It's raining

T: 7 pm
V: Overskyet og blæsende regnen står ned.
S: Lake Washington
O: Ikke nogen i miles omkreds.

Kate havde gået rundt omkring søen den sidste time, skolen havde været i virvar, kunne nogen ikke havde fortalt hende at folk her omkring var så indelukket og clikede. Alle havde nedstirret hende, som om de vidste præcis hvad der var hent, but ofcause it was a little town.
Regnen piblede ned, og ramte hendes ansigt, hver andet minut, hun var helt gennemblødt, men det var vel egentlig ikke så underligt, sådan som det stod ned. Endelig nåede hun hendes bænk i den fjerenste ende af området, her sad hun i ly bag de store graner, som trykkede sig op af landskabet. Hun havde aldrig mødt en sjæl her, det så også helt uberørt ud, og det passede hende glimrende, da hun ikke var oplagt til alt for mange nye indtryk, hun havde fået rigeligt idag.

Sydney kom stille gående ned imod søen noget i hende følte trang til komme væk fra mennskefærten hun nød regen der stille gjorde hende hår vådt hun havde selv været vampyr 3 uger nu og stadig svært ved styrre sig hun trak ned i sin læderjakke hun havde fundet helt bagerst i skabet imorgs hun sukkede svagt da færten af mennske ramte hende hun bed kort tænderne sammen forsatte hen forbi mennske pigen

Kate fik øje på en pige, hun kunne ikke kende hende, hun havde i hvert fald ikke set hende i skolen, men ja hun ville ikke mene at hun ville havde undgået hende, hendes hud var ligbleg, og hun var utrolig smuk, men hun var alt for genert til at sige noget, imødekommenhed for nye mennesker var ikke hendes stærkeste side.

Amira kom gående ned mod søen, i bare tæer, imens hun nød at mærke regnen falde på sig.
Hun fik pludselig færten af to personer. Et menneske og... Hun rynkede på næsen *En vampyr* tænkte hun irriteret, men tænkte at hun nok hellere måtte tjekke at ingen var i fare. Man vidste jo aldrig med de mordere.
Hun kom helt tæt på og så en ukendt pige og vampyren som hun ikke kendte... Eller hvad? "Sydney!" gispede hun og trådte frem, imens hun, for menneskets skyld, prøvede at lade som ingen ting "Hej" sagde hun i et høfligt tonefald til dem begge, men hun stirrede åbentlyst på Sydney, rædslen malet i hendes øjne.

Kate kiggede forskrækket op da endnu en person dukkede op, siden hvornår var hendes sted begyndt at blive overbefolket, Kate håbede desperat at de ikke havde fået øje på hende, og sank ned ved siden af grantræet, hun orkede ikke flere misbilligende blikke idag.

"Jeg så dig godt" sagde Amira muntert til pigen der havde skjult sig.

Sydney svarede ikke nys en smule hun bed svagt i læben hvorfor skulle de varulve altid komme nu hun var nærheden hun nys igen valgte at forsætte resten af vejen imod pigen hun værdigede ikke Amira et blik men smilede svagt til pigen hun betrakede hende kort uden man kunne se nogle træk i hendes " du er ny sagde hun kort satte sig ned ved siden af men prøvede på ikke at virke for påtrængende hun sukkede svagt kiggede først nu op på amira " hyggeligt møde dig Amira" sagde hun en smule koldt hun vendte igen blikket imod pigen og hendes ansigt blev smule lysere end før " Sydney Taylor Rice" sagde hun høfligt med hånden rarkt frem imod pigen

Kate blev helt paf ved alle de mennesker omkring hende, som pludselig virkede så imødekomne; " Kate Ann Williams" hun hilste pænt, men der gik et chok igennem hende, piger var jo isnende kold. Bag hende stod en pige, hun kunne ikke helt bedømme hendes alder, men hun ligende en der var en del ældre. Hun sendte hende et smil; " Regnede lige med, at jeg kunne forsvinde fra jordens overflade" hun sendte hende et genert, men mildt smil, det kunne vel aldrig skade, det kunne jo ikke blive værre.

Amira grinede til Kate "Jeg kender trangen!" forsikrede hun hende om, før hun vendte blikket mod Sydnet "Så sandt som det er sagt" svarede hun med en kold tone "Du har... Vel nok forandret dig" hun rynkede let brynene.

Sydney trak lidt skulderne " nogen gange er det også til det bedste" mumlede hun sukkede lydløst hun stirrede tomt frem for sig og bed svagt tænderne sammen hun smilede svagt da hun mærkede hvor varm var Kates hånd " dårligt blodomløb det er derfor mine hænder er så kolde" løg hun men man kunne ikke høre på hende at løg

"Men det var det tydeligvis ikke denne omgang" kommenterede Amira kort for hovedet.

" hvius der er nogen der skal forsvinde" mumlede hun så lavt at det kun var Amira der kunne høre det hun mærkede hvordan Amira ierterede hende knugede hænder sammen " så er det dig bæst" mumlede gjorde hendes stemme så kold og hård at næsten blev en smule bange for sig selv

Amira sukkede "Der var en gang hvor du var så sød og glad" mumlede hun, en smule ked af det.

" ja men det for længe siden" fnøs hun kiggede vredt på hende hvis ikke der havde været mennske til stede vidste hun ikke om kunne havde styrret sig ret meget længere hun knyttede hænderne sammen hvis de havde haft mennskelige farve ville knoerene været blevet helt hvide hun rejste op vendte vredt om for gå men inden hun forsatte vendte hun sig skulede til amira " sådan nogle typer som dig ødelægger alting" sagde hun og typer mente hun varulve forsatte fremad raske skridt men ikke for hurtigt hun skulle nødigt afsløre noget fint Amira ville snakke med kate kunne bare gøre det hun ligeglad med mennskebarn mennsker var altid så svage

Amira syntes at Sydneys surhed og vrisne attitude, var så komisk, at hun først fnisede, for så at bryde ud i en spruttende latter.

Sydney lod som ingen ting intet var vær spilde tid med sådan en bæst hun sukkede svagt hvorfor skulle bæster som hende komme ødelægge ting hun fnøs en smule hun ville ud jage så langt væk fra det udyr som mudligt hun nys nogle gange hun kunne have lov til få sin morskab i fred hun så det slet ikke som morskab hvordan kunne det være så sjovt

Kate lyttede til de fremmede samtale, hun turde ikke sige noget, da hun var bange for at få en på puklen, og det var ikke lige hvad hun havde brug got, så i stedet lænede hun sig op af grantræet.
Pigerenes samtale forvirede hende, det var tydeligt, at der var et åbenlyst had mellem dem, måske et der havde varet i længere tid, men det var svært at sige.
Jo mere hun hørte brød hun sig mindre og mindre om samtalen, den måde de omtalte hinanden på skrlmte livet ud af hende.
Da der endelig belv et ophold tog Kate sig endelig sammen til at svare på den mere normale pige; " Ja det er ofte meget fristende, jeg hedder foresten Kate " hun sendte hende en påpasseligt smil, mens hun holdt meget øje med deres ansigter hun orkede ikke at kæmpe for at holde sig over vandet mere idag.

Amira vendte sig lettet imod Kate "Kate!" sagde hun i en munter tone "Jeg hedder Amira!"
Hun smilede stort til hende, og satte sig ved siden af Kate.

Isabella kom sådan tilfældig gående. Selvfølgelig ikke ganske tilfældig, hun havde kunne lugte varulve, men også vampyrer, så hun ville se, hvem det var. Og om der var ballede, fordi så ville hun også være med.
Isabella fik øje på Sydney. Hendes sind blev tungt, men hun kunne mærke vreden dybt nede. Hun havde næsten knurret, hvis ikke hun havde taget sig selv i det. Hun passerede bare forbi Sydney uden et blik.
Hun smilte til Amira, da hun fik øje på hende. "Amira!" sagde hun glad og overfaldte hende med at kram.

Amira grinede og krammede igen. "Isa!" hilste hun muntert. Hun glemte med det samme, at hun stod over for pigen, som havde taget frs hende, hvad Amira troede var ægte. Isa var så nem at tilgive.

//taget hvad?? O.o'//

Sydney satte sig så lang væk fra dem uden hun mistede dem af syne hun orkede ikke at skulle skændes med end nu en varulv først Isa og amira hun raktede forsigt en hånd ud imod vandet hun kunne ingen gang mærke hvor koldt vandet var men var også fuldstændigt ligeglad hun kiggede tænkede ud på vandet så koldt og kunne knusede alt på sin vej hvis det vandet havde løst hun sukkede svagt havde det dårligt men noget af hende afskyede Amira men der var stadig en lille del af den gammle sydney men den forsvandt mere og mere jo mere vænnede sig til være vampyr hun følte det som igår at hun selv var mennskelig og skrøblig og uvinede om den verden hun nu levede i hun bed sig svagt læben hun tænkte også på hun skulle tage et liv for få noget spise hun tænkte på Madelaine, Isabella, Will, og Shin hun kunne virkelig godt lide ham der var noget ved ham der gjorde hende levede igen når de var sammen men hun vidste at hun kunne vær livsfarlig for ham hvis det gik galt hun sukkede svagt og hjælpeløst hvordan kunne det være at nogen skulle være varulve og andre der skulle være vampyre og hvor kunne vampyre ikke være venner med varulvene hun sukkede svagt men orkede ikke at gå over til Amira og Kate hun kunne mærke at Kate var en smule bange for dem men lod sig ikke mærke ikke det hun knugede hænder sammen igen * lorte dag* tænkte hun harmede sine hænder nned vandet hendes tanker blev afbrudt da end nu en varulv kom forbi hende hun nys igen men genkendte svagt lugten "Isa" mumlede hun og nys igen hun ville gerne ønske at ingen ting var forandret men det var det og de ville aldrig kunne være venner nogensinde mere den del af den gammel sydney ville have hende til at gå der men den anden del vampyren forbød hende at gøre det fnøs kort * det er kun forrædre der snakker med varulve* sagde vampyr stemmen til hende knugede sine hænder hun måtte snakke med nogen der kunne hjæælpe hende nogen der havde været i den samme situation men hvem skulle det være hun blev mmere forvirret ved tanken

Kate sendte Amira og den nyankomne pige et smil, den 'hvide' pige var nu ude af syne, og det fik hende til at slappe mere af. Rundt om hende faldt regnen stadig, men det generede hende egentlig ikke, det betød bare at hun ikke ville blive overfaldet af en eller anden fremmed, som hun ikke havde lyst til at se. " Håber ikke jeg forstyrede " hun hendvendte sig til amira og nikkede i den retning at Sydney eller den 'hvide' var gået.

Amira rystede energisk på hovedet "nej, selvfølgelig ikke, jeg har ikke godt af at skændes så meget!" Hun kløede sig på det ar hun havde på håndleddet og smilede til både Isa og Kate, men skævede til Sydney, der stod ude i vandet.



OOG// Ja det må du jo finde ud af xD, du kan ikke regne med at få alt givet her i livet xp//

"Hej.. jeg er Isabella Uley Bombarstick." sagde Isabella glad og rakte hånden frem mod pigen.
Hun var klædt i sport shorts og en mørkegrøn t-shirt, hun havde ingen sko på.

Sydney ville gerne græde men gjorde det ikke hun ville ikke virke svag over for dem hun var lige glad med at hendes bukser blev våde hun satte vandet så ned på spejlbilledet af sig selv der stirrede op på hende det var først nu hun så hvor hvid og bleg hun var

Kate brød sig ikke om at Sydney stod så langt ude i vandet, det var jo isnende koldt, hva' tænkte hun på. Hendes ansigt lagde sig i bekymrede og tænksomme folder, normalt ville et almindelig menneske ikke holde længer end nogle få minutter der ude i bevægelse, men pige stod bare helt stiv.
Hun lod for en stund hendes opmærksomhed over på pigen og Amira; " Nej det er der vel ingen af os der egentlig har, bor du her omkring, jeg menes ikke at havde stødt på dig nogen steder" hun sendte hende et lille smil, inden hun igen vente fokusset ud mod søen, hun burde altså.
Den ukendte pige ragte hende hånden og præsenterede sig; " Kate Ann Williams " hun sendte hende et smil, hendes hånd var ganske lun i forhold til Sydney brændte denne nærmest, det var helt rart at vide at der var nogle få normale mennesker her omkring.

Amira trak på skuldrene "Jeg bor i reservatet" sagde hun langsomt. "Men det er jo heller ikke altid alle man render ind i" hun grinede lidt.

"Det har du ret i," sagde Isabella og så Amira, "Jeg bor også i resevatet. Og første gang vi så hinanden var i skolen."

Kate kiggede op mod himlen, som var hel sort, hun smilte vagt, det var lige det vejr, hun havde håbet på, og det så ikke ud til at klare op. Det var fordelen ved vejret her, end i Frankrig, det var alt for varmt og uudholdelig. " Nej det gør man vel ikke," hun trak let på skulderne, mens hun kiggede på den silende regn, den 'hvide' stod stadig midt i regnen ude midt på søen, men Kate kunne vel ikke gøre noget, hun havde jo selv været dum nok til at bevæge sig derud.

"Kate..." Amira smagte en smule på navnet, før hun fortsatte "Fortæl os lidt om dig selv!" hun havde et muntert glimt i øjet.

Isabella rakte hænderne ud, hun gjorde, som om hun prøvede at fange regnen.
"Det er et skønt vejr." sagde Isabella og smilte. Hun hadede nemlig kun sneen, som var så kold.
"Ja..." stemte Isabella på Amiras forslag.

Sydney rejste sig hun da hun mærkede at nogen betrakede hende kort tid hun skyndte sig op på breden hun bed sig kort læben tog sig til hovdet hun havde regnet med de ville holde øje med hende hun bed svagt læben gav sig til gå hun forsatte forbi Kate, Isa og Amira hun smilede svagt på læben da hun forsatte hen imod imod sted hun kunne stå læ et sted hvor de ikke kunne se hende men hun kunne se dem

// smutter ud af emmet i er ikke sjove når i rotter jeg sammen imod mig //

//du er da også så kedelig , men okay.//

Kate tænkte sig om, skulle hun være ærlig eller kun nævne halvdelen, men hun kunne vel bare kun give dem det pæneste, og springe alt høet over, men hun var ikke sikker nu måtte hun se, hun sendte Amira et smil, og kiggede over på Isabella, mens hun begyndte; " Jeg voksede op i Frankrig, hvor jeg boede med mine foældre, som er nogle rige og selviske personer, som kun går op i deres eget ry. Som lille havde jeg en god kammerat, og vi var ja pot og pande, men da han flytter som 15 årig, og vores venner ikke kunne klare presset og begyndte på stoffer, gik det hele ned af bakke, efter 2 års tid flyttede jeg op til min faster, som bor på en går et stykke herfra søen" hun stoppede hendes fortælling, mens hun kiggede ud over søen og på hvordan ringene kom tættere og tættere på den mudrede bred.
Kate henvendte sig til Amira; " Hvad med dig?" hendes stemme var nygerig, men stadig en smule genert.

Isabella så med åben mund på Kate.
Hun var ikke den eneste med et liv i 'helvede'. Hun aldrig troet, at hun skulle finde andre, der havde det som hende.
Isabella så nysgerrigt på Amira, hun vidste jo ikke meget om hende.

Amira stirrede lidt på Kate "Jeg.. har en meget normal fortid" løj hun, og prøvede med det samme at vende emnet væk fra sigselv "Ham vennen, var han en slags kæreste?" spurgte hun hurtigt.

Kate lod blikket køre over og ramte Amira, hun kunne tydeligt høre at hun ikke ville snakke om det, så hun vendte ikke tilbage med emnet, hun vidste hvordan hun selv havde haft det for nogle uger siden; " Nej bare en god ven, næsten som en bror, jeg mødte ham tilfældigt ved søen igår, jeg havde aldrig regnet med at skulle se ham igen" hun trak på skulderen og mindes Shins ansigt, men hun skubbede det hurtigt væk igen.
" Hvad med dig Isabella?" Hun sendte hende et smil.

Isabella smilte lidt over Amira.
"Jeg har selv nogle rige forældre, men min far er den dominerende og bestemmer alt. Min mor vil kun min bror og mig alt godt, men hun tør ikke stille sig i vejen for min far. Min far er streng, led og rig.. det har vi altid været i vores familie." begyndte Isabella og sukkede stille, "Min far vil have, jeg går i kjoler.. hvilket jeg ikke gider mere. Men min far er bare også mega dum og tager slet ikke hensyn til, hvad jeg vil.. Han vil bortgifte mig." Isabella så væk. Hun kunne mærke, hvordan hendes sind blev tungt.
*Men jeg vil have Daniel.* tænkte hun.

Kate sagde ikke en lyd, men lyttede bare, hun forstod hvordan hun havde det, kravene var høje og fulgstændig uanstændige i overklassen, deres forældre troede de var meget mere hver end de var. Det var skræmmende, hun vidste ikke hvor mange vokse mennesker hun kunne takke idag for at havde mistet nogle rigtig gode venner til stofferne, fordi presset blev for højt fra hjemmet side af.

"Bortgifte dig til hvem?" spurgte Amira med et, og så intenst på Isa.

"En eller anden rig nar, som vil give min far en pæn sum penge, så jeg gifter mig med hans åndsvage søn." mumlede Isabella. Da hun havde taget sig sammen igen, så hun igen på dem med et skævt smil.

Amira lagde hovedet på skrå "jeg troede bare..." hun stoppede sig selv igen, hvad nu hvis Isa ikke vidste noget?

Kate havde et øjeblik et flash back, men hun blinkede det hurtigt væk, hun ville ikke mindes tiden i Frankrig, den gjorde hende trist og deprimeret, hendes tante havde nærmest forbudt hende så meget som at tænke på det, men hårde og sværre dage gjorde ofte dette umuligt.
Kate holdt øje med Amira og Isabella, mens hun lænede sig op af den kølige stamme.

"Du troede hvad?" spurgte Isabella.
Intet kunne blive værre.

//logger af... vil lave noget andet, har siddet længe ned.//

Oog//Ki ses ///

Amira vendte opmærksomheden mod Kate "fortæl noget mere om dit triste liv" sagde hun med munterheden glimtende i øjenene.

Kate lod hånden køre igennem håret, " Tja, der er ikke så meget mere at sige end at jeg fandt min ven Shin igen" hun sendte hende et smil, og genertheden ragende igen op i hende. " Mit liv er ikke værd at bringe på banen, fortæl lidt om dit liv, men det er i orden hvis du ikke har lyst"

Amira holdt en hånd op, som for at bremse hende "Wowowowowowow" sagde hun hurtigt "Shin? som i... Shin?" spurgte hun, med et lille smil

Kate lagde mærke til hendes ansigt; " Ja det er ham, i egen høje person" hun sendte hende et spørgende blik.