Hvad er det? En skygge? Et lyn? Det er JAKE XD

Årstid: Efterår, like IRL
Sted: I Forks by
Omgivelser: No one, and that sucks!
Vejr: Fint nok? Det blæser og støvregner, men det gør det jo næsten altid ;D
Tid: Om aftenen
Påklædning: Sorte jeans, en grå hættetrøje med hætten oppe og sorte sneakers..

Jake gik roligt ned af den mørke gade, med hænderne begravet i bukselommerne. Han nød den kolde vind mod sit overophedede ansigt, og den fine regn, der landede i hans tøj. Men det blev ikke vådt, pga. hans psyko-varme. Det kom bare til at lugte af tørretumbler xD (Sådan en tøj-der-er-ved-at-tørre lugt)
Han kløede sig på kinden, og nynnede stille en melodi.

Påklædning: sport shorts, ingen sko, t-shirt, gisp om den højre hånd.

Isabella gik sådan tilfældig rundt i byen, hun var lige kommet fra hospitalet. Hun havde fået lagt gisp om hele sin højre hånd, man kunne ingen hånd se. Hun holdte hånden så meget i ro som muligt, men det lykkedes ikke altid. Hun kom til at støde den mod en lygtepæl, hun gik forbi. Hun skar ansigt og tog fat om hånden. *Gad vide, hvor længe min hånd holder til det endnu... men det er godt at vide, at det gør ondt.* tænkte hun.
Isabella stoppede, da hun fangede færten af en anden varulv, en ukendt varulv. Hun sig om for at få øje på den ukendte varulv.

Med en lugtesans som Jakes, fangede han snart lugten af den anden varulv. En han ikke kendte? Han satte efter lugten, og fik snart efter øje på varulven.
Han smilede venligt til hende.
"Hejsa!" Sagde han glad.

Isabella fik øje på en dreng, det var ham, der var varulven. Hun kendte ham ikke.
"Hej." sagde Isabella og smilte igen.
*Gad vide, hvor mange varulve her er?* tænkte Isabella og vilel have talt, men orkede ikke.

"Jeg hedder Jake!" Præsenterede han sig selv, og gik helt hen til hende.
Nej, han havde ikke set hende før. Det var utroligt så mange pige-varulve der var! Men næsten ingen drenge-varulve.

"Jeg er Isabella." præsenterede Isabella sig selv.
Hun ville have ragt hånden frem, men den var jo pakket ind.

"Rart at møde dig," sagde han, og så faldt hans mørke blik på hendes hånd.
"Hvad er der sket?" Spurgte han med rynkede bryn. Det måtte have været ret voldsomt, for varulvenes skader helede jo sig selv temmelig hurtigt.

"ehm..." mumlede Isabella og kløede sig i nakken med den ikke skadede hånd.
"Jeg har smadret min hånd." fik Isabella sagt.

"Hvordan?" Spurgte han, dybt overrasket.
Hans mørke bryn rynkede sig umærkeligt.

//Skal desværre logge, men kommer på senere ;D//

"Jeg har gået og slået til træer, som altid gik i stykker... og så.. ehm.. slog jeg til en sten, men stenen gik ikke i stykker, det gjorde min hånd i stedet for." sagde Isabella, "Jeg lod lægerne kigge på min hånd, da healings processen ville tage for lang tid."
Isabella kom ubevidst til at trække på skulderne, men hun var jo temmelig ligeglad.

//jup.. så ses vi måske der.//

"Åh, okay.." Mumlede Jake, og kastede et skævt blik mod hende. Spekulerede lidt på, om det var for personligt at spørge? Nej, det kunne han godt tillade sig, besluttede han sig for. Hun kunne jo altid lade være med at svare, hvis hun ikke havde lyst til det.
"Ehm, har du... problemer eller noget? Siden du lader dine aggresioner gå ud over træer og sten?" Spurgte han forsigtigt.

Isabella var glad for, at Jake ikke spurgte videre ind til hendes hånd. Hun syntes også, det var lidt mærkeligt, at det stadig gjorde ondt. Den gjorde sikkert stadig ondt, fordi det ikke var første gang, hun havde smadret den.
"Problemer er så meget sagt..." begyndte Isabella, "Jeg har bare gået og gemt min vrede og efterhånden er den blevet for stor til, at jeg kunne rumme den, så jeg måtte af med den. Og det gør jeg ved at slå til ting."

"Hvad er du så vred over. Eller hvem er du så vred på?" Han betragtede hende med alvorlige øjne.
*Sikkert de skide vampyrer!* tænkte han vredt.

"Hoved årsagerne må være min far og vampyrerne." sagde Isabella, man kunne høre et strejf af had og vrede, da hun sagde det, men hun virkede meget roligt. Hun sukkede stille.

"Hvad er der med din far?" Spurgte han stille, og kløede sig lidt i panden.

Isabella mumlede en masse uforståligt, mens hun skar grimasser.
"Han.. han vil bortgifte mig." sagde Isabella, denne gang lød hun også en smule trist.

Han hævede et øjenbryn.
"Så tror da pokker at du er gal på ham!" Svarede Jake hovedrystende.

Isabella vidste ikke rigtig, hvad hun skulle sige til det. Hun ville ikke bortgiftes, men ham, som hendes havde valgt, virkede meget venlig. Isabella turde bare ikke starte et venskab med ham. Hun rystede på hovedet for at glemme tanken.
"Det er længe planlagt, det er først nu, jeg selv ved et." sagde Isabella.

"Men hvorfor i alverden vil han gøre det?" Spurgte Jake rystet. Det forstod han overhoved ikke..

Isabella trak på skulderne og gættede, "En familie ting, måske?"
Hun vidste det ikke selv.

"Det er da for latterligt," mumlede han..

"Sig du det til ham.." sagde Isabella og prøvede at hentyde til, at så var man ikke populær hos hendes far mere.

"Er han slet ikke til at snakke med?" Spurgte Jake forstående.

"Nej... han har sin faste mening, som man ikke kan lave om på." sagde Isabella, "Tro mig, jeg har selv prøvet at ændre nogle af dem."
ISabella kunne godt huske de gange, hun havde prøvet. Hun gyste let ved tanke om det.

"Er du ikke gammel nok til at bestemme selv?" Spurgte Jake. Han kunne ikke helt bedømme hendes alder, men det lignede da at hun var omkring de 18?

//Ses, skal logge nu.. Vi skrives xD//

"!7.." rettede Isabella ham, "men jeg får ikke lov til at bestemme noget selv."

//cya... jup, vi skrives.//