Huset..

Dato : 10. december
Årstid : Vinter
Dag :Søndag
Vejr : Snevejr og stjerneklart.
Sted : Ved Claires hus.
Tid : Midnat
Omgivelser : Ingen.

Claire sad på vindueskammen inde i sit værelse og så op på stjernerne med et suk. Nogle tåre gled ned af hendes kinder, men hun tørrede dem straks væk da de faldt og bed sig let i læben. Hun tog en dyb indånding, det var ikke engang meningen at hun ville kunne græde, tårene kom bare. Hun havde det ikke specielt dårligt med noget som helst.. eller også var det tanken omkring at hun var sådan som hun nu var. Et uhyre

Daniel var faldet i søvn inde midt i byen, på en af bænkene.
Perfekt.... Nu er jeg virkelig på den tænkte han lidt træt og gik med snuden vendt hjem ad.
Men da han snuste en enkelt gang ind, kunne hans straks lugte Vampyren.
Han satte straks i retning af lugten for at se hvem det var.

Hun kom til at nyse, da hun kunne lugte den fæle lugt af en vareulv. Hun tørrede de sidste tåre væk og det var umuligt at se at hun lige havde grædt. Derefter så hun ud over det hele, hun kunne ikke se denne vareulv, men lugte den. Men hun var klar, hvis den nu skulle gøre hende noget. Hun kunne sagtens genkende lugten, ham der havde prøvet at få hende til at stoppe med at angribe denne døde mand.

Daniel stod nu sådan at han kunne se Clarie.
Han kunne mærke rasseriet brænde ham op indefra.
*Det kan jo være hun fortryder det* sagde en meget lille stemme som blev brændt væk af hans vrede.

Hun grinte en smule grumt, da hun sagtens kunne se vreden malet i hans ansigt. Hun svang håret hen over skulderen, "så kom den svage køter igen.." sagde hun med en rolig og ret så ond stemme. Hun bed sig let i læben og fugtede dem derefter, hvor hun så kiggede hen over området, ingen i miles omkreds ville kunne se hvis de begyndte at slås, men hun gad af en eller anden grund ikke til det da hun vidste at hun ville vinde meget hurtigt.

"Du... Bor ikke her, vel?" spurgte han med en stemme der dryppede nærmest af vrede.

"Selvfølgelig gør jeg da det!?" grinte hun grumt og hendes øjne skiftede nærmest med det samme til røde. "Men hvad med dig..? Du bor vel i en meget beskidt .. hule!?" hun grinte let og rystede på hovedet, dette var for dumt af ham. At han nærmest turde at nærme hendes teritorium var da meget underholdene.. men alligevel vidste hun at hun let kunne myrde ham. Men nu var hun så inde i byen og hun gad ikke rigtig til at have problemer med andre vareulve.

"Nej" sagde han bare vredt.
Han skrabede lidt med foden mod jorden for at tjekke om man kunne tage et ordentligt afsæt med fødderne.

Hun grinte da hun godt lagde mærke til hvad det var han ville gøre. "HeyHeyHey..!?" grinte hun højt og så på ham. "Du tror vel ikke helt ærligt at du kan vinde..!?" grinte hun og rystede på hovedet af denne ret så stupide vareulv. "Gå nu bare med dig..? Og lad mig være i fred så kan det være at du måske overlever" blinkede hun let.

"Jeg kan lige så godt give det et skud" sagde han bare og kiggede på hende, uden at bryde øjenkontakten.

Hun grinte let og rystede på hovedet. Hun hoppede ned fra vinduet og landede lige foran ham. Hun så ham dybt i øjnene med de røde øjne, "Du tænker vidst meget på det sidste gang var..?" smilte hun skævt og lod hånden køre hen over hans kind. "Men bare tag det roligt.. jeg har heller ikke glemt det.. og jeg har det egentlig godt nok med at denne mand døde.. han havde ingen familie, ingen der holdte af ham.. så hvad har du at brokke dig over..?" hun grinte en smule grumt, men brød ikke øjenkontakten. Hun kunne ikke klare hans fæle lugt, men var stadig meget tæt op af ham.

"Det er en Princip sag" sagde han og forvanlede sig.
Han hoppede på hende og håbede inderligt bare at ramme hende en smule.

Da de var meget tæt af hinanden, kunne hun jo ikke undgå at kunne blive ramt i et kort tid. Hun løb dog meget hurtigt væk fra ham, og tog sig til skulderen. Han havde fået fat i hendes skulder og blodet løb stille ned af. Hun hvæsede af vrede og man kunne med det samme se at det ikke var noget man skulle gøre noget imod hende!?.. Hun var blevet vred og løb med det samme frem imod ham og skubbede til ham og hoppede derefter op, hvor hun så landede på hans ulveryg. Hun satte sine negle ned i ham og så irritabelt på ham.

Han hylede over det og rullede hurtigt rundt for derefter at sparke ud efter hende me bag poten.
Hvordan fanden kan hun være så hurtig? spurgte han sig selv.

Hun tog fat i hans skulder og nærmest trak sig selv op så hun nærmest stod på hænder. Derefter satte hun af med armene og kom højt op i luften og lavede en saltomotale og landede derefter meget let og elegant på fødderne. Det var svært at tro hun ikke slog sig, da hun ikke havde sko på og rent faktisk kun var iført sin sorte løse kjole der gik hende til knæene. Hun så rasende på ham og fugtede sin læber, "fortryder du KØTER!?" skreg hun rasende og så på ham.

Han nikkede hurtigt inden han bed ud efter hendes ene arm.
Han sprang ud efter den med vildskab.

Kun en smule af hans tænder ramte hendes arm, inden hun lige nåede at flytte sig igen. Men det var nok til at lave endnu et hul, heldigvis var det med den samme arm hvor han havde ramt hende på skulderen. Hendes anden arm var ikke beskadiget og hun kunne dog stadig godt bruge armene og alle hendes egendele. Hun så rasende på ham, men kunne ikke lade være med at klukke. Hun sprang frem, fik fat i ham og kylede ham så hårdt imod asfalten så man ikke ville kunne undgå at der kom en bule nede i vejen.

Han prøvede at holde et piv tilbage, men det virkede ikke.
Der kom et højt og smertefuldt piv fra ham.
Han prøvede igen at rejse sig, men hans ben eksede nærmest under hans krop.

Hun grinte let og så på ham. Hun nød det piv han var kommet med og tog igen fat i ham, denne gang var det hans bagben hvorefter hun gjorde det samme som før, lige præcis det samme sted, så hullet bare blev dybere. "Næste gang kan du bare lære at holde dig væk fra mit område..!?" hvæsede hun irriteret og så rasende på ham. "Næste gang er du måske også blevet klogere..!?"

Han pivede igen.
Han prøvede igen at rejse sig.
Hans reflekser var alt for sløve efter de slag, han så fire ben på hende nå han kiggede på hendes ben.
Daniel ryste let på hovedet og bed en sidste gang ud efter hendes venstre ben... Eller det håbede han på det var.

Hun så undrende på ham, da han fuldstændig ramte ved siden af. Hun grinte let og så på ham, "det er ærgeligt for dig at jeg ikke er menneske hva..?" grinte hun let og så på ham. "For den gang elskede jeg hunde.. men nu ved jeg hvilke mærkelige skabninger i er for nogle?!" hendes stemme var denne gang en smule anderledes. Det var ikke som før, nu lød hun bare som hun plejede i stedet for det andet. Hun bed sig let i læben, før hun satte sig ned på hug. "Så husk til næste gang at holde dig væk.." grinte hun let og lod hånden køre hen over hans ulvehoved.

Daniel sukkede bare.
Han lod sig falde sammen på i hullet, men knurree af refleks lidt venligt over hendes berøring.

Hun smilte skævt og blev ved med det. "Sov nu bare.. så kan det være at du vinder næste slag.. selvom at jeg har meget svært ved at tro det.." grinte hun let og så på ham. Hun kunne godt lide at vinde, og hun elskede især når det var hendes fjender nu lå ned. Men når de nu havde overgivet sig, respekterede hun dem på en måde. Ikke sådan at hun ligefrem ville blive venner med dem, for hun hadede vareulve. Hun kælede let for ham, før hun rejste sig op og begyndte at gå over imod sit hus.

Han gøede en enkelt gang som underligt nok kunne forstås som "Næste gang.... Vinder jeg" før han bare lod sig selv falde let i søvn.

Hun grinte let og rystede på hovedet af det. Hun gik derefter ind i sit hus, hun lod sig falde sammen indenfor og ville bare vente til at hendes søster var tilbage. Hun var let skadet og hun vidste at Madelaine var den eneste der lige kunne hjælpe hende. Hun tog en dyb indånding og prøvede at lade være med at skrige af smerte, hun havde været ret god til at skjule det overfor denne vareulv, men nu hvor hun var alene, kunne hun ikke lade være med at tænke på smerten.

Daniel vågnede dog hurtigt igen pågrund af den dunrende smerte i mellemgulvet.
Han prøvede at rejse sig, men kom til at kaste op over det.
Nej hvor lækkert tænkte han sarkastisk og humpede sig væk inden brækket løb ned i hullet til ham.

Det svimlede let for hende og hun lå op af hoveddøren. Hun kunne godt høre ham udenfor og hun bed sig let i læben, hvorfor vågnede han!? Det var dog irriterende at han ikke bare kunne overgive sig.. Hun lukkede let øjnene i og holdte sig til armen.

Han gøede en sidste gang efter hende.
Ikke fjendligt, men heller ikke venigt.
Han humpede let hjemad...
Jeg kommer til at få problemer med at komme ind af vinduet Tænkte han kort inden han kastede et sidste blik hvis hun nu skulle være løbet ud efter ham.

Hun droppede at skulle gå ud til ham, hun ville ikke når hun var skadet. Hun så på sin arm, det kunne jo sådan ikke bare lige heale, hun var nødt til at vente på Madelaine ville kunne hjælpe hende. Men det var svært når hun ikke vidste hvor hun var.

Daniel opgav at gå hjem så skadet, han måtte vente indtil han havde fået det bedre.
Han smed sig selv ind i en busk i vejkanten og lod sig bare ligge der.

//Hvis jeg logger lige pludselig... Så undskyld//

Hvorfor går han ikke bare..!? tænkte hun vredt.

Han kunne mærke hvordan hans ribben pressede sig selv på plads.