Puha, kontrol?? Næsten...

Årstid. vinter
Dag. fredag
Tid. aften
Omgivelser. en masse unge mennesker der er ude og drikke
Vejr. det er fint vejr. det er fuldmåne og det regner ikke
Påklædning/udseende. http://buzznet-32.vo.llnwd.net/assets/users16/littlemisskaulitz/default/Bill_Kaulitz--large-msg-118988446658.jpg

Bill stod udenfor en propfyldt café, og overvejede at gå derind. Han sukkede skælvende, og bed sig nervøst i underlæben. Kunne han styre sig, når han kom indenfor? Turde han tage chancen? Han havde plantlagt at blive hjemme, men han var ved at blive sindsyg af det, så han var smuttet ud alligevel. Var det dumt gjort? Sikkert. Åh, han havde så meget lyst til at dræbe menneskerne derinde, og drikke deres blod. Men nej! Han vendte blikket væk fra det fristende syn der var derinde.

Man kunne høre et lille fnis bag ham.
Claire stod der og betragtede ham, hun kunne godt se at han så gerne ville have noget blod.
Hun var iført en knælang løs sort kjole, hvor der var flere lag ovenpå hinanden. Ellers nogle netstrømper og en sort læderjakke der så meget godt ud på hende. Det var dog ikke altid at man så hende med jakke. Hun havde bare fødder som sædvanligt, bare det at der var nogle strømper over. Hun skævede let til Bill.. "Hmm.."

Bill vendte sig langsomt om, og sendte Claire et gnavent blik, fordi hun havde fniset af ham.
Helt ærligt, han prøvede faktisk at ændre på sig selv!
"Hej Claire," mumlede han til hende. Selvom hun havde grinet, var han glad for at se hende. Det var også så længe siden han sidst havde set hende. Han sukkede, og smilede så hurtigt til hende.

Hun så på ham og rystede på hovedet. "Prøver du på at være en bedre vampyr..?" mumlede hun, så det kun var ham der kunne høre det. Hun sukkede, det var tydeligt at hun var skuffet over det. "Jeg troede lige at jeg havde fundet den rigtige.. en jeg kunne blive stolt over at have bidt.." hun så på ham med de lettere røde øjne. "Men du er bare ligesom alle de andre jeg har bidt.. skuffende.." hun vendte sig om og begyndte at gå væk fra ham.

Bill bed sig i læben, og tog fat i hendes skulder, så hun ikke kunne gå væk fra ham.
"Claire! Det er ikke fordi jeg har ondt af menneskerne! De er føde. Jeg... jeg vil bare gerne kunne møde Gustav og Georg igen, uden at være bange for at slå dem ihjel!" Han så bedende på hende, og håbede inderligt at hun kunne forstå.

Hun fnøs og vendte sig om. "Du sagde sq'Da lige at de kun er føde..!?" hvæsede hun irriteret og så ham direkte ind i øjnene. Hun var virkelig tæt på at få ham til at få ham til at glemme hende. Ved bare at tænke det kunne hun sagtens gøre det. Men med det samme fik hun hans hukommelse tilbage, det var tit hendes vrede der fik hende til at gøre noget der egentilg ikke var meningen.

Bill gned sig hurtigt i tindingerne. I kort tid havde han følt... et eller andet?
"Ja... Men... Jeg har kendt dem så godt som altid. De er mine 2 andre brødre!" Sagde han hviskende. Han ville gøre alt for at hun forstod dette! De var hans familie. Han kunne jo heller ikke bide sine forældre, vel? Det var næsten det samme.

Hun fnøs, "helt ærligt..!?" sagde hun køligt og så på ham.
Hun var ikke særlig god til at forstå det med familie, da hun selv havde mistet sine forældre for mange år siden. Og det havde lagt meget hårdt på hende, men det irriterede hende at andre i det mindste havde nogen. Det irriterede hende at de ikke bare kunne forstå at mennesker alligevel en dag skulle dø..!? Hun så køligt på Bill. "Du kan ligeså godt glemme det der..!? Jeg gider det overhovedet ikke, jeg vil ikke høre på at du klynke på den måde..!? Forstår du ikke at der rent faktisk også er andre her i verdenen!?.. Og desuden, der er overhovedet ikke forskel på hvad der er mennesker, de alle smamen er føde!? Ellers kan du jo bare gøre dem til vampyre også..!?"

Bill bed sig i læben.
"Det var jo en mulighed." Mumlede han, altså til hendes forslag med at forvandle dem til vampyrer også.
Han sukkede, og tænkte over det. Kunne han gøre det? Han vidste det ikke.

Hun fnøs og rystede på hovedet af ham.
Hun hadede virkelig når folk tøvede så meget på den måde.
"Hvorfor bare ikke glemme dem..?" hun kom til at smile skævt og en smule grumt.
"Bare kig mig i øjnene.."

"Hvordan skal jeg kunne glemme dem?" Spurgte Bill langsomt. Han anede ikke noget om hendes evne, derfor forstod han ikke hvad hun mente. Det var dog noget ved hendes tonefald, der fik ham til at tøve.

"Little little sweet Bill.. look into my eyes" sagde hun med en meget sød og uimodståelig stemme. Hun gik nærmere til ham, så det var svært at sige nej til hende. Den skønhed hun udstrålede, og den søde måde hun opførte sig på, fik altid andre til at føle sig sikre. Selvom at hun rent faktisk var ret farlig omkring det. "Vil du ikke nok..?" hun så på ham som om at hun var ved at græde. "Se mig bare i øjnene.."

"Jeg...jeg," stammede Bill og holdt blikket rettet mod asfalten. Hvad var det med hendes øjne....? Bang! Med ét kunne han huske det. Hun havde kigget Tom i øjnene da hun var gal på ham. Fået ham til at glemme....
"Claire..." Mumlede han.

"Bill.. kom nu" sagde hun med en sukkersød stemme. "Vil du ikke nok..?" hun så bedene på ham og holdte stadig godt fat i ham. Og da han jo kun var en almindelig vampyr, kunne hun jo sagtens holde ham tilbage. Han kunne ikke flygte fra dette.

"Du vil have mig til at glemme dem... Glemme Tokio Hotel..." Hviskede han anklagende til hende, og vendte hovedet bort fra hende. Han bed sig i læben, og kunne tydelig mærke hendes mange krafter. Han ville ikke have nogen mulighed for at slippe fra hende. Skulle han bare kigge på hende og glemme dem? Hvorfor egentlig ikke?
*Nej!* hviskede en lille stemme bagerst i hans tanker. *De betyder noget for dig Bill!* Han bed tænderne sammen, og lukkede øjnene hårdt i.

Hun kunne mærke hvor meget han holdte af det band og fugtede let sine læber.
Han holdte mere af dem end af hende.. og det var vel okay..? Alligevel gjorde det hende lidt sur. At han ikke også holdte af hende. At han ikke stolede nok på hende. Hun så ned imod deres fødder og fnøs. Ja, de betød virkelig noget for ham, og det gjorde hende rasende! Hun tog med det samme meget hårdt fat i ham og kastede ham hårdt ind imod muren ind imod caféen. Og det kunne høres helt over fra den anden side af denne ret så lange bygning, så det havde været ret hårdt. "JEG HADER DIG!" skreg hun virkelig højt og så på ham. Hun gik helt amok over at han overhovedet ikke havde tænkt på hende. Hendes bedste ven havde overhovedet ikke tænkt på hende, men bare på at gøre sig selv til endnu en af de blødsødene vampyre!?.. Hvorfor skulle alle dem hun holdte af være på den måde..!? Var Duncan virkelig den eneste ven hun havde, som hun virkelig kunen stole på..!?

Bill bankede hårdt imod muren, og gled ned. Selvom det gjorde ufatteligt ondt, sagde han ikke en lyd. Han vidste at Claire var blevet skuffet over ham, over hans blødhed. Og det havde hun al mulig grund til. Han rejste sig op, og gik hen til hende igen. Han tog blidt fat i hendes arm, og mødte hendes blik.
"Claire... Undskyld." Sagde han stille. Han ville ikke miste hende som ven, ikke for noget som helst i verden. Så derfor...
"Gør hvad du vil.." Hviskede han.

"Nej!" sagde hun irriteret og fik ham smadret ind i væggen igen.
"Andre er langt vigtigere end jeg og det kan jeg sagtens se..!?" hun vidste at hun mange gange overdrev, men det var virkelig sådan hun følte når folk gjorde det på den måde. "Og desuden, jeg vil ikke have sådan en bløddyr i nærheden af mig!? Det gør bare mig svag og jeg vil ikke være svag..!?" hun så rasende på ham. "Jeg kunne bedre lide den Bill der hele tiden hjalp mig!?.. Den Bill der mindede så meget om mig..!?" hun gik over til ham og fik atter fat i ham, hvorefter hun smadrede ham ind i væggen igen. "DEN ENESTE DER MINDEDE OM MIG..!?"

"Claire for helvede, det eneste menneskelighed jeg har tilbage i mig, er jeg villig til at fucke op! Giv mig en chance til!" Råbte han til hende, og bekymrede sig slet ikke om smerterne. Det kunne han gøre på et andet tidspunkt.
"Stol dog på mig ligesom du gjorde i starten!" Bad han stille. "Okay, jeg var svag, indrømmet. Men jeg er villig til at droppe det!" Sagde han og greb fat i hendes håndled.

Hun så vredt på ham. "Hvordan kan du overhovedet bevise det..!?" hvæsede hun let. "Min tillid til dig røg da jeg fik at vide hvor svag du blev..!" hun slog ham med en knytnæve lige ved kæben. "Du kunne bare lade være..!?" hun så ham direkte ind i øjnene, men gjorde overhovedet ikke noget. Hendes øjne var fuldstændig vilde og blodrøde at det var helt utroligt at se på. Det syntes ellers kun at ses i film, men det skete vist også her.

"UNDSKYLD FOR HELVEDE!" Råbte han til hende, og gik helt hen til hende.
"Hvad skal jeg gøre? Dræbe Gustav og Georg!? Er det det du vil have?" Spurgte han stille, og gengældte hendes blik. Han forsøgte at holde en lav stemmeføring, for ikke at ophidse hende yderligere.

"Jeg beder dig jo ikke om at dræbe nogen..!? Men hvis det er det der skal til for at have den tidligere Bill tilbage, ville det fandme være dejligt..!" sagde hun lettere køligt og spydigt. Hun hadede virkelig at skændes med ham, men der var bare så meget hun gerne ville have tilbage af den gamle Bill. Hun kunne godt huske at de havde haft et lille flirt da han havde været lidt vildere. Men det kunne hun dog ikke have nu, på grund af at hun jo var sammen med Tom. Men alligevel? Hun ville ikke miste Bill som ven.

"Fint!" Svarede Bill ligeså koldt, og rettede sig op.
"Så tager jeg til Tyskland snarest muligt!" Han øjne veg ikke fra hendes ansigt. Hun måtte forstå at han mente det! Det var vigtigt. Og hvis han skulle være ærlig, savnede han da også de jagter de havde været på. Hvordan de koldt og nådesløst dræbte uskyldige forbipasserende. Det havde været så frit. Så fucking frit!

Hun tog med det samme fat i ham. "Du har bare ikke at mene at du vil dræbe dit eget band.." mumlede hun. Hun havde været rasende da hun havde sagt det, så selvfølgelig mente hun det ikke 100%. "Hvad ville Tom ikke også sige til det..?" hun rystede på hovedet og hev ham langsomt lidt tættere til sig. "Kan vi ikke bare.. gå på jagt og prøve at få den gamle Bill frem i dig..?" hun så langsomt op på ham. Hun savnede virkelig nogen at følges med når hun jagtede. Og andre af hendes venner havde haft alt for travlt med forskellige ting. Og desuden havde hun været bange for at jage foran Madelaine, fordi at hun vidste at Madelaine var lidt mere forsigtig end hende selv.

Bill greb desperat fat i hendes kravetøj. Før havde han været skrækslagen for at glemme det, nu indså han at det var det bedste. Så ville han ikke være bange for at komme til at dræbe dem, for han ville jo ikke kunne huske dem!
"Lad mig glemme dem! Ellers kommer jeg, mod min vilje, til at skade dem. Og så lad os gå på jagt!" Ved de sidste ord, lyste længslen næsten ud af ham.

Hun så ham med det samme i øjenene. Hun havde nærmest aldrig nogen sinde set ham på den måde, og det var vel den eneste grund til at hun faktisk gjorde det der blev bedt om. Hun så ham direkte ind i øjnene og tænkte bare. *Glem dem.. glem dem begges, så du ikke skader dem.. kun jeg kan få dig til at huske dem, til den dag jeg synes at du er klar* og blot ved denne tanke, kom han til at glemme dem. Hun fugtede let sine læber, og det var trods alt kun hende der kunne få ham til at huske. Ikke noget så dumt som nogen ville prøve at få hans hukommelse tilbage. Kun hun kunne få ham til at huske.

Bill gned sig på panden med den ene hånd, og rynkede derefter panden. Han havde et forvirret udtryk i ansigtet. Alle hans minder og tanker om Gustav og Georg forsvandt, og efterlod hans erindringer halvtomme. De havde været en stor del af hans liv, og nu var de væk..
"Claire..?" Mumlede han undrende. "Hvor kom vi fra?" Spurgte han fortsat.

Hun så lidt på ham, nogen gange kunne det ses om de kunne mærke at der var noget der manglede.
Nogle gange havde hun oplevet at nogen havde følt der var en hel masse der manglede, og havde hængt sig selv.
Men det kunne han dog ikke gøre, han kunne ikke bare sådan uden videre hænge sig selv, fordi at det ville han i hvert fald ikke dø af. Hun fugtede let sine læber og prøvede at smile blidt, "vi skulle ud og jage..?" sagde hun roligt og tog langsomt fat i hans håndled.

Bill smilede glad.
"Ja, det er rigtigt!" Han ignorede den underlige følelse i hans hoved, og så sig omkring på gaden. Lige umiddelbart var den mennesketom. Men de skulle nok finde nogle! Han lagde nakken tilbage, og snusede koncentreret. Hmm, jo, der var helt sikkert nogen i nærheden. Og det var ikke inde fra caféen lugten kom fra.

//Skal logge af nu, men vi kan jo bare fortsætte emnet senere ;D//

//That's right.... Hvor?? xD//

//Cool cool... Så laver jeg et i Seattle. Elsker den by! ^^