It's raining

//Samme her skal ligee spise, men er nok tilbage senere.//

Han nussede hovedet imod hendes hånd og knurrede venligt.

Kate lod hendes hånd glide ned over ryggen, mens hun mindes hver eneste bog, hver eneste detalje hun havde læst i en bog, mange indtryk havde i løbet af de sidste par dage givet hende en formodning om at intet var som det så ud til, og slet ikke her, alt virkede så unaturligt, men ´hun kunne ikke finde det rette ord.

Han så hende i øjne med varme og intiligente grønne øjne.
Hans tanker var lidt splittet.
Han havde lyst til at finde Isa og være sammen med hende, men han havde ikke været sammen med et normalt menneske i lang tid.
Og det forundrede ham lidt at hun ikke var løbet skrigende væk.

//Ud med hundene...//

Kate kunne ikke umildbart læse dyret, men et eller andet sagde hende, at den ikke var hel tryg ved hende til stedeværelse, så hun stoppede med at køre hånden hen over ryggen og satte sig roligt ned ved dens side, et eller andet sagde at hun burde løbe skrigende væk, men et eller andet fik hende til at blive hvor hun var.

//Allright//

Daniel så det og lavede et usynligt smil over hende.
Han lagde dovent sit hovede i skødet på hende og kiggede på hende med lidt bedende øjne.

Kate mærkede hundes snude i hendes skød, og hun kunne ikke la' hver med at smile af den, det kunne være hun skulle anskaffe sig en hund, så vidste hun da at der altid var en trofast en ved hendes side. Kate kløede ulven bag ørerne og sendte den et lille smil den forstod hende sikker ikke, men hun kunne ikke la' hver, dyr havde altid haft en vis egenskab til et virke tålmodige; " Alt er hvis lidt underligt her, intet er vidst som det ser ud til" hun lod hånden stryge langsomt, men roligt hen over Daniels ryg, som Amira havde kaldt ham.

Amira betragtede Daniel en smule, og bed sig i læben. Hun ønskede sig inderligt at hun kunne forvandle sig og føre en samtale med ham. Hun ville vide hvad han tænkte og følte. Hun tog sig til tindingerne.
Hvad skete der for hende? Kold og kontrolleret, var pludselig blevet til lidenskablig og ukontrolleret?
Og som om det ikke var nok var hun splittet? Splittet?!
Det var ikke hende. Hun var besat, og hun brød sig ikke om det.
Et liv uden følelser og kærlighed var meget nemmere, og til at overskue.
"Du skulle bare vide" sukkede hun så efter at have tænkt det igennem.

kate kunne ikke la' hver med at smile, og kom så i tanke om noget hun ville havde hørt Amira til et stykke tid; " Hvordan går det egentlig med dig og Shin" hun lod hånden glide igennem Daniels pels, hun havde opgivet det andet emne, ingen ville spytte ud med noget, det var ved at gå hende på nerverne.

Han lukkede øjne halvt i af fryd over hendes kløen og strygen.
Han knurrede, ikke ondt eller fjendligt, men af ren og skær glæde over det.

Amira blev blussende rød i hovedet og ønskede at krybe ned i et musehul.
Det her var forkert, det måtte Daniel ikke vide! Ikke endnu! Hun ville være klar til at fortælle ham det selv...
Men det kunne Kate jo selvfølgelig ikke tage hensyn til når hun ikke vidste noget, og Amira havde hvertfald ikke tænkt sig at sige noget om Forks hemmelighed!
"Jeg... gætter på..." hun trak vejret dybt ind "At vi ser tiden an" sagde hun så i et stille tonefald, og kløede Daniel bag øret.
"Jeg kan jo ikke styre to mænd i mit liv!" sagde hun i et muntert tonefald og et drillende glimt i øjet, men Daniel ville vide at der lå en dybere mening bag det.

Han lavede et skævt ulvesmil til Amira og kiggede på hende gennem det ene øje.
Hele to? Shin og Mig... Jeg har heldigvs Isa... Men Amira, hun er også sød, men jeg elsker Isa tænte han skævt og kiggede på Kate og knurrede igen kort.

Kate kunne ikke la' hver med at smile; " Tja... så siger vi det" Kate vidste hvad der foregik i hendes bedtevens øjne, og hun mentes at se det samme i Amira, men ja...
Hun kløede Daniel bag ørerne, mens hun stille sad og fundere, hendes blik var en smugle fjern, hvorfor var alle uvenner og hvorfor skændes folk konstant, det gav hende myrekryb.

Amira så nervøst ned i jorden. Hvis hun ikke snart fik det her på plads, ville hun rejse.
Hun kunne ikke leve sådan her, det var ikke hende
Hun sukkede. Hun havde ikke lyst til at forlade nogle der boede her, men på en måde havde hun lyst til at forlade alle.

"Amira" Kate toneleje var bekymret ;" er du okay" hun kiggede bekymret på hende og med et gennemborende blik, hun hadede at se når nogen hun holdt af havde det dårligt, det pinte hende.

Amira rystede langsomt på hovedet.
"Nej" svarede hun stille "Jeg er overhovedet ikke okay..." hun sukkede igen og sendte Daniel et forpint blik.

Daniel kiggede også på Amira med et gennemborende blik.
Han rejste hovedet og kiggede på hende.

Kate lod blikket hvile på Amira inden hun endelig talte; " Whats rong you look very bad" hendes stemme var tydelig en smule komanderende og undersøgende, kate ville væde med at ulven kunne forstå hvad der skete, da den smile og markerede på de rigtige tidspunkter, eller spillede hendes fantasi hende bare et puds.

Han vendte sig mod Kate og stak tungen ud munden som en hund og hoppede op og ned som om den ville lege.
Han gøede legesygt og løb rundt om hende.

Amira stirrede på Daniel imens hun talte "Jeg er bare forvirret over mine føleser, når jeg ikke burde føle noget..." sagde hun lavt
"Forestil dig at du blev forelsket Kate... Ville du ikke have det mærkeligt med det? Det er sådan jeg har det, jeg er ikke migselv mere, og det bryder jeg mig ikke om... Jeg troede at jeg havde fundet mig selv i en flabet tøs der altid kan svare igen, være en smule fræk og flirte uden at det rørte mig det mindste.. Og pludselig kommer jeg her og... Så er det som at begynde teenage årene forfra, nu skal jeg finde mig selv igen"
Hun så endelig væk fra Daniel og rettede sit blik mod Kate "Forstår du hvad jeg mener?" spurgte hun med et hjælpeløst ansigtsudtryk.

Kate lyttede til Amira bemærkning, og tænkte så låget bragede Ja hun kendte udemærket godt følelsen; " Ja jeg forstår dig, men problemet for mig, er at jeg aldrig ville vise det, og indser det ofte når det er for sent. Shin hader mig for dette, han truede med at jeg ender som gammel jomfru" hun sendte Amira et smil; " Men problemet er at man ikke selv kan kontrolere det, og det kommer altid når man ikke vil havde det" kate sad og tænke længe, hendes blik var rettet ud mod søen, eller det lignede det, hendes blik var mere vildtfarende, flash back var vidst dette rette ord.

Daniel hørte det og kiggede lidt overrasket på Amira.
Han luntede op ved siden af hende med et lille smill.

"Jah gammeljomfru er der nok ingen fare for at jeg ender som" sagde Amira tørt og fuldte hendes blik.
"Det er det der er problemet!" udbrød hun pludselig "Jeg plejer altid at have mine føleser under kontrol!" hun begyndte irriteret at bide i en negl imens hun rettede blikket mod Daniel "Du ser skadefro ud!" kommenterede hun til ham i et surt tonefald
"Kæledyr nu til dags!" sagde hun opgivende og strøg ham langsomt over pelsen.

Kate kiggede på Daniel, Amira havde ret; " Se det som en fordel selv om det er noget lort, jeg er nok den dårligste til at råde dig på det her punkt" hun kiggede ud over søen og strøg Daniel med hårerne.

Han logrede bare glad med halen over dem begge.

Amira sukkede opgivende. "Hvordan kan jeg se dette som en god ting?" klagede hun.
"Jeg... vil... bare gerne leve normalt" Hun så irriteret ned i jorden.
Hendes største ønske, og hun ville ikke opfylde det, selvom hun godt kunne.

Kate sad lidt og funderede over det inden hun svarede; " Amira, i det mindste tør du stole nok på folk til at lade dig forelske, jeg ville aldrig kunne gøre det ved nogen" hun sendte hende et opmundrene smil.

Amira sukkede som svar, og tænkte længe over hvad Kate havde sagt.
"Kate... Jeg rejser..." sagde hun så stille.

//Skal lii spise ^.^//

Kate " a hva'" Kate sad forbavset, men også trist frem, " HVor rejser du hen?" Kates smil var trist.

Amira kløede sig langsomt i håret "Frankrig..." sagde hun så. Hun bed sig i læben og så på Kate.
Hun ville bliver svær at forlade.

Kate kiggede ned i jorden det var hendes egen beslutning så hun kunne ikke gøre noget, men hun kunne hævne sig en smule nu; " Og hvem skal så fortælle mig at jeg ikke må gå ud med de hvide drenge??" hun smilede lumsk, " Shin snakkede om at han havde mødt en"

Amira så skarpt op "Kate for alt i verden, du skal ikke mænge dig med de hvide" Amira så på hende med et intenst blik "har du forstået? Jeg ville ikke komme tilbage... hvis jeg kommer tilbage... og se at du er kommet ud i noget med dem!"

Daniel havde bare ligget og hørt det hele og havde spærret øjne op på de rette tidspunkter og knurrede lavt ved snakken om de hvide.
Men det havde dog forundret ham at Amira ville rejse.

Kate kunne ikke la' hver med at smile indvendig; " Amira, you have still not give me a reason why???" hun kunne ikke la' hver med at blive en smule sur, hun kunne jo ikke være uhøflig, det var bare ikke hende.

Daniel nikkede lidt af Kates ord og kiggede så igen op på Amira

Amira rystede på hovedet "jeg har kysset med Shin" mumlede hun "Og det går ikke... Så nu rejser jeg..." hun så på Daniel, så på Kate med et undskyldene blik.

Daniel kiggede på hende med sindsro strålende ud af sig, selvom han vidste han ville få et anfald senere.

Kate rejste sig i frustration hun var gal, hun ville knuse Shin fuldstændig, hun sparkede til en af stenene i vandkanten, hun blev nød til at afreagere på et eller andet.

Daniel lavede et kast med hovedet mod den busk han var kommet fra og smidt sin sæk med lidt tøj i. Han håbede Amira ville forstå hvad han mente med det.

Amira stirrede lidt på Kate, så på Daniel.
"Kate sig noget..." sagde hun nervøst.

Daniel forsvandt ind i busken og der lød en raslen før han trådte frem i T-shirt og bukser.

Kate sagde ikke en lyd, hun var rasende, Shin skulle ikke såres, men mest af alt forstod hun hende ikke. Kate satte sig bare ned, og kiggede ud mod vandet. En dreng kom til syne fra nogle buske, hun kunne ikke genkende ham, men han lignede en som havde noget at sige, så Kate holdt sin mund.

"Hey Amira.... Og person jeg ikke kender" tilføjede han med et smil der var rettet mod Kate.

Kate nikkede bare kort, hun var bange for at lyde ekstremt sur, men til sidst fik hun hendes stemme og ansigt lagt i nolge mildere folder; " Heej " Kate studerede ham, af en eller anden grund studerede hun altid folks øjne først, og der var et eller andet bekendt over dem.

Daniels Gyldenbrune øjne kiggede varmt tilbage til hende og han smilte glad.
"Og du er? Jeg er ikke så glad for at kalde folk for 'dig jeg ikke kender'" smilte han bare til hende.

"hej Daniel..." mumlede Amira uden nogen som helst form for overraskelse i stemmen.

Kate sendte ham et smil, han virkede som en flink person, men et eller andet sagde hende at Amira ikke var overrasket, men det var igen et af de mange pudslespil hun sad og funderede over. " Kate Ann Williams, og du må vel være Daniel" lige pludselig slog et eller andet hende de samme øjne Daniel, Daniel, Amira ikke overrasket, busken. Men hun sagde intet, det lød jo vanvittig.

"Ja... HAr Amira snakkede om mig?" spurgte han med en smule forundring i stemmen.