Blæst

Dato - D. 5. August.
Årstid - Sommer.
Dag - Onsdag.
Vejr - Koldt og blæsende. Mørke skyer hænger over trækronerne. Et usædvanligt vejr for en dag i starten af August.
Sted - Ved Skoven. Er det ikke indlysende?
Tid - Ved halv 6 tiden. Allerede nu er mørket ved at sænke sig.
Omgivelser - Træer. Ikke en levende sjæl. Jeg understreger levende.

Arianna sad på klippens kant, og så ned mod de store bølger. Der herskede ingen tvivl om at enhver dødelig som kastede sig, eller faldt ned mod dem, omgående ville lide en smertefuld død. Hun vippede lidt med sine fødder. Egentlig kunne det være sjovt at prøve, når man nu alligevel havde fået skænket utrolige kræfter, samt udødelighed. Mon hun ville kunne klare lidt klatring? Hun overvejede hvor mange meter der mon ville være. 50? Det var der omkring. Hun sukkede, med et fredfyldt smil. Nej, hun var ikke vovehalsen, og heller ikke jackass typen. Men det var vel tilladt at undre sig? Hun kunne høre vindens stærke tag i de hårdføre og smukke trækroners blade. Hendes næse sansede dog intet andet end den skinbare, men efter hendes mening fantastiske natur.

Madelaine gik ned gemmen den mørke sti i skovens dyb. det var et perfekt vejr efter hendes mening, hun elskede når det var storm, regn eller et typisk vejr alle hadede, der var nok ikke det vejr hun ikke kunne lide, hun satte pris på alt som var ved denne verden. Hun elskede den uddødelighed hun havde, eller næsten uddødelighed, der var ganske lidt der enlig kunne dræbe en vampyr. Hendes røde smukke hår dansede lystigt rundt om hendes hovede mens hun gik der i blæsten. Hun havde en utrolig træng til at synge i denne blæst. Hun begyndte at nynne sensommer vise, da hun syntes det passede så godt på dette vejr.

Arianna lukkede kort sine øjne, for blot at indånde den mest fantastiske duft af dem alle. - Alle dem som ikke vækkede en lyst, og en rus i hende, alle dem som ikke gjorde hende til noget dyrisk. Hendes bryn rynkede en smule, da hendes knivskarpe næse opfangede ngoet andet; Hverken indbydende, eller klam, hverken varulv eller menneske. Det måtte være en af hendes egne. Og hvad havde hun at tabe? Hvis vampyren ville angribe hende, ville hun forsvare sig, og hvis den var sulten, kunne den spise for hendes skyld. Hun vendte sit ansigt rundt, for at se, men eftersom hendes næse sansede og opfangede ting hurtigere end nogen anden af hendes sanser, kunne hun ikke se nogen endnu.

Madelaine forsatte ligeud og fulgte bare den stig hun var begyndt at gå på, hun vidste ikke hvor den førte hen, men hun fulgte den bare, hun så ligeud og begyndte at få øje på nogle klipper. Hendes gode sanser gjorde hun straks kunne ligte da hun kom inden for række vide at der var en anden vampyr i området, hun ændrede ikke sin adfærd, hun var efterhånden vant til andre vampyrer, og ville ikke lave en scene. Hun så stadig ligeud da hun forsatte sin kurs og fik efterhånden jo tættere hun kom på øje på en lille skikkelse siddende på nogle af klipperne.

Arianna kunne sanse, med adskillige af sine superskarpe sanser, at han/hun, bevægede sig tættere på. Hun havde nu vendt sit ansigt om igen. Hun så ned mod havet igen, med et stille suk. Hun begyndte at nynne en stille sang, som havde været meget populær i de glade firsere. Hun kom til at grine midt i sangen. Hun så intet godt ved firserne. Hun hadede dem inderligt. Det var først i halvfemserne, hun efter egen mening, var begyndt at leve.

Da Madelaine kom tæt nok på fik hun øje på en brun håret pige, hun kunne tydeligt lugte hun var en vampyr, men hun havde ikke set hende før. Hun nærmede sig hende helt og sagde "Jamen goddag? er du ny her?" hun spurgte hende med en frent venlig stemme, hun var lidt passiv over for folk hun ikke kendte, men hun kunne godt lide at møde nye mennesker.

Hun så op på hende, og smilede svagt. Hun virkede ikke til at have de forkerte intentioner. Hun klappede på jorden ved siden af sig, mens hun nikkede. "Ja det er jeg." Startede hun med at sige. Hun var sikker på at den forholdsvis unge kvindelige vampyr også vidste at hun var vampyr, så hun tilføjede; "Jeg har hørt at der skulle være meget regnfuldt her i Forks. Man kunne selvfølgelig også bare tage til Nordpolen, men jeg har nu aldrig helt brudt mig om isbjørne." Sagde hun, og håbede at hun vidste hvad hun mente. Hun blottede sine tænder i et stort smil, og grinede stille.

"tja, forks er efterhånden også den by med flest vampyrer efterhånden, jeg har også været rundt i verdenen, overvejet Alaska, men har altid følt mere for dette sted!" sagde hun og spejdede rundt, hun hoppede let og elegant op på klippen 2 meter fra hende. Hun smilede lidt til hende og spurgte "hvornår kom du?"

"Blot for få dage siden." Sagde hun, eftersom hun ikke følte specielt for at sige igår. Så var hun jo officielt ukendt med området. Hun betragtede hende, som hun nærmede sig. Hun så ned i sit eget skød, uden rigtigt at vide hvorfor. "Alaska har nu aldrig appelleret specielt til mig. Jeg har ikke været så meget omkring. Jeg har teoretisk set 36 år på bagen, men jeg mener kun jeg har levet i 19 år. Andet vil være tåbeligt at sige." Sagde hun, det sidste dog som en svag mumlen. Men hun kunne vel høre det, med sine ultra skarpe sanser. Hun vidste godt at det kunne misforstås, således at hun mente at hun havde levet som menneske.

"tja, jeg fandt det nu også bedst her i forks, jeg har jo eksisteret i noget med 61 år, så har været rundt omkring, er 19 år, eller det var jeg da jeg blev forvandlet!" sagde hun og sukkede, hun satte sig ned på klippen lidt væk fra pigen og sagde "boede oprindeligt i Bellevue, en by der ikke ligger så forfærdelig lang væk her fra, men der var kun dårlige minder for mig tilbage der, så min søster og jeg flyttede hertil og overtog min mormors hus da hun døde!"

"Årh. Jeg har været det i 19 år som sagt. Men jeg er 17." Sagde hun, og smilede lidt. Hun undrede sig over at hun talte så åbent til hende. Den sidste vampyr hun havde mødt her, havde været.. Underlig? Det var måske ikke så dårlig en betegnelse. I hvertfald var den rigtig. "Jeg kunne ikke så godt blive hjemme. Desuden er mine forældre sikkert døde nu. Eller meget gamle." Mumlede hun, og bed sig i læben. Mon de overhovedet kunne huske hende? Nej, det var hun ret sikker på at de ikke kunne. De vidste sikkert ikke hvem de selv var. Og det var hendes skyld. Hun så udover det smukke hav med et dybt suk.

"mine forældre er døde!" sagde hun lidt kort for hovedet, hun var vant til at snakke med alle vampyrerne i forks, så det var enlig ikke så svært for hende at tale så åbent, hun kunne godt lide at møde nye folk, men hun var ikke altid lige åben for alle. Men alle kvindelige Vampyrer var altid lettest for hende at blive venner med, hun havde dog ikke så godt ved at snakke med mandelige vampyrer og varulvene holde hun sig helt fuld stendig væk fra. Nogle almindelige mennesker kunne hun også snakke med, men gjorde det ikke så tit, med mindre de virkelig fandt hende interessante.

"Det er jeg ked af at høre. Men det er jo uundgåeligt for vores slags. Det må ske for os. På et eller andet tidspunkt." Mumlede hun, og tænkte i sit stille sind, at hun håbede de var døde. Så ville de da have fået fred. Endelig. Hun fandt det i modsætning til hende meget svært at snakke med andre. Alle andre. Men hun dømte ingen på hvad de var. Hun havde bare lyst til at æde nogen af dem. Hun havde trods alt kun kunnet bruge talens brug halvdelen af sit liv. Noget gik op for hende. Hun stirrede lidt ud i luften. "Jeg hedder for resten Arianna. - Arianna Lydia Corwin."

"du forstår ikke, de blev myrdet!" sagde hun olmt og så væk, hun mindes så tydelig den nat, samme nat hun blev forvandlet og samme nat hun var tvunget til at forvandle sin egen søster, for ellers var hun død sammen med dem. Hun rystede på hovedet og så på hende igen og sagde "Jeg hedder Madelaine Audrey Santhella Voltera Silverfox!"

"Det er jeg ked af at høre." Sagde hun, og så på hende med et undskyldende blik. Hun så kort ud mod vandet igen, før hun begyndte at tale igen. "Det var sgu et langt navn. Men ganske kønt?" Sagde hun med et lille opildnende smil.

Hun fik et smil frem og sagde "mange tak, de fleste her kalder mig bare Madelaine, jeg har ja som sagt et langt navn.!" hun så på hende og smilede lidt mere. Hun vidste godt hun burde prøve at glemme fortiden, men det var for svært for hende.

Arianna smilede tilbage. Hun ville egentlig have lagt en trøstende arm om hende, hvis hun havde siddet tættere på, men hun undlod at gå tættere på hende. "Jamen så kalder jeg dig vel også bare Madelaine. Du kan jo også bare kalde mig Arianna." Sagde hun, og strøg en hånd igennem sit glatte og mørke hår, som let flagrede i vinden.

"hmmh, nu er vi kun lige begyndt at snakke sammen, men er det ok jeg kalder dig Ari??!" spurgte hun, hun havde det med at give de fleste som hun begynder at snakke med små kælenavne, mest for at huske deres navn bedre. Hun smilede igen, hendes hår tog lige som hendes fat i vinden og dansede lystigt rundt.

"Selvfølgelig Maddie." Sagde hun med et grin, og lagde hovedet lidt på skrå. Hun begyndte at samle sit hår omme i nakken, for hun begyndte at flette det stramt men yndefuldt, så det til sidst - Dvs. efter få sekunder - Var en hel færdig fletning, der sad i siden. Hun trak den om over sin skulder, og smilede lidt. "Hvem kender du egentlig ellers her, af vampyrer?" Spurgte hun dernæst.

"uha en del, der er Isabella og Rose, har ikke snakket så meget med dem, så er der Nara, Rosalinn, Claire og Cecilie som er nogle af mine gode venner. Der er en del flere her i byen, men snakker sådan ikke så meget med folk, men prøver alligevel på det. !" sagde hun med et smil.

"Er der virkelig så mange? Det havde jeg sgu aldrig forestillet mig. Jeg har aldrig været et sted med så mange andre før. Det højeste antal jeg har set, tror jeg er 4. Og det var.. Langt væk.." Mumlede hun, uden speciel lyst til at uddybe det yderligere. Hun bed sig lidt i læben, men dog ikke for hårdt.

"ja vi er en del der er kommet her til, efter Cullen familien er blevet så kendt, de er faktisk dem der dræbte ham som jeg blev forvandlet af, kan ikke sige hvor meget jeg står i gæld til dem, dog kan jeg ikke påskønne deres uendelige mærkelige måde at leve på, drikke blod for dyr, det er ikke min stil, men jeg dræber ikke nogle mennesker her i forks, vil ikke ødelægge det for dem. !" sagde hun og så på hende.

Hun nikkede forstående. "Dem har jeg godt hørt om.. Ja, men jeg ved nu ikke. Jeg har ikke lyst til at være et monster. Men det er jo vores natur ikke?" Sagde hun, og smilede svagt og kun halvhjertet til hende. Hun vidste ikke rigtig hvad hun ellers skulle sige.

"hvis vi er monstre hvad er løven så?" spurgte hun hun synes ikke man skulle sige man var et monster, bare fordi man drak blod for mennesker, måske var det en del af fødekæden de var blevet skabt i første ende, der måtte være en grund til der var vampyrer.

"Et hjernedødt dyr som ikke ved at det gør ondt på folk når den dræber dem." Sagde hun, og så op mod himlen, som allerede var ved at være ret så mørk. "Det er egentlig et skønt vejr, synes du ikke?" Spurgte hun med et skævt smil. Alt der manglede var lidt torden.. og regn..

Hun rynkede på brynene og sagde "dumt dyr, så dumme er de da heller ikke, og jeg har da heller ikke så ondt af dem jeg dræber, nogle gange synes jeg det er synd og skam hvis jeg ved de kunne have udrettet noget stort, men sådan er det, vi dræber for at leve, hvorfor skjule hvad vi virkelig er, det er ikke et monster!"
Hun nikkede og sagde "jaa, men det ville ikke gøre noget hvis det tordnede eller regnede, eller begge dele, elsker torden og styrtregn!"

"Jeg føler mig ikke skamfuld fordi jeg er en dræber, du har ret i at det er bare sådan det er. Men jeg føler nu alligevel at det er forkert. Og selvom det ikke går ud over mig, ja så må jeg vel alligevel erkende at hvis jeg havde haft mere at leve for som menneske, ville jeg vælge det fremfor døden." Sagde hun, og lagde begge sine arme tæt om sig. Hun nikkede. "Ja.. Det ville være skønt."

"da du var menneske synes du så også det var forkert at man skulle dræbe dyr for at få noget at spise?? dette er overhovedet ikke anderledes!" sagde hun og rystede på hovedet. Hun mente ikke det de var nød til var forkert, sådan lå fødekæden, det var mere forkert at begynde at drikke blod fra dyr, det ville være det samme som at en løve skulle spise blade.

Hun trak lidt på mundvigen. "Jeg var faktisk vegetar. Det holdt dog ikke helt efter forvandlingen. Ja selvfølgelig lever jeg også af menneskeblod, men det er ikke noget jeg som sådan er stolt af. Det er bare svært at lade være, ikke?" Spurgte hun, og så ned på sin fletning, som vinden let tog i. Den var allerede nu vedat løsne sig. Hvor irriterende...