Stille og roligt

Dato ::11 april
Årstid :: forår
Dag :: Søndag Nat
Vejr :: Stille men over skyet
Sted :: skoven ved et lysning
Tid :: 20.34
Omgivelser :: irl


Sargas sad op af træet og så op mod himlen
Han havde en lille bog med hvor han bare havde den lukket.
Han kiggede på de mange skyer der var i Forks.
Han tænkte *Mine venner er væk og det er jeg næsten også for dem*
Han ville så gerne møde nogen andre varulve.

Kate kom gående ned gennem skoven, hendes taske hang ned fra hendes side, og et skævt og tænksomt smil sad på hendes læbe, hun kiggede rundt omkring sig og bemærkede intet, så hun satte sig ned op af et gammel og kroget træ.

Han kiggede op og lugtede en Menneske han havde intet for.
Han gik mod lugten han så rundt over det hele hvorfor gjorder han også det han kunne jo bare lugte?
Men han gik videre mod lugten, Da han så en pige der sad op af et træ med en taske rundt på halsen
Han sagde" Godaften?"

Kat kiggede op fra hendes bog, som lå i hånden, hun sendte ham et mild smil, hun havde ikke forventet at møde nogen, men på den anden side han var i skrig hvid, så der kunne ikke gå så meget galt. " Jamen Godaften" et blidt smil sad på hendes læber, i det hun klappede bogen sammen " Kate Williams"

"Sargas?"sagde han og så på hende med et stort smil
"Hvad laver du her ude i denne mørjke skov helt alene?"
sagde han hurtigt og undrende.

Kate kiggede op på drengen, hun mindes ikke at havde set
ham, før men på den anden side, holdt hun sig også på afstand
af steder hvor det var muligt at møde nogen, da visse tingester
var i et meget dårlig lune for tiden.

" Hmm mørkt, det er da ikke så slem" hun trak på smile båndet
" Og tja,... hvad bestiller de" hun sendte ham et smil

Han satte sig ved Kate og så på hende.
"Jo det er ret mørkt tro mig"sagde han og nikkede smilende til hende.

Kat kørte hånden igennem hendes hår, og kiggede
på Sargas, hans brune hud virkede hendes bekendt,
hvis hun ikke tog fejl, havde hun set ham i Lá Push på
vej til Jake, men hun var ikke sikker.

" Virkelig det er ikke så slemt, det kan være værre" hun
sendte ham et smil.

"Hmm jaah Nå? hvad læser du?"sagde han lyn hurtigt.
Han kiggede på bogens omslag.

Kat kiggede på bogen " Nårh bare gamle myter og den slags" hun trak på skulderen " ikke noget specielt" det lød som en henkastning, men hun ville ikke sige noget, hemmeligheden kunne koste folk livet.

"Som hvad for nogle?"sagde han bare til hende og kiggede på hende-

Kate kunne ikke la' hver med at smile han
lød lidt for nysgerig, " Bare gamle myter om
Forks ikke noget specielt" hun sendte ham
bare et smil...

"Ånde krigerne?"spurgte han pludseligt til det og gled hans hånd rundt om omslaget.
Han kiggede sødt på hende med et lidt skævt smil.
Mens hans øjne kiggede dybt ind i hendes øjne.
"Men si hvad er det ikke sent for dig?"

Kate sendte ham et rolig smil, og beherskede det
lille smil der gemte sig bag hendes blik " Tja..
det kan vi vel godt kalde dem" et skævt smil
dansede på hendes læber, mens hun selv kørte
hånden ned over den røde og gamle bog.

En rynke dannede sig på hendes pande, sent ude
altså, havde hun ikke nok til at fortælle hvad hun måtte
sidst hun kiggede efter havde hun 3 varuvlve og det var rigeligt.
SMilet forsvandt " Forsent, har du fået noget galt i halsen" hendes
milde stemme var væk, hun var altså 17.

"Sig mig hvad læser du helt præcis? altså hvad for en myter, som du nok kan forstå kender jeg dem meget godt min ven"sagde han simpelt og hurtigt, dette menneske var indtresandt? Mærkeligt følelse, han så på hende med et stort smil da hun sagde *det kan man godt kalde dem* han og hun var ikke helt ung, han begyndte at tænke om nogen planer.

Kate trak på smilebåndet og kunne ikke la' hver med
at smile " Bare nogle myter der omhandler Forks, og
du må jo forstå, at visse ting er bedst usagte" hendes
lette smil, sad over hendes læber, og hun kiggede på
ham med undren i blikket..

Han smilte til hende.
"altså der er jo så mange myter om forks"

Kat trak på skulderne og kiggede stift frem ad
hun var stille for en stund, " Jeg kan ikke sige noget
desværre, " hendes stemme lød ikke af angre, hun skulle
ikke miste flere til dette lorte liv.

" Nogle informationer er bare ikke godt for fremmede øre" hun
drejede rundt og gjorde anslag til at gå.

Han stilte sig op og gik hen til hende og tog fat i hendes hånd, "Nej du må altså ikke gå nu! Fortæl mig det... så fortæller jeg dig også noget om mig... en vigtigt del af mig!"sagde han stolt men roligt til hende, han måtte vide det han havde en besættelse af hende! han måtte se hende han måtte lugte hende han måtte se på hende med solens glæde.

Kate snurrede rundt da hans hånd snittede hende, den glødede jo,
et lille smil bredte sig på hende læbe, måske var han ikke så
uvidende aligevel, hun lænede sig op af en stamme og et skævt
smil sa på hendes læbe.
" Hmm varulve, vampyrer, siger det dig noget, " hun kendte svaret
aligvel, men tja.. han spurgte jo.

"Hmm jaah meget rigtigt meget!"sagde han undrende!
*Hvis hun vidste noget var de de blodsugere! de skal ned med nakken!*

Kate trak bare lidt på skulderne, hendes øjne kiggede
undersøgende på hende, hvis ikke de var undrende,
men tja.. hun var bare vel oplyst, eller også var hun
født i et mareridt, hun vidste ikke om a eller b var bedst.

" Hmm så behøver jeg jo ikke uddybe," hun drejede ved lyden
fra et krat, og nogle grene der knækkede, men slappede af igen
da det bare var et egern, hun havde lige troet at det var de hvide.

"Du er jo kun et menneske... hvem har sagt det?"sagde han hurtigt og betragtede hende hurtigt og gik rundt om hende, "Hvem er du mest sammen med blodsugerene eller varulvene!"sagde han koldt til hende, han måtte vide det ville hun blive til en vampyr... eller for blive menneske... han håbede inderligt på svaret varulve.

Kate stod længe og kiggede på ham bare for at pirre ham en smule, som om hendes svar ikke var åbenlys. " Hmm min fætter er varulv, og blodsugerne giver mig myrekryb" hendes ansigt var alvorlig " og jeg ved ikke hvad der er på færre på tiden, men noget er under opsejling" hendes blik var yderst betænksom og en let gysen ramte hende.

"Hmm Ja flere varulve er forsvundet her fra området eller de har ikke vist sig i langt tid... vi er jo ikke ret mange i forhold til vampyrene og det ved du godt... men jeg tror snart krig er på vej.. og vi varulve vil ikke kunne klarer den jeg prøver at hjælpe mit folk med møder ovs nogen steder i La push og andre steder inde for området... din fætter hvem er det?"sagde han spændt til hende men det første han sagde var sagt med stolthed over sit folk, han grinede da han tænkte på et minde ved la push da han sagde stedet navn.

Kat kiggede bare frem for sig, hendes fætter var et ømt punkt for tiden, hun savnede ham mere end noget andet, nu hvor han var taget på college og have valgt at læse Jura, i england, han var træt af forks, men hun forstod ham også, de havde begge levet i Frankrig det meste af deres barndom, og med det samme han kom her over blev hans liv et helvede med det ulve pjat.
" Hmm han læser Jura, tvivler på du kender ham" et skævt smil sad på hendes læbe, men det blev alvorlig med det samme igen " Oprør, " hendes ansigt blev fortvivlet, og hendes ansigt var bekymret.

"Hvad tænker du på?"sagde han med det samme da han så hendes ansigt udtryk..."du virker lidt du altså bekymret.."han så på hende med gyldne øjne, hn tænkte *en pige der fortrækker varulve i stede for vampyrer*det kunne han ikke lade være med at elske med hende faktisk var det ikke nogen stor betydning, hendes flotte smil, kiggede han på og hendes flotte læber.

Kate stod helt stille var det så åbenlys, men hun kiggede bare tænkende frem af " Bare at dette næppe ender i den rigtige retning, jeg bryder mig ikke om denne udvikling" hun kiggede ud over skovsøen " Det er ikke som det var sidst det er grusommere, og kampen får fatale konsikvenser" hun skuttede sig...

"Jaah... en bestem han vampyr er ude efter en af vores alfaer han er meget farligt... han havde føleskab af nogen andre jeg kæmpede imod jeg kom næsten ikke tilbage fra det... jeg havde en besked kun derfor... det trækker altså op til storm i forks"sagde han til hende og tog armen om hendes skulder.

Kate stod bare og stirrede frem for sig, hendes bekymringer var forfærdelige og grænseløse, og hendes bekymringer blev ikke mindre for Shin efterhånden som tingene skred frem, hver dag var hun bange for at finde ham død eller mystiks forsvundet, hun bemærkede ikke hans hånd på hendes skulder inden der var gået et godt stykke tid, normalt ville hun have skubbet ham væk eller rystet ham af hende, men et eller andet fik hende til at lade den ligge hun vidst ikke hvorfor " hmm"

"Hmm hvorfor kan du ikke lyde vampyrerne?"sagde han pludselig for at bryde tavsheden, "Altså du ved vel godt jeg hader dem som pesten!"han så på hende med et lille smil som trøst..."Disse kampe jeg tror vil komme handler om magt... vampyrerne angriber deres egne... og mennesker bliver til vampyrer hele tiden.. vi er dybt i undertal i La Push"sagde han ked af det.

Kate drejede rundt og lænede sig op af hegnet ned til søen, hendes blik var underlig fjern " Fordi jeg har set dette missarabel på klods hånd, og jeg vil aldrig ønske det or nogen andre" hun skuttede sig og kiggede frem, " de er de værste monstre, jeg nogen sinde har mødt de dræber for at dræbe, eller for sjov" hun kiggede irreteret frem, og hendes afsky var tydelig " hmm vi taber, " hun kiggede frem, og bemærkede først nu hans hånd på hendes skulder, og hun kiggede op for at møe hans ansigt.

"Neej... det gør vi hvis de ikke hvor fat i Emily hun er vigtigt for dem... hvis hun er klog er hun under jorden lige nu"sagde han hurtigt, han drejede sin krop mod hende og viste hende et glad smil, "Hvis hun ikke har det tjaah så må vi kæmpe... eller jeg må du har et valg!"sagde han og kiggede på hende med et suk, han måtte se hende i la push en dag.

Kate kunne ikke la´hver med at kigge underligt frem " Sargas ingen har et valg, vi er alle en del af dette spil hva' end vi vil det eller ej" gysene ramte hende hurtigere end hun tillod dem, det lignede hende ikke, men dette helvede have gjordt hende underligt utilpas.

"Jeg havde ikke et valg... Men jeg er glad for det jeg er nu! Men tænkte på vil du da gerne være vampyr?"sagde han til hende hårdt men også lidt retfærdigt til hende, han kiggede bekymret på hende, hun må ikke være vampyr så enkelt er det.. hun skal ikke havde en straf, som de andre bæger.

Kates blik skiftede fra venligt og roligt til hans spørgsmål og hendes øjne lynede i det hun svarede " Hvas regner du mig for de forbannede blodsugere dræber jo for sjovt." hun kiggede irreteret på ham, hvad bildte han sig ind? at antyde til at hun på nogen måde vil værre med disse irreterende hvide tingester.
Hun hadede det, hvor mange havde ikke været ufrivillig under deres kniv...

"Hmm.. Menneske... der er så mange mennesker der vil være vampyre på grund af udødeligheden!"sagde han direkte til hende med et lille surt smil.

Kate kiggede op på ham " Det er jo patetisk og direkte idiotisk, man lægger sig selv i helvedes gab, " hun kiggede irreteret frem " Vampyr verdenen er egoistisk, og man fungere højst to og to sammen, det er en dræbende sted" hun kunne havde spyttet i jorden, men hun gjorde det ikke.

"Hallo... det gør jo mange mennesker jo! andre er ligeglade for de ved ikke noget... og du burde du handler ikke... for vampyrerne mener noget om det^^"sagde han og begyndte at kigge rundt på hende med et fjollet blik..
Han gav sig til at sætte sig ned og begyndte næsten at slappe af..

Kate trak på vejret langsommere og skævede ud over søen, hun brød sig ikke om det der ulmede bag morgengryet, noget var under opsejling, og det irreterede hende at hun kun var et lille brik, ikke at kunne handle, selvfølgelig havde hun en hvis viden, men hun kunne ikke garentere for i hvilken omfang den havde betydning, hun svarede ikke på Sargas, men bemærkede bare at han begyndte at køle ned, hun sendte ham et mildt smil, men blev stående op af hegnet, hun ville fryse hvis hun satte sig, da jorden var våd og kold.

Han rejste sig op og kiggede på søen, og tog armen over kate"Det vil forandre alt hvad jeg kender.... det vil blive værere end før!"

Kate rystede let over den uforventede varme som langsomt sivede ind igennem hende, men hendes krop var vandt til dette pludselige skift, så det varede ikke længe inden, hun knap nok mærkede forskellen. " Hmm... alt bliver forandret, og det bliver ikke posetivt"

Han skælvede til det Kate sagde"Måske tager du lidt fejl der" og kiggede på katetil sidst og smillede til hende.
"Altså folk kan jo møde hinanden..... og folk kan elske hinanden"
Han kiggede igen meget kærligere på hende denne gang.

Kate stod bare og kiggede frem for sig, hun rørte sig knapt nok fra hendes plads, hendes blik dansede frem og tilbage over skov søen " Sargan hvordan det, en hver idiot kan se at vi er i undertal" hun skuttede sig. og hendes blik var tusinde ale væk, hun huskede selv smerten, hun havde været så tæt så tæt på ikke at kunne mærke hendes hjerte slå.
" Hmm ja Sargas, men hvis man dør inden året er omme" hendes ord var ikke kolde men en smule skræmete.

Han stilte sig for hende hurtigt...
Han lænte sig ud for at kysse hende
Han følte bare hun også kysser mig vores nye symbol.

Kate stod rolig og kiggede ud over søen, hun havde stået
stille længe, mere end normalt, var hendes fæter plejede at
joke med at bidet havde givet hendes visse evner, hun
hadede ham for det, måske fordi hun inderest inde vidste,
at han havde ret.
Sargas hånd virkede beroligende på hende, og hun havde
ingen anelse om hvorfor.
Sargas var pludselig tæt på hende, lige klods op,
hans læber kom tættere og tættere på, hun måtte
kvæle et skrig, det mindede hende om en sen aften, gyden
var mørk, de kolde øjne, hendes krop begydte og ryste, og
det blev mere og mere og mere...

"Hmm"sagde han og gik helt til hende med et smil
Han så på hende, og lænnede sig frem for at kysse hende
han ville jo så gerne men måske ville hun ikke.

Kate stod stille og drejede ind i hans favn i det hans læber
skulle til at ramme hende, hun var ikke klar til at være så
tæt, det mindede hende for meget om den gang.
Så hun lænede sig bare op af ham, og lagde hendes hoved
indtil ham, og kiggede ud over søens vand.
Inden hun rettede blikket mod nordstjernen den beroligede
hende altid.

Han tog armene om hende og sagde ind i hendes øre
"noget kaldt?"sagde han langsomt og roligt til hende.
"Men vi må jo holde sammen ikk...?"sagde han
han følte sig hel og aldeles hel.

Kate mærkede hans varme som langsomt
sivende ind i hende, og kulden forsvandt helt
fra hende, og den sidste isklump forsvandt.
Hendes hoved lå roligt op af hans skulder,
og hendes åndedræt blev langsom roligere.
Hendes blik var rettet mod nordstjernen,
et egerns pudslede i toppen af et grantræ,
og der var ingen tegn på uvedkommende,
det var hun helt sikker på.
" Hmm... gamle minder, ikke andet" hun
sendte ham et blidt smil, og fjernede så blikket
igen.