Klipperne - Jake

Tid :: 18.00
Dato :: Today
Dag :: Today
Vejr :: Overskyet, en smule regn
Sted :: Klipperne
Omgivelser :: Lucy og Jake

Lucy havde lige været derhjemme hos sig selv med Jake, for at hente hendes badedragt. Hun regnede ikke med at forvandle sig på noget tidspunkt, da Jake altid kunne gøre hende rolig. Hun bed sig let i underlæben imens at hun var igang med at løbe op imod klipperne. Der var meget at tænke på for tiden. Der var et eller andet over hende, hvor man kunne se at hun rent faktisk tænkte. Men ellers var hun i ret så godt humør, på grund af Jake. Der var et eller andet over ham der fik hende til at smile og grine. Godt nok havde hun nærmest altid været en glad tøs. Men det føltes helt anderledes med Jake. Hun var glad på en anden måde. Hun tog en dyb indånding imens at hun løb. Hun var kun et kort stykke foran Jake. Hun mistænkte ham for at gøre sig langsom med vilje, da hun vidste at han var stærkere og hurtigere end hende. "Ej! Løb nu lidt hurtigere!" grinte hun muntert imens. Hun fugtede let sine læber imens at hun begyndte at løbe hurtigere, for at se om han måske reagerede på det.
Jake havde et svært valg for tiden, det vidste hun. Derfor ville hun gøre det så let for ham som overhovedet muligt. Hun havde allerede fortalt ham at hun ville være der for ham, lige meget hvad. Det havde i hvert fald hjulpet en smule på hans smil. Nu ville hun så bevise overfor ham at hun mente det. At lige meget hvad han valgte, ville hun være der for ham. Det føltes så godt at være sådan overfor ham. Hun havde altid været overbevist om at hun var et godt menneske. Men nu var hun overbevist om at hun var en god varulv. Og dette kunne hun takke sine forældre for. For selvom at de ikke var så tit hjemme, havde de altid haft tid til at opdrage hende. Det var dem der fik hende til at være den hun var. Og hun var glad for at de havde gjort det.

Hun grinte muntert da det var at han overhalte hende. Endelig var der lidt konkurence! Men hun kunne selvfølgelig havde regnet ud at han ville løbe så hurtigt han nu kunne. Det føltes godt at løbe lige bag ham. Hun kunne se hvordan hans krop var bygget og kunne godt forstå hvorfor det var at han var 3. kommanderende. Han var så god til at holde styr på folk. Også det at han var så stærk, hurtig og ret smart. En god ven kunne hun også sige at han var. En god kysser, helt sikkert! Hun grinte lidt af det hun tænkte, men han ville kun se det som om at hun grinte af ham. Men hvor var det dog befriende at løbe sammen med ham! At se hans smil og høre på hans dejlige latter, gjorde det lettere for hende at være på den måde. Hun vidste at Jake og hende selv, aldrig nogen sinde ville skilles. Hun ville i hvert fald ikke tænke på det. Selvom at skæbnen ikke ville have dem til at være sammen, var hun nødt til at bryde den og være en god ven overfor ham.
Da hun fik spørgsmålet om de skulle helt op, begyndte hun at løbe nærmest ligeså hurtigt som ham og kom hen ved siden af ham. "Helt ærligt! Du kender mig da godt nok til at vide at jeg ikke vil have det i tøsehøjde" hun blinkede let til ham. "Men hvis du absolut skal være en tøsedreng kan vi da stoppe her og springe!" grinte hun muntert. Hun mente at man skulle helt op til toppen. Det gav et bedre sus i kroppen og man ville kunne mærke adrenalinen meget bedre. Sådan levede hun sit liv! Satte den i fare når som helst og var skide ligeglad med det. Selvfølgelig ville hun leve et langt liv. Men hellere have et kort og meget spændende liv. End et langt og kedeligt liv.

Hun smilte skævt og så på ham. Hvor var det dog godt at se ham så glad. At se at han også lod være med at tænke på problemerne. Måske var det det de havde til sammen? De begge kunne have det godt sammen, selvom at der måske var nogle konflikter. Det var det der gjorde Lucy til en meget sød pige. Hun ville ikke være uvenner med nogen som helst. Piger havde hun selvfølgelig aldrig haft det godt med. Men hvis hun havde en ven og det var tæt på at komme op til et skænderi. Så fik hun på en eller anden underlig måde, en til at smile igen. Man kunne bare ikke rigtig blive uvenner med hende, fordi at hun nægtede at give slip på et venskab. Hun nægtede at komme op og skændes, også bare lade som om at de ikke eksisterede bagefter. Det var der mange der gjorde. De kom op og skændes også snakkede de aldrig nogen sinde sammen mere. De kunne gå forbi hinanden, som om at man ikke havde nogen minder sammen. Som om at man aldrig kom til at kende hinanden. Det var så skørt sådan noget!
Hun smilte da hun kunne mærke at Jake var en del hurtigere end hende. Hun elskede det at han ikke gav hende en chance. Hun syntes at det var så irriterende hvis der var nogen der gjorde sig langsomme, for at gøre hende glad. Men nu kendte Jake hende jo også ret godt, så han kunne godt gætte sig frem til at hun ville have ham til at give den gas. Det var det der gjorde hende bedre. Det var det der fik hende til at kunne løbe hurtigere for hver gang. Hun lærte sin egen indre ulv at kende. Det ville være så perfekt, hvis hun snart lærte sin ulv at kende 100%. I stedet for at hun skulle gå amok så mange gange. "Vi skal helt op til toppen! Til det højeste vi overhovedet kan komme op!" grinte hun muntert. Hun syntes at det var utroligt at varulve kunne løbe så langt uden at blive forpustet. Ved hende var det sådan at først når hun stoppede med at løbe, ville hun blive forpustet. Sådan var det nok med de fleste andre. Men hvad var det mon der gjorde det?

Lucy tænkte tit på hvordan det ville se ud i fremtiden. Hvordan det var at hun ville være og hvordan han ville være. Om de stadig ville snakke sammen på det tidspunkt? Om det måske var det værd i fremtiden, at kende hinanden? Om hun mon overhovedet boede i Forks. Om hun overhovedet ville kunne huske ham i fremtiden. Hun begyndte at løbe lidt hurtigere ved den tanke. Nu ville hun have tiden til at gå langsommere, så hun kunne nyde det. Den måde hun ville kunne få den til at gå langsommere, var at løbe hurtigt. For så ville de hurtigere være oppe på toppen også ville tiden også være perfekt. Hun ønskede ikke at de skulle gå fra hinanden denne dag. Hun ønskede ikke at se hans ryg imens at han bare bevægede sig længere og længere væk. Nej, hun ville have dem til at være sammen hele dagen. 24 timer helt præcist. Hun vidste selvfølgelig ikke helt med ham, hvordan det var at han havde det med det. Nu var han jo igang med at tænke over en del. Men han kunne da tænke på hendes sofa og sove på samme tid? Men selvfølgelig ville hun ikke spørge ham endnu. Nu skulle de have det sjovt.
Endelig lykkedes det hende at løbe ved siden af ham og hun smilte sit tandpastahvide smil. "Nu er vi start deroppe! Er du klar til at dø Jake!?" grinte hun muntert og blinkede igen til ham. Hun kunne på en eller anden måde godt lide ordet 'død'. Hun kunne selvfølgelig ikke lide at tænke på det, for så ville ens liv være slut. Så ville man ikke længere kunne føle adrenalinen eller noget i en stil. Men det hun egentlig tænkte på var fred. Når man døde, skulle man ikke længere tænke på noget. Man lå bare nede i en kiste. Helt følelsesløs og kold. Imens at man blev ædt af små dyr. Men bare det, at når man var død, havde man ingen problemer. Så på en eller anden måde, måtte det være perfekt at dø.

Hun grinte muntert da det endelig var lykkedes hende at komme helt op ved siden af ham og løbe i samme tempo. Hun var ret stolt af sig selv på daværende tidspunkt. Det var jo fuldstændig perfekt for hende. Måske ville hun blive en god agent i koblet. Det var i hvert fald noget hun drømte om. Hun hadede at give ordre, men at parere ordre var noget hun sagtens kunne. Hun ville gøre noget godt for Reservatet. Især efter at hun havde været væk i ret lang tid. Hun satte også farten ned da det var at han gjorde og stoppede helt op. Hun kunne allerede mærke sit hjerte slå hurtigt og hun smilte skævt. Hvor var det dog en vidunderlig følelse! Og hun så ikke engang hvor højt oppe de var. Men bare tanken om at de snart skulle hoppe, var det der gjorde det mest spændene. Det føltes så perfekt! Hun mente at denne følelse endda var bedre end forelskelse. Mange mente at der var intet der kunne slå kærligheden. Men der syntes hun dog at det var forkert. Adrenalinen føltes så meget bedre. Det ramte endda bedre i hjertet. Det var nærmest det her hun var fuldstændig besat af. 'Addicted' tænkte hun.
Da hun blev spurgt om hun var klar til at dø grinte hun. "Jamen selvfølgelig er jeg da det!" sagde hun roligt. "Jeg vil ikke ende med at være gammel og grå.. så hvis du bare bliver stående her og pisser i bukserne over højden. Så vil jeg springe!" grinte hun muntert og gik lige forbi ham over til kanten. Så så hun ned, højt! Hun smilte skævt. Hvor var det godt at føle sig en smule bange, men spændt på samme tid. Så vendte hun sig om, sendte ham et luftkys og lod sig falde bagover. Hun grinte muntert og udstødte et "Wohoooooooooo!"

Hun grinte muntert og da der var et godt stykke ned, lavede hun tre saltomotaler i træk. Dette havde hun gjort før. Nogen gange ville det tage lidt tid at lære, fordi at det gik så hurtigt. Det med at luften trykkede på den måde. Der var man nødt til at kunne det ordentligt, før det var at man lige sprang ud i det. Første gang hun havde været ude til klippespring, var sammen med hendes forældre. Hun ville aldrig nogen sinde glemme det, fordi at det var så perfekt. Hendes forældre havde været der for at passe på hende. De havde fortalt hvordan hun skulle gøre osv. Der havde hun været 12 år. Selv dengang havde hun ikke været så bange. Selv dengang var hun vild med farlige ting. Hun havde som mindre brækket arme, ben og endda fået hjernerystelse en del gange. Men hun blev aldrig bange for at gøre det igen. Der var ellers mange mennesker der havde det med, hvis de faldt af deres cykel og slog sig hårdt. Ville de aldrig nogen sinde køre på en cykel igen. Der var også mange andre ting mennesker ikke gad længere. Men nej, selv dengang Lucy var menneske, nægtede hun at stoppe det hun gjorde.
Hun så lidt op imod Jake, hun kunne se ham meget kort. Derefter så hun ned igen, var tæt på vandet og sørgede så for at hun ville ramme vandoverfladen med hovedbunden. Hun lukkede let øjnene også mærkede hun det iskolde og vilde vand. Bøljerne var der jo og det var hun allerede klar på. Godt nok da hun var under vandet, følte hun intet. Vandet var så roligt under overfladen. Det var så perfekt. Hun åbnede øjnene under vandet og så lidt opad. Hun vidste at om lidt, ville hun kunne se Jake opløse noget af vandoverfladen. Hun glædede sig til at se de bobler og skum der ville komme på grund af ham.

Hun smilte og gengældte tegnet, da hun havde det fint. Hun havde ikke været bekymret for sig selv. Men ham var hun en smule bekymret for. Hvorfor havde hun ingen grund til. Han var jo højere end hende og langt stærkere end hende. Men hendes tanker var bare lidt anderledes. Hun var altid bekymret for dem der stod hende nær. Hun bekyndte ligeså langsomt at svømme over imod ham. Hun ville ikke skynde sig for meget. Hun ville nyde øjeblikket under vandet. Den magi der var under vandet, var bare ikke det samme som over vandet. Hun så på ham og imens at han kiggede på hende, forvandlede hun sig til en varulv. Hun kunne mærke at hun var ved at kunne styre det. For det havde været meningen at hun ville forvandle sig. Godt nok havde hun lovet sig selv at hun ikke ville forvandle sig. Men hun kunne mærke at hun havde løjet overfor sig selv. Nu holdte hun så meget af sit andet jeg, at hun ikke kunne lade være med at forvandle sig. Hun svømmede rundt som den lille ulv hun var. Hun var jo egentlig spinkel som menneske, derfor var hun en ret lille ulv. Hun lignede virkelig en hvalp på et eller andet punkt. Men det der var helt specielt ved hende, var at hun var snehvid og havde de sødeste blå ulveøjne. Hun hylede let under vandet, så han vidste at hun havde det godt. I forhold til at hun havde været under vandet i så lang tid, følte hun ikke at hun havde brug for luft. Hun nød bare vandet der flød igennem hendes pels.

Hun kunne mærke hvor glad hun blev da det var at han også forvandlede sig. Det føltes mere rigtigt på denne måde. En latter kunne høres i hans hoved. Det betød at hun grinte inde i sig. Er der noget jeg skal spionere på, 3. kommanderende? tænkte hun drilsk, da hun vidste at han kunne høre hendes tanker. Han vidste nok at hun var en agent. Nogen gange havde hun jo været blevet sendt ud for at holde vagt. Det var tit trættende for hende, fordi at hun også skulle passe sin skole. Så hun havde rent faktisk overvejet at gøre det samme som Jake. Det ville være så meget nemmere for hende, vidste hun. Da han kom helt tæt på hende, kunne hun mærke hvor mere glad hun blev. Hun vidste jo at hun stadig havde følelser for ham, og han måtte på en eller anden måde også vide det. Men hun vidste at han også ville kunne snakke med hende, selvom at hun ikke blev valgt. Hun vidste ikke hvorfor hun blev ved med at køre i det her. Men det var hver gang han kom i nærheden. Hun elskede den tryghed hun havde, når det var at han var i nærheden af hende. Hun kunne nærmest se at han smilte og sendte samme blik tilbage.

Da han nævnte det med at droppe ud rystede hun på sit lille ulvehoved.
Nej, du inspirerede mig til det Jake, tænkte hun stille og så på ham med de klare ulveøjne. Jeg vil ikke have dig til at have det dårligt over det. Desuden.. skal jeg jo også sørge for min lille søster. Der var ingen i Forks der vidste at hun havde en lille søster. Alle havde altid troet at hun var enebarn. Men hendes søster havde bare været et andet sted i verden. Fra starten ville hendes søster ikke med til Forks. Derfor havde hun fået lov til at blive henne i Paris, ved deres bedstemor. Men nu var hendes søster på vej til Forks og hun glædede sig rent faktisk meget. Så var hun ikke længere alene i huset. Men det hun var bekymret for, var hvis hun ikke kunne styre sin temperament. Hendes søster var jo menneske og hun skulle helst ikke vide at hendes søster var en varulv. Hun så lidt halvt trist ud over at skulle holde det skjult, men hun var nødt til det.
Det er da en god nok grund ikke? hun så på ham. Hun syntes også at det var en god nok grund.