Tåget nat

Dai havde en mappe under armen, på sin pelsede hvide jakke, som var ret våd pga. støvregnen. Hendes tågegrå øjne glitrede, men ikke af glæde som de plejdede. Hun var ret ked af det, ligesom vejret. Et falsk smil var på hendes læber, da hun trådte uden om en vandpyt. Hun havde været ovre på skolen, for at hente nogle papire som hun havde glemt. Hun havde ønsket det tusinde af gange - at hun havde husket dem. Hun var inde i en gyde - den vej var den hurtigste hjem. Hun syntes at det var utrolig uhyggeligt lige der.

(WOW! Skrev jeg lige så meget?? xD)

Shin gik roligt hen af gaden. Han havde været henne og besøge en ven. Men da han begyndte at gå hjem ad, begyndte det at støvregne. Han satte farten op og drejede af ned i en gyde. Så var der ikke langt til at han var hjemme. Han gik og skrev på sin mobil, men efter hånden blev den våd og han lagde den tilbage i lommen og puttede hænderne i lommen også. Han kunne nemt mærke kulden. Han havde et par mørke bukser og sin sorte læderjakke på.

// Undskyld jeg har lavet to ^^

Dai var ret nervøs i forvejen, selvom hun ikke vidste hvorfor. Hun fik et chok da hun hørte en anden skikkelse i gyden. "Er her nogle?" spurgte hun spagt. Hun vendte sig om, for at sondere og fik øje på drengen(Shin). Hun smilede lettet, og gik over mod ham. "Jeg troede lige at du var en anden." sagde hun og prøvede at smil. "Daiya." presenterede hun.

Cisse, stod lænet op af muren i gyden.
Hun så på Daiya, sin forlovedes bror.
Hun smilede.
Hun ville ikke forskrække Dai.

Hun vendte sig om.
Hun måtte hellere komme hjem, med de mapper, inden de blev for våde.
Hun gik forbi Shin, og kom forbi Cisse.
Hun så ikke engang på hende.
"Hvad laver du her i aften?"
Hendes stemme var en anelse mørk.
Hun så ned i jorden.

Hun løftede et øjenbryn.
"Jeg tænkte du manglede selvskab." Hun løftede et øjenbryn.
Hun gik roligt mved siden af hende.
"Hvad er der galt?" Spurgte hun forsigtigt.

"Jeg sørger bare." sagde hun med en anelse sarkasme.
"Hvorfor tror du at jeg har farvet mit hår sort? Og min øjnskyggelse plejer ikke at være så sort."
Hun smilede en lille smule og begyndte at gå igen.

Hun stoppede brat.
"Hvad er der sket?" Hviskede hun.

Dai trak på skuldrene.
"Ikke noget specielt."
Hun bed sig i underlæben, og gned sine hænder.

"Er der sket.. Cedric noget?" HViskede hun halvkvalt.
Hun stod som en statue.

Dai kastede ud med armene, og hendes øjne eksploderede nærmest i tåre.
"Hvorfor heleved er han det første du nævner???"
Hun lød ret vred.
"Du er så overfladisk!"
Hendes våde øjne så på Cecilie, med et sørgene udtryk.
Hendes stemme dirrede, og truede med at knække over.

Hun løsnede op.
"Svar på mit spørgsmål Daiya, han er det eneste jeg har." Sagde hun. "Min eneste familie."

Dai så vredt på hende.
"Nå... Men jeg tror ikke at du kommer til at se ham igen."
Hun bed sig i læben igen, og hendes øjenbryn truede med at synke.

Hendes blik blev tomt.
"Hv..hvad?" Spurgte hun uden håb.

Dai trak på skuldrene og vendte sig om.
"Der er ikke mere at sige til det."
Hun begyndte at gå ingen.
Hun havde ikke lyst til at snakke om det.

Hun fald på knæ.
Hendes ben ville ikke reagere.
Hun stirrede tomt efter hende, mens hun hviskede.
"Cedric.."

Dai gik over til hende, og satte sig i hug, med armene om hendes hals.
"Du må ikke græde Cecilie." mumlede hun med tårene i halsen.
"Så begynder jeg også at græde. Og det har jeg gjort i så lang tid."

"Hvad er der sket?" Hviskede hun.
Hun kunne ikke røre sig, men hold krampagtigt om hendes ring.

Dai lukkede øjnene så hårdt i, så det næsten gjorde ondt.
"Det... Det ved jeg ikke."
Hun holdte hårdt om Cecilies hals.

"Er han død?" Hviskede hun.
Hendes hjerte blev revet i tu.

Dai så på hende, og så så væk igen.
"Jep."
Hun lavede trutmund.

Hun begyndte at hulke, men uden tåre.
Hun krympede sammen.
"Nej.." Hviskede hun hulkende.

Dai pludrede hende lidt i håret, og så medlidene på hende.
"Jeg har det ikke helt sådan. Jeg har aldrig kendt ham.."

Hun rejste sig, mens hun kiggede på sin ring.
"Jeg.." Hun kunne ikke sige noget. "Hvor er han nu?" Fik hun frem.

Daiya sukkede dybt.
"Jeg... Jeg..."
Hun bed sig hårdt i læben.
"Fik ham begravet."

"Hvor?" Hviskede hun..

vincent kom gående.
lugten af vampyr og menneske? 'brændte' i ham.
han genkendte godt den ene... cecilie...

"Jeg viste ikke hvor." mumlede hun med en meget skinger stemme.
"Jeg viste ikke om han ville begraves i Broklynn... Men jeg begravede ham her i Forks."
Hun bed sig i læben.

Hun vendte sig om, for at komme til kirkegården.
Og lugten af Vincent ramte hende i hovedet.
Hun tog sig ikke rigtigt af det lige med det samme.
Hun gik hurtigt mod <kirkegården.

han fulgte efter lugten af cecilie og var tæt på hende nu..
højst 30 meter..
han var lidt ligeglad med mennesket .. hun var ubetydligt.

Dai gik hurtigt efter hende.

// Kirkegården?? xD

Hun kunne dufte han kom nærmere.
Hun vendte igen om og løb i menneske tempo hen til ham.
"Vincent!" Hylede hun og sprang hulkende i armene på ham.

han stod uforstående et øjeblik..
det føltes ret akavet det her, men ..
han lagde armende om hende ?

Hun hulkede mod hans hals.
Hun tænkte ikke..

"Ehm... såså?" Sagde han bare hjælpeløst.
hvor blev det at han var kølig af .. Eller...

Hun strammede greben om hans hals.
"Cedric er død" Hulkede hun.

"hvordan?" han stemme udtrykte ijk følelser for det men...

Hun trak på skuldrende.
Hun trak sig væk og holdt hans ansigt mellem sine hænder.
"Det er kun os nu." Hviskede hun ulykkeligt.

"Hm.." han så hende lidt i øjnene.
det lød usandsynligt... så vidt han kunne forstå var ham cedric halv varulv, og bliver derefter vampyr, og... en varulv er det eneste der kan dræbe en vampyr, og så en vampyr..

Hun stirrede ind i hans øjne.
Ville ønske de kunne sluge hende..

"hvis du lægger to og to sammen, så vil du regne ud at han er blevet myrdet?" sagde han
"det den eneste mulighed."

"Det havde jeg regnet ud." Sagde hun hæst. "Måske endnu en hybrid.. Men hvis det er, så er Dai ikke sikker længere."

"og hentyder du til noget?" spurgte han

Hun trak på skuldrende.
Hun slap hans ansigt.
"Jeg vil ikke blandes ind i noget med ham længere.." Sagde hun med en rolig stemme..

"hvorfor ijk?" spurgte han

"Fordi han er død." Sagde hun en anelse vredt.
Hun vendte om på hælen, og begyndte at gå.

"fint, Så har vi også frit tilløb" han mente til dem.
han mente det faktisk ijk seriøst, skulle bare se om hun mente at han såen ijk betød noget mere.

Hun nikkede.
"Hvis du stadig vil have mig." Hviskede hun usikkert.

han var overrasket over det svar..
"ehm... det forholder sig faktisk såen at..."

Hun løftede et øjenbryn men forholdt sig i ro.