It has to go up to go down

"Det er okay hvis du ikke vil snakke om det" sagde han forstående.. "her" sagde han og slap hende kort for at tage den sølvhalskæde af han havde om halsen. "Den skal du havde så du kan se at du sagtens kan stole på mig" sagde han og gave hende halskæden på..

Hun så overrasket på ham, men smilede "Wow... tak" sagde hun rørt "Det betyder meget for mig Shin..." Hun sendte ham et varmt blik.

Han lagde armene om hende igen.. "Håber du bliver glad for den.." sagde han og kyssede hende på kinden "Jeg har haft den så længe jeg kan huske" tilføjede han..

Hun blev rød i hovedet "Tak" gentog hun hviskende og så lidt frem for sig.
"Jeg tror aldrig nogensinde jeg har rødmet så meget på en dag..." indrømmede hun så lavt og grinede dæmpet "Du har virkelig styr på hvordan man behandler pigerne hva?" spurgte hun lettere drillende.

"Du ser sød ud når du rødmer" Hviskede han til hende.. "Syntes du" spurgte han stadig hviskende.

Hun mærkede hvordan hendes hjerte bankede hurtigere, og hun blev ude af stand til at svare
"det der er ikke fair play..." mumlede hun så, meget dæmpet.

"Hvad er ikk fair" spurgte han drillende og grinte lavt, da han stadig sad helt tæt på hende..

"Shin..." hviskede hun "Du... " hun bed sig i læben.
"Jeg vil ikke såre dig" mumlede hun så "Og hvis jeg... begynder at få føleser for dig, så sårer jeg dig helt sikkert..."
Hun skævede til ham for at se om han forstod hvad hun mente, men det skulle hun ikke have gjort, for hun fik kuldegysninger, og vendte hovedet væk igen *Hvad er der i vejen med dig Amira?* tænkte hun irritteret over sigselv.

Han lagde hovedet på hendes skulder.. "Hvordan skulle du kunne såre mig." sagde han og lukkede øjene.. Han havde stadig armene om hende men forstod alvoren og trak langsom armene til sig, da han ikke var sikker på om hun syntes det var i orden..

Hun tog en dyb vejrtrækning "Jeg kunne... Afvise dig uden at det var min mening..." sagde hun langsomt, med en blød stemme "Eller... Blive vred på dig... Såre dig..." hun bed sig i læben.

Han rystede på hovedet.. "Du skal ikke tænke på mig.." mumlede han og så på hende igen.. "Jeg klarer mig nok"

Hun rystede på hovedet "Nej det er ikke rigtigt af mig det her... Vi kender knapt hinanden." Hun bed sig hårdt i læben, så der gik hul "Shit..." mumlede hun irriteret over sig selv.

Han så på hende med et trist smil. "Du har ret.. vi bure lære kende hinanden lidt mere" sagde han.. "Her"sagde han og rakte hende en serviet han havde taget i caféen..

"Ehm.." hun grinede og tog imod den "Mange tak, men hvad skal jeg bruge den til?" spurgte hun forvirret.

"Bed du ikke hul i læben" spurgte han dumt.. "skal vi snakke om noget andet" han så på hende med et lille smil..

Hun grinede forlegent, velvidene til at hullet allerede var helet "Ehm nej..." sagde hun nervøst
Hun så lidt frem for sig "Jeg vil gerne vide noget om dig" sagde hun så, med en nysgerrig undertone.


//Logger lige i 10 min. ///

Nårh så må jeg vist havde set syner" sagde han og smilte til hende.. "jamen så fortæller jeg bare lidt omm mig." han tænkte sig om for at finde ud af hvor meget han skulle fortælle, men tænkte at han lige så godt kunne fortælle det hele som det var. "Min forældre var meget rige. Og der elskede at give mig gaver og ting som jeg slet ikke havde brug for" han trak kort vejret og så på hende "jeg boede i et snobbet kvarter, alle var så overfaldiske" han rystede på hovedet da han kom til at tænke tilbage. "Det var ved at kvæle mig, så jeg så den mulighed at stikke af, og det gjorde jeg så. Jeg sov på gaden og arbejde i en bar om dagen.."han tøvede lidt men fortsatte så "Jeg kom ud i noget rod da jeg boede på gaden, noget med noget stoffer, men jeg kom fri igen" sagde han stolt og smiltede lidt. "Så fik jeg at vide min forældre døde og jeg arvede en fandens masse penge og så flyttede jeg her til" sluttede han sin fortælling.. Han så på hende og håbede ikke han havde sagt noget der kunne skramme hende væk..

//Helt i orden,,//

Hun så fjernt frem for sig, da hun lagde mærke til hvor meget deres fortid lignede hinanden. Ikke helt, men en smule.
"Hårdt..." mumlede hun og så på ham "Jeg... kan godt genkende det..." mere havde hun ikke lyst til at fortælle lige nu.
"Var du ensom?" spurgte hun pludseligt.

Han nikkede "Meget.. de venner man fik på gaden var ikke rigtige venner. De tænkte kun på sig selv. hvis du havde problemer var du pludselig deres bedste ven, men manglede man selv hælp var der ingen der ville så meget som bare at snakke med en" sagde han og trak lidt på skulderne. "Jeg har kun haft en rigtig ven i hele mit liv. Hun boede også i Frankrig" sagde han pg smilte til hende.. "Hvad med dig.. Hvordan har din fortid været" spurgte han og rykked helt hen til hende..

"Hård" sagde hun enkelt, og måske en smule koldt. Det var ikke hendes mening "Jeg... Har haft det en smule som dig... Bare knapt så meget kærlighed..." hun smilede svagt "Jo en smule" tilføjede hun, da hun tænkte på de muntre veninder hun havde haft på gaden. Hun lænede sig ubevidst en smule imod ham.

"Har du boet her hele dit liv" spurgte han forsigtigt.

Hun smilede og rystede på hovedet "Jeg flyttede hertil for nogle måneder siden" sagde hun "Jeg er født i en lille by uden for New York, men det sidste år har jeg boet i New York City..." Hun rynkede på panden.

han nikkede og smilte til hende.. "Hvad fik dig til at flytte her til" mumlede han stille og kiggede ned..

Hun sukkede. Hvordan skulle hun pakke det ind så han ikke ville få for meget afvide, men stadig så han ville forstå det?
"Jeg... " begyndte hun og stoppede sig selv, kun for at begynde igen "Min mors side af familien stammer herfra, så jeg syntes at jeg ville se på det.." sagde hun langsomt "Min mor døde da jeg var 5..." tilføjede hun.
Hun så lidt frem for sig "Hvem ved, måske tager jeg afsted herfra igen?" hun smilede svagt til ham "Så ville jeg nok tage til Frankrig..." sagde hun langsomt.

Han lyttede til hvad hun sagde og tænkte lidt over det.. "men du har da ikke tænkt dig at bare stikke af fra mig" spurgte han og hævede det ene øjnbryn..

//Skal logge men vi skriver videre ikk´ ?XD//

Hun var stille et øjeblik "Det.. er måske derfor jeg ville tage væk..." sagde hun stille "Jeg er skide bange for at bevæge mig ud på det her område..."



//Jo self, så let slipper du jo ikke for mig ;p///

"Hmm"mumlede han stille.. Han så ned i jorden.. "Hvad så med at vi bare er venner" spurgte han men så stadig ned i jorden da han var for første gang bange for at møde en piges blik.

Hun kunne næsten ikke bære det, der var noget ved ham, som hun ikke kunne forklare, en måde hun aldrig var blevet behandlet før. Hun lænede sig langsomt frem imod ham, snusede den søde duft ind, som hans krop udsendte.
Så førte hun sine læber op mod hans øre, nok til at de lige akkurat ikke rørte ved hans øre, men han kunne mærke hendes kropsvarme og hendes ånde da hun meget dæmpet mumlede "Til en start ja..."

Shin lukkede øjene og smilte lidt for sig selv.. Endelig så han op på hende og smilte til hende.. "Så du tager ikke til Frankrig" spurgte han håbende.. "Hvem er Jake" tilføjede han lige bagefter, mens han så på ham med endnu et større smil..

"ikke lige med det samme.." mumlede hun, imens hun begyndte at pille lidt ved sit hår, sur på sig selv over hvad hun lige havde gjort *Tingene var nemmere da drenge ikke behandlede mig ordenligt* tænkte hun og så, så op på Shin "Jake? Hvad mener du? Altså... hvor ved du fra at jeg kender ham?" hun smilede roligt til ham.

"Det ved jeg heller ikke men jeg spørger bare" sagde han med et grin.. "han kender i hvert fald dig" tilføjede han

"snakker han da om mig?" spurgte hun, en smule nysgerrigt.

"Vi snakkede bare om vi vi snakkede med og sådan" sagde han og så ned i jorden og gav sig til at tegne lidt i jorden..

"Tjah jeg har snakket en smule med Jake" sagde hun langsomt "vi er venner" hun fuglte hans finger med blikket, for at se om han rent faktisk tegnede noget.

"Okay" nikkede han mens han koncentrede så meget han kunne om tegningen, men man kunne ikke rigtigt se hvad det var. Den ene øjeblik lignede det en kat og så et hus, derefter et hjerte og så hviskede han det ud med den ene hånd.. Han begyndte så ny att tegne, men det blev ikke meget bedere..

"Hvad laver du...?" spurgte hun forsigtigt, af frygt for om hun forstyrrede ham.

Han stopppede med at tegne, men så stadig på hans ikke for kønne tegning.. "Jeg udfolder mig som kunstner" jokkede han og så på hende med et smil.. "mne jeg tror ikke rigtig det lykkes for mig" mumlede han bag efter..

"Så skal det hvertfald være abstrakt kunstner" sagde hun med et lille grin "Vil du ikke male et billede til mig?" spurgte hun så med en bedene undertone. Hun smilede varmt til ham og fingrerede let med halskæden han havde givet hende.

Han nikkede med et lille smil.. "men det bliver i jorden" sagde han og drejede sig en smule så han kunne tegne i noget mere ´frisk´ jord.. Der efter lod han fingeren køre igennem det på mange forskellige sjove måder, men han for sjov stak tungen ud af munden som en 5 årig der var meget koncentret.

Hun smilede, men istedet for at se på hvad han lavede, så hun sit snit til at sidde og betragte ham med varme kinder og et lille smil. Hun syntes at der var noget tiltrækkende over ham som han sad der, en smule i sin egen verden.

Shin fortsatte med at tegne og en gang i mellem gav han en lille forklaring med hvad billede forstillede, men lige efter han regnede ud hvad det lignede fik han en ny idé og begyndte forfra.. Men ingen af billederne kom til at ligne det han ville.. "Sådan" sagde han og betragtede sit mesterværk.. "Det skulle hvad været en gris, men nu tror jeg det er en sol" grinte han og så endelig på hende og forsatte med at grine..

Hun sled øjnene væk fra ham og så ned på billedet "Det er yndigt!" udbrød hun glad og kyssede ham på den ene kind "Merci!" tilføjede hun grinende.

Han kiggede igen stolt på tegningen.. "Kan du virkelig lide det" spurgte han lidt uforstående.. Han regnede med at det bare var noget hun sagde for sjov, da den ikke var særlig pæn.. Men han smilte bare til hende.

"ja det var jo dig der lavede den til mig" sagde hun med et lille smil og et varmt blik "Det er det jeg bedst kan lide ved den"

Hans ansigt lyst op og han gav hende et lille kram, men trak sig hurtigt væk igen da han kom i tanke om han lovede hende de kun var venner og han havde tænkt sig at opfører som en og ikke andet.. "Så må vi håbe der ikke er nogen der visker den ud igen.." sagde han og så ned på den.. "Hvis vi kunne bruge magi havde jeg for længst tryllet den fast til stedet så vi kunne grine af den hver gang vi kommer her" sagde han smilende.. "Men der findes ikke magi" sagde han og sukkede dybt..

Hun grinede "Nej det gør der jo ikke" sagde hun oprigtigt. "Måske kunne vi lave et fosil af den, naturens kraft er jo en slags magi" hun smilede stort. Det var den jo.

Shin bed sig i læben.. "Nu er det ikke fordi jeg er den bedste til biologi eller hvilken fag man lærer det i men hvordan laver man et forsil" spurgte han og følte sig lidt dum. Han hvade aldriv været god i skolen og havde altid haft problemmer nok i sit liv til at gøre noget ved det, men nu kunne han for første gang mærke at han ville have ønsket at han havde hørt efter..

Amira grinede "det er jeg godt nok heller ikke" indrømmede hun med et lille grin "Jeg er mere den sprogelige type!"

Han lo en smule.. "Jeg er mere den sportligstype" indrømmede han da det eneste fag han havde været godt til var idræt..

Hun blinkede drillende til ham "Og alligevel har jeg bedre kondi end dig!" grinede hun og gav ham et smølfespark på siden af hovedet.