Tanker på vandring

T: irl
d: midt vinter
S: søen
V: blæsende med optakt til sne

Kate kom løbende rundt om søen, hun havde løbet den sidste time, hendes ansigt var langt i dybe folder, hvilket ikke undrede nogen da hun havde meget opkørt de sidste par dage.
Hendes trin lød sagte i den faldne sne, hun vidste at det var ricikabelt at bevæge sig ud med de opgør der havde været mellem vampyrerne , men hun bemærkede intet andet end hendes tanker, efterhånden ville hun ønske hun aldrig var taget til Forks, det var efterhånden blevet værre end i Frankrig.

Sargas kom løbende et stykke efter Kate, han havde holdt øje med hende i langt tid, han havde et godt blik på hende, men måtte se om hun havde løjet med det om vampyrerne han ville beskytte hende til det sidste.. men hvis en andenvarulv angreb vidste han ikke hvordan...

Han satte sig bag en busk og så dybt på hende, han var cirka 40 meter fra hende.

Duncan kom gående, fra den modsatte side..
dette var bevist, vinden blæste nemlig lugten af ham væk fra sig, så
ingen ville kunne lugte ham, før de ville se ham.
Gangen var let og elegant,
Øjnene som luften, Kold og klar, ja nærmest bidende..
HAn kunne Fornæmme hende foran sig..
og den satans ulv, som var gået med!

Claire var på en eller anden måde kommet meget hurtigt ved siden af Duncan.
Hun var kommet et eller andet sted fra der var svær at regne ud.
Hun var iført en knælang løs kjole der var revet nogle steder. Nogle sorte gamacher og ellers en læderfrakke der gik hende deromkring anklerne. Men hun faldt overhovedet ikke i det, det var en perfekte størrelse og hun så ret så farlig ud på denne måde. Men hun havde dog bare fået læderjakken fra et eller andet sted, hun havde kunne lide den og tog den derefter. Hendes sorte hår var løst og blæste derfor blidt i vinden. Hendes øjne var lettere røde og et grumt smil lå over hendes læber.

Roselinn kom gående med en lydløs og rolig gang. Hun gik et stykke længere væk end Duncan, så hun heller ikke ville blive opdaget, før hun blev set. Hendes klare syregrønne øjne var rettet lige frem, roligt. Dog holdt hun øje med omgivelserne. Intet skulle undervurderes! Hendes rolighed hang tungt om hende, og holdt dermed hendes gang rolig og yndefuld. Hun vidste hvor hun skulle hen, og mere eller mindre, hvad hun skulle.
Roselinn sørgede for, at holde sig bag Duncan og Claire... Hun holdt sig i en god afstand, så hun kun lige kunne anes.

Kate forsatte hendes løb, hendes trin blev hidsigere og hurtigere for hvert sekund, intet fangede hendes ellers så vågne øjne, hun kiggede kun på stiens bløde og smattede bund, hvor sneen efterhånden begyndte at smelte, pludselig dukkede to skikkelser op, men hun forsatte fremad, de kunne overfalde hende, hun havde fortjent det, måske ville det værre bedst sådan.

Sargas så vampyrerne og løb så hurtigt han kunne foran Kate og ville beskytte hende, han stod foran hende og så mod vampyrerne "Forsvind her fra blodsugere!"råbte han efter dem. Hun måtte ikke blive til en af dem, og slet ikke til den han vampyr, han så mod dem. han havde sin lille kniv i lommen.

Hun kom til at grine lidt ondt og grusomt da det var denne stupide vareulv prøvede at beskytte tøsen.
Hun så på vareulven og rystede på hovedet, "hvor sødt.." sagde hun med en anelse sarkasme i stemmen.
Hun nød virkelig at se folk have det på den måde, at de prøvede at beskytte hinanden var bare for sjovt..?
Hun skævede lidt til menneskebarnet og løb meget hurtigt over på den anden side. Vareulven kunne vel ikke beskytte fra begge sider..? Hun smilte skævt til tøsen og grinte lidt.

Duncan smilte skævt.. ondt
" Nåår vil lille vovse passe på!"
svarede han koldt.
så til da Claire løb.. han lod hende lege!
Selv stod han bare, betragtede drengen.
derfor måtte drengen vælge for gik han mod Claire, ville Duncan gå efter den ubeskyttede
pige..
og omvendt!

Hun fniste og så på tøsen.
"Lille pige .. du får en slikkepind hvis du kommer herover..?" hun grinte muntert og klappede let i hænderne.
"Jeg har masser af dem derhjemme!.." sagde hun ironisk. Nej, det havde hun i hvert fald ikke. Men hun syntes at det var sjovt at drille lidt og se hvordan det var at vareulven tog dette. Ja.. Claire tog det hele som hendes helt egen leg sammen med nogle andre..!?

Roselinn lod sit blik falde på episoden længere fremme. Hun løb hurtigt frem, til hun var godt de 3 meter væk. Hendes blik var roligt, men samtidig iskoldt. Hun ventede på, at det sjove skete, og tråde til, hvis de havde brug for det. Sidelinjen virkede fint til at starte med. Det pigebarn og den køter var da virkelig latterlige. Hvordan skulle en lille ussel køter kunne passe på nogen overhovedet? Dog sagde hun intet - Hun lod de andre have det sjovt lidt, før hun selv ville træde til.

Kate forsatte hende løb, hun bemærkede hverken vampyrerne eller
ulven foran hende, hendes blik var alt for langt væk, hun observerede
først ulven da hun mærkede varmen på hendes egen krop hun mødte
hans øjne " Sargas undskyld jeg var væk" hun sendte ham et undskylddende
blik og gjorde anslag til at forsætte.

"Jaah vi må væk disse blodsugere er ikke det værd.. de vil havde dit blod sikkert!"sagde han hurtigt og tog fat i hende hånd han blev ved med trække hende bag sig.. han så ondt på dem, denne gang kæmper jeg til det sidste det sidste... for nedkæmpning af blodsugere.

Duncan gik frem, mod dem..
" Jamen hey med jer.." svarede han koldt, betragtede dem.
Især hunden..
" skal lille vovse ikke hjem til kuldet, eller vent.."
han så koldt på ham
" du er selv en lille hundehvalp!"

Hun grinte let og så på Kate. "Kom nu lille tøs.. jeg gør dig jo ikke noget.." sagde hun roligt og så på hende med overbevisende øjne. Nej, Claire ville nok ikke gøre hende noget, men det kunne Duncan vel meget hurtigt. Hun fugtede let sine læber.

Roselinn trådte nærmere, men stadig var hun helt tavs som graven - Rau og Claire klarede det jo godt selv! Hun selv ville vente lidt. Hun trådte dog et skridt frem, så der var kortere afstand imellem hende, og den lille episode, der foregik foran hende.
Roselinn holdt sig helt rolig. En lille stilhed før stormen virkede bedre, end at kaste sig over det hele nu. Hendes holdning var rolig - Roligere end man kunne forvente, hvis man ikke kendte hende.

Kate kunne ikke la' hver med at placere et lille skævt men hånligt smil på hendes læber, tøsen i læderjakken var vildt irreterende, hun var ikke bange for hende selv om hun nok burde, men hun havde prøvet smerten, hun ville kunne overleve det, men ikke længe for hun ville dræbe sig selv bagefter.
Det var mere den skumle foran hende som gik hendes på " ehm.. så vidt jeg kan se er denne vej for alle, så jeg forsætter bare" hun sendte dem et irretert og hånligt blik, lige de perfekte at møde, men på den anden side, at blive banket til blods ville måske lede hendes tanker andensted.

"Hold mund blodsuger!"sagde han stærkt til ham
Han så ondt på dem alle sammen
Han fik stadig kate til at stå bag ham
"Hvad vil i med os?!"

Hun fniste og så på vareulven. Hun svarede overhovedet ikke.
Hendes øjne prøvede bare at få fat i ulvens. Ville gerne se hvem han egentlig var.
Og hvis hun nu så ind i hans øjne, ville hun vel altid komme til at huske ham..?
Hun fugtede lettere sine læber og stod så lige pludselig stille.
Hun så måske ikke farlig ud, men der var noget ved hendes trækninger..
det var så tydeligt at hun rent faktisk var en alfa vampyr.

Kate kiggede bare stift fremad, det irreterde hendes grænsløst hvis disse blegfjæsede irreterende patetiske tingester så meget som begyndte på deres kedelige leg ville hun ikke være sikker på at hun kunne bevare fokus, de havde virkelig gået hende på, også var der visse andre ting, som hun aldtig ville nævne, men de var i hendea baghoved, men ingen ville kunne finde nogen rede i de billeder der farede rundt inde i hende.

Hun blev utrolig irreteret da ingen af dem svarede *forbannede arogante tingester, nu er de også højere hævet end os* hun rullede med øjnene og forsatte hendes løb, og løb forbi Sargas, hun sendte ham et undskyldende blik, hun ville bare videres, så hun kunne lægge tankerne bag.

Hun grinte let og rystede på hovedet af menneskebarnet. Hun var løbet fra den eneste der egentlig havde holdt dem tilbage. Hun løb med det samme over til tøsen og så hurtigt, at vareulven ikke ville kunne lægge mærke til det. Hun tog hårdt fat på tøsen og kastede hende som en kludedukke over imod Duncan. Derefter løb hun over til vareulven for at distrahere ham så han ikke fik tøsen igen. Hun hoppede lige op på skuldrende på ham og kradsede ham i øjnene.

Roselinn så til - Helt rolig, og igen helt tavs som graven så hun blot på. Morskaben var ved at begynde nu, dog viste intet sig i hendes rolige og kolde klare syregrønne øjne. De flakkede let mellem Kate og Sargas - De ynkelige! Hun havde ikke flyttet sig en millimeter siden en sidst havde sagt noget. Dog var hun lige ved, at sige noget, men hun valgte at vente... Vente og lade sig selv komme som en storm efter den dejlige stilhed, der havde lagt sig over hende. Hun virkede som om, hun ikke var særlig god i disse situationer, hvilket hun jo var..

her kunne man se, at Rosie og ham var i familie..
HAns egen rolighed mindede så meget om hendes.
Dog bevægede han sig,
LEt og elegant, i en stor bue om dem..
Klar til at springe frem, når som helst!
Duncans øjnene fangede alt!

Sargaras så på dem med et koldt smil.
Han viste dette måske var enden for ham og Kate
og ja kate ville han gøre alt for hvad som helst
Han måtte sørger for hun klarede den.
Han holdte hende bag sig og hans øjne så op på disse vampyrere
og igen sagde"Hvad vil i? her hvad vil i med os?"

Kate mærkede stødet i det Claire slog hendes over mod Duncan,
normalt ville et skrig havde undslap i hendes læber, hun mærkede
knækket før det kom, hun tog sig til hendes ripen, men ikke en
eneste lyd undslap hendes læber, forbannede tingeste.
Hun kiggede rasende på Claire havde hun ikke hørt ordet omtanke.
Men hun havde prøvet det der var værre, hun flyttede sig fra Duncan,
og bevægede sig over mod Sargas.
" Altså i hvide tingester har i hørt noget om civiliseret opførsel" hun
sendte dem et dræbende og gennemborende blik, selv om hun
var klar over at det ikke havde nogen virkning, men hun var lige glad
det var ikke hendes skyld at de var følelesesløse og kolde.

Sargas tog fat i hende og holdte hende tilbage
"Stop med at være så dumdristig"
sagde han koldt til hende men med et varmt smil til hende.
Han ventede på de svarede ham.

Roselinn trådte nu længere frem. Hendes øjne hvilede på køteren, der prøvede at gøre et forsøg på, at beskytte det lille svage pigebarn. Først nu kom ord over hendes læber, og de lød mere skrækindjagende, end de egentlig var -
"Mørket har sine hemligheder... Så hvorfor skulle vi fortælle, hvad vi vil?". Roselinn's stemme havde været helt igennem rolig, og dog lå en kulde over den, som var svær at identificere. Hun Hævede næsten usynligt let sine øjenbryn, og betragtede fortsat de to stykker - Hvad vil man kalde det? - Legetøj!
Roselinn lod lidt efter lidt stilheden glide over sig igen. Hun ville stadig vente lidt, før hun selv ville slå til - Før hun ville gøre noget, og deltage i morskaben.
Roselinn trådte nu igen et skridt tilbage, og lod sig blive som den statue, hun havde været før. Hun bevægede kun nogle få gange hovedet, for at følge det hele. Selvom hun blot stod der, virkede hun meget skræmmende, ja helt skrækindjagende.

Hun så ned på denne vareulv og fniste lidt af ham.
"Dumdristig.. hvem er det der tror at han kan beskytte et lille menneskebarn..
imod tre vampyre..?" spurgte hun roligt og lod tungen glide ud til hendes underlæbe.
Hun rakte på en måde tunge, hvorefter hun med det samme satte sine lange negle dybt ned i hans hud.
De var skarpe og spidse, så det var helt utroligt.

Kate havde stadi hånden i siden, en gammel skade
var brudt op for sidste gang, og hun bannede indvendig
det var ikke Sargas de ville havde, det var hende, det vidste
hun hun var farlig for den, og det var især den mørke klar over
hans øjne mindede hende om nogle røde øjne, men hun havde ikke
hørt stemme i nu, så det var umulig at sige.
" Sar smut, skynd dig væk så længe du kan, det er mig de vil ha'"
hun sendte dem et irreteret blik, og kiggede bedende på Sar.
Inderst kæmpede hun for at stå oprejst, hun var ikke sikker på
hvor meget Claire havde brækket ved hendes slag, men det var ikke
kun et ben.

"aldrig ikke så længe du er her!"
sagde han hurtigt.
han gik lidt hen mod vampyren (claire)
han skubbede hende væk med alle hendes kræfter
bagefter hoppede han over rose og sparkede hende i maven.
han gik bag efter over til Kate og holdte hende til sig.
"Aldrig"gentog han

Duncan så koldt på hunden..
" Hvalp! smut hjem til hulen!" svarede han koldt..
" pigen har ret, det er hende vi vil have, så smut, eller du bliver som resten af dine døde søskende!"
svarede han koldt..
Stadig gik han rundt om dem..
Roligt, elegant og farligt!

"Vampyr flyt dig og lad OS gå!"sagde han koldt til ham
"Vi vil gå her sammen!"sagde han og vidste ham hans næver
han ventede og håbede på at han vil flytte sig.
For i enden ville han falde... til sidst ville han falde.

Kate kiggede rasende på Sargas, og han vidste hendes holdning
til dette, hendes øjne lynede af raseri, især da den hvide idiot
begyndte at tale, hendes øjne var rasende, hun ænskede at
dræbe ham, at pine ham til døde.
" Dig " hendes stemme skar gennem den kølige aften, som tusinde af
måger der letter på samme tid, " At du tør vise dig " hendes hænder
var knyttede, vreden oversteg smerten i de brækkede knogler, der
var ingen tvivl om hvem hun hen vendte sig til, de andre var som luft
for hende, selv Sargas var forsvundet for en stund, i dette øjeblik
var det kun hendes og Duncans øjne der mødtes.

Fjenskab og gammle og indæt kørte mellem dem, gammel forargt, hun
vidste hun kunne ricikere hende liv, men Alexander havde gjordt det
samme, hun kunne havde spyttet ham i ansigtet, men modstod
fristelsen, og holdt i stedet øjnkontakten, hun kunne havde svoret at der
stod gnister mellem dem, og hadet var lige stort på begge sider.

Kunne han ikke klare at en af hans mål var sluppet fra ham, hun smilede
lumsk, selv om hun forbæstede den dag, havde det haft visse fordele,
hendes øjne var blevet meget bedre, de opserverede ting de ikke havde
gjordt før.
Og hun kunne stå stille i umenneskelig lang tid, flere timer hvis det var det
hun ville, men hun lagde aldrig selv mærke til det, og i disse min. stod hun
bare koldt og rolig, hendes ryg var rank selv om smerterne bed i hende,
og hendes ansigt var iskoldt, koldere end den strengeste fuldblod, koldere
end Duncan.
" Så mødtes vi igen " hendes stemme lød rolig og helt kold, der var intet til
overs i hendes stemme, " Så du er steget i rang " det var tydeligt, der lå
en stolthed over ham, et eller andet over hans aurer

Hun grinte lidt af denne usle vareulv..
han var jo kun en lille almindelig vareulv? Hvordan kunne han i det hele taget tro at han overhovedet kunne skade hende, ved at skubbe til hende? Hun rystede på hovedet og så lidt på ham med de lettere blodrøde øjne. Nu kom der ikke noget ud over hendes mund, ikke nogen ord forlod munden. Det var svært at se på hende at det egentlig irriterede hende hvorfor det lige præcis var sådan en vareulv der skulle være der? En der lige præcis troede at han kunne bestemme over vampyrene. Det var for dumt at han prøvede at stille sig op imod en alfa, omega og en almindelig vampyr.. imens at han var en ussel vareulv. Hun fnøs, hun havde mest lyst til at sige :: se mig i øjnene. Men nej. Hun kunne jo ikke bruge det til noget som helst!? Ikke andet end en ussel vareulv der holdte øjenkontakt med hende. Og sådan noget hadede hun virkelig meget.

"Kate. Køl ned" Den rolige og bløde stemme lød ovre fra skyggerne, nær en stor eg.
Hendes øjne hvilede på Duncan, med et lettere farligt glimt, dog stadig roligt. Hun gentog ordende han havde sagt. 'Til resten af dine døde søskende'. Hvad skulle det nu betyde? Hun var egentlig utrolig ligeglad, men eftersom der lige havde været 2 kvindelige vampyrer to centimeter inde i La Push, var hun ved at blive irriteret på Vampyrer!
Hun betragtede de 3 vampyrer med et skjult smil. De ville have Kate? Besynderligt...
"Kate må jeg spørge dig om noget?" Hun betragtede Kate og gad egentlig ikke at vente på et ja eller et nej fra hendes side. "Vil du gerne sættes tænderne i, og derefter lide indtil du bliver til en blodsugende igle?" Hun betragtede Kate med et spørgende blik og smilede svagt inden hun atter kiggede på Vampyrerne. De satte sig et mål, og jagtede det. Hvis noget kom i vejen, dræbte de det. Og når de endelig fik målet, var det bare for blodet..

Et kort smil, var på Duncans ansigt..
Dog lignede det ikke et grin, som ville varme..
Nej kun kulde og ondskab!
" Ja, Sørme så.." svarede han roligt.
drillende, koldt.. der var ingen gensynsglæde.
og den kom heller ikke, da han så,
hvem der kom.. Emse!

HAn så på hende, kort, med hævet øjenbryn.
" ahr.. kommer du nu også ?"
han så køligt på hende..
Det betød blot at KAte skulle ryge længere ned!

"Arh. Kommer jeg nu også?"Gentog hun og hævede også sit øjenbryn.
"Jo det er mindsanten mig!" Hun undertrykte en irriterende munter stemme, som på en måde lød utrolig nedværdigende.
Emily holdt hendes rolige øjne på Duncan, dog ville hu nstadig se hvis de andre vampyre rykkede på sig, bare ud af øjenkrogen.

Kate kiggede rasende på ham inden hun brød blikket med ham
og vente sig mod Em " Jamen Halløj EM" hendes stemme var
rolig, men inderst inde havde hun lydt til at sætte sig, da det
krævede alle hendes kræfter at holde sig stående, da smerterne
i ryggen blev værre og værre.
" Just in time" hun sendte hende et let smil, og kiggede på Duncan
igen, " Hmm jeg troede at du havde lært lidt mere takt og tone"

Saria stillede sig med armene om skuldrene på Kate.
Hun stod forholdsvis ved siden af hende, og smilede varmt.
"Jamen hej. Jeg har ikke mødt dig før. Mit navn er Saria. Jeg kan se at du kender Ducan."
Hun kastede et blik til Duncan.
"Og han er en meget slem fyr,"

Roselinn lod sine øjne følge det, som skete. Morskaben voksede jo mere og mere for hvert sekund, dog virkede hun som en urokkelig statue, som intet ville fortage sig. Med truende syrgrønne klare øjne vendte hun sig mod den ene af de tre køtere - Emily! Altså var der kommet endnu en ynkelig køter? Hun fnøs i sine stille tanker. Denne farsamlig voksede, men det ville blot øge morskaben, og ondskaben, som voksede, mens hun blot stod der helt rolig og urørlig.
Roselinn trådte et skridt frem. Godt nok var hun kun en almindelig vampyr, men at undervurdere hende ville være en forfærdelig fejl, der ville skabe smerte! Hun lod et let ondt smil glide over sine læber - godtnok var det næsten usynligt, men smilet var der, og var ikke til og tage væk igen. Hendes tanker strejfede køterne, der en dag ville være i snor, og vær bukket under for vampyrerne - Adlød!
Roselinn trådte nu atter et skridt frem, og kastede sit utrolig rolige blik rundt. Hendes syregrønne øjne virkede stikkende, på trods af, at de egentlig ikke var det. De hvilede kort på hver af dem i den den ynkelige forsamlig af køterne og pigebarnet. Hun fulgte let Duncan med øjnene. På udseendet mindede de langt fra hinanden, men personligheden var så skræmmende ens. Dog lod hun stortset ham føre an. Lod han have den største morskab! Hun selv stod blot og ventede - Ventede til det lettere sjove ville få sit rigtige start, og smerten ville vælte over køterne og måske også pigebarnet. (xD)

Sargaras fik et tilbage fald han gik et skridt tilbage han havde det meget dårlig ondt i hovedet..
Han besluttede sig for at fisse vampyrer skulle væk en gang for alle han stilte sig helt hen til dem.
Han så på Duncan tog fat i hans ansigt og fik hans egen hænder til at være lige så varme som ild faktisk næsten lava.
"SI dit navn suger!"råbte han til ham.

Duncan så på dem..
på den latterlige forsamling.
" i kommer jo som kaldet små loppe magneter!"
svarede han let, og tydeligt..
" lige til at blive bankekød!" hans øjne lyste koldt,
mens han betragtede dem alle..
dette her kunne blive sjovt!
Duncan Hvæste koldt da Ulven kom..
" JEg troede alle kendte det, dyr!"
fnyste han, og skubbede Ulven væk fra sig!
Mærkede smerten dunke..
vreden komme..

Claire hoppede hen ved siden af Duncan, var helt stille nu.
Hun ville ikke lege mere, nu var det nærmest alvor. Ikke sådan at hun tog det dybt seriøst, men det irriterede hende bare at der efterhånden kom til at stinke så meget af våd hund! Hun skævede lidt til Duncan med de lettere røde øjne, hvorefter hun så så på Han-Uldtotten igen? xD

Kate måtte anstrenge sig for ikke at blive
yderst rasende, idioten var hendes hvad
var det han ikke forstod, han var hendes.

HUn var lige glade med alle de andre idioter
bare at han kom ned og røre støvet, s ville
alt andet gå glat.
" Duncan, var din mund" hun kiggede rasende
på ham..

"Kan du se os? Blodsuger?"sagde han til ham som om han var en lige mand
"Jeg mener kan du se hvor vi står vi er vendt tilbage nu har vi ligesom over taget her.. jeg er ligeglad med hvordan i er?
vi har bedre forhold til hinanden vi er den nye orden!"
sagde han til blodsugeren.

Roselinn lod nu sine øjne falde på pigebarnet, Katie. Den tøs havde da en vrede uden lige, eller var det kun Roselinn, som bemærkede det? Hendes øjne var uigennemtrængelige og ulæselige, da hun betragtede lydløst Katie. Hun fnøs i sine stille rolige tanker, hvor onskaben havde frit løb. Hvad lød bedst - Mørbanket køter eller Hakket køter?
Roselinn trådte nærmere Katie med et lettere hånligt fnys. Den tøs var jo ynkelig, det var sikkert, men hun vidste, at Duncan Claire og hun selv skulle bruge hende - Altså måtte morskaben ikke falde så meget på hende, men de andre.
"Hvis jeg skulle give dig et råd, pigebarn, så burde du vare din mund." Hviskede Roselinn med en rolig stemme, der bar en isnende kulde, der ville borre sig dybt ned i huden på Katie, hvis det havde været hundred sylespidse knive, hvilket det desværre ikke var. Selvom hendes stemme havde været hviskende, havde den været uhyggeligt tydelig.
Roselinn lod sit blik flakke let mellem den ynkelige del af forsamlingen. Deres chancer var da ikke ret store! Hun fnøs hånligt, dog var det meget lavt.
Lidt efter lidt faldt hendes øjne på Sargas. Denne køter fangede kun let hendes opmærksomhed - Det måtte være hans vrede, som skar så meget igennem, at han afledede hendes opmærksomhed fra, at være opmærksom på det hele.

Claire sagde overhovedet ikke noget, nogen gange lod hun blikket glide over imod Roselinn. Hun havde kun sagt en smule, men det rørte overhovedet ikke Claire. Man måtte sige det man ville, i hvert fald vampyrene. Hun syntes at det var for meget det med vareulvene. At de ikke bare kunne lukke munden i og lade dem få det de ville. Hun fugtede let sine læber og så lidt utålmodigt på Duncan. Som om at hun ventede på at han måske gav tegn til at hun igen gerne måtte angribe, for hun havde sådan en virkelig stor lyst. Hun havde nærmest aldrig nogen sinde følt den, det havde i hvert fald været lang tid siden, den følelse. Hun havde den følelse af at hun kun kunne slappe af, hvis det var at hun fik lov til at angribe.

Kate stillede sig op af en gammel eg, og kiggede på den brogede forsamling, Em havde misforstået noget Duncan ville ikke bide hende kun skade hende, og det skulle ikke gå ud over dem, kunne de ikke bare smutte, dette kunne ende galt, og hun ville ikke være grunden til det.
Hendes vrede var tydelig og hun kiggede irreteret frem for sig, CLaire gik hende virkelig på nerverne, hun kunne ikke sige om det var hendes atitude eller om det bare var hendes væremåde, et var sikkert, hun irreterede hende varvittig.

Hun ville ikke sige mere hun havde sagt hendes holdning til ulvene, og Sargas vidste at hun ikke tillod at han var her og slet ikke de andre, de havde ikke noget med dette at gøre.
Men det Roselinn begyndte at tale, blev vredt opvagt på ny, hendes stemme mindede om Duncans på en irreterende og yderst patetisk måde.
Hun gad ikke diskutere med dem, de var jo pakket ind i flere vattæpper og stoppet ned i fryseren, så ingen nyeere information og indblik i nogle nyere former, at de ikke kunne klare at tabe, det var jo patetisk.

Sargas kiggede brændt på dem, med et faktisk et stort smil
han stod og så på Duncan fordi han netop var den værste af disse, selvom han havde en fornemmelse med en anden her omkring en kvindelig Vampyr... hun var her den stærkeste hun måtte ned
Han vendte sig brændt mod Claire "Vampyr er du ikke lidt af en blodsuger?"

Hun grinte lidt af Sargas og rystede på hovedet af ham. Tænk engang at han overhovedet skulle spørge om det? Han kunne vel se på hende at hun var vampyr.. og lugte det. Hun fugtede let sine læber og så over på Duncan igen, hvorefter hun så på Sargas igen. Tænk engang, så stod hun her. Sammen med to uldtotter, hvilket stank virkelig meget. Hun havde stadig ikke glemt dengang hun var kommet til at kaste op, på grund af at hun havde været i samme rum som en vareulv.