Friskt kød på gangene // alle er velkomne

Tid:irl
Omgivelser: en masse elever
Vejr: gråt og det sner
Sted: skolens kontor
Udseende: høj hestehale, beige farvet vinter jakke, sorte jeans, converse vinterudgave, rød skovmandsskjorte.

Rosalie kom ud af kontoret for lokale og videre ud på gangen. I hånden havde hun et kort over skolens lokaler. Det hele så så forvirrende ud! Hun kiggede efter kantinen men blev så nervøs, pakkede kortet væk og valgte at gå udenfor igen, der kunne vel ikke være så mange når det sneede?
Hun kiggede ned i jorden og var rød i hovedet. Det føltes som om alle kiggede på hende fordi at hun var ny. Da hun kom udenfor opdagede hun til sin forfærdelse at næsten alle skolens fyre var herude for at lege snebolds kamp * det er jo så typisk* tænkte hun opgivende og følte st hun snart skulle dø. Hun havde ikke haft de største forhåbninger om venner men hun lagde langsomt mærke til at der ikke var mange der var flotte solbrune. Faktisk var de fleste mere eller mindre lige så hvide som hende.

Påklædning: Click

Eha stod ved sit skab og hang. Med et udtryksløst ansigtsudtryk stirrede hun frem for sig. For at virke som et almindelig menneske, huskede hun at røre på sig. Skifte vægten fra det ene ben over til det andet. Pillede ved sit hår. Læne sig op af skabene. Skifte den måde hun stod på. Og selvfølgelig - blinke og trække vejret.
Skolen kedede hende. Selvom hun ikke var en af de ældste af hendes slags, havde hun gået i skole mange gange. Efterhånden kunne hun gå op til eksamen i alle fag og bestå med bravur, uden at have læst eller kommet til timerne. Men det var hun nødt til. Det var kedeligt, at leve dette menneskeliv. Dog var det nødvendigt. Hun ville heller ikke være en nomade. Så hellere dette end at vandre rundt på må og få.
Med et suk, der tydeligt indikerede at hun kedede sig, lukkede hun sin skabsdør. Først nu gav hun sig til at betragte sine omgivelser. De samme mennesker, som der plejede at være. Udenfor var det gråt som altid, kun med den ændring at det sneede. Hendes overtøj hang i skabet. Det var vigtigt at spille rollen, selvom den varme jakke, huen, halstørklædet og vanterne ikke tjente hende noget formål.
Hun drejede hovedet en smule hen i retning af kontoret og dørene, som førte udenfor. Kun et ukendt ansigt mødte hendes mørke blik. En pige, som så ud til at være ny. Ellers ingen forandring. Udenfor så drengene ud til at afholde sneboldskamp. Uinteressant. I stedet rettede hun igen sin opmærksomhed mod den nye pige. Hun undgik dog at se direkte på hende, men i stedet i retning af skabene dørene bag pigen.

Rosalie lukkede jakken og tog skridtet ud i den vinterkolde luft. Sne var ikke rigtigt noget der kommer så meget af i Alabama så hun var stadig meget facineret af det. Hun kiggede sig lidt omkring og blev pinlig over sig selv, sådan at stå der og ligne en idiot der ikke rigtig vidste hvad hun lavede. Hun fik endelig øje på en bænk et stykke fra al snekasteriet og nærmest løb over til den. Der lå mindst en halv meter sne på bænken og hun valgte at feje det væk med sit ærme og sætte sig på den. Den var kold som is og hendes numse frøs imens hendes krop ihærdigt prøvede at varme hende og bænken op.
Rose fandt sit skema og kortet over skolen frem igen, for at finde ud af hvor hendes første time skulle afholdes. Nervepirrende? JA! hun hadede nye skoler. I det hele taget. Hadede hun skoler. Det var ikke som i film for hende, ingen veninde/ven første dag som blev til ens allerbedsteveninde/ven senere, som man ville have det sjovt sammen med, grine,græde og hænge ud med. Hun sukkede, og begyndte nærmest allerede at hade det. Men hun vidste også godt at hun selv burde gøre en indsats..Hun var bare ved at være godt træt at disse indsats. For de førte kun til ydmygelse. Det var i hvert fald det hun følte.

Eha så til mens den ukendte pige gik ud af dørene og ud i kulden. Svagt bed hun sig i læben. Der skete ikke noget interessant på gangen. Faktisk var pigen det eneste interessante, der var sket for Eha hele dagen. I hvert fald hvis man ikke regnede en dreng, i hendes kemi klasse med, som besvimede. Det havde også været for dumt, at stikke hele hovedet ind over den væske.
Derfor drejede hun rundt, og åbnede sit skab. I almindelig menneskefart fik hun taget sit overtøj ud af skabet. Jakken, som ville være dejlig varm for et menneske, var mørkerød, mens hendes lune tørklæde var sort og vanterne ligeså.
Skabsdøren smækkede hun igen i. Med elegante skridt gik hun ned ad gangen. Uden at fortrække en mine, trådte hun ud i kulden.
Sneboldene fløj om ørerne på hende, men heldigvis var de ikke rettet mod hende. Lykkeligvis blev hun heller ikke ramt. Hun havde sine mørke øjne fæstnet på pigen og bænken. Selv i mennesketempo, gik der ikke gå sekunder før hun var nået over til den. Hendes blege ansigt, der før havde været udtryksløst, lyste op i et smil. "Må jeg sætte mig her?", spurgte hun venligt og gjorde et nik mod pladsen ved siden af hende. Hun ventede omkring to sekunder, før hun alligevel satte sig. Chancen for at hun ville sige ja, var alligevel stor.