Spejlblankt vand...

Dag : Lørdag.
Tid : 21:05.
Dato : IRL
Åestid : IRL
Vejr : KLart, Månen er oppe og der er ingen vind.
Sted : Strandkanten.
Omgivelser : Ingen udover vandet og vinden...


Daniel sad i sin sorte ulve form og kiggede på vandets genspejling af ham.
Hans grå øjne lyste op i nærmest om kap med månen.
Ved siden af ham lå en sort rygsæk som havde en sok stikkende ud af toppen.

Saria's hvide poter standsede ved siden af hans, ved siden af det kolde, klare, mørke vand.
Hendes øjne, hvilede på vandet, og ikke på ham, eller månen, men på månens spejlbillede i vandet.
Hej. tænkte hun bare kort til ham.
Hun havde aldrig set den hanulv mere, med de smukke grønne øjne, og den fine sorte pels...
Hendes egne grå øjne skinnede igen, munter, bare en lillesmule.

//Oooh sorry... Øjne er grønne... Jeg skrev forkert//


Han kiggede overrasket på hende. Han havde ikke kunne lugte hende.
Hey... Hvordan kom du så tæt på, uden at jeg lugtede dig? spurgte han hende gennem tankerne.

Hendes tankestemme var rolig, med noget i hendes stemme hun ikke kendte. Jeg er ret lusket. Hun ødstødte et hæst hyl, som skulle være et grin. Hendes snude rørte kort hans ansigt. Hyggeligt at møde dig. Jeg er Saria. De var mange varulve, det viste hun, de var rigtig mange. Emily, Midnigt, Jake, Sargas... Hun var glad for at møde dem alle, og nu endnu mere en.

I lige måde... Daniel tænkte han og viste tænderne i et venligt smil.
Han studerede hende kort med hans grønne øjne og nikkede så lidt.

Jeg har aldrig set dig før... Hvornår kom du herhen? Hun så ud over vandet igen. Hendes lange tunge gled ud igen ind igen. Hun gav et kort hyl fra sig, og så på ham igen. Jeg har været lidt væk men jeg er endelig tilbage her i Forks, jeg elsker at være her.

Jeg er også helt ny... Emily bed mig for nogle uger siden tænkte han tilbage og smilte lidt.

Sarias øjne skinnede kraftigt, da hun så ham ingen. De skinnede af bekymring. Var det ikke forfærdeligt?! Selvom det kun var en tankestemme, var den alligevel gennemsyret af bekymring. Hendes ene pote, hvilede på hans ryg. Det var... Hun tøvede lidt og så for sig det øjeblik, hun selv blev bidt, og næsten slået ihjel. Han kunne selvfølgelig se billedet. Forfærdelsen i hendes øjne det øjeblik hun var ved at dø. Det øjeblik hun blev angrebet, det øjeblik ulvens glødene gule øjne var det eneste hun så... Og så smerten.

Jeg havde det forfærdeligt selv sagde han og nikkede kondolerende til hende og fik hevet billedet frem.
Han havde Emily halvt liggende på sig da hun bed ham i halsen og han stivnede før han fik krampe bevægelser og skreg i smerten...

Pludselig var hun et menneske igen. Hendes arme lå om hans sorte pels, og hendes ansigt presset mod hans skulder.
Hendes øjne var våde, men det kunne man ikke se igennem hans pels. Hun hulkede lavt, men det var muligt at høre, imens hun desparat prøvede at tænke på desert i stedet for at tænke på hendes forvandligt.

Han ville gerne sige noget til hende, men hvis han forvandlede sig ville han jo være nøgen.
*Hvad skal jeg dog gøre?* tænkte han lidt desperat.

Hun trak sin kjole over hovedet, og trak sig væk fra ham.
"Jeg skal nok lade være med at kikke." mumlede hun med grådkvalt stemme, og vendte sit hoved væk.
Hendes underlæbe dirrede, men var ligeglad.
Hun trak sig væk af hans dejlige pels og så den anden vej.

Han forvandlede sig og trak i et træningstøj bestående af T-shirt og Løse bukser.
"Sådan" sagde han bare og kiggede på hende med et sørgeligt blik.

//Jeg skal lige noget//

// Okay ^^ //

//Nu må du gerne svare^^//

Hun krammede ham igen. "Jeg er ked af at tude på dig." mumlede hun muntert. Hun grinede hæst. // Jeg skal nok snart logge... //

"Gør ikke noget" sagde han trøstende og krammede lidt igen.
Han krammede kejtet igen.

//Det oka^^//

"Jeg vil gerne have at du siger noget. Sig noget om dig selv... Fortæl mig om dig.." mumlede hun i hans hår.

"Hvad er der intresant ved en Italiener som mig?" spurgte han og smilte kort venligt.

"Du skal bare tale.." mumlede hun bedrøvet. "Bare sige et eller andet.. Vil du ikke nok?" hendes stemme var bedene.

"Okay" sagde han og tænkte sig kort om.
"Det er virkelig varmt i Toscana... Du kunne tage med på en ferie" sagde han venligt, mens hans tanker tænte lidt på en anden.

"Toscana?" mumlede hun, og så på ham. "Det lydder... Hyggeligt." hun lo lidt, og så på ham igen. "Kommer du fra Toscana?"

"Jep" sagde han og smilte lidt.
Daniel kiggede på hende med et venligt smil.

Sargas kom stille gående langs vandet han kiggede efter Varulve.
Da han endelig fik dem på lugten løb han der hen
Da han så Saria og en anden varulv "Heej har i set Emily har en besked fra Duncan"

///i er på straden ikk?///

// Jo, vi er på stranden Jace ^^ //

Hun smilede varmt til Daniel, og til Sarg, da han kom hen til hende. "Hej Sargas." hilste hun, og lænede sig ind til Daniel.

Daniel blev kun en smule overrasket, men ikke så meget.
"Nej... Jeg så hende i går, men hun kommer sikkert om lidt" svarede han smilende.

jace kom ind med vandet han havede bar over krop og han var bevist løs

"Godt... Duncan og nogen andre vampyre er efter mig..."sagde han undrende
"Men hvad laver i så?"

// Du er også kommet til skade i det andet emne Jace, kan du ikke skrive videre der? Jeg har lige svaret... //

"Følger Duncan efter dig?" hviskede hun overasket. "Er du i fare?" hendes øjenbryn formede sig i et V. "De kommer til at fortryde det, gør de.." mumlede hun.

//hva var det det hed//

// Det kan jeg ikke lige huske.. Men det er i resavatet, tror jeg nok ^^ //

"Nej men hvis jeg siger det til Emily gør de... Noget med han havde alt"sagde han tænkende
Han gik hen til hende "og en sandhed om alt vide alt igen..."

"Hvis han fulgte efter dig herind er han virkelig på den" sagde han og smilte bare.

"Jeg tror ikke Duncan er så dum.. men for en sikkerhedsskyld er jeg sammen med varulve hele tiden.."sagde han
Han kiggede rundt.

Saria lænede sig tilbage igen. "Jeap, vi nakker ham sammen, hvis det er." sagde hun bare roligt. Hendes blege hånd klemte om Daniel's arm.

Daniel smilte bare lidt over Saria og nikkede så til Sargas.

"kender i noget til det?"sagde han undrende
Han gik rundt omkring dem.

*Der er godt nok mange der er ude efter Emily* tænkte han lidt bekymret.
"Jeg har hørt Vamprene snakke om noget om et smykke eller noget og Emily" sagde han tænkende.

"Ja.." mumlede Saria koldt. "Jeg ved ikke om jeg må sige det men," hun tog en dyb indånding. "Emily har noget, som kan forklare hvor alle vampyre stammer fra... Og de skal have den." sagde hun og klemte endnu hårdere om Daniel's arm.

Det gjorde ondt, men han lagde ikke mærke til det, det gjorde ondt på en måde så han vidste han stadig var til stede.
"Jamen er Vampyre ikke... Øøøh... Jeg ved det ikke" indrømmede han smilende.

Han kiggede på dem"Jamen.. årh jeg tror der er nogetmed en fælde"sagde han
Han kiggede på sin hånd men kiggede op igen"Jeg forstår ingen ting"

"Jeg ved at Duncan vil have noget Emily har, men han får det ikke!" hendes stemme dirrede af vrede. Hun opdagede hvor hårdt hun holdte om Daniel's arm. Så slap hun ham, og holdte lidt blidere om hans arm.

"Han får hende ikke uden kamp hva?"sagde han stærkt.
Han kiggede rundt og så på nogen bølger.

Hun rakte tunge til ham, let drillene. "Han får os ikke, vi er nogle stolte og stærke snothvalpe." lo hun.

Han grinede"Jaa men de er såå mange"
Sagde han og igen kiggede rundt.

"Men, vi er stærkere - vi er skabt til at klare dem.." hun rakte tunge. Hun klemte blidt om Daniels arm.

"Ej okay"grinede han og så på dem.

"Det er jo sandt" sagde han og nikkede til det Saria havde sagt.