I vild forvirring!

Sted: En trappe foran et ukendt hus
Omgivelser: Gaden er tom
Vejr: Gråt
Tid: 11:30
Dato: d. 7. september
Årstid: Efterår

Amira sad på en stor marmor trappe, foran et stort hus. Hun anede ikke hvem der boede der, men hun ville ikke længere.
Hun sad med hovedet i hænderne, som om hun troede at det ville køle hende ned. Hun kom med et svagt humørforladt grin over sit åndsvage forsøg. Hun prøvede at tømme sit hovede for tanker. Starte forfra? Flytte til en ny by? Hun rystede på hovedet.
Hun ville ikke tilbage til sit gamle liv. Hun nægtede.

Charlie kom gående udenfor huset han satte sig tæt ved amira

Amira så op med et sæt. Hun kiggede lidt overrasket på den ukendte dreng, lettet over at han ikke var en blodsuger "Hej" sagde hun med et lille smil.

"Øhmm Heej"sagde han og så lidt skræmt ud over at hun var forstrækkede.

Hun grinede lidt "Jeg hedder Amira" skyndte hun sig at præsentere sigselv

"jeg hedder Charlie"grinede han og rakte hånden ud til hende og smillede til hende.

Hun så lidt skeptisk på hånden. Hun bed sig i læben og trykte hans hånd. Hun skælvede let da hans normal tempererede hånd mødte hendes unaturligt varme. Hun skævede til ham for at se om han bemærkede noget.

Han fik en glad følelse af at se hende,"Hvor bor du?"

"I en lille lejlighed i La Push" sagde hun hurtigt, let rød i kinderne. Hun var flov. "Hvor bor du da?" spurgte hun

"er lige flyttet her til en stor lejlighed i Forks"sagde han glad til hende.

Hun grinede nervøst "wow... alene?" hun smilede stort til ham. En følese af tryghed spredte sig over hende, en varme (varmere xD) helt ud til fingerspidserne.

"Ja"grinte han og rykkede lidt tætere på hende og smilte til hende.

Hun så overrasket på ham "Jamen!" protesterede hun bekymret "Det kan du umuligt være gammel nok til!" hun blev med det samme forvirret over hendes trang til at beskytte ham.

"Jo det kan man godt"sagde han muntert.

"Hvor gammel er du?" spurgte hun overvældet.

"16"sagde han og undrende sig om disse sprøgsmål

"Hvor har du dog pengene fra?" spurgte hun målløst.

"Jeg får uddannelse støttetse fra staten"sagde han glad

"Uddannelses støtte?" hun smagte på det fremmede ord. "hvad er det?" spurgte hun så

"du får penge til at klare dig med økolomi hehe"sagde han glad

Hun stirrede frem for sig et øjeblik "Bare sådan?" hviskede hun næsten uhørligt, med rystende stemme.

"Ja hvorfor ved du ikke det"sagde han og grinede.

"Fordi at den der skulle ha fortalt mig det, hader mig" sagde hun og fortrød med det samme hun havde sagt det. Hun havde sagt for meget. Jvad var der ved den her fyr, som fik hende til at stole sådan på ham?

Han satte sig ved hende og smillede.

"Så hvorfor bor du ikke hjemme hos dine forældre længere?" spurgte hun, en smule nysgerrigt, men mest for at skifte emne.

"Jeg er forældre løs min mor er død og min far ved jeg ikke noget om"sagde han glad

Hun sendte ham et bekymret blik "har du boet alene hele dit liv?" spurgte hun

//smutter i seng nu, ses //

//Nattenat//