intet bliver det samme mere.

Dato: 31/11
Sted: caféen, henne ved vinduerne
Tid: 07.24
Omgivelser: et par enkelte mennesker, som får deres morgenkaffe inden arbejde.
Vejr: overskyet, men ingen tegn på regn. det blæser lidt.
Årstid: efterår.
Tøj: jeans, grøn top, ingen sko.

Isabella sad og holdte om sin kop med begge hænder. I koppen havde hun kaffe. Isabella sad og så ud af vinduet på de forskellige mennesker, der gik forbi.
En mand, der gik forbi, mistede sin papire undevejs og var løbet efter dem. Han var godt forpustet bagefter, eller sådan så det ud.
Et barn havde mistet sin ballon og var begyndt at græde. Moren prøvede at trøste barnet.
Isabella dagdrømte sig væk. Hende og hendes lillebror havde tit siddet hjemme i deres have, de havde både læst og spillet med bold. En lille tåre trilte fra Isabellas kind. Intet ville blive det samme mere. Alt var anderledes, intet lignede det gamle mere. Isabella sukkede dybt, mens hun stadig dagdrømte.

Isabella sukkede lidt og tog en slurk af sine kaffe. Hun forsvandt igen ind i sine tanker.

Dai kom gående, skubbede døren op med ryggen, baglæns med en slikkepind i munden.
Det var en med lemon og jordbær, hendes yndlings kombination.
Hun nynnede muntert på den grå dag, for det skulle ikke ødelægge hendes humør.
Hun var blevet en god målmand på skolen, pga hendes pludselig skærpede sanser.
Hun rynkede på panden og drejede helt rundt en gang.
Hun så på Isabella, som hun genkendte fra den dag hun gemte sig for sine forældre.
Hun stod stadig op, da hun drejede sin slikkepind-pind, med tommelfingeren og pegefingeren.

Isabella sad bare og kiggede ud af vinduet.. hun var dybt nede i sine tanker.

Dai smed sig på stolen foran Isa-bella.
"Heii... Var det ikke Isa de kaldte dig?"
Hun smilede varmt og nulrede lidt på slikkepind-pinden, som hun havde taget ud af munden.
Hun lagde sit hoved lidt på skrå, over den mærkelige fornemmelse der slog imod hende.
Det var en dejlig følse, noget i kontrast til den hun fik når hun var sammen med 'De blege'
Hun var det ikke som om hun ikke kunne få luft, mere som om hendes luftrør var blevet rettet ud,
så hun bedre kunne trækket vejret, til en forandring.

Isabella så forvirret på Dai, hun rystede kort på hovedet.
"Undskyld, hvad sagde du? Jeg hørte det ikke, jeg var vist væk i mine tanker." sagde Isabella og smilte skævt.
Hun tog en slurk af sin kaffe.

Dai smilede skævt, og rakte sig hånd frem.
Altså ikke den hånd hun havde slikkepinden i.
Hun grinede lidt.
"Mit navn er Daiya." præsenterede hun sig selv.

"Du er en af Syds venner." sagde Isabella og smilte, hun trykkede Dais hånd.

Dai støttede hovedet, som var let, uden problemer sammen med Isa.
"Ja, og Victoria?"
Hun trak på skuldrene.
"Kan du sige mig hvorfor jeg har det så mærkeligt hver gang jeg er sammen med hende?"
Hun lagde sit hoved lidt mere på skrå.
Hun havde ikke spurgt andre noglesinde, men hun følte at der var noget specielt ved Isa.
Hun var ikke bange for at være sammen med hende, i modsætning til de blege.

Isabella bed sig lidt i læben. Hun tænkte lidt over, hvad hun skulle sige.
"jeg tror det kan være, fordi hun bruger en speciel form for parfume." sagde Isabella og havde lyst til at advare hende mod, at være sammen med hende.

Dai lo.
"Det har jeg også selv tænkt på, men så bruger Cedric, Cecilie, Shane og Kevan den også."
Hun rynkede sine bryn, i sit grin.
Hun så alvorlig ud igen.
"Det er ligesom jeg ikke kan få luft når jeg er sammen med de... De... Ej, det lyder totalt mærkeligt... Men jeg kalder dem; De blege..."
Hun lo af sig selv igen.
"Er det ikke bare lamt?"

"Det kan godt være, de gør det." sagde Isabella.
Hun klemte lidt om koppen, da hun havde hørt det sidste, men sagde intet.

Dai kløede sig selv i håret.
"Måske er det udvejen, men jeg tror det altså ikke helt..."
Hun trak på skuldrene og så på Isa igen.
"Har du det også sådan?"
Hendes stemme var direkte og hurtig.

"Tja... jeg kan også mærke de er anderledes." sagde Isabella og smilte et skævt smil.
Hun bundede sin kop og satte den fra sig igen.

Dai trak på skuldrene.
"Jeg er virkelig nedern at høre på, er jeg ikke?"
Hun rakte forvirret ud med armene.
"Jeg håber at Cedric vil svare mig hvorfor, men det er jo ligesom også ham der er lige mærkelig ved mig..."
Hun bed sig i læben, og lagde sine hænder i skødet.

"Jeg syntes ikke, du er mærkelig. Jeg kan godt forstå det." sagde Isabella.
Hun så kort ud af vinduet.

Dai sukkede lettet.
"Tak Isa, du er så let at snakke med... Ikke ligesom de andre, du giver mig en god fornemmelse."
Hun bed i sin slikkepind-pind.
"Men jeg fortstår det ikke.. Hvordan kan jeg dog være sådan over for dem, når jeg ikke engang ved det?"
Hun slog ud med armene igen, helt forvirret.

Isabella smilte til Dai.
"Når du ikke ved hvad?" spurgte Isabella lidt forvirret.

Dai så på sit ur.
"Tis, jeg skal til ekstra-timer nu..."
Hun rejste sig undskyldene på.
"Sorry Isa, men jeg skal afted nu."
Hun vinkede på vej ud af døren, og da hun løb væk fra caféen vinkede hun endnu vildere.

Isabella smilte og vinkede til Dai.

//helt i orden... vi har jo det andet emne (://