Vandring i mørket(Tom)

Dato: IRL
Dag: IRL
Tid: 23.00
Sted: Gaderne i Port Angeles
Omgivelser: Ikke nogle, andre end en kat
Vejr: Klart, man kan se månen
Årstid: Forår??

Victoria kom roligt, men også ret udmattet gående gennem Angeles mørke gader, der var ikke et øje så hun følte at hun næsten havde gaden helt for sig selv, det var faktisk en rart rar følelse, fordi så havde hun det som om at hun kunne gøre hvad hun havde lyst til. Hendes flammende røde hår, hang denne gang løst og var landet elegant på hendes skuldre når man tænkte på at hun ikke så lige så gennemført ud som da hun var sammen med Andrew eller Tom, hun så lidt mere slidt ud, men kun fordi hun havde været så langt nede og fordi hun ikke rigtig gad gøre noget for sig selv, så hun da kom til at se nogenlunde ud. Hun kom gående forbi en stenmur, som hun tog hånden op på og lod den glide med hende hen af vejen, men hun tog den dog til sig hurtigt, da hun hørte noget bag sig, hun fik et lille chok da noget rørte hendes ben, men blev helt rolig igen, da hun så at det bare var en kat.

Victoria smilte svagt til den, og satte sig på hug ned til den, den spandt allerede selvom hun ikke engang havde rørt den og det gjorde hende faktisk lidt glad over at der faktisk var nogen som nød hendes selvskab.
Hun satte roligt sin hånd blidt oven i hovedet på den og begyndte at nusse den lidt på panden med sin tommelfinger, den begyndte bare at spinde endnu mere og det fik Victoria til at grine lidt, men ikke særlig højt og det lød også rart udmattende. Hun havde dog ikke opdaget, at hun ikke var alene om at være på gaden eller tæt på, men hun havde ikke rigtig lagt mærke til det, da hun var lidt for optaget af sine egne tanker og af katten, så hun smilte bare fortsat svagt og kørte sin anden hånd gennem noget af sit hår.

dette indlæg er slettet.

Tom kom gående hen i en af gaderne i Port Angeles, den gade hvor Victoria var, han havde godt lugtet sig frem til at der var en vampyr til stede, men at det var en kvindelig vampyr. Han var på vej hjem.. troede han nok, han vidste det ikke helt. Han kunne ikke finde rundt i sit liv, samtidig med at han havde ødelagt alt for ham selv. Han snusede sig lidt frem til for om han kendte denne kvindelige vampyr, hvilket han gjorde, det var Victoria, han sank en klump. Spørgsmålet var om han hurtigt skulle vende om igen? Hvis han gjorde det, vidste han heller ikke hvor han skulle gøre af sig selv. Følte sig som en lille kujon. Han bed sig let i læben og besluttede sig for at gå hen mod Victoria, han opdagede at hun sad ned ved siden af en kat. Han smilede skævt, turde han også at sige noget når han nærmede sig hende? Der gik ikke lang tid før at han så bare stoppede op og gik ned i huk, enden at han gemte sit hoved ned i mellem sine ben, satte han sig helt ned på numsen på fortovet. "Dræb mig.. dræb mig.." mumlede han lavt og gentog det flere gange, så mange gange at det slet ikke kunne tælles.

Victoria havde stadig ikke helt fundet ud af at der faktisk kom en anden personen gående på samme gade som hende, hun sad bare stille på hug i sine egne tanker og bevægede kun lige hånden, når hun nussede katten oven i hovedet. Men da hun bemærkede at katten vendte hovedet lidt i den anden retning af Victoria, kom hun lidt ud af sine tanker og bemærkede nu duften af en vampyr og det var endna en bekendt duft.. Tom. Hun stivnede lidt i sin bevægelse med hånden og lyttede til at han kom nærmere og nærmere, katten slikkede hende lidt på fingrene fordi hun var stoppet. Men da hun knyttede sin hånd lidt, lagde katten hovedet lidt på skrå og løb væk fra hende. Hun var holdt op med at trække vejret og sad bare helt stille på hug mere end før, man skulle næsten tro at hun var forstenet, men da hun hørte hvad han mumlede, rejste hun sig lidt op og vendte modvilligt hovedet imod ham og bed sig hårdt i læben. "Jeg kan ikke dræbe dig Tom.. " mumlede hun trist og lagde armene løst over kors og vendte blikket ned i jorden. Godt nok var hun stadig såret over at han havde forladt hende, men hun hadede ham ikke nok til at kunne dræbe ham, hun var snart vant til at folk droppede hende og ikke gad have noget med hende at gøre, så hun følte snart at hun bare kunne lade være med at gå udenfor sin dør.

"Jeg laver kun fejl.. og gør sådan at problemer opstår" mumlede han køligt, men alligevel var hans stemme også blid, hvorefter at han kravlede hen over til muren, lod sig dernæst krumme sig sammen op ad muren. "Det burde du gøre.." svarede han hentydet til med at dræbe ham. Eftersom han virkelig ikke havde lyst til at leve. Han sårede alle dem som han kom i nærheden af og det var forkert, det vidste han godt, men så alligevel gjorde han det?! Hvilket han ikke fattede hvorfor. "Undskyld.." sagde han lavt, selvom han godt vidste at det ikke hjalp noget, det var et for svagt ord i sådan en situation. Fordi han vidste godt at han havde såret hende, rigtig meget end da. Det var bare.. idet at han slog sit hoved ind mod væggen en, enkelt gang, hvor han lukkede sine øjne dernæst. *Av..* tænkte han og tøvede let.

Selvom Victoria ikke så på ham, så lyttede hun skam til det han havde at sige, men alligevel kunne ikke lade være med at blive glad over at høre hans stemme igen, selvom hun viste det var en forkert følelse når han jo havde såret hende. Hun løftede kort blikket, da hun så at han kravlede over til muren og gav et lille ryk fra sig, da hun ikke helt følte sig tryg ved at se ham sådan, det lignte ham ikke helt at være sådan, men hvis han også havde det skridt så var det da forståeligt. Hun gispede dog kort og holdte sine hænder foran sin mund da hun hørte og så at han slog hovedet ind mod væggen, selvom hun ikke havde lyst, så gik hun hurtigt over til ham og slog ham på skulderen og havde det som om hun skulle græde selvom hun ikke kunne og hun så surt på ham, " du skal ikke skade dig selv, selvom du ikke tager skade!" sagde hun alvorligt og bed hårdt i sin læbe igen. Victoria sukkede og dumpede ned på knæ ved siden af ham og så lidt trist på ham, " du skal ikke undskylde.. du havde vel en god grund til at forlade mig.. som alle andre" mumlede hun stille og så derefter ned igen.

"Jeg havde nemlig ikke nogen god grund til at forlade dig!" konstaterede han dog med en stille stemme. Han vendte sit blik mod hende, "Jeg er jo bare et fjols.. og ville ønske at jeg ikke gik i gang med at flirte med dig.." sagde han og bed sig let i læben, selvom han nød hvert eneste øjeblik da de var sammen. Han forstod egentlig ikke hvorfor hun ikke slog ham, det havde han fortjent. "Men.. Victoria, jeg mente alt det jeg har haft sagt til dig, jeg nød det hele. - Og.. du er en af dem som jeg bare sådan kunne snakke med" tilføjede han. Han kiggede dernæst ned ad sig selv, han havde dårlig samvittighed over det han havde gjort. Førhen hvor han var sammen med Daniella, forlod han også bare hende sådan uden videre, hvilket så også skete overfor Victoria. Helt utroligt at nogen kunne holde ham ud..

For Victoria lød det som om at Tom undskyldte, selvom det nok ikke var meningen men sådan lød det for hende og hun var egentlig også lidt ligeglad om han sagde undskyld til hende eller om han bare formulerede det på en anden måde, så det lød som om at han sagde undskyld. Victoria tog noget at sit hår om bag øret og bed sig lidt i læben, hun havde ingen ide i hvad hun skulle sige, hun var helt mundlam og tom oven i hovedet, men sagde så det, som hun altdi havde gået at tænkt på og som hun synes lød rigtigt, "måske... er det bare ikke meningen at man kan elske mig, alle går jo fra mig, jeg ved godt at jeg kan være belastende, men måske skulle jeg så bare holde mig væk fra jer alle sammen, det bringer ikke andet end sorg og sure miner" sagde hun lidt trist og havde det som om hun kunne græde, selvom hun viste at det ikke var muligt for hende. Derefter rejste Victoria sig op og så trist ned på Tom, " farvel Tom..." hviskede hun og drejede derefter om på hælen og begyndte at gå roligt væk fra ham, hun ville ikke ødelægge hans liv igen, sådan havde hun det nemlig, hun begyndte at snøfte lidt og havde ikke lyst til at se sig tilbage.

"Victoria..!" mumlede han, men det var meningen at han ville råbe efter hende, der var bare noget som stoppede ham i at råbe. Han kiggede efter hende, *Godt gået Tom.. Du har mistet endnu en ven* tænkte han irriteret og bed sig hårdt i læben, han havde virkelig lyst til at græde, selvom han ikke kunne gøre det. "Kan vi IKKE godt være venner?" spurgte han råbende efter hende, krummede sig sammen imens han at lagde hårdt tryk på ordet, ikke. "Victoria.. Please" tilføjede han og fugtede sine læber.
"Jeg.. kunne fortælle dig alt.." mumlede han, der var ingen som han førhen end Victoria hvor han kunne fortælle hvad hans rigtige navn var også videre. Han havde det virkelig dårligt, men det var også en af grundene til at han mistede det meste hukommelse fra med Daniella, han kunne ikke rigtig huske noget med Daniella, fordi han var så knust over at de ikke kunne være venner, og det med at han stadig havde følelser. Hvis han ikke længere kunne være venner med Victoria, ville han også sørge for at slette det meste hukommelse med hende,
han kunne bare ikke klare det.

Victoria stoppede ikke op med det samme, det ville hendes ben og hendes vilje ikke give hende lov til, men da han råbte til hende, kunne hun ikke gå længere og hun stoppede op. Men alligevel vendte hun sig ikke om imod ham, men blev bare stående med ryggen til ham, hun var holdt op med at trække vejret og snøftede lidt igen, men derefter satte hun sig ned på hug og gemte sit ansigt i sine arme og rystede lidt i kroppen, men ikke på grund af at hun frøs, men hun var ked af det og kunne ikke tænke klart lige nu, " Tom..." mumlede hun og rystede lidt på hovedet, " du burde slet ikke have sagt alle de ting til mig, for...for.." hun stoppede op og løftede hovedet lidt, " for du viste jo ikke om jeg var til at stole på, jeg er ikke nogen god ven, jeg er ikke nogen god kæreste, jeg passer slet ikke ind nogen steder og burde slet ikke have fortjent at være sammen med dig" sagde hun med en grædende stemme og gemte sit ansigt igen. Victoria sad og vippede lidt på fødderne, men hun kunne slet ikke vænne sig om imod ham lige nu, det var for svært.

Tom hævede det ene bryn, hvad fanden havde han gjort? Hurtigt stillede han sig op på fire ben og kravlede hen mod hende, men dog stille og forsigtigt. Han lagde derefter sine arme omkring hende, efter at han var nået hen til hende. "Vic.. du er en god ven og du var og stadig vil være en god kæreste, det er mig som er dårlig og en ussel person" svarede han og bed sig diskret i læben, han kunne slet ikke lide at Victoria havde det så dårligt, og normalt var Tom dårlig til at trøste personer, han vidste nemlig ikke til tider hvad det var han skulle gøre. "Jeg er virkelig ked af det!" tilføjede han alvorligt, men med en blid stemme, imens at han aede hende blidt på hendes ene skulder, han ville gøre alt for at de kunne blive venner igen, det ville han så gerne have at de blev.

Victoria kunne tydelig høre at Tom kom hen til hende, men hun kunne ikke sige om han gik, løb, kravlede eller luntede og hun var egentlig også meget ligeglad. Han burde ikke engang nærme sig hende, for hun kunne ikke andet end at gøre folk ulykkelige og hun kunne ikke engang gøre sig selv lykkelig, så hvorfor overhovedet gøre så meget ud af det liv som nu havde? Det sad hun og tænkte over, men da hun mærkede at Tom lagde sine arme om hende, stivnede hun lidt, men havde det så som om at der kom en varme gennem hende og det kunne hun faktisk godt lide, selvom det var forkert at føle sådan. Hun løftede sit hoved lidt op, sådan at man lige kunne se hendes øjne, men hun gjorde det også kun fordi at Tom talte til hende, og det ville være uhøfligt at se væk fra folk som talte til en. Victoria rystede dog derefter på hovedet og ville bare så gerne græde lige nu, " Hvorfor er jeg en god ven? Hvorfor holder folk af mig? Hvad er det i ser i mig som jeg ikke kan se!?" det sidste kom hun til at råbe, og det gav på en måde genlyd i gaden. Hun holdte op med at trække vejret igen og gemte sit ansigt væk, hun havde lyst til at skubbe Tom væk, men så alligevel ikke, han var den første i lang tid, som havde rørt ved hende, så derfor ville hun ikke skubbe ham væk. Hun begyndte at græde uden tårer og klemte lidt om sine arme.

Tom hævede det ene bryn og blev overrasket over hendes reaktion. Han kunne godt se at Victoria virkelig havde det dårligt og var totalt knust. Han sukkede lydløst hvorefter at han lod sine arme glide ned ad hendes hvor han tog blidt fat, lod sig læne over hende, - det kunne godt være at hun ikke ville bryde sig om det, han havde gang i. - Men det var den eneste måde han kunne gøre det på for at han ville komme til at snakke med hende ordentlig, ansigt til ansigt. Efter et stykke tid satte han sig op på hendes mave, da hun lå ned med ham liggende på sig, tog derefter igen fat i hendes hænder og førte dem hen over hendes hoved, gjorde sig lidt tung, måske var dette her lidt tortur, men han kunne ikke se andre muligheder, når hun gemte sig sådan, men han kunne selvfølgelig godt forstå det. Han fugtede let sine læber, "Victoria, jeg ved du har svært med at tro på mig, .. men du er en god ven, du var den første som jeg sagde mit rigtige navn til" sagde han stille og kiggede hende ind i øjnene, "Jeg ville ønske at jeg ikke var sådan en idiot.. men jeg vil så gerne være venner med dig" svarede han bedende. Han rystede faktisk lidt i kroppen af nervøsitet, imens at han holdte fast i hendes hænder, så hun kunne sikkert mærke det, han var så ked af det, at det ikke kunne beskrives, han ville ikke miste endnu en ven.

Selvom Victoria gemte det meste af sig lige nu, så var hendes sanser lys vågne og lyttede efter om der kom nogen på grund af hendes råben, men det så ikke sådan ud og det var hun nu meget glad for. Hun viste ikke hvorfor hun havde råbt af Tom, hun holdte jo stadig meget af ham på en måde, og det var derfor at det gjorde så ondt at se ham lige ved siden af sig også endna at han også rørte ved en, det gjorde det meget sværre. Hun tog en dyb, langsom indånding da hun mærkede at han gled sine arme ned af hendes og tænkte først lidt over hvad det var han lavede. Men det fandt hun hurtigt ud af, da hun mærkede at han lænede sig over imod hende, som det første løftede hun hovedet og rystede ivrigt på det, men det var åbenbart forsent, for før hun viste af det, så holdte han fast i hendes hænder og havde sat sig på hendes mave, først begyndte hun at se surt og grædende på ham, men da han så begyndte at tale til hende igen, så vendte hun blikket væk og så til siden. Hun kunne ikke se på ham, det var nok at han var så tæt på hende igen og hun trak vejret i små hak. Victoria krummede sine hænder sammen, imens at han talte færdigt og hun havde det som om at hendes hjerte bankede igen og denne gang rigtig hårdt. Hendes vejrtrækning var stadig i små hak og hun vendte sit blik op på ham lidt efter, men havde det ikke godt med det, " Tom.... hvorfor kan du ikke bare glemme mig, det burde alle gøre... jeg er ødelagt, det er jeg blevet for mange gange, jeg vil ikke kunne klare en fjerde gang, forstår du ikke det.??" spurgte hun trist og snøftede lidt, " jeg er ødelagt Tom" hviskede hun imens hun vendte blikket væk igen og prøvede at få sine hænder til sig, men det var svært.

Tom begyndte at hulke og hans vejrtrækning begyndte også at lave små hak i stemmen, "Jeg forstår det.." mumlede han stille imens at han kiggede ned ad sig selv. "Jeg er selv ødelagt og hvis jeg mister.. Mel..anie, så forlader jeg helt klart Forks," svarede han, hvis han kunne fælde tårer, ville der falde en masse ned af hans kinder, han var virkelig ked af det, hvorefter at han slap sit greb om hendes hænder, han vidste med sikkerhed at han havde mistet Victoria, både som kæreste og som en ven. Forfærdeligt. Han kravlede derefter ned af hende. "Undskyld, undskyld" hviskede han lavt flere gange, imens at han begyndte at kravle lidt bag ud, krummede sig sammen på jorden, "Flot Tom.. virkelig flot" mumlede han gentagende for sig selv.

Victoria kunne ikke lade at høre Tom hulke, hun bed sig hårdt i læben, for ikke også at begynde at græde og trak stadig været i små hak, fordi hun holdte sin gråd tilbage. Hvorfor skulle det være så svært, kunne det ikke bare være nemt at glemme hinanden også komme videre, men hun holdte jo staidig meget af Tom og det gjorde det slet ikke bedre at han så nævnte en anden pige, det fik hende næsten til at slå ham og især også da han snakkede om at forlade Forks igen. Hun satte sig langsomt op, da Tom kravlede væk fra hende og hun begyndte at græde igen. Hun gemte sit ansigt i sine hænder og rystede lidt i kroppen, men derefter rejste hun sig og gik hen til Tom. Hun viste ikke hvorfor, men hendes krop ville gerne hen til ham, hun tog fat i kraven på hans trøje og hev ham lidt op til sig, selvom han var tung selv for en vampyr, men nu var hun også kvinde, " undskyld Tom" hviskede hun, lige inden hun kyssede ham blidt på munden. Hun viste at han ikke ville gengælde det, hun viste at han ville skubbe hende væk og sige at han havde en anden, men hun kunne ikke lade være. Hun savnede smagen og følelsen af hans læber imod sine, hun græd inden i sig selv og rystede stadig lidt i kroppen.

Tom blev overrasket og kunne ikke forstå hvad der forgik, han troede faktisk at hun ville slå ham og det gjorde ham bange, da hun tog fat i kraven på hans trøje. Men han fandt ud af at det ikke var det, da han mærkede sine læber mod hendes. Han hulkede stadig, "Det er i orden.." sagde han stille, efter at hun havde kysset ham, han ville ønske at han kunne gengælde kysset, men det kunne han bare ikke, han følte sig svag i kroppen, så svag at han ikke kunne rejse sig og gå sin vej. Han ville heller ikke bare sådan glemme Victoria. Han var ordløs og vidste ikke ellers hvad han skulle sige, kiggede på hende ud af øjenkrogen, imens at han også lidt kiggede ned på jorden. "Jeg vil hellere være en varulv end en vampyr" mumlede han køligt og bed sig hårdt i læben og skulle nok finde en måde at blive varulv på i stedet for at være vampyr, han gad ikke vampyr livet mere, og hvis han blev varulv, ville der ingen være sure på ham eller være nogen til at lede efter ham. "Ingen kan stoppe mig i det" tilføjede han lavt, så kun en vampyr kunne høre det. Han var så træt af hans fejl og bare generelt hans liv.

Victoria havde nu fået nok af at høre på Tom, hun kunne ikke forstå at han ikke bare kunne se det gode med sit liv, han havde i det mindste nogen som holdte af ham. Victoria var selv helt alene og havde kun få gange efter sit brud med Andrew snakket med sine søstre, men de havde ikke talt sammen længe og det var derfor at hun følte sig så alene som hun gjorde. Hun begyndte derefter at græde igen, men det forhindrede hende ikke i at give Tom en lussing og hun gjorde det meget hårdere end hun havde regnet med, klasket gav næsten genlyd i noget af gaden og hun tog sig lidt til hånden da hun havde slået ham. Hun kunne ikke lide tanken om at have gjort ham fortræd, men nu var hun altså kommet til det, " så hold dog din mund!" snerrede hun surt og trist på samme tid og havde rigtig meget lyst til at slå ham igen, men gjorde det ikke. "Der er så mange der holder af dig og du har endna fundet dig en kæreste igen, så lad dog for helved være med at brokke dig, når dit liv kunne have været meget værre!" råbte Victoria frustreret og tog sig til hovedet. "J-jeg... jeg har ikke lyst til at leve mere.." hviskede hun grædende for sig selv, "har ikke lyst mere.." hviskede hun igen og drejede derefter om på hælen og begyndte i menneske tempo at løbe væk fra ham, hun viste hvor hun skulle tage hen for at blive slået ihjel, hun havde i tankerne at løbe til volturi, for at gøre en ende på det alt sammen.

Tom udstødte automatisk et skrig da han fik en lussing, imens vendte han sit hoved ned ad, hvilket han ikke havde regnet med, men han havde fortjent det, fuldt ud. Hvorefter at han lagde sin ene hånd på sin kind, som hun havde slået. "HUN HAR FORLADT MIG! HUN ER FORSVUNDET!" råbte han så efter hende, og krummede sig derefter sammen igen på jorden, så han ikke fyldte så meget. Han begyndte at hulke igen, der var ingen som holdte af ham og det var derfor at han ville være en varulv. Det var et andet liv i forhold til når man var vampyr, det var kedeligt at være vampyr, der var intet liv i at være vampyr efter hans mening.

Victoria havde kun tanken om at dø inde i hovedet lige nu, men da hun hørte at Tom råbte noget efter hende, stoppede hun samtidig op, men det var også på grund af det han sagde. Hun følte sig skyldig og dum på grund af at hun havde slået ham, hun vendte sig imod ham og begyndte at græde igen, imens hun holdte sin ene hånd op foran munden, med et stod hun ovre ved ham igen og satte sig på knæ ved siden af ham, imens hun græd videre, " undskyld Tom.. j-jeg skulle ikke have slået dig.. u-undskyld.." stammede hun på grund af sin gråd og snøftede lidt. Hun kunne heller ikke lide det skrig, som havde kommet fra Tom, da hun slog ham, men det var uheldigvis forsent at tage lussingen tilbage, selvom hun virkelig meget ønskede at kunne det, men det kunne ikke lade sig gøre. Hendes vejrtrækning var blevet små hak igen, og hun græd stille videre.

//Daniella, hun græder heller ikke med tårer ^^, hun græder uden dem, ligesom at Tom hulker//

Tom vendte sig om, så han lå på ryggen. Lagde sin ene hånd på sin pande og kiggede stille på hende. "Du skal ikke undskylde, jeg havde fortjent det." sagde han og bed sig i læben. "Det var godt at du slog mig" svarede han med et svagt smil, hvorefter at han kiggede ned ad sig selv. Han var glad for at hun vendte om, i stedet for at hun gik sin vej. "Jeg er et fjols.. så" tilføjede han og fugtede sine læber, men stadig ville han være varulv i stedet for vampyr, han havde fået nok af det liv. "Victoria.. lov mig at du ikke tager dit liv" hviskede han imens at han vendte sit blik op mod hende. Han grinede lidt over lussingen. "Så fik jeg da min første straf", mumlede han.