Jeg kan ikke finde på gode titler...

S: Forks High School
T: Formiddag
O: Elever
V: Pisse-lorte-vejr-som-fucking-altid-i-Forks

Halcyon tog en dyb indånding og gik ind på gangen. Hun spejdede rundt og blev mødt delvist nysgerrige og delvist uinteresserede ansigter. Hun gled hætten på sin vandtætte anorak ned og rankede op i rygsækken før hun tog det første skridt på vej ind i sit nye liv. På vej til at møde de mennesker hun i slutningen af semesteret skulle dimittere med. Hvis ikke hendes far altså blev forflyttet igen. Hun tog hurtigere og mere selvsikre skridt, i retningen af det lokale hun skulle have sit første modul i. Eller hun håbede det var den rigtige retning. Hun sendte et par elever et skævt smil og forsøgte at orientere sig. Sit udleverede kort havde hun knuget sammen i den ene hånd. Hun kunne langsomt mærke sine fødder begynde at prikke, et tegn på at de var ved at få varmen. Hun kunne mærke sit hjerte banke hurtigere da hun nærmede sig det lokale hun skulle ind og en bølge af nervøsitet ramte hende da hun trådte ind i det tætte fugtige lokale.

"Fjollede mennesker" mumlede Aurius, mens han kastede et irriteret blik rundt på en god del af skolens piger. Det her var en af grundene til at han foretrak natten frem for dagen. I natten kunne han være usynlig selv på gaden, mens han om dagen ikke rigtigt kunne undgå opmærksomhed. Hvis han prøvede at skjule for meget ville det virke mistænkeligt, og hvis han ikke gjorde det... Tja, der var grunden til hans irritation.
Han vidste egentlig ikke hvorfor han var her. Eller jo, han vidste det godt. Men han forstod ikke at han havde troet at være en god ide for et par timer siden. At tilbringe et par dage i skolen, både for at prøve at finde ud af, om eleverne tænkte særligt meget på de begivenheder, som havde fundet sted. Mere præcist de bortførelser og mord vampyrerne havde begået. Udover det ville han godt afprøve sin udholdenhed omkring mennesker, og skolen virkede som et godt sted for det. Mennesker overalt, og hvis det blev for meget kunne han melde sig syg. Desuden var der lidt nostalgi over at være tilbage på skolen. Han havde trods alt gået her engang. Engang for længe siden, virkede det som, efter at han var blevet til vampyr.
Men alligevel var han på vej imod et af skolens lokaler, for at få sit første modul. Det kunne være, at han opretholdt maskeraden i lidt tid, for at blive bedre til at "være usynlig" blandt mennesker. En egenskab, som han var sikker på kunne blive nyttig på et eller andet tidspunkt. Desuden kunne vampyrer jo leve for evigt, så tid var ikke ligefrem noget han manglede.
Før han kom, havde han overvejet, hvad der ville ske hvis nogle af dem han engang kendte ville "genkende" ham. Han ville nok bare spille uvidende.
Han droppede dog disse tanker, da han gik ind i lokalet hvor han skulle have sin første time, og næsten stødte ind i en pige. De fleste mennesker ville sikkert være stødt ind i hende, men en vampyr ville ikke, medmindre det var med vilje. "Undskyld mig" sagde han, med lidt af sin irritation fra tidligere i stemmen, og smuttede gennem døren, og fandt en plads i klasselokalet.

På trods af den relativt lange ferie hun havde taget, var hun stadig ikke oplagt eller særlig entusiastisk omkring High School. Det var en overvældende, irriterende følelse, som hun ikke havde lyst til at have igen, men som hun sad og kiggede på de kedelige grå murer, kunne hun godt forstå det. Selv menneskerne syntes at være de samme som for et år siden - de samme grå og kedelige typer hang ud med hinanden, og prøvede at se seje ud. I virkeligheden var de kiksede. Kiksede og kedelige, og Emily ville helst være fri og tage hjem til reservatet, hvor der hverken var vampyrer eller det, som hun valgte at betegne som 'ingen hjerne overhovedet'. Med en irriteret grimasse slog hun benene op på bordet, og lukkede alle ude. Typisk. Lige om lidt ville læreren komme og folk ville sætte sig ned, men ingen ville høre efter. Der ville blive sendt sedler rundt i lokalet. Folk ville hviske. Ingen ville lytte. Samme dag som for 11 måneder siden.

Det gav et gib i Halcyon der havde stået i sine egne tanker et øjeblik, og hun gav plads til drengen der møvede sig forbi hende. Hun fik kuldegysninger og den varme det endelig havde lykkedes hende at samle forsvandt igen. Hun trådte ind i lokalet og smilede det bedste hun havde lært mens hun banede sig vej ned for at finde et bord. Hun fandt en plads ved siden af en pige i en mørkeblå sweater og begyndte at finde sine engelsk bøger frem. En rødmosset lærer trådte ind gennem døren og begyndte at tale om Shakespeare og ”rigtig” litteratur.
”Og så har vi for resten fået en ny elev,” udbrød han efter at have citeret Romeo og Julie og Halcyon krummede tær i sine militærstøvler. ”Halcyoun, vil du komme herop?” selvfølgelig skulle han udtale det forkert. Der hørtes fnisen rundt omkring og Halcyon skubbede sig ved hjælp af bordet op at stå. Både udtalelsesfejl og præsentationer var noget hun efterhånden var blevet vant til. ”Hey,” sagde hun tydeligt og selvsikkert da hun var kommet op foran. Efter kort at have betragtet sit publikum dømte hun dem til at være en ordentlig omgang tabere og hun sukkede dybt. ”Jeg hedder Halcyon, ikke Haalcyôn, eller Halcyoun.” sagde hun og vrængede af de forkerte udtalelser, mens hun sendte et nedladende blik til læreren. ”Men I kommer til at kende mig som Hallie” sagde hun med en urolig optimisme. Hun nikkede en gang, og besluttede sig for, at hun ikke havde mere hun ville sige. Hun traskede tilbage på sin plads og læreren begyndte at holde enetale igen.

Efter Hallie blev færdig med at præsentere sig, virkede det kortvarigt som om han egentlig ville noget mere, men fortsatte så til noget andet. Grunden til dette var et blik der kun alt for tydeligt sagde "det-der-kan-du-godt-droppe" fra Aurius, da han ikke ligefrem havde lyst til at blive hevet op i klassen og vist frem. Han hadede som regel opmærksomhed.
Udover det var der endnu en ting, som blev tilføjet til listen over ting som irriterede ham i øjeblikket: En varulv på gymnasiet. Mere specifikt, i lokalet. Han sendte denne et koldt blik. Det kunne godt være, at han blev nødt til at opgive denne maskerade hurtigere, end han havde forventet. Men lige nu virkede den til hans fordel. Varulven kunne ikke angribe så længe der var andre elever omkring, så det her kunne måske alligevel blive en interessant dag. Det var trods ikke tit, at man fik muligheden for at drille en varulv, uden at denne kunne gøre fysisk gengæld.

Emily stivnede og rynkede på næsen, få minutter inde i timen. Vampyr? Efter et koldt blik fra læreren, satte hun sig normalt på stolen og fjernede benene fra bordet. En pige præsenterede sig, men det hele virkede en smule akavet på klassen. Læreren var tydeligvis ligeglad med den nye elev, og klassen virkede heller ikke voldsomt interesserede. Emily kunne dog ikke fokusere ordenligt på hverken den nye pige, Hallie, eller på det yderst 'spændende' emne om Shakespeare. Romeo og Julie havde altid været et populært emne, og det var da også noget, der var blevet gennemgået fyrre gange i løbet af skoletiden. Grunden til hendes manglende fokus var ikke kun at det var så uendeligt kedeligt, eller at læreren havde en så monoton stemme at halvdelen af klassen allerede sov, men der imod lugten af vampyr. Hun vidste at der var en del vampyrer på denne skole, men havde kun mødt få af dem, så hun havde endnu ikke vænnet sig til den forfærdelige lugt. Den kradsede i hendes næse, og hun fik svært ved at fokusere på noget andet. Med et tilsyneladende tilfældigt blik rundt i lokalet, lokaliserede hun hurtigt vampyren. En ung fyr. Tydeligt arrogant, som han sad der og stirrede ondt på alle menneskerne og læreren. Emily sukkede. Det ville blive en lang dag.

Halcyon hvilede træt sit hoved på bordet. Shakespeare. Shakespeare igen, altid Shakespeare. Hun kunne næsten alt der var at vide om Shakespeare i hovedet efter de mange gange hun havde gennemgået emnet. Hun sukkede og lod langsomt sine øjne glide i. Hun var bekymret for om hun kunne få et ordentligt liv her. Et sted hvor alting var gråt og hvor der hele tiden regnede, et sted hvor ingen af de mennesker hun havde set så ud til at kunne interessere hende. Hun havde ikke indtrykket af at nogen i Forks gik til fester, var uansvarlige og impulsive, eller gjorde nogen af de andre ting som hun var vant til. Hun havde set et par stykker der virkede som om de godt kunne have et liv, men hun tvivlede på at de ville lade pigen med det underlige navn ingen kan udtale ind i deres klike.
Hendes tanker begyndte at svømme i cirkler og mystiske farver og figurer dannede sig for hende indre nethinde mens hun langsomt gled ind i søvnen.

Shakespeare. Romeo og Julie. To tåbelige unge mennesker, som lige så godt kunne have kastet deres hjemby ud i en borgerkrig i stedet for at løse konflikterne. Historien burde ende med borgerkrig, bare for at vise hvad den slags tåbelig kærlighed kunne føre til. Aurius forstod ikke, hvorfor Romeo og Julie var så populær.
På trods af, at de var i gang med at gennemgå et emne, som ikke ligefrem var spændende, var Aurius dog i lidt bedre humør end da han gik ind i lokalet. Ene og alene fordi at varulven ikke kunne gøre ham noget, og det kunne være meget sjovt at drille den, og se hvordan dens trang til at springe på ham og flå ham i stumper og stykker måtte undertrykkes af dens fornuft, som trods alt vidste, at hun ikke kunne angribe ham foran alle de mennesker.