It's raining

Amira vendte straks sit stirrende blik ned mod jorden "Jeg kender ham bare..." mumlede hun forlegent.

Kate kunne ikke la' hver med at smile, hendes ven var hendes lille player, men hun kendte ham godt nok til at vide at han ikke mente noget ondt med det. " Hmm.... ja han er en sød fyr, " hun sendte hende et smil, og med en smule drilskhed i stemmen.

Amira så op og grinede lavt "Ja han ved hvertfald hvordan man behandler pigerne" sagde hun med et lille smil "Men jeg ved ikke rigtigt..."

Kate smilte, ja det gjorde han, men en ting havde han aldrig forstået, man efterlader ikke signe venner uden et farvel eller på gensyn. " Hmm..." hun svarede ikke helt på det, men sendte hende et smil da hun kom med den sidste udtale; " Uh.. tror han nævnte dig den anden dag her nede " hun smilte en smule glad, da hun egentlig syntes og Amira, hun lod jo ikke hvem som helst rende rundt med hendes bedte ven.

Amiras hovede fløj op og hun så på Kate med lysende øjne "Gjorde han?" spurgte hun, men blev så klar over at det her ikke var hende. Hun rømmede sig og prøvede at lyde ligeglad da hun spurgte "Hvad sagde han?" men hun lyttede intenst med bankende hjerte *Amira... Du er sååååh dødsdømt* tænkte hun for sig selv, men af en eller anden grund, virkede det ikke så slemt.

Kate kunne ikke la' hver med at smil til Amira; " Bare at han havde fundet en pige han syntes jeg skulle møde, og mener han nævnte dit navn, og beskrivelsen passer også perfekt" hun kiggede ud mod vandet, hun toh hatten af for at Amira var så ærlig og spurgte direkte, en ting hun aldrig selv ville kunne tage sige sammen til, hun var alt for genert, og følte sig ofte til overs i selvskab med andre.

"Hvad, sagde han at jeg var et ironisk monster der ikke var helt normal?" spurgte hun selvironisk og grinede lidt, men blev en smule rød i kinderne *nej nej nej nej nej...* tænkte hun febrilsk.

Kate sendte hende et smil, " Ja det gjorde han" hendes stemme var tydelig ironisk, " Nej det gjorde han ikke, tror han er rimelig vild med dig, og du måske i ham" Kate studerede hendes ansigt, og kunne ikke la' hver med at smile lidt for sig selv, hun havde allerede vundet en del ag hendes tillid til at hun ikke ville lege rundt med Shin som nogle andre havde gjordt, bare hendes tilbageholdenhed gjorde at hun havde bestået den første test.

"jeg tror ikke på kærlighed." sagde hun hårdt og stædigt, men indeni, var det som om en brand gik igang, og hendes hjerte bankede uendeligt hurtigt. Hun syntes ikke det var helt fair at hendes krop ikke samarbejdede med hendes hjerne.

Vic kunne ikka la' hver med at bryde sig mere og mere om Amira; " Så tror jeg vidst vi er to, " hun kiggede ud mod søen, hun ville aldrig mere lade hendes hjerete tro på havde det følte, verden var kun et circus telt fyldt med løgne og bedrag, intet var som det så ud til , alle rendte rundt med masker.

"Hve..." Amira bed sig i læben, men genoptog så sit spørgsmål "Hvem svigtede dig?" spurgte hun stille og fuglte Kates blik.

Kate rodede med en finger i jorden; " Min famile, og Shin forsvandt for en periode uden et farvel, men han mente intet ond med det, det var nok også bedst sådan" hun lod hånden glide gennem vandet," hva med dig?" hendes spørgsmål var tøvende, hun ville helts ikke bore i det, men hun kunne ikke la' hver, spørgsmålet var obligatorisk, og høflig.

Amira så lidt på hende. Hun anede ikke at Shin kunne finde på at svigt nogen *Han svigtede hende, hvorfor i alverden skulle han så ikke svigte dig?* var der en lille slesk stemme der sagde inde i hendes hovede og hun bed sig i læben.
Men der var noget ved Kate der fik Amira til at stole på hende, hun hav Amira lyst til at fortælle... Bare en lille smule, de havde jo trodsalt prøvet det samme. Føle sig svigtet, forladt.
"Jeg er ikke blevet elsket rigtigt, siden jeg var fem" sagde hun stille.

Kate havde mest af alt lyst til at ligge en trøstende hånd på hendes skulder, men noget holdt hende tilbage, men hun var ikke helt klar over hvad det var; " Amira, du må endelig ikke tro at Shin gjorde det for at være ond, det var det eller hoppe ud fra en bro" der var en tydelig alvor i Kate stemme, en alvor der meget sjældent kommer ud af en 17 årigs mund, en alvor der viser at peronen mener hver eneste ord.

Amira så lidt tænksomt på Kate. Hun var sikker på at Kate vidste at Amira havde tabt sit hjerte til Shin.
Måske vidste Amira det ikke heeelt selv, men Kate vidste det. Så hun spurgte hende forsigtigt "vil du fortælle mig hvorfor?"

Kate vidste at Amira havde forstået hendes forsvarelse af Shin, så hun måtte heller uddybe; " Ser du, jeg vil ikke fortælle Shins, for det har jeg ingen rettigheder til, men du kan få min version..... Ser du, der hvor Shin og jeg voksede op var de frasnke rigmanskvatere, hvor ry og rygte ofte er det samme, en lille splint i facaden, og du er et sort får, så derfor kaldt det for mig om at holde facaden eller dit liv ville blive et helvede. Da jeg møder Shin får jeg en smule lys ind i hverdagen, det hele bliver lettere, men ja... mine forældre hænger en stadig over hovedet, så da Shin får nok, bukker jeg under, heldigvis ryger jeg ikke, på stoffer, men jeg havde foretrukket dette, det ville havde været bedre, og mindre smertefuldt. Stadig her tænker mine forældre mere på deres facada og deres 'kostbare' liv. Min tante får tilsidst flyttet mig her over i sidste sekund, hvis hun ikke havde gjordt det, så ja..... så ville jeg nok ikke stå her idag" det sidste var ikke en konklusion, men en viden hun stod med, smerten var blevet udholdelig, men stadig en kræft der lå og hoppede sig op inde bage hjernen.

Amira så lidt skræmt ud over historien. Tænk hvis Kate ikke havde været her idag?
"Rige folk er nogle forfærdelige snobber" fastslog hun så.
"Kate... Hvorfor forsvarer du egentlig Shin over for mig?" spurgte hun så langsomt.

Kate lod blikket hvile på Amira en kort stund inden hun svarede;" Fordi Shin altid vil havde en plads i mit hjerte lige meget hvor meget vi bliver uvenner, og lige meget hvor meget han såre mig, så vil han altid være min ven. " hun sendte hende et smil; " Og for det andet, vil jeg altid la' folk danne deres eget indtryl af fok, det andet førre kun til misforståelser og mobning" hun sendte hende et smil.

"Er du forelsket i ham?" spurgte Amira ligeud, krævende efter svar. Hun ville ikke kæmpe mod nogen... hvad var det hun tænkte? Hun ville ikke engang have nogen, hun kendte ikke til kærlighed.
Men Kate var hendes veninde nu, hun ville ikke... Have at hendes underbevidsthed havde et andet indtryk af hende.
Det var nemmere at benægte Shin når han ikke var der.

kate svar kom næsten med det samme sporgsmålet kom, hun ville ikke på nogen måde være kæresten med Shin tanken om at kysse med ham, eller for den sags skyld gav hende myrekryb; " Nej, han er som en bror for mig" hun sendte Amira et smil, og forsatte så; " Han har en plads og det vil han altid havde, han er det tætteste på familie som jeg har" hun stoppede kort for at være sikker på, at formulere sig rigtigt; " Så længe Shin er okay, så skal jeg nok blive det" hun lod de sidste ord ligge i luften, og sendte hende en lille smil.

Amira følte en lettelse sprede sig i hele sin krop, og hun følte sig tryg, da hun skiftede emne "Hvilken klasse og skole går du på?" spurgte hun.

Kate kunne ikke la' hver med at smile, hvis Shin og hende fandt sammen ville det være perfekt, hun kiggede først på søen, og dernæst på Amira; " Forks high School 2 g. " hendes stemme kunne lige knækkes til at sige det, da hun var vandt til at udtale navnet på hendes fraske skole.
"Hva' med dig?" hun sendte hende et smil og kiggede ud på regnen, hun havde ikke opdaget hvor våd hun var før nu, hun var helt gennemblødt, fra top til tå, så var hendes tøj da også blevet vasker idag.

Amira smilede lidt "3. G" svarede hun så "så se op til mig, og respekter mig!" tilføjede hun drillende.



//Tror også jeg smutter nu, hvis jeg skal igennem en lang dag imorgen O.o skrives <3///

Kate kunne ikke la' hver med at smil, en tredje g'er ser man det, hun havde umilbart troet at hun var ældre, men ja, syntet kunne vel svigte. " Haha... så må jeg vidst løbe skrigende væk " hun sendte hende et drillende og glad smil.

Amira grinede stort "Medmindre du gerne vil have en masse vand sidste skoledag!" sagde hun drillende og rakte ud efter hende med et lumsk smil, som om hun ville give Kate vand nu.

Kate reagerede hurtig, en evne man havde lært med årerne, hurtighede og dicplin og præsentasion var et most hvis man ville begå sig i den fraske skole, hvis ikke i de fraske rigmandfamilier. Hun lagde sig på maven for at undgå at blive ramt, af en eller anden grund ville hun nødig blive ramt af Amira, men hun kunne ikke præcis sige hvorfor, der var bare et eller andet over hende. " Vand, skulle det være en trudsel" hun kunne ikke la' hver med at le, så længe badning og dykker ture ikke var inkluderet så gjorde det hende ikke spor, det fik hende ofte til at køle ned, og det var der ikke så meget andet der kunne for tiden.

"Ja hvis du tager det dyre mærkevare tøj på den dag!" grinede Amira som svar.
Hun havde selv oplevet en sidste skoledag, i fjerde klasse hvor hendes far lige havde givet hende en ny Clohe kjole, (Selvfølgelig som ren rekleme for sig selv), som hun uden at tænke sig om havde taget på sidste skoledag. De store hældte øl ud over hende, og så var den kjole færdig. Hun var ved at tude da hun skulle fortælle til sin far hvad der var sket, og han havde givet hende nogle prygl.

Vic kunne ikke la' hver med at le, hun troede ikke hun kunne opsnudse andet end hendes fætters diesel busker i huset, hun havde nemlig foræret alt hendes dyre franske tøj til hendes kusine inden hun drog afsted, hun havde aldrig kunne fordrage det, hvor var der blevet af et par almindelige cowboy busker, og en ganske simpel bluse unden noget åndsvagt mærke på. " Tja... jeg er ikke sikker på at jeg kan opsnudse noget i hele huset, men jeg skal med glæde købe en, for at sarpoter den" hun sendte hende et smil.

Amira knækkede sammen af grin "Lige min ord snuske!" lo hun og holdte hånden ud til high five.

Ribanalon stod pluselig få meter fra dem og iagtog dem stille imens hun havde armene over kors.

Vic ragte hånden op, og ramte hende hånd, hun bed den dundrende smerte gennem hendes hånd *av for* smerten var ikke at se i hendes ansigt, dette var en af de få fordele ved den fraske skole, man lærte at pide smerterne i sig, hun havde altid været den bedte til dette.
Kate lod hånden glide ned i vandet og kørte den frem og tilbage, der var mange ting der undredee hende, virkede for uroligt, for uvirkeliglig, hendes blik ramte Amira, og hun kunne ikka la' hver med at smile; " Kommer folkene aldirg ud heromkring, de er jo pleje som bare pokker, og isnende kolde" Kate kiggede ud mod søen, hvor den hvide havde stået for nogle timer siden.

Amira grinede "Nej her er jo ikke så meget sol..." sagde hun langsomt "Men de allerblegeste, de smukke, dem skal du holde dig fra" sagde Amira formanende "Jeg har mistet mange venner til dem, de er kun dårlig indflydelse, får dig altid ud i en masse pis" Hendes hjerte skar ved tanken om at søde Sydney nu også var faldet i fælden.
Det rev i Amiras næse og hun vendte sig med det samme om for at se hvad hun vidste at hun ville se.
*Morder* tænkte hun i afsky.

Ribanalon kiggede bare på Amira, og kiggede så og så så på Kate, "Hej" sagde hun roligt ligesom i klasse værelset hvor hun nu sad ved siden af hende.

Kate kunne ikka la' hver med at se undrende ud, *lort????* hva' mente hun, selve hendes blik var nok til at Amira kunne se at hun bad om uddybning, og helst en god en. Pludselig knækkede grenen bag hende, den 'hvide' pige fra Historie stod nu ved dem. Hun mindede om pigen der havde stået ude på vandet i flere timer igår, hun kunne ikke finde ud af hvad hun var, for menneskelig, det kunne man ikke være, hun havde stået fen 1/2 time ude i det kolde of frosne vand, da tanken vand ramte Kates hoved kom hun i tanke om hendes hånd som stadig lå nede i vandet, ude at tænke sig om rev hun den lidt hurtigere op, end tiltængt var. * Av for....* hun lod den anden hånd op til støtte, hvorfor kom hun bare altid galt afsted?

Ribanalon stod med lige ryg som om hun var en soldat, hun stod bare og kiggede på den efter hun ikke havde fået et svar tilbage, et lille svagt smil kom på hendes læber dog havde hun lukket munden da smilet kom til syne.

"Hej." svarede Amira koldt og kort.
Hun bød sig ikke om at de blodsugere hele tiden dukkede op over alt, med deres lydløse hurtighed og stinkende døde kroppe.

Kate kiggede fra Amira til den hvide pige, hun forstod ikke hendes beskede før og slet ikke fjentligheden der altid var mellem dem fra La Push og de hvide, hendes ansigt var undrende, men hunn havde ikke tid til at koncentrere sig om det lige nu, da hendes hånd brændte ad h-til.
Forsigtig fik hun taget et støttende bånd op af hendes skoletaske, hun viklede det om hånden og men det hjalp desværre ikke synderligt.

OOG// venter vi på at hun kommer igen?///

Daniel kom småluntende forbi, godt 100 meter væk fra deres plads og kunne straks lugte det hele.
Amira, en Vampyr og et... Menneske tænkte han og satte i løb.
Han smed en taske i en busk og kiggede på dem derfra.
Der kom en raslen fra busken han stak hovedet ud af.

Amira fik med det samme rundt og fik øje på Daniel. Hun sendte ham et febrilsk blik.
Hvad tænkte han på at komme her, som ulv?!

Han kiggede undrende på Amira over hendes blik og kiggede så rundt og kiggede på mennesket.

"Hvis du vil have mig undskyldt et par minutter!" sagde Amira hurtigt til Kate og forsvandt om bag busken, hvor Daniel stod.
"Hvad laver du her?" hvæsede hun "Tænk hvis hun så dig!" Amira sendte ham et par lynene øjne "Det er jo ikke ligefrem en normalt udseende ulv vi har her... Og desuden er ulve jo farlige set med normale menneskers øjne!" Hun rynkede på brynene over hans manglende ansvarlighed.

Han skrev to ord i jorden med en klo.
D I T K Æ L E D Y R
Han nægtede at forvandle sig tilbage lige nu.

Kate brød sig ikke om Amiras tavse jeg; " Amira er der noget jeg bør vide?" hun lod blikket studse over området, da hun hørte lyden af fire poter, først troede hun det var en hund, men da den kom nærmere virkede den større og meget mere farlig, Kate første instikt var at løbe, men hun støtede på den forkerte hånd, og landte på ryggen.

// Narj... forsætte vi ikke bare???//

"Kate!" udbrød Amira forskrækket og løb hen til hende "Er du okay?!" spurgte hun bekymret og sendte Daniel et irriteret blik.
"Du skal ikke være bange, det er mig kæledyr..." mumlede hun, og kunne godt selv høre hvor åndsvagt det lød. Han var jo på størrelse med en bjørn, og hun boede i en lille lejelighed!

Daniel var igang med at træne sig selv så han havde slet ikke tid til at forvandle sig tilbage hele tiden.
Han gøede venligt og logrede blidt med halen og lagde sig på jorden.
Hun kan jo bare sige hun fandt mig i skoven eller noget...

Kate løftede hende gode hånd; " I'm okay, it's just a tvisted hand not more" hun sendte hende set smil, og kunne ikke la' hver med at sende den ulve lignende dyr et skæbtisk blik, men hun lod det hurtig falde, da hun så hvor nervøs Amira var; " Jeg burde vidst også spørge dig om du er okay" hun sendte hende et drilsk smi.

"Bare lidt bekymret for om du er okay" sagde hun forsigtigt med rynkede bryn og satte sig hen til Daniel "Han hedder Daniel" oplyste hun så og strøg ham over hovedet med et kærligt blik.

Kate smålo; " I'm allright... bare mine led der er lidt lette at slå ud af kurs, jeg tror det er anden gang i denne uge, jeg virker så svag i forhold til alle her" hun kunne ike la' hver med at smil over hendes konklusion, " Hey Danilel. hun størg ham let over pelsen, hun elskede dyr, og de gjorde hende ofte i godt humør, og med hendes genskab til dyr, var dette en ulvs udseende, men al al for stor, men hun nævnte ingen ting.

//Cyya skal spise///