad en gravsten i granit, graven var måske nogle år gamle, det var en smule uvis, men kystens hårde miljø havde slit på stenen, og skriften var en smule slidt, eller var det meningen, dette var ikke til at sige.
I hendes hånd var nogle ny plukkede liljer, hun knælede ved graven, og hatten blev blæst af, i skyggen af månenes skær så man et forgrædt og alvorsfuldt ansigt.
De hvide liljer skinnede i lyset i det hun lagde dem over gravstenen, og hendes hånd gled over den rug overflade, hendes læber bevægede sig, og tårerne trillede ned af hendes kinder.

Emily sat på en gravsten mens hun betragtede Kate.
Hun smilede lidt sørgmodigt, det måtte have ramt Kate hårdt..Eller noget.
Hendes hånder rørte ved det kolde marmor hun sad på, og hun sukkede højlydt.
"hej Kate?" Sagde Emily i en let rolig tone og smilede venligt til hende.

Kate fokus som normalt var overalt, slappede af, blodsugerne ville aldrig
komme så langt ind i Lá Push, hendes hænder direde, så meget var blevet
ændret den dag, hun havde mistet hendes kæreste eje, hun havde mistet
ham.
Hun sad i hendes egne tanker da en stemme brød igennem, var det ikke Emilys
stemme, det var længe siden hun havde hørt den.
" Em er det dig" hendes forgrædte og alvorsfulde øjne drejede rundt på pladsen og
søgte efter hende, hun fadt hende siddende på en marmor gravsten

Emiy nikkede.
"Rolig Kate. Det er bare mig" Forsikrede hun og hoppede ned af marmorstenen hun sad på.
Hun lagde armen om Kate's skulder og tørrede en tåre, der var på hendes kind, væk.
"Er du okay søde?" spurgte hun langsomt og vukkede blidt fra side til side.

Kate mærkede varmen fra Em med det samme,
hun havde aldrig fået tøj nok på, da hun havde
været rimelig rasende da hun forlod hendes hjem
tidligere.
"Hmm nææ, men bliver det heller ikke før han, ruller
rundt i muldet" hun gøs let, alt havde været et helvede
siden den vampyrs dukken op.

Emily? tænkte Sargas... Hende havde han ikke set længe
Han havde ventet på hende i lang tid...
Han gik langsomt hen til hende han stilte sig lige for and hende og sagde
"Hvor har du været?! Væk!"
sagde han hårdt til hende

Emily ignorerede Sarg.
"Hvem ligger i muldet?" Spurgte hun roligt og vuggede stadig fra side til side. Det gav en besynderlig rolig efekt på folk, varme + vuggen. Så slappede mennesker af.
Hun betragtede Sarg kort.
"Sargas? I stedet for at stå og snerre ad mig, burde du se på hvordan Kate har det" Hun smilede venligt til Sarg.

Kate kiggede på Sargas, hun sendte ham et
lille nervøs smil, hun var i tvivl hvor de stod,
men det var bare bedst sådan, hun kunne ikke
lá flere komme i mellem hende og den igle.
" Duncan " hendes stemme var fuld af had,
og hendes krop væmmes ved at sige navnet.

Emily grinede muntert.
"Åh go'e gamle Duncan" Hun smilede svagt ved alle minderne.
"Ham gør man klogt i at vogte sig for..han er snug" Det gik op for hende at Kate selvfølgelig godt vidste det og hun klappede munden sammen og blev mindre munter.
"Han har...Hvordan skal jeg sige det..? Dræbt min bror..Gået i alliance med Nessie og bidt mgi her og her2 Hun bøjede sig ærme op og viste to bidemærker. Et måneformet ar var også på hendes hals - dækket af hår, og et andet på hendes andet håndled, dækket af et ærme.
"Og så har han prøvet at dræbe op til flere af mine Varulve" Hun lukkede munden og betragtede Sarg med et hemmelighedsfulgt smil "Nej..Vores Varulve" Hun grinede til Sarg.
"Og nu skal du så få at vide hvorfor jeg har været væk!" Hun smilede stort.
"eg har været væk for ikke at gøre noget dumt(Ellers havde jeg dræbt Duncan), og jeg har været væk for at styrke mine evner. Nu hvor jeg er kommet tilbage kigger jeg på dig og tænker. Jeg kan ikke arbejde aflene.. Så hvad siger du Sarg? Vil du være min og Isabelle's Med Alfa-han?" Hun smilede stort indtil noget gik op for hende.
"kate? Du sagde at du gerne ville jorde Duncan..Ikke?"

Kate stod og knyttede sine hænder, ingen rørte ham, han var hendes, hendes øjne lyste af inderlig vrede og raseri, hun var ikke færdig med ham, hun havde kun lige overlevet hans sidste angreb, men det havde kostet Alex livet, hvilket hun aldrig ville kunne tilgive denne forpæstede satan, vinden strejfede hende hår, og sendte det ud i en lille bølge inden det ramte hendes skulder igen.
Først nu bemærkede Kate det ukrudt der var begyndt at pible op over alt på gravstedet, og hun bøjede sig ned for at begynde at rense det, hun måtte havde noget at give sig til, hendes tanker måtte ledes væk, mest af alt havde hun lyst til at opsøge ham nu, og få gjordt en ende på dette.
Alex ville havde elsket ukrudtet, han kunne ikke fordrage Kates altid rydede værelse og elskede at rode det til bare for at irretere hende, dengang kunne det gøre hende rasende på ham, men nu savndede hun det inderligt.
En månestråle ramte Kates håndles, og et mærket for kampen, der havde ændret hendes liv blev tydeligt. Dette mærke gav hende kvalme, hun hadede at det for altid ville være der, hun hadede at havde noget af ham på hende.

" Ja ham... og jeg stopper ikke før han er fældet" hun rev en tidsel op og smed den væk fra gravstedet...

Kate lyttede til Ems fortælling, men kunne ikke mere end lægge genkende til ham, han var en af de værste igler, og den mest utilregnelige.
Kate kiggede over på Sargas, hendes blik ramte ham, og hun rødmede let, og takede for mørket omkring dem.

Emily bed sig lidt usikkert i læben
"jeg kan hjælpe dig" Mumlede hun of betragtede Kate med nysgerrigthed.
"Jeg kan...Gøre dig til Varulv" Sagde hun ere fast og betragtede hende med et svagt smil.
"Det gør ikke ondt..."

Kate sad bare stille og forsatte med at rive ukrudt op
hun sad tænkende over Ems spørgsmål, hun ville kunne
gøre noget så, og det ville ske før eller siden det lå i hendes
blod, i det mindste ville hun havde en smule kontrol over det nu.

Kate kunne ikke la' hver med at slå en mild latter op "Nej jeg tvivler
på at smerten er værre" hun kørte ærmet op og mærket blev tydeligt inde
hun lod det falde.
" Og det vil jo ske før eller siden, " hun trak let på skulderne.

Emily kiggede overrasket på Katiie.
Hun hævede langsomt et øjenbryn.
"så..Er det et ja?" Spurgte hun med et undrene blik, dog med et skævt smil.

"je ger glad for at du ikke kigger undrene på mig og siger "EM du må da være SINDSYG" eller såda noget" Smilede hun

Kate kunne ikke la' hver med at danne et skævt smil over hendes bemærkning " Visse situationer kræver handling, og jeg hader ikke at kunne gøre noget" denne sætning var som en kopi af Alex, men med årerne var hun begyndt at ligne ham mere og mere.
" Og ja det er et ja" hun nikkede stift til hende og kiggede ud over vandet, med blikket rettet mod en bestemt plet.

Emily måbede muntert.
"det var da..dejligt" Smilede hun stort.
"Du siger bare til..jeg vil ikke forskrække dig på nogen måde...Og hvis jeg bider for lang tid...Så slå mig i hovedeet okay?!..For det er sværere at bide et menneske, for en Varulv, end for en vampyr.....Virkelig. Det er SÅ hårdt!!"

Kate kiggede frem for sig *time to revenge* hun kiggede frem for sig
og fandt hvad hun søgte inden hun vente blikket mod Em, hun nikkede
til hende og satte et skævt smil på læben " Jamen så er det jo i vinkel,
hvad med at få det overstået" hun kiggede på hende med et skævt smil.

"Sarkatisk nok befinder vi os på en kirkegård" Mumlede hun ed et skævt smil.
Emily nikkede og overvejede at gøre det så hun blev forskrækket...
Eller jo.. Hun gjorde det meget pludseligt.
"Fair nok.." Smilede hun og bukkede sig forover, en Smuk helt sort ulv stod nu baghende.
et lille gøen fik Kate til at vænde sig om, og der plaserede emily sine tænder i kates skulder.

Kate kunne godt se det pudsige at det og trak på smilebåndet,
og kunne ikke la´ hver med at slå en kynisk latter op
" Tja vi har jo bedre stil end nogle af vores ''venner''"

kate snorrede rundt i det en gøen kom bag fra hende, hun nåede
ikke at reagere før Em havde væltet hende bag over og sad med tænderne
borende ind i hendes side.
En smerte skar igennem hendes skulder, det var på fod med giften, men ikke nær
så slem.

Emily måtte bruge ufattelig meget energi på at give slip.
Allerede nu var Katie ved at blive ulv.
*Slap af Katie..Lyt til min stemme og ignorer smerten forstået?* lød en stemme inde i katies hovede.

Kates muskler slappede af, hun mærkede ''giften'' sprede sig, og hun krympede sig, hun var gradvis ved at blive mere og mere ulv.
Af en eller anden grund irreterede smerten hende ikke, var det fordi hun var forberedt, hun funderede stille og betydningen, og kiggede på Sargas, han skulle ikke se hende ligge der og vride sig.
" Jeg er rolig Em" hvis hun havde kunne sende hende et beroligende blik ville hun havde gjordt det.

emily smilede svagt "Det var godt" Smilede hun.
"Saii..Du er Omega, altså har du en lille evne som jeg ville passe på lige nu, derfor på du ikke blive vred indenfor den næste time" Hun løs stadig beroligende og betragtede den kommende ulv.

Kate var nu helt forvandlet, hun holdt smerten under kontrol, hun ville ikke falde og være svag, hun kunne klare sig selv.
Hun fik efterhånden skubbet sig op på alle fire, og hun vente hendes øjne ned af sig selv, en vandpyt lå foran hende og hun kiggede ned i denne, hvis hun kunne havde gispet ville et gisp havde undsluppet hendes læber, var dette et tilfælde ??
Hun lignede Alex som en kopi, kune hendes krystal blå øjne skilte hende for ham...
" Hvilken evne" hun kiggede på EM..

"JEG ved det ikke" Indrømmede hun og grinede ,
"Det finder du ud af med tiden ^^ Jeg fandt ud af det da jeg nedstirrede Duncan ^¨" Henndesøjne var muntre og hendes stemme glad.
"du er smuk" Tilføjede hun

Hvis Kate kunne smile havde hun sendt hende et skævt smil " Tja.. så må vi jo vente til vi har nakket Duncan" det sidste ord var yderst forvrænget og næsten ikke sagt, det var tydeligt at hun hadede dette navn.
Hun kiggede ned af sig selv, hun kunne ikke bedømme om hun var sort eller grå, men hendes snude var hvid som sneen, hun smilte, bare Alex havde været her, hun kiggede stift frem ad, og vente sig om mod graven, og kiggede sørgmodigt på den, inden hun vendte blikket mod Em igen... " Hmm tja.. måske har jeg en anelse" hun glemte helt at det ikke var nødvendigt at sige hvad hun mente.

Sargas så på dem og stirrede på Kate.
Han kunne ikke tro det en..
Han sagde stille
"ja men Duncan er stærk. Jeg tror faktisk kun at mig og Emily skal tage ham"

Kate sagde intet, det var vel op til hende selv, hun rettede sig op i siddende stilling, og det passede hende fint at Sar ikke var ulv lige nu, han lignede sig selv, alts hun kunne klare sig selv.
Hun sad i hendes egne tanker, hun gennemgik hver eneste bevægelse for de aften for længe siden, søgende efter hans svaghed, hun ville finde den.
Hun havde ingen anelse om hvordan hun ville forvandle sig tilbage, men på den anden side, faldt dette hende heller ikke ind lige i øjeblikket.

Han satte sig ned ved siden af hende
Han var forandret stærkere
bedre men han følte stadig det samme for sine venner.

Kate sad længe helt stift og bare tænke, spekulerede kiggede frem for sig uden at se noget, men pludselig fik hun nok, det irreterede hende at sidde i hende ulveskikkelse, hun smuttede om bag kirkemuren inden hun forvandlede sig tilbage, hun brød sig ikke om at de kiggede, for en gangs skyld priste hun sig lykkelig for at hun ikke havde haft mere tøj på, hun måtte vende sig til varmen.
Kate nederdel var ikke gået i stykke heldigvis, men hende bluse var ikke til at rede, men hendes sporttaske lå ved siden af hende, *hvilket held*

Kate gik stille tilbage til Em og Sar, hendes blik var helt rolig, hun satte sig i grusset, og sendte ham et mildt smil...

"Hmm Kate må jeg stille dig et vigtigt spørgsmål?"
sagde han lidt nervøs over for hende hun glemte ham jo så godt
Han så rundt på hende og smillede
"Du er ved at få tag over det!!" smilede han af glæde.

Kate kiggede nervøs på Sar, hun var i tvivl hvor de stod nu,
hun rodede i jorden, hun var bange for at møde hans blik,
men så aligvel kunne hun heller ikke la' hver.
" Hmm tja.. det må du vel " hun kiggede ud over kystens vand.

Styr over det??? hun var ikke sikker, måske, det var svær at
sige, hun turde ikke nærme sig Forks foreløbig, i tilfælde af at
Duncan skulle dukke op.
For s ville hun ikke kunne holde skanserne nede.

"Kunne du måske få lyst... til du ved at komme sammen"sagde han hurtigt til hende og meget nervøst.
Han grinede lidt af sig selv igen igen. Men til sidst så han på hende med et smil
Han havde kun en flot hvid skorte på og nogen slidte shorts, han rejste sig og gik hen mod hende.

Kate stod op af kirkens kølige mur, hun følte sig underlig
tilpas, som om hendes krop værkede mod hende, hvad
skete der, hun havde kvalme.
Hun lænede hovedet op mod den kolde væg, og smerten
blev bare til hovedpine.
Hun skævede over til Sar, han virkede nervøs, men hun
ville ikke afbryde ham, en let rødmen bredte sig på hendes
kinder, hun havde aldrig været go´ til det med følelser,

En vind fór igennem gården, og sendte en let gysen igennem
hende, ikke fordi hun frøs, det var jo fysiks umuligt, i denne
krop nu.
Hendes rødmen bredte sig til hele ansigtet, og det blev ikke
bedre da Sar var lige hved siden af hende, hun mødte hans
øjn, og for første gang hele aftenen igennem, kiggede hun direkte
ind i dem.

"Jamen hvis du ikke svarer så ja så må du vise det"sagde han og gik til hende oppe af muren og kyssede hende
"Vis det samme"sagde han glad og så på hende med et smil.

Kates kinder blussede op og blev helt ildrødt,
hans ansigt kom tættere og tættere på, men
han skræmte hende ikke som dagen før,
hun lod deres læber mødes, og sendte ham
et lille smil, inden hun fangede hans hånd.
Så deres hånder låste sig fast i hinanden.

Kate måtte gispe efter vejret og trak sig langsomt
men blidt tilbage, hendes kinder var ildrøde.

//Hmm vi siger dette er efter episoden nede ved søen, eller hvad???//

"se selv du kan godt lide mig XD"sagde han spændt.
"så vi skal kommer sammen?"smillede han af glæde
og kyssede hende to gang.

Kate kunne ikke la' hver med at smile
og en mild latter lød over kirkegården,
hun havde ikke sluppet hans hænder,
de lå rigtig der hvor de var, hun lænede
hendes hoved op af ham, hun følte sig
så træt, helt udkørt " Hun nikkede bare
som svar, og lukkede øjnene en kort
stund.

"Noget i vejen"sagde han pludseligt
Han grinede lidt af sig selv igen fordi han mindede ham selv om en eller anden selvglad dreng
men han tænkte på om hun måske ville med ud på en slags date uden for la push
han grinede af det han følte og tænkte.

Kate trak på skulderen og kiggede ud over vandet
hvor virkede det patetisk at de stod på en kirkegård.
" Nej er bare træt, ikke andet"
Hun kiggede op på Sar, han havde et underligt smil
om læben og han virkede en smule fjern.
" Hmm hvad tænker du på?" hun kiggede op på
ham..

"Ikke noget særligt... bare du ville med ud på en date?!"
sagde han glad til hende og mumlede noget uforståeligt
han smilede til hende som en sol til hende

Kate trak på smilebåndet og kiggede op på ham,
og studerede hans ansigt " Hmm hvad siger du?"
hendes ansigt lå et øjeblik i alvorlige folder, det
lød som om han banede.
Hun stod bare og betragtede ham, uden at flytte sig.
" Måske " hun sendte ham et drillende smil, og
kørte hendes finger langsomt hen over han rug håndover-
flade.

"Ej kom nu"sagde han med et stort smil til hende han kunne høre hun drillede
han følte sig fri? og lykkelig som aldrig før Kate var den rette han vidste det!
Han sagde så"Kat! du skal med mig ud og spise!"

Kate kiggede bare på ham med et drillende smil
" Jeg for jo ikke tid til det nu" der var en smule
alvor i hendes blik, " Jeg har en del der skal ordnes"
hun kørte hånden hen over hendes skulder der stadig
var en smule øm efter Ems bid, men der var næsten kun
et ar tilbage.
Hun slap hans hånd og gik over mod kirkediet, og kravlede
over og satte sig på et lille udspring det var helt underligt ikke
at fryse, kvalmen var igen under opsejling.

"selvf kun hvis du har tid?"
sagde han skuffet til hende
han så lidt ked af det ud
men han rystede det ud af han ansigt
"hvad skal du lave?"

Emily var allerede trukket væk, da Sarg kom.
Hun havde i lang tid kunne høre hans tanker, og mange af dem kredsede om Katti..
Hende øjne var muntre og hun betragtede smilende de to 'unge' varulve forean sig.

Kate stod ude på udspringet, hendes blik var rettet op mod himlen, hendes blik var rettet mod stjernerne, og ikke et sekund var hun i tvivl om at hun havde gjordt det rigtig, hun fortrak hendes ansigt da et jag gik igennem hende, burde smerterne ikke være væk nu, hun forstod det ikke, hun kunne mærke at kuløren forsvandt fra hendes ansigt, hvad skete der??
Hun kiggede op på Sarg, som stod ved diet, " Sarg... selvfølgelig vil jeg det" hun tvang et smil frem på læben selv om det kostede hende alle hendes kræfter, hun værdsatte rækværket som dækkede for at folk ville ryge direkte ned i vandet.
Ellers havde hun forlængst knækket sammen.

Sargas smilede han og krammede hende,
han så på hende med et stort smil.

Emily smilede muntert, med et helt speciel blik. Kærligheden. Tænkte hun. Kærligheden var noget Vampyre ikke kunne føle rigtigt. Den kærlighed som disse to yderst stærke Varulve nu havde sammen, var mystisk og uforklarlig..Drømmende!
Hun kiggede drømmende op i himlen og trak på skuldrene. Måske ville hun snart finde kærligheden..

Kate mærkede hans arme omkring hende, og hun kiggede
op på ham med et lille smil, han var bare den bedste, selv
om hun kunne være en træls ting, var han altid lige glad.

Hun kyssede ham på munden, og kørte hende finger hen over
hans, det hjalp med at jage kvalmen væk, men den sad stadig i
hende, og hendes ansigt var lig bleg, heldigvis bemærkede han ingen
ting, hun kyssede ham på munden inden hun kiggede op på Em, med
et nervøs smil, hun ville bemærke det, hun var altid så opmærksom.
*er dette normal* det stod tydeligt i hendes blik.

han så dybt på hende og blev ved med at se på hende
"Noget galt?"
lød det fra ham stærkt
han håbede ikke der var noget galt det ville knuse ham

Kate lagde bare hendes hoved ind til ham,
" Nej bare kvalme" hun rystede let, og
støttede sig til ham, mens hun kiggede frem for
sig, hendes hænder var flettet ind i hans, og
selv om kvalmen blev værre var hendes
blik hele tiden rettet op mod ham.