tristhed.

"Det skal nok gå..." mumlede hun med et svagt smil

Isabella rystede på hovedet, men trak også på skulderne. Hun var meget usikker på, om detr overhovedet ville gå.
*Jeg ville ønske Daniel var her, han forstå mig meget bedre.* tænkte Isabella og sukkede.

Amira så ned i jorden "undskyld hvis jeg er anstrengene..." mumlede hun.

Isabella rystede på hovedet.
"Jeg er anstrengende." fik hun mumlet uden at græde.

"Vel er du ej!" svarede AMira "Okay, jeg ved det her lyder hårdt, men tag dig nu sammen Isa!" Hun rynkede brynene "Er vi pigerne der sidder hjemme, når fyrene er taget afsted?! Gu er vi ej, og du bliver nød til at være stærk nu, selvom det er skide hårdt!" Amira så Isa i øjnene for at se om hun havde forstået det.

Tårene blænede Isabella.
Hun vidste, at Amira havde ret, selvfølgelig havde Amria det.
*Det er mere end skide hårdt, det er fandens hårdt... det er første gang, jeg føler sådan nogle stærke følelser og så pludselig... så braser alt sammen.* tænkte Isabella og sukkede.

"Du bliver nød til ikke at lade Daniels tilstedeværelse styre dit liv" sagde AMira indtrængende "Kærlighed er fantastisk når den er der, men når den ikke er, så må man bare glemme den selvom det er svært... " hun tog isas hånd og gav den et klem

"Jamen, jeg elsker ham.." mumlede Isabella og nogle tårene trilte ned ad hendes kinder, da hun blinkede.

"Ja selvfølgelig gør du det" svarede Amira glad "og det er skønt, husk nu det... men nu må du fokusere på noget andet der optager dig, for han er her jo ikke... så det nytter ikke at gå og være ked af det hele tiden!"

"Jeg har været trist længe, men at han ikke er her, har gjort det værre.." sagde Isabella mumlende, da hun havde fundet talen tilbage.

"Hvad er der dog ellers galt?" spurgte Amira bekymret.

Isabella rystede forsigtig på hovedet. "Der er flere ting... men det er meget forvirrende." mumlede Isabella.

"Jeg har masser af tid" sagde Amira med et lille smil.

Isabella så på Amira. "Du ville ikke kunne forstå alt." mumlede hun, "så jeg vil tage en enkelt ting..." Hun bed sig kort i læben.

"Isa... jeg forstår altså en del..." sagde AMira i en mildt irriteret tone, da hun havde taget isa's kommentar som en fornærmelse.

Isabella ignorede, at hun var blevet irriteret.
Hun sukkede og mumlede næsten lydløst, "Min far vil bortgifte mig." Et streif af had ramte hende tone.

"til hvem?" spurgte Amira roligt.

Isabella trak på skulderne. "Jeg ved det ikke, jeg mødte ham kun kort." mumlede Isabella.

"Hvordan virkede´han så?" spurgte Amira forsigtigt "Du ved... førstehåndsindtryk..."

"Rolig.. glad.." mumlede Isabella og trak på skulderne, hun kunne ikke rigtig huske det, da hun kun havde følt vreden, da hun havde opdaget det.

"Er du godt klar over at tvangsægteskab er forbudt her i landet?" spurgte Amira med et hævet øjenbryn

Isabella trak på skulderne og mumlede, "Jeg er en statsborger fra Canada... og vores familie har specielle rettigheder. Jeg er først en del af USA næsten år."

Amira sukkede opgivende "Hovedesagen er at du kan gå til politiet med det her, ingen har specielle rettigheder til at behandle andre mennesker imod deres vilje" sagde hun en smule utålmodigt.

Isabella så bare på Amira.
Amira skulle bare vide, hvad Isabellas far kunne finde på.

"Jeg mener det" sagde Amira indtrængende.

Isabella rystede stille på hovedet.
Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige og orkede ikke at forklare noget.