tristhed.

Dato: 10/10
Sted: stranden.
Tid: 08.37
Omgivelser: stilheden.
Vejr: solen er på vej, kun få skyer på himlen, men det er lidt køligt.
Påklædning: sorte sport shorts, blå t-shirt, ingen sko.

Isabella stod i vandet med vand op til anklerne, vandet var faktisk rimelig koldt, men det ignorede Isabella. Hun gad i det hele taget ikke rigtig tænke, hun vidste, at det var de dårlige ting, hun måtte tænke over. Hun havde oplevet så meget på det sidste, og mange af de ting var dårlige.
Isabella stod bare og så tomt ud over vandet og kunne kun høre vandets brussen. Hun prøvede at glemme sig selv og de ting, der var sket. Hun gad ikke se ned. En tåre trilte fra hendes kind og landte i vandet, den dannede ringe. Hun kunne mærke, hvordan hendes bevidstehed blev tung.
*Daniel, hvor er du henne? når jeg skal bruge dig.* tænkte Isabella og sukkede.

Shin kom traskende ned til stranden i muntert humør.. Han fik øje på Isabella og gik hen til hende og satte sig ned ved siden af hende.. "Hej" sagde han stille og så på hende. Han lade mærke til at hun græd. "Hvad er der i vejen" spurgte han og så undersøgende på hende.

"Hvad?" spurgte Isabella forvirret, da hun hørte Shin og kom tilbage til virkeligheden.
Hun tørrede hurtigt øjne. "Ikke noget... jeg har det fint." sagde hun.
*nope.. intet er okay mere.* tænkte hun som modsvar.

SHin så stadig på hende og lagde hånden på hende skulder "Er du sikker" spurgte hans stille..

Amira var kommet gående ned langs stranden. Hun havde længe haft Isa som destination, men da Shin vidste sig, var hun lige ved at vende om og gå tilbage.
Men hun rynkede brynene og gik beslutsomt videre. Da hun nåede frem, smilede hun kærligt til Isa "Hej smukke" sagde hun glad.

Isabella var glad for, at Amira var dukket op, så behøvede hun ikke at finde på et eller andet at sige til Shin.
"Heej." sagde Isabell forsigtig, hendes stemme svigtede lidt, fordi hun var trist. Hun prøvede at smile, men det lykkedes ikke helt.

Shin så på Amria og slog hurtigt blikket ned. Han sad bare helt stille og sagde ikke et ord.

Amira satte sig, uden at skænke Shin et blik.
Hun kunne hurtigt se på Isa at der var boget i vejen, men i stedet for at spørge ind til det, lagde hun trøstende armene om hende og strøg hende langsomt op og ned ad ryggen. Samtidig så hun Shin i øjnene i et kort sekund, før hun slog øjnene ned.

Isabella lagde mærke til, at der var et eller andet mellem Amira og Shin, men hun ville ikke spørge om det.
Isabella lagde hovedet mod Amira, da hun lagde armen om hende. Tårene pressede på og kom frem, men hun sagde intet.

Amira slap nu Isa og så længe på Shin.

Shin så roligt på Amira..

AMira var tom for de ord hun havde råbt når ingen havde hørt det, hun var tom for de tårer hu havde grædt når ingen havde set det og hun var tom for de slag hun havde slået når ingen havde følt dem.
Hun så bare på Shin, og mærkede en mærkelig blanding af glæde, sorg og vrede.

Han gabte højt og provokerende, og rodede sig lidt i håret..

Amiras øjne blev smalle sprækker og hun bed sig hårdt i læben for at styre de rystelser der pludselig gik igennem hendes krop, som ønskede at transformere sig.
"Sig noget!" bad hun indædt.

"undskyld.." mumlede Isabella forsigtig.
Hun satte sig op og tørrede sin øjne.

"Hvad skal jeg sige? Puha?" Sagde han og trak lidt på skuldrene. Han frydede sig indvendigt.

Amira vendte sig mod Isabella, lettet over afbrydelsen "Det gør ikke noget" svarede hun med et lille smil og tog Isa's hånd.
Hun knugede den hårdt, så Isa kunne mærke at Amira havde svært ved at styre sin krop.
Hun hadede Shin lige nu.

Isabella lagde sin anden hånd på Amiras skulder og aegede hende.
Isabella så på Shin, men hun var stadig mere koncentreret om Amira.

Shin stak hænderne i bukselommerne, og fløjtede roligt en melodi.
Den lød sådan her: (baggrundsmusik)
"Dum. Da dum, da dum dum, da duuuum duuum."

Isabella blev faktisk lidt irriteret på Shin. Lagde han da ikke mærke til, at Amira ikke havde det særlig godt?

Shin smilede til Isabella.
Så gav han sig til at knipse i takt med melodien.

Isabella puffede til Shin for at få ham til at holde op.
Hun var temmelig irriteret over ham. Hun hadede, når personer ikke lige tager hensyn til, at nogen ikke har det så godt.

Shin troede at det var en puffe-leg Isa begyndte, og puffede derfor storgrinende igen..

Amira stirrede ned i jorden, og med en finger begyndte hun at tappe rytmen til Shins melodi.
Hun vidste at hun måtte være den modne her selvom det var svært, så hun måtte lege med på hans leg.

Shin synger med dyster stemme, og smiler til Amira som om intet var sket:
"It's a dark and stormfuld night and the sol is gown down.."

Isabella var helt forvirret over, hvad der skete.

Amira fnisede og så rødmende ned i jorden.

"Kan du aldrig tage noget seriøst?" Spurgte han surt Amira.

"Nej det kan du ikke!" sagde hun med et lille grin og sendte ham et drillende blik.

Shin kastede sig i hendes arme, og kyssede hende voldsomt på munden.

Isabella så forvirret på dem, men kunne mærke et stik i sit hjerte.
Hun gik lidt fra dem og lagde sig i sandet. Hun så op på himlen.

Amira knugede ham ind til sig, og gengældte det heftigt, med en tåre trillende ned ad kinden.

Shin lod sine hænder glide fra hendes ryg og ned mod numsen, mens han snavede hende.
"Jeg troede du var sur på mig!"

Isabella så bare mod himlen, mens nogle få tårer trilte ned fra hendes kinder og landte i sandet.

"Ååh ja, jeg hader dig" mumlede hun uden den mindste strejf af sandhed og lukkede øjnene.
Hun vidste at det her ikke var retfærdigt overfor Isa, for selvfølgelig vidste Amira godt hvad der var i vejen.
Hun havde nemlig heller ikke set Daniel længe.
Men hun kunne ikke holde sig fra Shin.

Shin skubbede hende ned på ryggen, og fortsatte snavet.

Amiras hjerte bankede hurtigere og hurtigere, men hun var klar over at det her hurtigt kunne gå for vidt, hvis hun ikke stoppede det nu, og det ville være for meget over for Isa. Så hun skubbede blidt Shin væk fra sig, med et kærligt blik.

*Skulle jeg ikke bare løbe? Og så meget langt væk? Det ville jeg hjælpe så meget.* tænkte Isabella og sukkede. Hun vidste ikke, hvorfor hun ikke bare kunne løbe? og forsvinde.

AMira satte sig, og fokuserede nu på sin veninde "Isa..." sagde hun stille "Det må du undskylde..." Hun tog forsigtigt Isas hånd.

Isabella tørrede sin øjne og så forvirret på Amira, hun havde været langt væk i sine tanker, meget langt væk.
"Hvad?" spurgte hun forvirret.

"Har du lyst til at snakke om det?" spurgte AMira forsigtigt, som gik hun i et minefelt

Isabella satte sig op og sukkede, hun så ned i sandet.
Hun havde ikke rigtig lyst til at snakke om det, men det trykkede hende rigtig meget.

"Hvor længe side er det du har set Daniel?" spurgte Amira stille

Isabella gav et hulk fra sig. En tåre faldte ned og ramte sandet.
*For lang tid siden.* tænkte hun.

Anira lagde armene om Isa med et suk og trak hende ind til sig. Hun vuggede hende beroligende frem og tilbage, mens hun mumlede "jeg forstår dig godt...."

Isabella åbnede munden for at sige noget, men hendes hals snørrede sig sammen, så hun lukkede munden igen og opgav at sige noget, da hun vidste, at hvis hun prøvede, ville hun bare græde.

"Lige meget hvor han er, er jeg sikker på at han tænker på dig..." forsikrede Amira hende om og strøg hende op og ned ad ryggen med beroligende bevægelser.

Isabella nikkede, det var hun også temmelig sikker på, men hvilke tanker han så tænkte om hende, vidste hun ikke. Og hun ville heller ikke gætte det.
Isabella ønskede bare at glemme.

"Har i været oppe og skændes?" spurgte hun og så ud over havet.

Isabella rystede stille på hovedet. Så hun vidste heller ikke, hvorfor han pludselig var forsvundet.